Rune Klan om Jesu liv

 

 

Vi er nu i

trinitatis-

perioden

 

 

Om vores ansvar og Guds nåde

Prædiken til "salmer og champagne"-gudstjeneste, nytårsaften med udgangspunkt i julesøndags evangelietekst, 2017. Holdt i Ebeltoft Kirke

 

Dette hellige evangelium skrives af evangelisten Matthæus: Da de vise mænd var rejst, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef og siger: »Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel.« Og han stod op, og mens det endnu var nat, tog han barnet og dets mor med sig og drog til Egypten. Og dér blev han, indtil Herodes var død, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: »Fra Egypten kaldte jeg min søn.« Da Herodes nu indså, at han var blevet narret af de vise mænd, blev han rasende; og i Betlehem og i hele dens omegn lod han alle drenge på to år og derunder myrde, ud fra den tid, han havde fået opgivet af de vise mænd. Da opfyldtes det, som var talt ved profeten Jeremias, der siger:

I Rama høres råb,

gråd og megen klage;

Rakel græder over sine børn,

hun vil ikke lade sig trøste,

for de er ikke mere.

Da Herodes var død, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef i Egypten og siger: »Stå op, tag barnet og dets mor med dig og drag til Israels land. For de, der stræbte barnet efter livet, er døde.« Og han stod op, tog barnet og dets mor med sig og kom til Israels land. Da han hørte, at Arkelaos var blevet konge i Judæa efter sin far Herodes, turde han ikke tage dertil. Men han fik i drømme en åbenbaring om at rejse til Galilæa, og dér bosatte han sig i en by, der hedder Nazaret, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeterne, at han skulle kaldes nazaræer.

 

 

"Da tidens fylde kom", således skriver Desmond Tutu med et udsagn fra Paulus i bogen "Ingen fremtid uden tilgivelse". Det er en hentydning til tiden omkring Murens Fald, Sovjetunionens sammenbrud og Apartheidregimets fald. Da pludselig en masse omstændigheder rundt omkring i verden faldt i hak på den helt rigtige måde, så blev dét muligt, som vi på hver vores breddegrader ikke havde set komme, måske endda ikke i vores egen levetid. Vi er mange, der synes det var uvirkeligt, da Muren faldt i 1989.

 

I dag – i vor tid – er vi sikkert flere, der spejder efter nogle lyspunkter, spejder efter nogle begivenheder i verden, der igen kan udløse nogle positive dominoeffekter. For - når der afsløres udbredt nepotisme på rådhuset i København, når vi hører gentagne rapporter om klimakrisen, uden at der sker så frygtelig meget, og verdens supermagt nummer et melder sig ud af kampen for et bedre klima. Når håbløsheden synes fuldstændig i lande som Syrien og Yemen. Når eksperter alvorligt taler om, hvorvidt det er sikkert, at den amerikanske præsident uden videre kan udløse USA's atomvåbenarsenal. Når håbløsheden i konflikten mellem Israel og Palæstina synes fuldstændig. Når både venstreorienterede og borgerlige debattører og forfattere som Kasper Colling og Dennis Nørmark er bekymret for den stigende anti-muslimske stemning i Europa, og advarer mod ondskabens banalitet – med ubehagelige glimt og mindelser fra 30ernes Tyskland, hvor det blev mere og mere legitimt at fratage særligt en gruppe mennesker deres borgerrettigheder. Og når MeToo-kampagnen om sexchikane og det, der er værre ikke synes at stoppe på internettet, men blot synes at fortsætte, Og så videre og så videre. Med det perspektiv, så er det ikke just med stor optimisme, man gør sig klar til at træde ind i år 2018.

 

Der er rigtigt mange begivenheder, om det så gælder globalt, nationalt, lokalt, eller bare i vore egne helt personlige liv, som kan virke helt ude af vore hænder, selvom vi hver især kan sidde med alle vore gode intentioner og håb om noget bedre, hver med vores forskellige baggrunde og forudsætninger.

 

Fra vore egne liv kender vi det sikkert fra begivenheder, der viser sig at få stor betydning for vore liv, og som også virker lidt ude af vores hænder. Om det så er en forelskelse, hvor vi møder den rigtige ved et tilfælde, hvor alt tilsyneladende falder i hak, eller det er drømmeferien der pludselig bliver mulig.

 

Nogle gange kalder vi disse begivenheder for skæbnen, andre gange lader vi os bare undre og fascinere over livets og verdens gang og dynamik.

 

"Da tidens fylde kom" er naturligvis - hos Paulus - en henvisning til Jesu komme. Og når vi tænker over Juleevangeliet, som vi har hørt for en uge siden, så er det også en ret utrolig begivenhed. Undfanget ved Helligånden, født af jomfru Maria. Født i en stald, lagt i en krybbe. Stræbt efter livet fra fødslen af. Det er også ret vildt, når man tænker over det. Mildest talt.

 

Der er tilsyneladende begivenheder, der bare ikke kan stoppes, når de først er begyndt, og sætter sig igennem med al sin styrke. I de sidste par år er det såkaldte arabiske forår måske et godt eksempel herpå. Det er muligt, at det ikke går helt så godt i disse nordafrikanske lande, som vi i Vesten kunne ønske os, men ånden er ude af flasken, processen hen mod demokrati i en eller anden forstand kan nok forsinkes, men ikke undgås.

 

At tyranner gør, hvad de kan, for at bevare kontrollen, for at bevare de magtstrukturer, som holder dem selv ved magten, er der absolut ikke noget nyt i.

 

Når noget virkelig giver genlyd på den negative måde, så bruger vi sommetider udtrykket "der lød et Ramaskrig", og det er en direkte henvisning til barnemordet i Betlehem, i hvert fald profetien herom, som vi hører om i dag. Det er måske den mest bestialske tekst i Det Nye Testamente, og det siger hel del om, hvilket indtryk en nyfødt frelser gjorde på sin samtids magthavere.

 

Og hvor er vi så selv i alt det her? Det er et rigtigt godt spørgsmål, og svaret afhænger unægteligt af perspektivet.

 

Det store spørgsmål er nemlig, hvor langt vores ansvar rækker, hvor meget af det, som vi dybest set ikke har nogen direkte indflydelse på, hvor meget af det, vi alligevel må tage en del af ansvaret for? Løgstrup har et sted skrevet om det ansvar, der følger af at være en del af de givne politiske og samfundsmæssige forhold og strukturer. Jeg husker desværre ikke hans præcise formuleringer, men essensen er, som jeg husker det, at i det omfang vi enten stiltiende eller aktivt anerkender det samfund og de strukturer, vi er en del af, så vil vi også få et medansvar for dets konsekvenser. Om det så handler om retsstaten, markedsmekanismernes spil eller de folkevalgte politikeres måde at tænke politik og handle på.

 

Uanset vores ståsted, hver især, så synes jeg altid det er sundt at forholde sig til, hvilket ansvar vi hver især har, for verdens gang. Det kan lyde meget tungt, for som sagt er det få ting, vi har nogen som helst direkte indflydelse på. Ikke desto mindre kan det være sundt at stille spørgsmålet, om konsekvensen af vores holdninger og handlinger altid er lige hensigtsmæssige. Det er jo ikke ligegyldigt, om vi hver især vælger politikere, der går ind for en såkaldt stram eller en såkaldt slap udlændingelov, om vi vælger politikere, der taler for eller imod brugerbetaling i sundhedsvæsnet, eller vi vælger politikere, der sender vore danske soldater i krig. Der er love og regler i spil, der har meget konkrete konsekvenser for de mennesker, der rammes. Hvor vi hver især står på disse punkter er jo et politisk spørgsmål, men illustrerer, at vores holdninger på et i grunden meget praktisk hverdagsagtigt niveau har konsekvenser for vore medmennesker.

 

Julenat, da vor Herre blev fød, og lyset sig tændte i mørkets skød, og tidens fylde kom, allerede dér var der magtfaktorer, der stræbte det lille Jesusbarn efter livet. Jesu mission synes næsten tabt på forhånd, da hans forkyndelse viste sig også at repræsentere en modkultur i forhold til det bestående. Magthaverne følte sig truede, uagtet at Jesus jo ville noget ganske andet end at være magthaver - Jesu rige er som bekendt ikke af denne verden, om end det kan opleves glimtvis i denne verden, i det kærlige møde med vor næste. Og det endte jo også med, at magtens strukturer korsfæstede ham med folkets billigelse, da der gik pøbelvælde i beslutningsprocessen.

 

Vi kan i dag glæde os over, at magtens strukturer ikke fik knust tidens fylde, da den kom til verden Julenat, men nåede at blive både gave og opgave for vores liv, hver især.

 

Et helt nyt år begynder i morgen. Et nyt år, hvor vi alle hver især må tage ansvar, og hver især forholde os til, hvad vi kan gøre, for at skabe den udvikling for vores liv og vores medmennesker, - vores samfund -, som vi mener er den bedste udvikling for vores næste.

 

Vi bevæger os ud af et år, hvor vi har fejret reformationens spæde begyndelse for 500 år siden. Hvor det flere gange er blevet understreget, at det er troen, og ikke gerningerne det kommer an på. Og det handler vel at mærke ikke om at være ”meget troende” eller ”særlig troende”, eller hvordan det kan udtrykkes. Troen er netop ikke nogen præstation. I virkeligheden vil det være mere sigende at tale om nåden. Nåden skal ganske vist tros, men troen er først og fremmest den lidenskab i et menneske der lever af at vide sig accepteret af Gud.

 

I vores iver efter at gøre godt, i vores iver efter at gøre verden til et bedre sted, eller hvad vi nu har af ønsker for vores medmennesker, er vi næsten dømt til at blive skuffede mere end en gang. Ikke mindst over os selv. Over vores egen utilstrækkelighed.

 

Derfor er det værd at huske på, at det først og fremmest er Guds nåde, vi lever af. Det er Guds nåde, der holder os oppe i en verden, vi så gerne ville gøre bedre, men hvor vi gang på gang må sande, at det ikke er så nemt, som man kunne ønske. Meget er ude af vores hænder, og de ting, der ikke er helt ude af vores hænder, der er vi også mere utilstrækkelige, end vi bryder os om at være.

 

Kære Gud, må din nåde være os nok, så vi kan bære livets udfordringer. Godt nytår.

 

Amen.

 

Vane, gentagelse og livets vand

Prædiken til 2. søndag efter helligtrekonger, 2018. Holdt i Dråby Kirke og i Ebeltoft Kirke.

 

Dette hellige evangelium skrives af evangelisten Johannes: Jesus kom da til en by i Samaria, der hed Sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. Dér var Jakobskilden. Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time. En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: »Giv mig noget at drikke.« Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad. Den samaritanske kvinde sagde til ham: »Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?« – jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre. Jesus svarede hende: »Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.« Kvinden sagde til ham: »Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?« Jesus svarede hende: »Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.« Kvinden sagde til ham: »Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.« Han sagde til hende: »Gå hen og kald på din mand, og kom herud!« Kvinden svarede: »Jeg har ingen mand.« Jesus sagde til hende: »Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.« Kvinden sagde til ham: »Herre, jeg ser, at du er en profet. Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.« Jesus sagde til hende: »Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.« Kvinden sagde til ham: »Jeg ved, at Messias skal komme« – det vil sige Kristus; »når han kommer, vil han fortælle os alt.« Jesus sagde til hende: »Det er mig, den der taler til dig.«

 

 

Vi er nu godt i gang med helligtrekonger perioden. Det er i den periode, hvor Jesus, efter julen, forsøger at vise os, hvem han egentlig er. Dét bliver ikke mindst cementeret i fasten og selvsagt i påsken, og på den måde bliver helligtrekonger perioden en slags optakt til faste og påske. Altså en kort periode, hvor Jesus forsøger at vise, hvem han er.

 

Perioden – helligtrekonger – er jo opkaldt efter de vise mænd, som traditionen fortæller, der var tre af, og som opsøgte det lille Jesusbarn med gaver for at tilbede Jesus som den nye frelser. En begivenhed vi især fejrer, når der ligger en søndag mellem 2. og 6. januar, kaldet helligtrekonger søndag.

 

Men for nu. Hvem er Jesus egentlig? Ja, som nogen vil vide, så ynder jeg ofte at kalde Jesus, Jesu forkyndelse, en modkultur til det bestående. Fordi han går imod de fleste af de værdier, vi i høj grad sætter højt i vores sekulære præstationssamfund.

 

Dagens tekst er fra Johannesevangeliet, og her må man unægtelig også sige, at modsætninger mødes. Jesus er mand og jøde, samaritaneren er netop ikke jøde, og så er hun kvinde. Jesus er single, som vi ville sige i dag, det er kvinden ikke, i hvert fald ikke i praksis, eller hvordan vi nu kan formulere det. Jesus har ikke et sted at hvile sit hoved, han er på konstant gennemrejse, kvinden er fastboende. At samaritaneren både er kvinde og samaritaner tæller ikke til hendes fordel, hendes livsstil heller ikke. Men som det fremgår af samtalen mellem Jesus og hende, så er det ikke noget, der tilsyneladende anfægter Jesus det mindste.

 

Jesus kommer til en brønd, og starter en samtale med den samaritanske kvinde, som han tydeligvis godt ved, hvem er.

 

Ved hun mon hvem Jesus er? Jeg sagde lige før, at det i helligtrekonger perioden var tid at stille dette spørgsmål: Hvem er Jesus egentlig.

 

Og her er det værd at bemærke, at tilføje, at vores indstilling og attitude er fuldstændig afgørende. For hvis vi nøjes med at læse og høre historien om Jesus og den samaritanske kvinde som en god historie, der muligvis, muligvis ikke, fandt sted for små to tusinde år siden, så tænker jeg, at det nok er så som så, hvad man egentlig får ud af at læse og høre om den. Som andet end en pudsig historie hvor to meget forskellige personer mødes og samtaler. Selvom det dog også er noget.

 

Vi ved fra advent og julen, at Jesus er Guds søn – og fordi vi før har hørt historierne fra fasten og påske, hvor Jesu er den, der ikke lader sig friste, og påskesøndag bekræftes som Guds søn – at Jesus netop er Guds søn.

 

Og hvis vi tager dét som præmissen ved læsningen af dagens tekst, ja, så sker der ting og sager.

 

Hovedemnet i deres samtale er vand. Og hvis der er noget, der på disse egne i fortællingen er vigtigt, så er det vand. Man måtte ofte gå langt efter vand, men det var essentielt, ligesom det stadig er i vor tid, om end vi i vores del af verden bare kan åbne for vandhanerne.

 

Og hvad er det Jesus siger han er? Han er den, der giver livets vand. Han er det vand, der giver evigt liv.

Drikker man af brøndens vand, som kvinden sikkert gør dagligt, ja, så er det sikkert, at man bliver tørstig igen på et tidspunkt. Og når man er dømt til at blive tørstig igen på et tidspunkt, så er man også dømt til gentagelsen. Igen og igen som en anden Sisyfosopgave, der aldrig fuldendes, at hente vand igen for gud ved hvilken gang. Og når vi hver især tænker efter, så har vi rigtigt mange hverdagsgøremål, som vi gør igen og igen til livets opretholdelse, om det så bare er den daglige tur til brugsen eller bageren, eller hvad vi nu har af daglige ritualer. Hverdagen med dens gentagelser, som også den samaritanske kvinde kender til i sin hverdag. Den danske filosof Søren Kierkegaard kaldte det for vanen, alle de ting, vi gør, uden for alvor at tænke over dem.

 

Men Jesus tilbyder noget andet. Han tilbyder det evige livets vand. Tager vi imod det, tager vi imod ham, så skal vi aldrig i evighed tørste.

 

Og, man kan sige, at det unægtelig er noget af et postulat. Hvordan skal vi forholde os til det, hvilken betydning kan det have for os?

 

Ja, det handler som tidligere antydet om vores holdning, vores attitude. For hvis vi tager historien til os, så vil vi aldrig mere kunne drikke vand på samme måde igen. Vand er ikke længere bare vand, men tegnet på opfyldelsen. Den samaritanske kvinde, med alle hendes daglige gøremål, går og venter på Messias. Hun tilbeder Gud de rette steder, og henter vand, sikkert dagligt. Men med opfyldelsen, med Jesus Kristus, skal Gud tilbedes i sandhed og ånd, og ikke et eller andet særligt sted.

Hendes daglige tur til brønden vil minde hende om opfyldelsen, at Jesus er det evige vand. I troen på Jesus som Messias, som Guds søn, er en lidenskab vågnet i hende, hvorved hendes liv får en retning på en helt anden måde end før.

 

Søren Kierkegaard skelner mellem vane og gentagelse. Vanen er den daglige trummerum, som vi – ubevidst – kan opleve som næsten ufrit. Vi gør de samme ting igen og igen, som vanemennesker, ud af en eller anden form for oplevet nødvendighed. Gentagelsen, derimod, som Kierkegaard ser det, står i modsætning til vanen ved, at det er noget vi har valgt, fordi vi virkelig gerne vil.

 

Vi tørster efter en rigtig mening med livet, en mening med livets daglige trummerum. Men med Jesus er denne livstørst stillet. Med opfyldelsen bliver vores liv fyldt med retning. Vanens tyngde bliver ophævet, og bliver til gentagelse i stedet. Meningen med livet er nu klart, nu er Jesu forkyndelse rammen for vores liv.

 

Den samaritanske kvinde har ledt og ledt, ventet og ventet. Fra slutningen af dagens tekst lyder det:

»Jeg ved, at Messias skal komme« – det vil sige Kristus; »når han kommer, vil han fortælle os alt.« Jesus sagde til hende: »Det er mig, den der taler til dig.«

 

I dag tog jeg en ny dåbssalme i brug. Her hedder det i to af versene:

”Lad barnet, som jeg elsker højt, få del i glædens bølgesprøjt, så døber vi med dine planer, det nye liv i oceaner. Giv alle børn i verden vand, og giv dem så en ildebrand, du skænker gaver ud af tågen, vi står ved Himmerigelågen”.

 

Det er en ret svulstig tekst, der taler om at døbe det nye liv i oceaner, og om at give alle børn i verden vand.

Når der døbes i oceaner, så forestiller jeg mig et hav så stort, at vi alle – på det symbolske plan – bliver døbt med vand fra det samme store ocean, måske endda det ocean, de fire floder fra Edens Have løber ud i.

 

Vi siger, vi døber med vand og helligånd, og netop ild – ildebranden i salmen - er symbol på netop helligånden. Det er altså dåben, der åbner op for at vi kan stå ved Himmerigelågen. I hvert fald forkynder, at vi kan.

 

Med Jesu komme, med troen på Jesus Kristus som Guds søn, Jesus som den, der giver os livets vand, så kan vi pludselig stå ved Himmerigelågen. Dét er Guds løfte til os. Hele vores liv vil på den baggrund blive nyt. Det kan være selve vores livs praktiske gøremål ikke ændrer sig synderligt. Men meningen med vores liv er blevet foræret ovenfra.

 

Hvem er Jesus? Jesus er ham, der giver os rammen om vores liv, fordi han er Guds søn, fordi han er det vand, der aldrig gør os tørstige igen. Det er ham, der hele tiden peger hen mod næsten som vores livs omdrejningspunkt, og som vi skal være næste for.

 

Og det er ham, der står klar ved Himmerigelågen, når vi skal herfra, og ham, der viser et glimt af himmeriget, Gudsriget, sætter lågen lidt på klem, i det kærlige møde med vor næste. Og meget gerne i et møde, hvor modsætninger mødes, for vi er alle lige meget skabt i Guds billede.

 

Amen.

 

 

Da der ikke var dåb i Dråby Kirke nævnte jeg ikke noget om dåbssalmen her.