Rune Klan om Jesu liv

 

 

Glædelig

 

påske!

 

 

Kærlighedsgudstjeneste: Hvordan elske rigtigt?

Prædiken efter Kærlighedens Højsang og Det Dobbelte Kærlighedsbud. Holdt den 14. februar 2018 i Ebeltoft Kirke.

 

Dette hellige epistel skriver apostelen Paulus, Kærlighedens Højsang: Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.

 

Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

 

Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.

 

Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.

 

 

Vi er alle meget forskellige – også os, der er tilstede her i kirken i dag. Vi har helt sikkert også forskellige tilgange til kristendommen. Ikke nødvendigvis forskellige holdninger til det – det har vi muligvis også – men vores tilgang, vores indgang til kristendommen er sikkert forskelligt.

 

Min egen tilgang har været længe undervejs, da jeg faktisk er hverken kirkeligt eller kristeligt opdraget hjemmefra. Nu er det ikke min hensigt at komme med et langt personligt vidnesbyrd, men dog fortælle, at en af mine egne første tilgange til kristendommen var rockoperaen, - musicalen, om man vil – Jesus Christ Superstar.

 

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg hørte lp’en, jeg havde lånt på biblioteket tilbage i slut 80erne, og det var da også en af de første cdere, jeg købte, da jeg i 90erne fik cd-afspiller.

 

Der kan siges meget om Jesus Christ Superstar, som blandt meget andet er en relativt fri tolkning af Jesu sidste dage, ikke mindst set igennem Judas’ øjne.

 

Flere sange gør indtryk, men en sang skiller sig muligvis alligevel lidt ud. Nemlig den sang, vi lige har hørt som preludium. Nemlig ”I dont know how to love him”. Det er en sang som Maria Magdalene synger, og den handler selvfølgelig om hendes forhold til Jesus.

 

Hvordan skal jeg elske ham? Det var faktisk noget jeg tænkte rigtigt meget over selv, når jeg hørte sangen. Det lyder måske lidt meget, at jeg som teenager havde disse tanker tilbage i 80erne, men det var lige så meget lyden og karakteren af spørgsmålet, der fascinerede mig. Spørgsmålet – hvordan skal jeg dog elske ham – signalerer og fortæller jo en hel del om kærlighedens væsen. At man nok kan have følelsen, oplevelsen, overbevisningen om, at man elsker en anden person. Men at man samtidig kan blive i tvivl om, hvorvidt man mon gør det på den rigtige måde, eller simpelthen er i tvivl om, hvad det faktisk vil sige at elske. Og netop i Jesus Christ Superstar bliver dette spørgsmål sat yderligere på en spids, da Judas efter han har forrådt Jesus synger de nøjagtigt samme strofer – hvordan skal jeg dog elske ham.

 

Og selvom man nok kan synes, at det er lidt absurd, at Judas synger disse strofer, så kan man høre på ham, Judas, når han synger ordene, at han mener det.

 

Hvordan skal jeg dog elske ham.

 

Ja, hvordan elsker man egentlig et andet menneske på den rigtige måde?

 

Hvis man spørger Jesus, er svaret nogenlunde klart, som vi før hørte i tekstlæsningerne fra alteret.

 

Vi skal elske vores medmennesker absolut. Som Jesus siger det i Johannesevangeliet: Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden.

 

At det så er en almindelig erfaring, at det ikke er så lige til endda, er en historie for sig – og på klassisk kristen vis forklaret med, at vi alle er syndere for Vor Herre. Vi er altså alle sammen fejlbarlige, og har en tendens til at sætte os selv før alt andet.

 

Men netop det dobbelte kærlighedsbud er en kristen pligt.

 

Og kærlighedsbuddet kan opleves udlevet særligt intenst indenfor rammerne af ægteskabet.

 

Og det lyder jo alt sammen meget klassisk og rigtigt.

 

Men – når man som kæreste- eller ægtepar så har oplevet det første skænderi sammen, så kan man jo godt sidde tilbage med spørgsmålet: Var det skænderi virkelig udtryk for kærlighed? Er det virkelig sådan min kærlighed til ham eller hende kan få sit udtryk?

Hvad vil det egentlig sige at elske? Hvordan skal jeg dog elske, hvis jeg skal gøre det rigtigt?

 

Heldigvis, forestiller jeg mig, er det ikke spørgsmål vi stiller hver dag. Det ville være ganske utålelig. Kærlighedens væsen indebærer en masse umiddelbarhed, indebærer, at meget giver sig selv, når man lever et liv, hvor kærligheden fylder en del.

 

Men jeg er sikkert ikke den eneste, der engang imellem er stoppet op og tænkt: Er det virkelig en del af kærligheden at gøre sådan eller sådan?

 

Her leverer bandet TV2 på deres album ”Nærmest lykkelig” et meget godt svar, når det på titelnummeret lyder: ”Der er dage hvor tallerkenerne flyver gennem luften og det hele kører op og ned. Hvem siger jeg har noget imod at have det sådan, når det er dig, jeg har det sådan med”.

 

Her sætter Steffen Brandt nok tingene på en spids, men budskabet er dog klart nok. Det er kærligheden, der gør, at vi ikke er ligeglade. Det er kærligheden, der gør, at vi kan blive så edderirritere på vores ægtefælle, fordi relationen netop ikke er ligegyldig men betyder alverden.

 

Men stadigvæk er der et clash, der er til at tage og føle på. På den ene side forestiller jeg mig, at vi er nogenlunde enige om, hvad kærligheden må indebære. Ikke mindst, at vi elsker i medgang og modgang. Og på den anden side, denne undren over, at det samtidig kan indebære både irritation, ærgrelse, måske endda skuffelse overfor den anden. Eller helt kort spørgsmålet: Hvordan skal jeg dog elske ham eller hende?

 

For bortset fra den periode, hvor man næsten kan føle sig udødelig, hvor man svæver på en lyserød sky, og hvor et skænderi er helt utænkeligt.

 

Så ser hverdagen trods alt anderledes ud.

 

Men jeg tror, at hemmeligheden bag det hele også netop er kærligheden. For med mindre, at et forhold faktisk er ved at gå i stykker, og derfor ikke kan bære et skænderi mere.

 

Så er der netop det forunderlige ved et kærlighedsforhold, at netop kærligheden er det, der binder det sammen. For hvorfor er det, at man sagtens kan komme videre efter et skænderi, en uoverensstemmelse, en misforståelse, måske endda en skuffelse?

 

Ja, dels er der det helt lavpraktiske, at man måske taler om det bagefter, og dermed kommer til at lære sin ægtefælle bedre og bedre at kende. Men så sandelig også en lykkelig kombination af, at irritationen eller skuffelsen ikke var så dybt og indgribende, som man først troede i selve situationen, hvor man sikkert var i sine følelsers – og måske selvretfærdigheds – vold, kombineret med, at kærligheden ganske enkelt alligevel ender med at få sidste ord.

 

”I dont know how to love him”, synger Maia Magdelena om Jesus i Jesus Christ Superstar, og Judas gør som nævnt det samme.

 

OG det er sikkert et spørgsmål vi stiller, først og fremmest, når vi synes, at kærligheden udarter sig på en måde, vi ikke havde set komme.

 

Og det skyldes sikkert – ikke mindst – at den menneskelige kærlighed aldrig kan blive absolut, selvom den sikkert godt kan opleves sådan.

 

Som det fremgik af kærlighedens højsang, jeg lige har læst her fra prædikestolen, så er Guds kærlighed til os, absolut. Og det er den kærlighed, Guds nåde, vi kan leve af dagligt.

 

Og som kan minde os om, at kærligheden til vores ægtefælle eller kæreste også er en viljesytring, og ikke kun en følelse. For hvis kærligheden er til stede, så skal den vedligeholdes, da der er så meget, som kan mudre det hele. Ikke mindst et dumt og ligegyldigt skænderi, eller en eller anden dum misforståelse. Kærligheden får i rigtigt mange tilfælde det sidste ord i disse sammenhænge, fordi den faktisk er der. Men da den, kærligheden, ikke kan være absolut mellem mennesker, så dukker spørgsmålet alligevel op engang imellem, fra tid til andet, mere eller mindre bevidst: Hvordan skal jeg dog elske ham eller hende? For lige ud ad landevejen er det sjældent.

 

Amen.

 

Om at være turist...

Prædiken til 1. søndag i fasten, 2018. Holdt i Handrup Kirke og i Ebeltoft Kirke.

 

Dette hellige evangelium skrives af evangelisten Lukas:

Apostlene kom også i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største. Da sagde han til dem: »Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener. Jer er det, der er blevet hos mig under mine prøvelser, og ligesom min fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg det til jer, for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige, og I skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer. Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.«

 

 

For nylig blev jeg færdig med den danske forfatter Lars Frost og hans såkaldte velfærdstrilogi, der består af bøgerne ”Smukke biler efter krigen”, ”Ubevidst rødgang” og ”Skønvirke”.

 

Det er en litterær kritik af vores velfærdssamfund siden efter krigen, og forfatteren er mildt sagt kritisk. Der er som bekendt meget godt at sige om det danske velfærdssamfund, men det er trods alt kun en ramme.

 

Jeg vil ikke gå i dybden med disse bøger, for der er rigtigt meget at sige om dem. Jeg vil foreløbig nøjes med at citere en passage fra en af bøgerne:

"Turisten rejser ud i verden, men er ikke del af den verden, det er ikke turistens ansvar, at der sidder tiggere i gaderne, turisten kan beklage sig over de lokale myndigheders inkompetence og regeringers magtfuldkomne undertrykkelse af befolkningen, uden at føle en pligt til at gøre noget ved det, det er ikke turistens ansvar, om der er rent vand i hanerne. Turisten er defineret ved sin ansvarsforflygtigelse (…). Det er en forfærdelig måde at være til i verden på. Det er en skræmmende måde at se på verden, ovenfra og ned, udefra og ind. Turisten køber sig til rettigheder, men har ingen pligter".

 

Jeg ved ikke hvor tit, I har haft det sådan, men jeg husker flere gange, hvor jeg har været på ferie i udlandet og tænkt, at det dybest set ikke er mit ansvar, at tingene er som de er. Og et formål med at rejse ud i verden er vel dybest set også at slappe af. Turisten køber sig til rettigheder, men har ingen pligter.

 

Her er det dog fristende at spørge, om det ikke grundlæggende er en meget overlegen holdning at have. Det betyder i hvert fald, at man mener, at man kan vælge og vrage med hensyn til, hvor man har pligt at hjælpe, og hvor man er så meget på ferie, at det må være de andres ansvar.

 

Vi sætter os blot til bords for at hygge os på rigtig dansk maner, og lader os tjene af andre. Ikke mindst på ferie.

 

Jeg kender det også fra mig selv, for netop ferier plejer at være mit helle fra ikke at skulle redde hele verden. For mig er det dog en slags undtagelsestilstand, der gør, at jeg kan forsvare den for mig selv.

 

Det ændrer dog ikke på den grundlæggende overlegenhed og, tør man sige – arrogance, der ligger i denne attitude. Uanset om man kalder det en undtagelsestilstand, eller ej.

 

Og det bringer mig videre til selve ideen om Danmark som et kulturkristent land.

Er vi – billedligt talt – blevet turist i vores eget land? Går vi med en forestilling om, at velfærdsdanmark klarer det hele for os, så vi læser Luthers ”troen alene” så selektivt, at vi lader velfærdssamfundet om gerningerne?

 

Vi har købt os til en masse rettigheder via skattebilletten, og pligten overfor andre mennesker er deponeret hos velfærdssamfundets omsorgsmennesker. Så vi selv har tid til at gøre karriere. Kan være vi sender en sms til et indsamlingsshow som Danmarks Indsamling, hvor vi kan være heldig at vinde en bil. Ellers skal vi nok selv bestemme, hvornår vi har tid til andre.

 

Og Jesus leger i evangelieteksten med vores forestillinger om, hvad der er størst. Jesus spørger: ”For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? ” – og her får vi næsten lyst til blot at bekræfte ham i, at det selvfølgelig er den, der sidder til bords.

 

Men det er kun for at provokere os, at Jesus siger sådan. For lige bagefter siger han, at han, Jesus, er i blandt dem – os - , som den, der tjener.

 

I det hele taget er det topmålet af arrogance, når vi tror, at det er os, der skal bestemme, hvornår vi har pligt til hvad.

 

Det kan godt være, at vi kan tænke, at vi i Danmark har en vis demokratisk indflydelse på, hvilken regering vi har, og dermed hvilket slags samfund, vi kommer til at leve i. Og vi derfor har et medansvar for, hvordan det danske samfund fungerer eller ikke fungerer.

Modsat når vi er i udlandet, hvor vi selvsagt ikke har samme indflydelse, og i den forstand kan sige os fri for ansvaret for de vilkår, fx underklassen må leve under.

 

Men i kristen optik er disse ræsonnementer strengt taget ikke hverken relevante eller interessante. For her hedder det blot, at den der tjener, er den største.

 

Når Jesus taler om bud, er det først og fremmest det dobbelte kærlighedsbud – du skal elske herren din gud og din næste som dig selv.

 

Det handler altså hele tiden om relationen til vor næste, ven som fjende. Uanset hvor vi går eller står, uanset hvor vi befinder os. Og for den sags skyld uanset om vi blot ser en, der trænger til hjælp og omsorg, på fjernsyn.

 

Lars Frosts sidste roman i hans velfærdstrilogi, ”Skønvirke”, har omridset af en kirke tegnet på forsiden. Og de enkelte kapitler har navn efter den katolske dødsmesse, selvom indholdet i kapitlerne ikke direkte afspejler dette. Tilsvarende kan vi om Danmark sige, at selvom der er meget godt og meningsfuld at fortælle om både demokrati og velfærd, to ting, der er næsten hellige for de fleste danskere, så er det kun en ramme; kun overskrifter. Disse rammer giver ikke mening af sig selv. Og som udgangspunkt er kirken kun en bygning i landskabet.

 

Det er os, der skal give det hele indhold.

 

Og dog. Vi skal nemlig ikke genopfinde indholdet. Det er faktisk givet os ovenfra.

 

Jesus siger: ”ligesom min fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg det til jer, for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige, og I skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer.”

 

Det hele handler om og drejer sig om næsten. Det kan godt være, at velfærdsdanskere ikke bryder sig om at ligge på en græsk ferieø og pludselig – mentalt – blive invaderet af bådflygtninge, der pludselig kræver opmærksomhed.

 

Så er ferien ligesom ødelagt.

 

I en kristen sammenhæng giver den tankegang blot ingen mening. Netop fordi det hele handler om og drejer sig om næsten.

 

Evangeliet peger bort fra os selv.

 

Jesus ønsker at overdrage os Gudsriget. Men vi skal jo helst stå og tage imod. Det kræver vores opmærksomhed.

 

Det kræver, at vi ikke er lullet i søvn i vores egen selvtilstrækkelighed, vores selvrådighed over, hvornår vi har lyst at drage omsorg for vores medmennesker, og hvornår vi faktisk ikke gider, fordi vi er på ferie. Fysisk eller mentalt.

 

Kirken er nok en bygning i landskabet. Men når det gælder vores kristne overbevisning må vi huske, at kun gerningen er vor bekendelse overfor omverdenen.

 

Jesus beder for os, at vores tro ikke skal svigte. Og indbyder os til måltidsfællesskab i sit rige, som vi rituelt gennemlever ved nadveren. Ja, Jesus vil hæve os højt over andre. Hvilket er det samme som at sige, at vi skal tjene næsten, for kun sådan bliver vi hævet højt over andre, når vi tjener næsten med ydmyghed.

 

Og apropos ydmyghed og dette at bede, så bad jeg konfirmanderne, næstsidste gang før vinterferien, om at skrive nogle bønner. For selvom det kan opleves som meget højtideligt at bruge de store ord om Gud og livet, om alt det, der er større end os, så viser de færdige bønner, at konfirmanderne udmærket ved, hvad en bøn er for en størrelse, når de har fået en smule vejledning i bønners klassiske kendetegn. Jeg vil læse nogle af dem højt efter kirkebønnen.

 

Med al ydmyghed.

 

Amen.