Miraklet Julenat: Den ny dagsorden

Prædiken til juleaften, 2016. Holdt i Ebeltoft Kirke og i Hoed Kirke.

 

Dette hellige evangelium, Juleevangeliet, skriver evangelisten Lukas:

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«

 

 

”Intet i verden forstyrrer så meget som kærlighed” (gentag).

 

Således lyder det store budskab fra kjoledamen i årets julekalender på DR1, ”Den Anden Verden”. Og hun har ret så langt, at det er kærligheden, der gør kristendommen radikal, og forstyrrer os i vores selvoptagethed.

 

I julekalenderen gælder det først og fremmest for Sara – om det så er som Snehvide eller Askepot – at finde og blive gift med prinsen, når hun befinder sig i den anden verden, i eventyrenes verden, som hun har fået adgang til.

 

Da det endelig sker for hende, at hun får sin prins der i eventyrernes verden, sker der ikke så meget mere – til hendes store frustration. Hun skal bare sidde og kigge på kongerigets guld resten af sine dage. Den slags eventyr slutter nemlig med erobringen. Så er der ikke mere historie at fortælle. Eventyrerne handler ikke om det hverdagsliv, som vi alle sammen forsøger at leve. De slutter inden, man når så langt. Derfor har de sidste afsnit af julekalenderen også været ganske humoristiske, for her har disse arketypiske personer fra eventyrenes verden fundet deres vej til vores verden – og disse personer, og det de står for, og det, som de eventyr, de kommer fra, vil fortælle, passer slet ikke ind i vores virkelige verden på nogen som helst direkte måde.

 

Helt anderledes gælder det for fortællingen om vores daglige menneskeliv, fortællingen om de relationer mellem mennesker, vi dagligt udlever.

 

Her bliver vi – i hvert fald i vores kulturkreds – hele tiden sat i forhold til ham, vi fejrer i julen, nemlig Jesus Kristus af Nazareth.

 

Eventyr kan nok fortælle nogle sandheder om os mennesker – om jalousi og vrede og vores allesammens drøm om det perfekte liv. For eksempel. Ligesom Det Gamle Testamente i øvrigt gør det.

 

Helt anderledes med evangelierne, som peger på vores helt konkrete hverdagsliv som det faktisk er, og hvad det betyder for os i forhold til vores medmennesker og Gud selv.

 

Og så er der den væsentlige forskel på eventyr i almindelighed og juleevangeliet, at juleevangeliet er baseret på en virkelig begivenhed, nemlig Jesu fødsel.

 

Desuden har evangeliet om Jesus i radikal forstand indflydelse på vores liv, vores hverdagsliv.

 

Hvordan i alverden det?

 

Faren ved alle vores ritualer og traditioner omkring december og julen kan være, at vi bliver så vant til dem, at vi blot følger dem, som vi plejer uden rigtigt at forholde os til, tænke over, hvorfor vi faktisk gør som vi gør. Jeg har hørt udtrykket ”en verdslig jul”, et udtryk som jeg ganske enkelt ikke forstår. Jo, jeg tænker, at det handler om, at man spiser god mad, danser om juletræet og giver hinanden gaver. Og det er sikkert en meget god beskrivelse af vores alle sammens juleaften. Men hvorfor gør vi det faktisk? For set udefra er det jo et underligt ritual at danse omkring et juletræ.

 

Eller for at sige det samme på en anden måde: Gør vi os overhovedet noget begreb om, hvor radikal begivenheden Julenat var og er for os og verden?

 

Jeg indrømmer, at det virkelig er svært at kapere. Sikkert fordi, at der jo for os her i kirken, ikke er noget nyt i historien. Juleevangeliet er nok den mest kendte evangelietekst overhovedet.

 

Men tænk lige engang over, hvilket mirakel det var Julenat.

 

Miraklet, evangeliet til juleaften, er naturligvis, at det er selveste Guds søn, som kommer til verden. Sand Gud og sandt menneske. Sand Gud, fordi Jesus er uden synd, det vil sige, ufejlbarlig. Han er Vejen, Sandheden og Livet. Og sandt menneske, fordi han kommer til verden som alle os andre, har fødselsdag ligesom alle os andre, og både har behov for kærlighed, og kan være bange for døden. At selve Sandheden, Lyset, Kærligheden inkarneres i én person Julenat er et under, der bryder alle rammer for, hvad der er fantastisk – kun overgået af opstandelsen.

 

Med Jesus bliver der sat en helt ny dagsorden. Før Jesu tid har man selvsagt kendt til kærlighed. Men en kærlighed, der skal inkludere vores fjender, en kærlighed, som udelukkende skal udleves for den anden – vores næstes – skyld, og som Det Dobbelte Kærlighedsbud tilmed ophøjes til det første og største bud er en skelsættende begivenhed, verden på det tidspunkt ikke kendte til.

 

Der bliver sat en ny dagsorden. Vi kender alle den første dagsorden, den verdslige dagsorden, som handler om at få vores dagligdag til at fungere, passe vores skole, at arbejde så vi har til dagen og vejen, eller hvor vi nu er i vores liv. Den første dagsorden er den såkaldt almindelige verden, den første verden, i julekalenderen. Den nye dagsorden er den åndelige dagsorden, som julekalenderen ikke rigtigt beskæftiger sig med. Om den åndelige dagsorden kan man sige, at ”Ånden indfinder sig, når man er optaget af, at andre også kan få brød på bordet” som Jørgen Carlsen skriver et sted. Både ven og fjende, og netop for deres og ikke vores egen skyld, kan jeg så tilføje. I Peter Høegs roman ”Effekten af Susan” er der nogle børn, som holder fast på, at når de fejrer jul, så skal der inviteres mindst en hjemløs med.

 

Og så kan vi hver især med vores egen samvittighed overveje, om vi synes, vi gør det særligt godt – altså er nok optaget af, at andre også har brød på bordet. Både på verdensplan, i Danmark og i vores eget liv.

 

Nej, det gør vi tydeligvis ikke særligt godt, og den teologiske forklaring er, at vi alle er syndere - eller på godt dansk, ikke er fejlfrie og for det meste tænker på os selv før vi tænker på næsten.

 

Og her giver vores ritual med gaverne og juletræet faktisk rigtig god mening som en påmindelse. Vi kan se juletræet som et paradissymbol – et træ, der kunne stå i Paradisets Have. Og håbet om fred på jord, altså en paradistilstand, vil selvsagt opstå, når vi faktisk elsker vores medmennesker på samme måde, som Jesus elskede og elsker os. Og det gælder vel at mærke både troende og ateister. Når vi bliver fortvivlet over, at vi ikke slår til, så kan troen på Guds nåde holde os oppe. Hvad ateister gør her, ved jeg ikke.

 

Alt det kan vi tænke lidt ekstra over, når vi danser omkring det grønne træ, og er opstemt af glæde. Og lad os bare føre denne tanke videre på gaverne, for her giver vi noget af os selv – vi har brugt tid og penge på gaverne – her giver vi noget af os selv, og håber at modtageren bliver glad og taknemmelig for gaven. Vi giver gaver til nogen, der muligvis slet ikke har fortjent det, ligesom vi selv får gaver, selvom vi måske ikke har fortjent det. Vi giver først og fremmest gaver af kærlighed. Og det med fortjenesten gælder i særdeleshed med Guds nåde og kærlighed. Vores handlinger overfor vores næste er sjældent særligt prisværdige. Men Gud, som vi møder ham i Kristus, er der alligevel for os. Jesus Kristus er nok en ny opgave for os, men så sandelig også en gave, en befrielse. Vi kan være os selv overfor Gud, med alle vores fejl og mangler, noget vi ikke altid får lov til i vores sekulære præstationssamfund.

 

Julenat, da vor Herre blev fød, da tændte sig lyset i mørkets skød.

 

»Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«

 

Og en rigtig glædelig jul til jer alle sammen!

 

Amen.

Ægte luthersk?

Prædiken til Anden Juledag, Sankt Stefans Dag, 2016. Holdt i Dråby Kirke og i Vejlby Kirke.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Jesus sagde: »Derfor, se, jeg sender profeter og vise og skriftkloge til jer; nogle af dem vil I slå ihjel og korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by. For over jer må alt det retfærdige blod komme, der er udgydt på jorden, lige fra den retfærdige Abels blod til blodet af Zakarias, Barakias' søn, som I dræbte mellem templet og alteret. Sandelig siger jeg jer: Det skal alt sammen komme over denne slægt. Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt. For jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!«

 

 

Vi skal i dag høre om – dels historiens vingesus, og dels om, hvad det mon egentlig vil sige at være kristen.

Når Jesus siger: ”Derfor, se, jeg sender profeter og vise og skriftkloge til jer; nogle af dem vil I slå ihjel og korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by. For over jer må alt det retfærdige blod komme, der er udgydt på jorden,” – så kan jeg ikke lade være at tænke på historien fra Jesu liv og levned og op til vores tid.

 

For kristendommen har unægtelig haft en broget historie. Jesus blev først set som frelser og forsoner – ham, der skulle frelse Israel, frelse jøderne fra romersk besættelse.

Det viste sig, at Jesus ikke helt opførte sig som forventet. Han blev nok kaldt for jødernes konge, men det var unægtelig ikke en konge, som man normalt forstår ordet. Meget kraftigt symboliseret ved Jesu ankomst til Jerusalem på Palmesøndag, hvor han kommer ridende på et æsel. Ingen konge med respekt for sig selv ville ride på et æsel.

 

Det viste sig endda, at han tillod sig at tale imod Moseloven. Han lod buddet mod at slå ihjel gælde for alle – også fjenderne. Som bekendt må man gerne slå fjenderne ihjel i Det Gamle Testamente.

 

Han tilgav folks deres synder – og flere gange i evangelierne bliver der sat spørgsmålstegn ved denne handling. Kan Jesus tillade sig at tilgive synder på Guds vegne? Hvem troede han egentlig, han var?

Jøderne kendte jo godt kærlighedsbuddet fra Det Gamle Testamente, men det nye var, at Jesus ophøjede kærlighedsbuddene til det første og største bud. Og gik all in som vi ville sige i dag. Han tog selv konsekvensen og udlevede kærlighedsbuddet fuldstændig, så man med rette kan kalde Jesus for kærligheden selv in persona.

 

Det gik så galt, at han endte på et kors. Ypperstepræsterne kunne ikke lide ham, da hans tale og handlinger blev betragtet som blasfemi. Jesus satte sig jo i Guds sted. Og romerne kunne ikke lide ham pga. den store skare af folk, som han tiltrak. De var bange for at han kunne ende som en populær politiker, som kunne true deres magt, og måske skabe en revolution.

 

Så det endte med en korsfæstelse. Alt det håb, som hans liv og virke havde tændt hos disciplene, blev slukket. Pludselig var han væk efter tre intensive år.

 

Indtil at disciplene oplevede hans tilstedeværelse, også efter døden. Han viste sig pludselig for dem, han var der stadig for dem, han havde ikke ladet døden få det sidste ord. Og han efterlod sig Helligånden til at tale sin sag.

 

Efterfølgende fik kristendommen historie igennem ikke mindst Paulus i urkirken. Allerede her startede kristenforfølgelserne. Den første, der blev dræbt som martyr, var netop Stefanus, ham vi også markerer Anden Juledag.

 

Og i begyndelsen var Paulus – under navnet Saulus – jo selv lidenskabelig kristenforfølger. At det netop var kærligheden, der blev opfattet som det centrale i Jesu budskab kan vi se både af Det Dobbelte Kærlighedsbud, vi kan se det hos Paulus, der skriver ”størst af alt er kærligheden”. Han skriver ikke ”størst af alt er troen”.

 

Der er sikkert også nogle, der har været tiltrukket af en religion, hvor man ikke først skulle være jøde. I den tidlige kristendom skændes man om, hvorvidt man skulle være omskåret for at være rigtigt kristen. Men den kamp vandt Paulus.

 

Kristenforfølgelserne var markante i de første århundreder, men endte noget overraskende, og i hvert fald paradoksalt, med at kristendommen blev statsreligion i Romerriget. Og det var vel de første sekulariseringstendenser, selvom ordet ”sekularisering” ville have været et fremmedord dengang. Men da kristendommen i sit væsen er en modkultur til det bestående, så er det meget vanskeligt at se den som en decideret statsreligion. Her vil jeg minde om, at der er stor forskel på en statskirke og en folkekirke.

 

Det er desuden åbenlyst, at kristendommen er blevet groft misbrugt igennem historien. Når religionen har så meget tag i store dele af befolkningerne, og befolkningerne samtidig er analfabeter, så er det sikkert meget fristende for diverse magthaverne og hærførere at bruge kristendommen som magtfaktor i deres egen sags tjeneste – om det så er korstog eller andre ulyksaligheder.

 

Faktisk vil jeg påstå, at det først er med humanismens frembrud, trykpressens opfindelse og reformationens begyndelse, at det begyndte at gå den rigtige vej i forståelsen af kristendommen. Da pavens autoritet blev talt imod og brudt. Da bibelen blev oversat til modersmålet, og da trykpressen gjorde det historisk nemt at mangfoldiggøre bibelen og alle Luthers skrifter, så er muligheden jo pludselig tilstede for, at man selv har mulighed for at danne sig et billede af, hvad bibelen faktisk siger, uden at skulle være afhængig af pave, konge eller hærfører til at udlægge skriften for sig.

I virkeligheden skal vi måske helt frem til situationen i 1800 eller 1900-tallet med flere og flere befolkningsgrupper, der kan læse, før vi kan tale ægte luthersk. Det almindelige præstedømme, som Luther talte om, betyder nemlig, at enhver, der er døbt, kravler ud af dåben som præster. Men for at denne tankegang giver mening i praksis, skal man jo helst kunne læse biblen. Og hvad mere er: Hvis – som Luther mente – at de forkyndende præster, det såkaldt særlige præstedømme, alle os, der også får en præstekjole, hvis vi skal udvælges blandt alle døbte, det vil sige blandt det almindelige præstedømme, så giver det ingen mening på forhånd at udelukke det kvindelige køn – og den åbning kom først i Danmark efter Anden Verdenskrig.

 

Så kristendommen har været længe undervejs, og er stadig på en lang rejse. Eller rettere: Kristendommen står meget fast, har hele tiden været en absolut og eviggyldig sandhed. Men vores tilgang til kristendommen har unægtelig ændret sig, og heldigvis i overvejende grad, til det bedre.

 

Og hvad så i dag? Er kristendommen og folkekirken blevet tandløs, som nogen hævder? Opfattes kristendommen stadig som en modkultur, som i sit væsen taler det bestående imod. Det er et rigtigt godt spørgsmål.

Når Jesus siger: ”Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt.”, så kan jeg ikke lade være at tænke, at det nok er en meget god profeti. For vil vi kristendommen og Jesu forkyndelse, når det kommer til stykket? Lader vi os for alvor anfægte, når der fra tid til anden bliver talt om kristendommen som en del af dansk kultur, samtidig med at vi hører en politiker tale om varselskud mod bådflygtninge? Hænger det særligt godt sammen?

 

Det må vi hver især gøre op med vores egen samvittighed.

 

Og så siger Jesus noget, som godt kan virke provokerende i en luthersk sammenhæng ” Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!”. Det er provokerende, fordi Jesus antyder, at vi skal gøre noget aktivt for at have ham hos os. Men i lutherdommen taler vi jo ellers om, at det er troen, der er afgørende for frelsen, om end tro og gerninger jo hænger uløseligt sammen.

 

Men faktisk mener jeg, at Jesu ord er mere subtile end som så. I hvert fald hvis man læser dem ind i en folkekirkelig sammenhæng. For hvornår er det, vi i hvert fald rituelt viser, at vi alle er lige overfor Gud, at vi alle har lige meget værd og værdighed, at vi kan gøre noget sammen, også med folk, som vi måske ikke kender, og måske endda ikke bryder os om?

 

Det er under altergangen, hvor begrebet om ”fjender” i hvert fald rituelt er ophævet.

 

Det er her, Jesus er tilstede i vinen og brødet, og det er netop som optakt til nadveren, at vi hver søndag og på helligdage siger ”Velsignet være han som kommer i Herrens navn”. Og her har Jesus lovet at være tilstede, ikke mindst under nadveren.

 

Når vi så forlader kirkebygningen efter endt altergang og gudstjeneste, er det op til os alle, hver især, at overveje, hvilken betydning fællesskabet med Kristus selv, hvilken betydning det nødvendigvis må få for hvad vi siger og gør i forhold til andre mennesker, vores næster.

 

Amen.