Den absolutte nåde

Prædiken til langfredag, 2017. Holdt i Vejlby Kirke.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:

Da de havde hånet ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham. Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus. De førte ham ud til stedet Golgata – det betyder Hovedskalsted. De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke. Så korsfæstede de ham og delte hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad. Det var den tredje time, da de korsfæstede ham. Og indskriften med anklagen imod ham lød: »Jødernes konge«.Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: »Og han blev regnet blandt lovbrydere.« De, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: »Nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv og stig ned fra korset!« Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden: »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Kristus, Israels konge – lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!« Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham. Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time.Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Hør, han kalder på Elias.« Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde: »Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.«Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: »Sandelig, den mand var Guds søn.«

 

Påskens begivenheder viser om nogen, hvor fjernt vi faktisk står fra Jesus. Og der er selvsagt et helt evangelium – et godt og glædeligt budskab i – at Jesus alligevel vil være nær os, vil have os med ved sit bord.

 

Ved indtoget i Jerusalem, palmesøndag, bliver han taget imod som en konge. Skaren byder ham velkommen med palmeblade, og hylder ham med et Hosianna i det højeste.

 

Det kristne næstekærlighedsbud er meget radikalt. Det viser påsken os. På skræmmende vis. Jesu lidelseshistorie er faktisk ikke for børn. Det handler om forråelse, fornægtelse, hån, spot og latterliggørelse, død og ødelæggelse. Og i alt dette understreges både Det Dobbelte Kærlighedsbud og Guds nåde så man bliver næsten forpustet.

 

Skærtorsdag bliver den nye pagt ved Jesu blod stiftet. Det er denne pagt, vi bliver mindet om søndag efter søndag, året rundt, når vi lægger op til nadver og altergang. Den nye pagt, den nye aftale, som blandt andet indebærer Jesus som et forbillede. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden, som han siger i Johannesevangeliet.

 

Og at Jesus mener sin kærlighed absolut bliver på uhyggeligvis cementeret langfredag, hvor han går hele vejen. Jesus nægter at tage vare på sig selv, han afviger ikke en tomme fra sin egen forkyndelse, og ender på et kors. Der hvor vi – billedligt talt – burde hænge i hans sted. Og påskemorgen er tredje gang vi får bekræftet, at Jesus er Guds søn. Første gang sker ved dåben, hvor Gud kalder Jesus for sin elskede søn. Anden gang er i forbindelse med den historie, der kaldes forklarelsen på bjerget, hvor Jesus møder både Moses og Elias. Altså repræsentanter for henholdsvis loven og profeterne i Det Gamle Testamente. Og så påskemorgen, da Gud oprejser Jesus fra de døde.

 

Alt sammen begivenheder, som helt givet chokerede på Jesu tid. Det havde man ikke regnet med. Og da slet ikke palmesøndag, hvor man fejrede, at jødernes konge ankom til Jerusalem.

 

Og påsken viser os, hvordan dem, der ellers havde fulgt Jesus i tre år, pludselig ikke rigtigt turde stå ved ham. Ikke mindst illustreret ved Judas og Peters opførsel. Men selve langfredag er det hele pøbelen, der pludselig vender sig, og i stedet for palmesøndags hosianna i det højeste, råber korsfæst ham, korsfæst ham.

 

Og det er uhyggeligt, da det er så virkelighedsnært. Vi ved, hvor meget populister og folkeforførere kan manipulere med store folkemængder. Så vi gribes af en stemning, og ikke rigtigt tør stå ved vores egne holdninger og meninger. Om det ender med en tragedie som Nazityskland eller folkemordet i Rwanda – eller det er folkedomstolen, der har en mening om alt muligt inden retssystemet har talt – er i princippet ikke det afgørende.

 

På Jesu tid gik der også pøbelvælde i den. Og det gælder sådan set både palmesøndag og langfredag.

 

Palmesøndag blev Jesus budt velkommen til Jerusalem som en anden rockstjerne. Ve den, der ikke var med i heppekoret. Langfredag ønskede pøbelen ham korsfæstet. Det var blevet for farligt at være på Jesu side. Hellere frigive en kriminel end at løslade Jesus. Det siger noget om, hvor vanvittig stemningen har været, og hvor højdramatisk langfredag er.

 

Hvad der er værd at bemærke, er, at nåden er absolut. Jesus viger ikke bort fra os, selvom han i påsken har alt mulig grund til det. Han gør nærmest det modsatte. Han drager os til ham. Stifter den nye pagt med os, og lader sig korsfæste på vores vegne.

 

I filmen ”The Passion of The Christ” af Mel Gibson er der en scene med Jesus, hvor Jesus, blodigt og forslået, siger til Peter, der går forbi: Du skal elske dine fjender. Scenen er vanvittig, og man begriber ikke, som almindelig dødelig, hvordan Jesus har overskud til at tænke og tale på den måde.

 

Jesu reaktion og måde at håndtere sin situation på, langfredag, er urimelig ud over alle grænser. Man kan næsten blive lidt irriteret på Jesus, for hvordan skal vi dog kunne leve op til Jesus som forbillede?

 

Hvis der er noget, som der tilsyneladende kan være svært at tale om og forstå i vor tid, så er det talen om synd. Ordet synd, og ordets tyngde er væk. Engang var det forbundet med helvedesangst og det, der var værre. Og det er godt, at vi er kommet videre, ikke mindst takket være reformationen, hvor et af hovedbudskaberne var og er, at vi med vores handlinger ikke kan komme tættere på Gud, uanset hvor gode de er. Det er kun troen, der kan gøre en forskel, om end troen og gerningerne jo helst skulle følges af.

 

Alligevel er det helt utroligt, så tomt et forhold vi i dag har fået til ordet synd. I Syddjurs i Ebeltoft, på Glasmusset, har de en række søndage, hvor flere af mine præstekollegaer er inviteret til at tale om de syv dødssynder. Syv forskellige museer i Midtjylland, herunder Glasmusset, har hver en udstilling med en af de syv dødssynder som tema. Det, som jeg faldt over, og som jeg virkelig fandt slående, var titlen på disse ellers udmærkede søndage. Titlen lød ”Syndige søndage”.

 

Nu er jeg helt med på, at udtrykket Syndige Søndage sikkert bare er ment som et ordspil eller bogstavrim. Måske endda med et glimt i øjet. Men det siger noget om, at vi ikke rigtigt kan tage det til os, og endnu mindre tage det på os. Synd er sådan noget, vi kan lave sjove ordspil med, noget, der er et levn fra gamle dage.

 

OG når man har det sådan, er der ikke noget at sige til, at man ikke for alvor kan se, hvad vi skal bruge kristendommen til i dag. For kan man ikke se sig selv som synder, så må det være svært at få øje på kristendommens relevans. Og talen om næstekærlighed er blevet så almindeligt i vort kulturkristne land, at vi helt har glemt hvor radikal tanken er.

 

Sikkert er det derfor, at vi kan blive chokeret over, hvad Jesus udsætter sig selv for langfredag. At vi skal elske vores fjender bør enhver kristen vide, for det er det måske det mest kendte bud fra Bjergprædiken. Men det er noget, som det er meget nemt at tale om, og for den sags skyld nævne fra prædikestolen. Nu er min egen bevæggrund for at nævne fjendekærlighedsbuddet selvsagt ikke, at jeg kender til det og efterlever det, og derfor kan fortælle om det. Jeg nævner det, og kan omtale det som et bud, alene fordi, at Jesus gør det. Og alene fordi, at Jesus ikke bare taler om det, men faktisk efterlever det på en helt umenneskelig måde.

 

Så hvis vi skal fortælle, hvad der ligger i ordet synd, syndsbevidsthed og at synde, så er det helt enkelt: Hver gang, vi ikke kan handle præcis lige som Jesus, hver gang vi ikke er i stand til at elske som Jesus gjorde og gør det, ja, så går vi fejl af målet, så rammer vi forkert, så synder vi. Det er det, ordet betyder.

 

Jesus er gaven, fordi vi alle inviteres på trods af vores opførsel, på trods af at vi ikke kan holde al vor fokus på næsten. Men Jesus er så sandelig også opgave, fordi at gaven forpligter.

 

Men det er nåden vi lever af og med. Det er Guds kærlighed til os, der gør, at vi ikke bukker under, når vi gang på gang erkender vores svigt i forhold til vores næste.

 

Opgaven ligger der hele tiden, og det er i virkeligheden nåden, der forvandler opgaven til en gave. Opfyldt af Guds kærlighed er der jo rigeligt at give videre til næsten. Som Martin Luther har sagt det: Gode gerninger gør ikke en kristen, men en kristen gør gode gerninger.

 

Vi laver altid fejl i forhold til vor næste, men Guds kærlighed skjuler synders mangfoldighed.

 

Amen.

Refleksioner over filmen "A Hologram For The King": Mens vi venter...

I anledning af filmklubaften i Vejlby Sogn, 27. april 2017.

Meningen med livet?

 

Filmen foregår i Saudi Arabien.

 

Og den lægger ud med, hvad man kunne kalde for et gedigent kultursammenstød.

 

Hvordan forventes tingene gjort i en anden kultur? Og hvor meget gør man selv for at være forberedt på anderledesheden?

 

Som det vil fremgå, er der mange lighedspunkter med den vestlige kultur, ikke mindst popmusikken. Men så sandelig også mange forskelligheder – vi er trods alt i Saudi Arabien.

 

For vores hovedperson, Alan, går det ikke særligt godt.

 

Han kommer konstant for sent – næsten som om, det er meningen – og ham, de venter på, kongen, kommer tilsyneladende ikke.

 

Så mens de venter på kongen….

 

Vores hovedperson bekymrer sig om meget. Sin datter, sin pukkel på ryggen, men er ellers tilsyneladende sund og rask.

 

Alligevel står det hele meget i stampe for ham. Han havner i forskellige spøjse situationer, men kongen, de venter på, kommer tilsyneladende ikke.

 

Filmen får en drejning til sidst – noget jeg ikke vil afsløre nu.

 

 

Filmen ”A hologram for the king” vises.

 

 

Jeg læste engang en kommentar om filmen, der sagde, at temaet i det meste af filmen kunne minde om ”Mens vi venter på Godot”. Altså – plottet og titlen lægger op til, at kongen skal komme – hvad han altså tilsyneladende ikke gør, og hvad så mens vi venter?

 

Samme anmelder mente af samme grund, at filmen skulle have været mere konsekvent her – at undlade at lade kongen komme. Så det havde været en pointe. Mens vi venter på et eller andet – kongen eller Jesus – hvad laver vi så?

 

Ja, hvad laver vi så?

 

Bekymrer os om alt mellem himmel og jord?

 

Forsøger at få tingene til at fungere så godt som muligt?

 

Keder os?

 

Et sted siger Alan Clays nye kæreste, at ”alle ønsker at være et andet sted”.

 

Er det rigtigt?

 

Og Alan Clays sidste kommentar i filmen er: ”Der skal være tid”. Tid til hvad?

 

Søren Kierkegaard taler om forskellen mellem vane og gentagelse. Hvor vanen er den ubevidste gentagelse af dagligdagens trummerum. Og hvor gentagelsen er den valgte vane. Altså: Vanen er det ubevidste liv, hvor vi lever som alle andre gør, for det gør man jo. Og gentagelsen er det valgte levede liv, som godt kan minde om vanen, men hvor man er meget bevidst om, at det er valgt.

 

Fokuserer vi sommetider på det forkerte?

 

Venter vi på noget, eller er vi helt afklarede med vores tilværelse?

 

Kristendommen vil påstå, at vi – mens vi venter på Jesus – er sat til at være der for vores næste. Hvor målet eller meningen er fællesskab med Gud og næsten.

 

Men kristendommen siger også, at det ikke lykkes særligt godt for os.

 

Hvor er vi mest? Er vi i den første del af filmen, hvor vi famler os frem? Hvor vi hele tiden venter på noget, som tilsyneladende ikke kommer?

 

Eller går vores liv pludselig op i en højere enhed – ikke mindst på grund af den altid uventede kærlighed?

 

Hvad er meningen med livet? Den stadige gentagelse, mens vi venter på nogen eller noget? Eller at komme lidt videre, som vi siger med en frase?