Rune Klan om Jesu liv

 

 

Glædelig

 

påske!

 

 

Refleksioner over filmen "En lille film om kunsten at dræbe": Om kedsomhed og dødsstraf

I anledning af filmklubaften i Vejlby Sogn, 22. februar 2018.

 

Meningen med livet?

 

Tilbage i slut80erne lavede den polske instruktør Kieslowski den serie, der hedder Dekalog. Det var en kort film om hvert af de ti bud. To af disse kortfilm blev også lavet til en spillefilm, altså en film af lidt længere varighed. Den film vi nu skal se er spillefilmsudgaven af dekalog fem: ”Du må ikke slå ihjel?”, og her har spillefilmsudgaven fået titlen ”En lille film om kunsten at dræbe”.

 

Som man næsten kan høre på titlen, så handler filmen om at dræbe på flere planer, og for at få et hint om, hvad det indebærer, vil jeg citere et stykke fra Bjergprædiken fra Matthæusevangeliet:

 

”I har hørt, at der er sagt til de gamle: ›Du må ikke begå drab,‹ og: ›Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.‹ Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild”.

 

Filmen er typisk Kieslowski, forstået på den måde, at handlingen er forholdsvis stille og afdæmpet, samtidig med, at dramatikken hele tiden lurer lige under overfladen, og også slår ud i lys lue et par gange.

 

Filmen stiller det både praktiske, men også filosofiske spørgsmål: Hvad vil det egentligt sige at slå ihjel? Hvad er skyld og skam for en størrelse, og hvad med dødsstraf? Er dødsstraf ikke det ultimative udtryk for hykleri, eller kan det undtagelsesvis være en retfærdig løsning, en retfærdig dom?

 

Og kan dette at kalde sin bror eller søster for en tåbe, som Jesus siger, virkelig lignes med at slå et andet menneske ihjel?

 

Det er faktisk en meget hverdagsagtig film, hvor der ikke rigtig er nogle helte, og måske ikke engang en skurk, i hvert fald ikke en skurk, vi synes, vi vil holde med. Sommetider holder vi jo faktisk med skurkene, når vi ser en actionfilm. Men ikke her. Vil jeg tro.

 

Filmen ”En lille film om kunsten at dræbe” vises.

Filmen sætter unægtelig nogle tanker i gang.

 

Lad mig citere gamle K.E. Løgstrup:

 

”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin egen hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede, man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej”.

 

Og jeg tænker, at det også er baggrunden for, at Jesus kan sige, at dette at kalde et andet menneske for en idiot, en tåbe er at ligne med at slå ihjel. For hvis der er noget, der er dræbende, så er det dårlig stemning. Den kan blive så tyngende, at det netop kan føre over i noget mere fatalt. Og ved at tale sådan, så rammer Jesus os alle sammen, da vi alle på et tidspunkt har kaldt andre for en idiot. Heldigvis er det et mindretal af os, der har tænkt på mord og endnu mindre udført det. Og som det hedder i ”Menneskesønnen”: ”drabet starter i hjertet, så snart du nærer had til et andet medmenneske”.

 

Og filmen viser vel også meget godt, hvad Jesus mener med sit udsagn. Selvom det i filmen i høj grad også er ligegyldighed, der er dræberen.

 

Hvor tit bliver der slået ihjel i filmen?

Kan man slå tiden ihjel?

Hvor tit bliver andres liv passet på eller talt op i filmen?

Hvor tit opfører hovedpersonen sig åndsvagt?

Og hvad med dødsstraf? Er der ikke noget hyklerisk i først at anklage og dømme et menneske for at have slået et andet menneske ihjel, hvorefter man – staten – selv gør det via dødsstraffen?

Og er det ikke rigtigt, som advokaten antyder i filmen, at siden Kain slog Abel ihjel, har det ikke hjulpet noget at bruge dødsstraf som straf for mord?

Og viser filmen ikke også på smuk vis, i hvilken forstand, kristendommen er en såkaldt sindelagsreligion, altså en forkyndelse, hvor det kommer an på det indre, og ikke i første omgang på det ydre.

 

For hvis fyrens sindelag først og fremmest var kærlighed, så var det selvsagt aldrig gået galt. Så enkelt kan det næsten siges, og det er også Jesu hovedbudskab i Bjergprædiken.

 

Hvad er meningen med livet? Er livet en gave, vi skal tage kærligt vare på, eller noget vi selv råder over, og dermed kan destruere, hvis vi keder os? Og hvorfor?