Kærlighedsgudstjeneste: Kærlighed er en sejrgang?

 

Prædiken efter Kærlighedens Højsang og Det Dobbelte Kærlighedsbud. Holdt den 14. februar 2017 i Ebeltoft Kirke.

 

Dette hellige epistel skriver apostelen Paulus, Kærlighedens Højsang: Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.

Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.

Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden..

 

 

Jeg ved ikke, om I kunne genkende det stykke orgelmusik, vi indledte gudstjenesten med. Det var melodien til Leonard Cohens ”Halleluja”. Den sang er der meget at sige om, men det er ikke min hensigt her.

 

Der er dog en enkelt linje i den danske oversættelse af sangen, som Steffen Brandt fra TV2 har lavet, da han sang den med Tina Dickow.

 

Denne linje lyder: Men kærlighed er ikke en sejrsgang. Det er et vaklende og fortvivlet Halleluja.

 

Og det lyder jo ikke uden videre særligt positivt, og vel næppe en sætning, man kan lave en hyldest til kærligheden over?

 

Og dog. Som nogle af jer sikkert har oplevet i jeres parforhold, så er kærligheden en både fantastisk, men også meget speciel størrelse. Det er nok nemmere at opleve dens nuancer end at sætte ord på den. Men kærlighed er ikke en sejrsgang. Det er et vaklende og fortvivlet Halleluja.

 

Hvordan kan man overhovedet forstå den sætning som noget positivt og opbyggende?

 

Her er det værd at bemærke, at i lutherdommen, som er den gren af kristendommen, som vi har i folkekirken, her siger man, at kristendommen, Gudsforholdet om man vil, realiseres, virkeliggøres, føres ud i livet igennem den kærlighed, vi viser til vores næste, altså vore medmennesker. Og hvis vi skal tale med nogle ord af den danske filosof Søren Kierkegaard, så er vores samlever, ægtefælle som kæreste, så er vores samlever først vores næste, derefter vores samlever.

 

Men man må unægtelig sige, at vi får et særligt intenst forhold til kærligheden igennem vores samlever, ægtefælle eller kæreste. Samtidig med, at det er her, vi også oplever kærlighedens nuancer. For selvom vi nok kan tale om kærligheden, der overvinder og overlever alt, så ved mange af os også, at der er tider, hvor vi kan blive så edderrasende eller irriteret overfor også mennesker vi elsker og holder af, så vi kan blive helt skræmte over denne side af kærligheden, også. For er det kærlighed at blive rasende eller irriteret? Rigtigt godt spørgsmål. Til gengæld er der sikkert mange af jer, der kan genkende, eller i hvert fald forstå udtrykket eller oplevelsen af den anden som en gave i vores liv. Så når det hedder: Men kærlighed er ikke en sejrsgang. Det er et vaklende og fortvivlet Halleluja. Så tænker jeg, at vi er inde omkring kærligheden som andet og mere end den første berusende forelskelse, hvor man føler man kan gå på vandet sammen med sin elskede, og verden kan bare komme an.

 

For jeg vil påstå, at noget af det, der er kendetegnende for det, jeg lidt højstemt vil kalde for ægte kærlighed, netop er oplevelsen af den elskede som en gave og måske endda et lys i vort liv – samtidig med, at vi til tider kan blive så edderirriteret over den anden, uden det går ud over kærligheden. For det gør ikke nødvendigvis kærligheden vaklende eller fortvivlet, men det er dog en nuance af kærligheden, som vi ikke kender fra den første svimlende forelskelse. Og derfor er det, at udsagnet: Det er et vaklende og fortvivlet Halleluja - kan være meget sigende. Udtrykket ”Halleluja” er faktisk hebraisk, og betyder direkte oversat: Pris Herren. Og så kan man måske se eller forstå eller få et indtryk af betydningen af udsagnet: Men kærlighed er ikke en sejrsgang. Det er et vaklende og fortvivlet Halleluja. Vores elskede er en gave i vort liv, som vi nødvendigvis må prise Herren for – og samtidig, på grund af den magiske kærlighed, er det årsagen til, at kærligheden faktisk kan opleves som en sejrsgang, også i al tvivl og fortvivlelse.

 

For som vi hørte i teksterne, jeg læste fra alteret og netop har læst, så er kærlighedens væsen, kærlighedens inderste væsen, meget absolut og grundlæggende helt ubegribelig. Ikke mindst den kærlighed, vi også kan elske vores fjender med. Og derfor opleves den også som både overvældende og grænsebrydende, når vi oplever den i vores egne liv. Jeg tror, vi alle kender følelsen af at kunne gøre alt, når det handler om kærligheden. Samtidig med at vi i vort daglige samliv med vores elskede kan opleve og blive overvældet af kærlighedens mange nuancer.

 

Måske man kunne omskrive den omtalte sætning til: Kærligheden er ikke kun en sejrsgang, det er også et vaklende og fortvivlet Halleluja.

 

Før kaldte jeg kærligheden for magisk. Og jeg tror vi alle tænker kærligheden som noget magisk, ikke mindst når vi skal lovprise og takke for den, som jeg for eksempel prøver i denne prædiken.

 

I virkeligheden er det også noget utroligt, for ord som ”magi” eller ”magisk” er som regel noget vi forbinder med det ekstraordinære. Det, som ikke sker så tit eller så ofte, og som vi derfor oplever som noget magisk, når det faktisk sker. Mødet med vores elskede første gang kan for eksempel opleves som magisk, ikke mindst, når vi tænker tilbage på mødet. Fordi det i vores liv er blevet noget ekstraordinært, og derfor magisk.

 

Men samtidig er kærligheden jo også en uhyre hverdagsagtig ting, som for mange af os sikkert er så hverdagsagtigt, at vi muligvis ikke sætter så meget pris på den, som vi burde.

 

Jeg ved ikke hvor mange af jer, der kender den lange fortælling, der hedder Harry Potter.

 

Det er den fortælling, hvor kampen står mellem Harry Potter og hans venner, mod den onde Lord Voldemort.

 

Her fortæller rektoren for skolen, som Harry Potter går på, her fortæller rektoren, at Harry Potter har en ganske særlig magisk kraft eller styrke, som Voldemort ganske enkelt ikke forstår.

 

Og da rektoren fortæller Harry Potter, som jo er meget spændt på at høre, hvad det er for en magisk kraft han besidder, da rektoren fortæller, at det er kærligheden, han taler om, bliver Harry Potter næsten skuffet.

 

Bare kærlighed? spørger Harry Potter. Når man taler om noget magisk, så tænker man – ikke mindst i eventyr – nok på noget mere spektakulært eller dramatisk.

 

Og så er det bare kærligheden, som rektoren taler om.

 

Ud over at det er en sjov og tankevækkende samtale de to har, så synes jeg, det er meget sigende for kærlighedens utrolige væsen.

 

På den ene side er det noget uhyre hverdagsagtigt, noget som alle oplever i større eller mindre grad.

På den anden side er den netop noget højstemt, absolut, magisk, og helt helt ubegribeligt. Som det for eksempel lød i teksterne, jeg læste fra alteret og ikke mindst her fra prædikestolen.

 

Og jeg tænker, at det netop er derfor, at kærligheden kan opleves så overvældende og storslået i vores egne liv, når vi møder den, ikke mindst sammen med vores ægtefælle eller kæreste.

 

Jeg vil så også påstå, at set med kristendommen øjne, så forpligter denne kærlighed også.

 

Det dobbelte kærlighedsbud, som Jesus kalder det første og største bud, kalder os ud i verden for at elske vores næste, vores medmennesker det bedste vi kan, med den kærlighed vi har fået skænket, og som beriger vores liv.

 

Fordi at Gud elskede os først.

 

Og han er der også til at gribe os, når vi kikser og ikke slår til – med sin nåde, hvor han elsker os, trods alle vores fejl og mangler, både i forhold til vores ægtefælle eller kæreste. Eller andre af vores medmennesker.

 

Kærligheden er en sejrsgang. Men det kan også være et vaklende og fortvivlet: Pris Herren!

 

Amen.

 

At kommunikere så det kan forstås?

Prædiken til seksagesima søndag, 2017. Holdt i Handrup Kirke og i Ebeltoft Kirke og på Plejecenter Fulgsanggården.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Jesus gav sig igen til at undervise nede ved søen. Og en meget stor skare flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd ude på søen, mens hele skaren stod på bredden inde på land. Og han lærte dem meget i lignelser, og i sin undervisning sagde han til dem: »Hør her! En sædemand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte. Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.« Og han sagde: »Den, der har ører at høre med, skal høre!« Da han var blevet alene med sine ledsagere og de tolv, spurgte de ham om lignelserne. Og han svarede dem: »Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse. Og han sagde til dem: »Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser? Sædemanden sår ordet. Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem. De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det; men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra. Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt. Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold.«

 

 

Seksagesima søndag. Jeg siger det lige igen: Seksagesima søndag.

 

Og det er jo klar tale. Så ved vi alle, hvad det handler om. Nej – spøg til side, jeg skal altid selv slå ordet op, for jeg kan aldrig huske, hvad ordet betyder. Eller rettere: Det er noget med tres, men det fortoner sig altid for mig, hvorfor denne dag – og sidste søndag for resten også – skal have et så umuligt navn. Dels så relaterer tallet tres sig ikke rigtigt til noget. Der er ikke tres dage til noget, og det er heller ikke tres dage siden et eller andet vigtigt skete. I hvert fald ikke i kirkeåret. Jeg kan dog afsløre, at sidste søndags navn betyder noget med halvfjerds, og at fastelavnssøndag tidligere også havde et for ikke-latin-kyndige umuligt navn, nemlig quinquagesima. Som betyder noget med halvtreds. Der er altså tale om en nedtælling. Halvfjerds, tres og halvtreds. Det må have været vigtigt at starte med et rundt tal som halvfjerds. Det er såkaldt kanonisk, det vil sige har hellig eller symbolsk betydning. Israelitterne befandt sig i babylonsk fangenskab i halvfjerds år – og kristne betragtes jo som det nye gudsfolk. Så fra sidste søndag er der symbolske halvfjerds dage til udfrielsen, påsken. Selvom det altså ikke helt passer med de halvfjerds. Men vi tæller altså ned til påsken. Vi er i forfasten, mellem helligtrekongersperioden og selve fasten.

 

Så meget om et enkelt uforståeligt ord. Og jeg har tænkt, at der er noget spøjst eller paradoksalt over, at netop en søndag med sædemandslignelsen har et kirkeligt navn, som skal forklares, før det kan forstås. For sædemandslignelsen handler blandt andet om kommunikation. Sådan kan det i hvert fald udtrykkes: Hvordan spreder vi Guds ord, og hvordan bliver det mon modtaget? Er der nogen steder, hvor det er bedre at så end andre steder – eller nogen såmetoder, der er bedre end andre?

 

Ja, det er der sikkert, og ikke mindst i et Reformationsår er det på sin plads at forholde sig til, hvad der gør kristendom og bibel til at forstå. En af nyskabelserne under Luthers reformation var som bekendt bibelen på modersmålet. Man skulle ganske vist stadig kunne læse, men alene det, at det bare skulle være på modersmålet, gjorde selvsagt alverden til forskel. Derfor er der også noget pudsigt over, at der faktisk er latinske navne tilbage i kirkeåret. Ud over disse to søndage, i dag og sidste uge – så gælder det vel strengt taget både trinitatis og advent. Man skal vide, hvad ordene betyder. Så forestil jer en tid, hvor alt i kirken foregik på latin.

 

Når vi stiller spørgsmålet: Hvordan så Guds ord på den rigtige måde, så kommer vi også frem til spørgsmålet om, hvor pædagogisk man skal være. Eller – måske – udtrykt på en anden måde: Hvor meget skal kirken tale nutidens sprog? Og hvad vil det faktisk sige?

 

Til et foredrag med Morten Skovsted i sidste måned, fik vi – i Norddjurs – fortalt, at Grundtvigs salme ”Den signede dag”, dengang den udkom, slet ikke var fin nok til at blive betragtet som en rigtig salme. Den gik under navnet: Åndelige sange. Den var ellers skrevet i anledning af 1000 året for kristendommens indførelse i Danmark. Men den var ikke fin nok til at være en salme, og det blev endda forbudt at synge den i landets kirker.

 

Det siger noget om tidens tand – hvordan tider forandrer sig. Hvor noget, der opleves som fint til nogen tider, slet ikke kan slå rod til andre tider. I dag bruges salmen – i dag kalder vi den nemlig en salme – i dag bruges salmen i alle sammenhænge. Både begravelser, vielser, konfirmation og almindelige højmessesammenhænge.

 

Hvad er så det rigtige at gøre i dag? Jeg tænker i hvert fald, at en væsentlig del af en dansk højmesse er salmesang. Det er her menigheden for alvor er med. Og derfor er det ikke lige meget, hvilke salmer, der bliver sunget. Det skal ikke være nyt, bare for fornyelsens egen skyld. Men det skal heller ikke være klassiske salmer, blot fordi, at det har vi jo altid gjort.

 

Men vi må stille spørgsmålet: Hvad vil vi gerne fortælle, hvad vil vi gerne formidle, kommunikere ud, i dag, denne søndag i kirkeåret?

 

Hvad kan gøre, at menigheden – og præsten i øvrigt – spærrer øjne og ører op en ekstra gang, og måske fanger en pointe eller et budskab, man ellers ikke havde være opmærksom på?

 

Her tænker jeg, at blandt andet nye salmer med et nyt sprog sommetider kan gøre en forskel. Jeg har i hvert fald bemærket, at jeg ofte læser de nye salmer lidt anderledes, fordi sproget er lidt anderledes end i flere klassiske salmer. Fornyelse skærper ofte opmærksomheden, i hvert fald hvis fornyelsen er berettiget og velbegrundet.

 

Som det vil være nogen blandt menigheden bekendt, så er jeg begyndt at bruge salmen ”Når jord og himmel mødes” som næsten fast dåbssalme, når jeg har dåb. Jeg har også skrevet om denne salme i en klumme i adresseavisen Syddjurs sidste år.

 

Jeg har også haft salmen ”Du har åbnet din lysende bue” på programmet før, når der er nadver. Den handler om det, der næsten ikke er til at tro. Og det gælder jo unægtelig nadveren.

 

Der er således – i forhold til disse – to helt nye salmer på tavlen i dag. Den vi lige har sunget – som handler om treenigheden, nåden, dåben og nadveren, og ikke mindst Guds ord. Gudsordet, som kan det hele.

 

Og den salme, vi snart skal synge: ”Du tar mig som jeg er” – er fyldt op af en meget insisterende tone, og dermed noget meget befriende. Gud tager os faktisk, som vi er. Ikke mindst denne sidstnævnte melodi er så fængende, at når jeg har hørt melodien et par gange, så sidder den fast hos mig.

 

Hvordan formidler vi det kristne budskab, Guds ord? Så ordene rammer, så de finder så megen klangbund, at de slår rod og får blivende værdi for modtageren? Så ordene ikke bare bliver interessante, en slags livsfilosofi, som vi kan bruge på linje med så megen anden filosofi og så mange andre leveregler? Men faktisk slår rod, og bliver en blivende og forpligtende del af vores identitet som mennesker? Gør os til kristne, med andre ord, hvis ikke vi skulle være det i forvejen?

 

Det handler i hvert fald om at bruge et sprog, som modtageren kan forstå. Og også gerne et sprog, som modtageren selv kan bruge, og eventuelt selv bringe videre. Hvis vi har forstået et budskab – eller føler, at vi har forstået et budskab. Så skal budskabet nok komme videre, hvis det er vigtigt nok.

 

Og alt dette kan afhænge af, hvad det er for tanker, man går og tumler med til dagligt, og de tanker er jo – eller kan være – forskellige om man er ung eller gammel.

 

Efter min prædiken plejer jeg at have kirkebønnen. Det hedder den bøn, der som regel kommer efter prædiken. En bøn, som præsten så at sige beder på kirkens vegne.

Men inden kirkebønnen vil jeg lade konfirmandernes bønner få ordet. Mine konfirmander havde i begyndelsen af måneden tema om bønner, og i den forbindelse bad jeg dem om at skrive nogle bønner til Gud. Der var ikke andre regler, end at bønnen skulle rettes mod Gud.

 

Den rigtige måde at formidle på er sikkert en af Gudsrigets mange hemmeligheder. Vi er jo prisgivet vores sprog, vores menneskelige sprogbrug, og vil aldrig kunne blive fuldkomne her.

 

Men når vi hører ordene fra Jesus:

”Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold”

så bliver det klart, hvor vigtigt og afgørende det er. Hvis troen skal kendes på frugterne, så skal ordene lande rigtigt, og selvom det selvfølgelig også handler om at være åbne mennesker, så er det jo kun de ord, der falder rigtigt, der kan få blivende værdi, og være de sædekorn, der bliver til kærlighedens gerninger. Det er jo i høj grad Helligåndens opgave at vække troen igennem ordet. Men derfor kan vi jo godt overveje, hvordan vi formidler det.

 

Amen.

 

 

Prædiken på plejecenteret blev holdt i en kortere udgave (uden henvisning til nye salmer, da det ikke var relevant), onsdagen efter.