Refleksioner over filmen "En lille film om kunsten at dræbe": Om kedsomhed og dødsstraf

I anledning af filmklubaften i Vejlby Sogn, 22. februar 2018.

 

Meningen med livet?

 

Tilbage i slut80erne lavede den polske instruktør Kieslowski den serie, der hedder Dekalog. Det var en kort film om hvert af de ti bud. To af disse kortfilm blev også lavet til en spillefilm, altså en film af lidt længere varighed. Den film vi nu skal se er spillefilmsudgaven af dekalog fem: ”Du må ikke slå ihjel?”, og her har spillefilmsudgaven fået titlen ”En lille film om kunsten at dræbe”.

 

Som man næsten kan høre på titlen, så handler filmen om at dræbe på flere planer, og for at få et hint om, hvad det indebærer, vil jeg citere et stykke fra Bjergprædiken fra Matthæusevangeliet:

 

”I har hørt, at der er sagt til de gamle: ›Du må ikke begå drab,‹ og: ›Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.‹ Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild”.

 

Filmen er typisk Kieslowski, forstået på den måde, at handlingen er forholdsvis stille og afdæmpet, samtidig med, at dramatikken hele tiden lurer lige under overfladen, og også slår ud i lys lue et par gange.

 

Filmen stiller det både praktiske, men også filosofiske spørgsmål: Hvad vil det egentligt sige at slå ihjel? Hvad er skyld og skam for en størrelse, og hvad med dødsstraf? Er dødsstraf ikke det ultimative udtryk for hykleri, eller kan det undtagelsesvis være en retfærdig løsning, en retfærdig dom?

 

Og kan dette at kalde sin bror eller søster for en tåbe, som Jesus siger, virkelig lignes med at slå et andet menneske ihjel?

 

Det er faktisk en meget hverdagsagtig film, hvor der ikke rigtig er nogle helte, og måske ikke engang en skurk, i hvert fald ikke en skurk, vi synes, vi vil holde med. Sommetider holder vi jo faktisk med skurkene, når vi ser en actionfilm. Men ikke her. Vil jeg tro.

 

Filmen ”En lille film om kunsten at dræbe” vises.

Filmen sætter unægtelig nogle tanker i gang.

 

Lad mig citere gamle K.E. Løgstrup:

 

”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin egen hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede, man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej”.

 

Og jeg tænker, at det også er baggrunden for, at Jesus kan sige, at dette at kalde et andet menneske for en idiot, en tåbe er at ligne med at slå ihjel. For hvis der er noget, der er dræbende, så er det dårlig stemning. Den kan blive så tyngende, at det netop kan føre over i noget mere fatalt. Og ved at tale sådan, så rammer Jesus os alle sammen, da vi alle på et tidspunkt har kaldt andre for en idiot. Heldigvis er det et mindretal af os, der har tænkt på mord og endnu mindre udført det. Og som det hedder i ”Menneskesønnen”: ”drabet starter i hjertet, så snart du nærer had til et andet medmenneske”.

 

Og filmen viser vel også meget godt, hvad Jesus mener med sit udsagn. Selvom det i filmen i høj grad også er ligegyldighed, der er dræberen.

 

Hvor tit bliver der slået ihjel i filmen?

Kan man slå tiden ihjel?

Hvor tit bliver andres liv passet på eller talt op i filmen?

Hvor tit opfører hovedpersonen sig åndsvagt?

Og hvad med dødsstraf? Er der ikke noget hyklerisk i først at anklage og dømme et menneske for at have slået et andet menneske ihjel, hvorefter man – staten – selv gør det via dødsstraffen?

Og er det ikke rigtigt, som advokaten antyder i filmen, at siden Kain slog Abel ihjel, har det ikke hjulpet noget at bruge dødsstraf som straf for mord?

Og viser filmen ikke også på smuk vis, i hvilken forstand, kristendommen er en såkaldt sindelagsreligion, altså en forkyndelse, hvor det kommer an på det indre, og ikke i første omgang på det ydre.

 

For hvis fyrens sindelag først og fremmest var kærlighed, så var det selvsagt aldrig gået galt. Så enkelt kan det næsten siges, og det er også Jesu hovedbudskab i Bjergprædiken.

 

Hvad er meningen med livet? Er livet en gave, vi skal tage kærligt vare på, eller noget vi selv råder over, og dermed kan destruere, hvis vi keder os? Og hvorfor?

 

 

Refleksioner over filmen "En due sad på en gren og funderede over tilværelsen": Når livet er absurd

I anledning af filmklubaften i Vejlby Sogn, 24. maj 2018

 

Meningen med livet?

 

Der sad en due på en gren og funderede over tilværelsen.

Instruktøren Roy Andersson har tidligere lavet filmene ”Sange fra anden sal” og ”Du levende”, og denne film, ”Der sad en due på en gren og funderede over tilværelsen”, er den tredje i hans filmtrilogi om menneskelivet. Filmene er uafhængige af hinanden.

 

Roy Andersson har i et interview til Kristeligt Dagblad engang sagt: ”Det værste ved at være menneske er, at man skal leve med en bevidsthed om sin egen død. Det er det, der adskiller os fra dyrene, men det er også vores forbandelse. Det er vores syndefald, og sådan fortolker jeg også Adam og Evas syndefald. De spiste af kundskabens træ og blev kloge nok til at forstå, at de skulle dø. Og det er jo en forfærdelig viden at skulle slæbe rundt på”.

 

Filmens titel er en reference til en scene i filmen, hvor en pige har skrevet et digt om en due, der sad på en gren og tænke over, at den ingen penge havde, inden den fløj hjem. Selvom det ifølge Roy Andersson ikke er tanken, så kan det sagtens ses som en reference til Jesu lære om fuglen under himlen og liljen på marken, som ikke bekymrer sig, mens vi andre kan gå igennem hele livet og bekymre os om materielle forhold. Men hvem kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig, som Jesus siger.

 

I filmens titel er det pudsige, at duen faktisk funderer over tilværelsen, og derfor kan bekymre sig.

 

Hvor anstrengende er det at leve? Eller at dø, for den sags skyld?

 

Hvor mekanisk kan livet være eller blive?

 

Hvor mekanisk kan humor og livsglæde være?

 

I en verden, hvor det åbenbart er alle de andre, der har det sjovt, og man blot er glad for, at der er andre, der har det værre end en selv, bliver livet meget minimalt.

 

Magien og det gode budskab er væk i en grad, så man ikke orker at gense sine kære i himlen.

 

Jeg kender få som Roy Andersson, der formår at skildre livets absurditet på en humoristisk og sommetider grotesk måde.

 

Lad os nu se filmen.

 

Filmen ”En due sad på en gren og funderede over tilværelsen” vises.

 

Jeg ved ikke rigtigt, om man skal græde eller grine.

 

Filmen er selvfølgelig et stort postulat, og det store spørgsmål er selvfølgelig også, om filmen har ret.

 

Enten kan man altså give filmen ret i, at livet er koldt og meningsløst og stopfyldt med bekymringer. At det er de andre, der har det sjovt og godt.

 

Eller også kan man sige, at filmen underforstået er en film om det gode liv, da det – går jeg ud fra – er åbenlyst, at livet ikke er så trøstesløst, som det bliver fremstillet i filmen.

 

Som en siger i filmen, da en ung dame tømmer sin sko for en sten: ”Det var da godt hun fik stenen ud af skoen”.

 

Og som bageren – eller er det ostehandleren – siger, ”i dag føler jeg mig god”, mens konen i butikken tager sig til hovedet.

 

Eller den fortvivlede spøg-og-skæmt sælger, der siger, at ingen har bedt om tilgivelse. ”Hvad er der sket?”, bliver han spurgt. Dët er for uhyggeligt, svarer han.

 

Og hvornår må man tale om de store ting i tilværelsen? I hvert fald ikke på et tidspunkt, hvor det kan forstyrre folk, som skal op på arbejde.

 

Der er også en der, siger, ”Jeg har været nærig hele mit liv, derfor er jeg blevet ulykkelig”.

 

De store begreber som godhed, tilgivelse, og samtale om de store filosofiske ting i tilværelsen er altså alle sammen på tale i filmen, men ingen synes rigtigt at kunne håndtere dem.

 

Det, der skal tilgives, forbliver en uhyggelig drøm.

 

Hvad siger I?

 

Har filmen ret?

 

Er det en god skildring af det moderne liv?

 

Og hvad tror I scenerne med kongen og kavaleriet skal betyde? At det heller ikke var bedre i gamle dage?

 

Er filmen for trøstesløs, eller rummer den en sandhed?

 

Er den måske udtryk for et skræmmebillede på, hvordan verden vil se ud, helt uden gud?

 

Eller en verden, hvor vi slet ikke lytter til Jesu ord om, at vi ikke skal bekymre os?