Den lige vej af Kim Larsen


       




Vi er i Trinitatis-perioden

Om ydmyghed og Jesu fødsel som et levende minde

Prædiken til juleaften, 2018. Holdt i Ebeltoft Kirke og i Spørring Kirke og i Trige Kirke.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«



I kender det sikkert godt. Alt det der med ritualer og traditioner.


Man træder ind i en ganske særlig stemning, et ganske særligt rum, hvor tingene både foregår anderledes og fuldstændig som vi kender.


I min ungdom morede jeg mig meget over julerapsangen ”Det Jul, Det Cool”, og sangens indledning: Det skete i de dage i november engang, da de første kataloger satte hyggen i gang.


Jeg tænker, at vi alle har et eller andet, der sætter hele stemningen omkring december og julen i gang.


På mange måder er julen de mange traditioners moder. Der er næppe nogen fælles begivenhed i Danmark, som vi lader op til så lang tid i forvejen. I kirken kalder vi det som nok bekendt, adventstiden. Advent betyder komme, og det er selvsagt forventningen om Herrens komme, julenat, der er i centrum i kirken denne måned.


Desuden er der alle julens film. Lad mig bare nævne ”Den tid på året”, som Paprika Steen har instrueret. Det er egentlig en komedie, men har også mange tragiske elementer – og filmen er heller ikke bange for at tage emner op som svigt, hovmod, misforstået tolerance, ja endda døden.


Eller årets julekalender på DR1, ”Theo og den magiske talisman”, som også tager temaer op som mobning, svigt og fortrydelser. Og døden fylder jo også meget her, da drengen Theos hovedønske er at få sin dødende morfar helt tilbage til livet.


Og Theo gør da også, hvad han kan, for at redde sin morfar. Ja, han ender endda med at sende sin plageånd, der hver dag mobber ham, til Thannanaya, som stedet hedder, i stedet for sin morfar. Thannanaya er stedet, man kommer hen, når man er døende, inden man stiller skoene helt, som i julekalenderen bliver meget konkret. Theo kan godt mærke, at han gør noget, han ikke har ret til, da han bytter liv for liv. Han er jo ikke Gud. Lad mig her bemærke, at Theos navn kommer af det græske ord for Gud. Det er derfor, at teo – logi betyder læren om Gud.


Ikke mindst, så synes jeg, det er interessant, at man i denne julekalender skaffer sig adgang til at bevæge sig rundt i den anden verden, Thannanaya, parallelverdenen, ved at give træmanden, der holder vagt, et levende minde.


Jeg får nemlig lyst til her at spørge: Hvordan skaffer man sig egentlig adgang til kristendommen? Hvordan får vi adgangen til sandheden og kærligheden?


Et kort svar denne juleaften(sdag) kunne være at hengive sig til fortællingen om Jesu fødsel. Det kan man ikke engang sige, at Theos forældre gør. De taler på et tidspunkt om, hvorvidt der er mere mellem himmel og jord, end de sådan går og tror til dagligt. Inden de selv får syn for sagen. Og julen foregår da også helt uproblematisk i vores ikke særligt fortryllede verden i julekalenderen. Så kan det ikke blive mere kulturkristent.


Men tilgangen eller adgangen til kristendommen handler jo ikke mindst om ydmyghed. For noget af det mest interessante ved denne julekalender er denne konstante følelse af, at Theo har rodet sig ud i noget, han slet ikke har ret til. Som morfaren på et tidspunkt siger for sig selv: ”Theo, hvad har du egentlig rodet dig ud i?”. Vi forstår, at Theo vil have sin morfar helt tilbage til livet, vi forstår, at Theo håber, at morfaren aldrig skal dø. Men vi tænker også intuitivt, at Theo jo slet ikke har ret til på den måde at lege herre over liv og død, når han vil sende en anden i døden, så morfaren kan komme tilbage til livet igen.


Denne dobbelthed fanges også af kristendommen. Når vi hengiver os til en begejstring over Jesu fødsel, hele fortællingen om barnet i krybben i Betlehem, Juleevangeliet, så hengiver vi os også til en accept af, at der er noget, der er større end os selv, som vi er nødt til at hengive os til, bøje os under. Der er mange ting, der er helt ude af vores hænder. Der er mange ting, vi ved, vi burde gøre, når vi hører Jesu formane os til at elske vores medmennesker, det bedste vi kan. Mange ting, vi burde gøre, men som vi enten ikke magter eller ikke har overskud til. Der er mange grunde til, at Gud igennem Jesus kunne dømme os hårdt. Men netop fordi, at Jesus selv reelt har taget denne dom på sig, da han uskyldigt hang på korset, så går vi andre helt fri. Vi taler om, at Jesus har renset ud i dødsriget – eller helvede, om man vil – så det, der møder os efter døden, ikke er Tannanaya eller et andet dødsrige, men Jesu grænseløse kærlighed.

Det er den kærlighed, det er den sandhed, der kommer til verden julenat. Den almægtige kærlighed, som vi næppe er nogen, der vil afvise.


Der er derfor al mulighed grund til at omfavne juleevangeliet som et levende minde, som den fortælling, der giver os adgang til den ydmyghed, der sikkert er forudsætningen for at kunne gribe kristendommen med alt, hvad den fortælling indeholder, og kan give os.


Ikke uden grund har Johannes Møllehave kaldt det juleevangelium, vi hører i aften, for juleevangeliet for børn. Hvorimod det juleevangelium, vi hører juledag i ulige år, af Møllehave bliver kaldt for juleevangeliet for voksne. Det er fra Johannesevangeliet, og er skrevet i et poetisk sprog, og derfor ikke særlig konkret.


Men det kendte juleevangelium, vi hører i dag, er unægtelig meget konkret. Et barn bliver født, hvilket der er ikke er noget som helst mystisk over. I Danmark sker det cirka 60.000 gange om året. På verdensplan er det i øvrigt cirka 60 millioner gange om året, det sker.


AT Jesu fødsel alligevel går hen og bliver et levende minde, og derfor måske også lidt mystisk, hænger naturligvis sammen med, at det er selveste Guds søn, der kommer til verden. Sand Gud og sandt menneske. Og det gentager vi år efter år, og derfor forbliver det et levende minde for os. Vi bliver – med et fint ord – samtidig med historien om Jesu fødsel. Det vil sige, at det er som om, at vi selv er der, selvom det skete for et par tusinde år siden. I hvert fald genkalder vi hvert år alt det, vi hver især især forbinder med historien om Jesu fødsel, og på den måde bliver det – nå ja, et levende minde.


Det er sikkert også derfor, at vi alle ligheder til trods, kan forbinde noget forskelligt med julen. Nogen af os har lutter gode minder, og kan næsten have en barnlig glæde over, at det endelig er blevet juleaften igen.


Andre har oplevet sorger i forbindelse med julen. Nogen forbinder julen med så megen smerte, at den er ulidelig at komme igennem, og hvor det glade budskab sikkert kan drukne i al sorgen. Om det så er forældre, der har mistet et barn. Eller børn, der har mistet sin far eller mor. En ægtefælle, der har mistet sin livsledsagerske. Eller om det er følelsen af ensomhed og utilstrækkelighed, så bliver den følelse ofte forstærket i julen, da mantraet jo er, at julen er hjerternes fest. For nogen kan det godt være nemmere sagt end gjort denne aften. I aften går mine tanker og bønner ikke mindst til dem, der har det svært i aften.


Og hvor kommer juleevangeliet så egentlig ind i alt det her?


Jo, Julenat kommer som nævnt selveste Guds søn til verden. Ham, vi kan læne os op ad. Ham, vi kan kaste alle vore sorger og bekymringer over på. Som vi kan læse i evangelierne, så har Jesus været alle de steder, vi er bange for at være. Han har oplevet gudsforladtheden. Det gjorde han på korset. Han har været bange for døden, og han har spurgt til andres kærlighed, når han selv har følt sig uelsket.


Jesus har været der, så han ved, hvad han taler om, når han beder os andre om at følge efter ham. Vi skal lære, at vi er elsket af Gud. Acceptere, at vi er accepteret af Gud. At vi ikke skal præstere en masse, for at blive elsket. At det er nok bare at være menneske.


På den måde kan vi alle sammen forhåbentlig lære at se julen og ikke mindst historien om Jesu fødsel som et levende minde, og dermed omfavne juleevangeliet med alt hvad det indbefatter.


Verden var aldrig helt forladt, en stjerne skinner i nat.


Med ønsket om en rigtigt glæde Jul til jer alle sammen.

.

Amen.

Mod det ukendte, forankret i troen

Prædiken til nytårsdag, 2019. Holdt i Ølsted Kirke.



Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.



Der er noget pudsigt over tiden fra og med 1. december og til og med i dag.


Og ikke mindst noget pudsigt over forholdet mellem julen og nytåret.


Eller advent og nytår.


Dels er der det spøjse med to forskellige begyndelser. Advent starter kirkeåret, mens nytåret starter kalenderåret. Sådan vil det jo være, når to forskellige kalendersystemer støder sammen. Som kuriøsum kan jeg nævne, at det først var i 1622, at den katolske kirke gik over og anerkendte 1. januar som borgerligt nytår. Indtil da havde det været 25. marts, der blev fejret nytår. Også både 25. december og påsken har tidligere været anset som begyndelsen på et nyt år. Men fra midten af 1700-tallet har den vestlige verden været enige om 1. januar som nytårsdag. Nok om det.


Bare for at sige, at kalendere og datoer jo er menneskelige konstruktioner, der forsøger at fange en vis logik i tidens gang.


For at nævne et andet kuriøsum, så kan jeg huske engang i 90erne, jeg skulle ringe hjem fra Australien og ønske min mor tillykke med fødselsdagen. Jeg stod meget tidligt op, dagen efter hendes fødselsdag, og kunne på den måde nå at ringe til hende, mens det stadig var hendes fødselsdag i Danmark, om end sent på aftenen. Det synes jeg var pudsigt, lige som der er noget pudsigt over, at vi jo heller ikke fejrer nytår på præcis samme tid rundt omkring i verden pga de forskellige tidszoner.


Der er noget mærkeligt noget med den tid, og måden vi sommetider forsøger at fange den på, forstå den på, markere den på.


Og ikke mindst måden vi søger at markere overgangene på.


Overgangene fra en tid, eller en epoke, til en anden tid eller en anden epoke. Både verdsligt og religiøst. Og hvad tiden gør ved vores opfattelser af forskellige ting, hvordan og hvad der forankres i os, og gør os til dem vi er, på godt og ondt. 


På Jesu tid – og ikke mindst i jødedommen – var det helt naturligt otte dage efter hans fødsel, at omskære ham. Jesus var blandt meget andet, barn af sin tid. Han var forankret i jødedommen, også selvom han senere i sit virke som forkynder gjorde op med centrale dele af Moseloven.


Og på den måde bliver Jesus her et symbol på, hvad der gælder os alle sammen, også os danskere, alle os, der er borgere her i landet. Vi er – på hver vores måde - forankret her i landet, på godt og ondt. Nogle af os er meget åbne overfor indflydelse fra andre kulturer, andre af os er ikke. Nogle af os skriger på fornyelse, andre af os har en mere konservativ tilgang til livet, og kan ikke overskue for mange nye måder at gøre tingene på. Sådan lidt firkantet sagt, selvfølgelig.


Det er sikkert derfor en sang som ”Den danske sang er en ung blond pige” kan skabe postyr. Især hvis man tager den meget bogstavelig. For hvad nu med brunetterne eller de sorthårede? Eller os mænd. Er vi ikke inkluderede? Jeg håber, at man på mit spørgsmål kan høre, hvor komisk det er, overhovedet at spørge.


Det er muligt, at denne sang ikke ville være skrevet sådan i dag, hvis den var skrevet i dag. Men sådan er det jo med historien og tidens tand. En af mine egne yndlingssange fra højskolesangbogen er i øvrigt ”I Danmark er jeg født”, selvom jeg faktisk ikke kan synge med på første linje.


Og hvad vil jeg så sige med alt det?


Jo, lidt firkantet sagt, så er der det timelige, og der er det evige. Der er det timelige, som handler om de ting, vi som folk og kultur – som borgere i Danmark - har et særligt forhold til. Noget giver meget mening, andre ting mindre mening, det er ikke altid særligt rationelt.


Og så er der det evige perspektiv, som kom til os julenat, da vor Herre blev født og tændte lyset i mørkets skød. Det er det perspektiv, som Paulus er inde på, når han taler om at være iklædt Kristus, være forankret i Kristus, være forankret i troen.


Ikke at være bundet i lovens gerninger – hvilket blandt andet vil sige omskærelsen – men først og fremmest i Kristus.


Men med bevidstheden om, at vi jo lever i denne verden, i timeligheden med alle dens hverdagsgøremål og traditioner. Hvor vi i folkekirken har traditioner som dåb, konfirmation, vielser og begravelser. Og alle årets højtider, ikke mindst påsken og julen. Med de salmer og sange, der hører sig til.


Og så er der denne blanding af noget verdsligt og religiøst, som nytårsdag kan siges at være.


Vi mindes Jesu omskærelse, Jesu forankring i sin tid, og i den jødedom, han kommer af.


Og skal forsøge, det bedste vi kan, at leve her og nu, i den virkelighed vi kender for os her i dag, i vores hverdag i Danmark.


Men jeg tænker, at netop en begivenhed som nytåret kan få os til at stoppe op, og tænke på, hvordan et nyt år måske kan bruges. På den ene side er det jo bare et nyt år. Ligesom det gamle. Måske. På den anden side er det helt ukendt. Selvom vi hver især kan have vores formodninger og forventninger, så ved vi faktisk ikke, hvad der præcist kommer til at ske i dette nye år, 2019.


Men jeg vil påstå, at kristendommen kan give det åbne perspektiv. Paulus taler om, at vi alle er lige for vor Herre, vi er alle lige i Kristus. Vi er alle lige meget skabt i Guds billede. Det må nødvendigvis give os en åben tilgang til andre mennesker som ligeværdige, og en åbenhed overfor livets muligheder. Ja, som skænket af Gud.


Nu er under alle omstændigheder begyndt et nyt år.


Det nye og ukendte er i vores virkelighed netop dette nye år, 2019. Og det, der måske er forankret i vores indre, eller som Guds ord kan vække, er troen på Kristus, der kom til verden julenat.


Troen kan give os en indre ro. Og gøre os klar til at leve det nye år, 2019, det bedste vi kan.


Godt nytår til jer allesammen!


Amen.