Litteraturgudstjeneste: Troen og miraklerne hos Salman Rushdie

 

Prædiken over Salman Rushdie holdt 4. december 2016 i Handrup Kirke.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham: »De har ikke mere vin.« Jesus sagde til hende: »Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.« Hans mor sagde til tjenerne: »Gør, hvad som helst han siger til jer.«

Der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande. Jesus sagde til dem: »Fyld karrene med vand.« Og de fyldte dem helt op. Og han sagde til dem: »Øs nu op og bær det hen til skafferen.« Det gjorde de så. Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin – han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op – kaldte han på brudgommen og sagde til ham: »Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.«

Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham.

 

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Da sagde de til ham: »Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre? Vore fædre spiste manna i ørkenen, som der står skrevet: ›Brød fra himlen gav han dem at spise.‹ « Jesus sagde så til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden.« De sagde til ham: »Herre, giv os altid det brød!« Jesus sagde til dem: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.

 

 

Tekstlæsning fra prædikestolen:

 

Fra ”Fortryllersken fra Firenze”

 

""Hvis I var ateist, (…)" udfordrede kejseren sin førsteminister, "hvad ville I da sige til alle verdens store religioners sande troende?". [Han] (…) var en from brahman (…), men han svarede uden tøven: "Jeg ville sige til dem, at efter min mening var de også alle sammen ateister; jeg tror bare på én gud færre, end de hver især gør". "Hvordan det?", spurgte kejseren. "Alle sande troende har gode grunde til ikke at tro på nogen guder undtagen deres egne", sagde [han] (…), "og derfor er det dem, der giver mig alle grundene til ikke at tro på nogen som helst"".

 

Fra ”De Sataniske Vers”

 

”Bed mig ikke elskede, om den kærlighed, jeg engang følte for dig … Hvor er du stadig dejlig, elskede, men jeg er hjælpeløs; for verden har andre sorger end kærlighed, og andre glæder. Bed mig ikke elskede, om den kærlighed, jeg engang følte for dig”

 

 

 

Nu ved jeg ikke, hvor meget I kender til Salman Rushdie. Selv kender jeg ham først og fremmest igennem de tre romaner: ”Fortryllersken fra Firenze”, ”De Sataniske Vers” og ”Klovnen Shalimar”. Og selvfølgelig fra medierne, hvor han fra tid til anden stadig får taletid.

Og der kan vist ikke herske nogen tvivl om, at han er særdeles kritisk overfor religion, og det gælder sådan set både islam og kristendom, selvom det især er islam, han revser. I Salman Rushdies øjne, sådan lidt firkantet sagt, så er religion årsag til nærmest alt splid og ufred i verden, og historisk set er det da også en kendsgerning, at religion har været om ikke den direkte årsag til krig og ufred, så er den i hvert fald blevet brugt som middel eller undskyldning i mange konflikter. At vi kristne så kan bryste os af, at Jesus faktisk siger, at vi skal elske vores fjender, og at vi dermed kan sige, at krig i kristendommens navn er meningsløs, det ændrer jo ikke på, at kristendommen vitterlig ER blevet brugt på den måde af folk, der har opfattet sig selv som kristne.

Det er også værd at bemærke den påfaldende rationelle tilgang til religion, som ateister som Salman Rushdie har.

I hvert fald lader Salman Rushdie i romanen "Fortryllersken fra Firenze" en person (kejserens førsteminister) sige – som jeg netop har læst: ”"Alle sande troende har gode grunde til ikke at tro på nogen guder undtagen deres egne", (…) "og derfor er det dem, der giver mig alle grundene til ikke at tro på nogen som helst"".

Altså en påfaldende rationel afvisning af religion, en afvisning som af samme grund er problematisk. Jeg har nemlig ingen "gode grunde", som det hedder, til ikke at tro på Allah. Blot tror jeg ganske enkelt ikke på Allah. Jeg tror helt enkelt ikke på, at denne gud findes.

 

Ligesom jeg ikke har "gode grunde", som det hedder, til at tro på, at Jesus er Guds søn. Ikke ud over den grund, at Gud oprejste ham fra de døde Påskesøndag morgen. Hvis altså det kan betragtes som en "god grund". Særlig rationel er begrundelsen i hvert fald ikke.

 

Og ja, jeg ved godt, at fortælleren/personerne i romanen ikke nødvendigvis er identisk med Salman Rushdies egen stemme, men alligevel.

Og tager man Salman Rushdies egen kritiske tilgang til religion, herunder tager hans rationelle måde at omtale religion på i betragtning, så er det virkelig interessant, så fabulerende hans eget litterære univers er. Hvis man ser bort fra romanen ”Klovnen Shalimar”, hvor det ikke er så gennemgående, så gælder det i hvert fald for både ”Fortryllersken fra Firenze” og ”De Sataniske Vers”, at de vrimler med mirakler og forunderlige hændelser. Man kan sige, at selvom Salman Rushdie ikke har så meget tilovers for religion, og alle tre romaner er meget kritiske overfor især islam, så må man sige, at han har øje for det magiske og irrationelle i tilværelsen.

Og i Salman Rushdies univers, hvis jeg kan tage udgangspunkt i disse tre romaner, i Salman Rushdies univers er dette at fortælle ikke noget man gør for sjovt. Det handler om liv og død. I ”Fortryllersken fra Firenze” er plottet ikke mindst, at en fremmed herre, der blandt andet kalder sig for Kærlighedsmogulen, at han skal fortælle kongen Akbar sin historie, og selvom hans historie ret beset er for god til at være sand, så skal han ikke desto mindre fortælle den på en for kongen troværdig måde, således at han overlever endnu et døgn, og kongen ikke slår ham ihjel. Det er også tankegangen i 1001Nats Eventyr, som Rushdie også er meget inspireret af. Hans seneste roman hedder faktisk ”To år, otte måneder og otteogtyve nætter”, som netop er 1001 nat.

Om det er Salman Rushdies fabulerende sprogunivers, hans evne til at inddrage mirakler og undere på den mest naturlige måde i sin fortælling, om det er det, der også gør hans evne til at skrive om kærlighed ganske speciel, kan være svært at sætte ord på. I hvert fald er alle de nævnte tre romaner først og fremmest kærlighedshistorier, den ene mere sørgmodig end den anden. Og i Salman Rushdies univers er det et elementært menneskeligt vilkår: Den intense men flygtige kærlighed.

Som jeg før læste, så hedder det i ”De Sataniske Vers”: ”Bed mig ikke elskede, om den kærlighed, jeg engang følte for dig … Hvor er du stadig dejlig, elskede, men jeg er hjælpeløs; for verden har andre sorger end kærlighed, og andre glæder. Bed mig ikke, elskede, om den kærlighed, jeg engang følte for dig”

Og det er om noget en beskrivelse af den menneskelige kærligheds relativitet og flygtighed, hvor intens den ellers også kan opleves.

I ”De Sataniske Vers” er plottet meget kort, at to personer som følge af en terroreksplosion i et fly, falder ned i London – og den ene udvikler glorie og den anden horn. Men i Rushdies univers er det netop ikke givet, at glorien udtrykker godhed, mens hornet ondskab, om end de umiddelbart kan opleves sådan. Billedligt talt, så er det ikke tydeligt hvem, og om der overhovedet er nogen, der ønsker at forvandle vand til vin. I denne roman forsøger Salman Rushdie også at sætte sig ind i tiden, hvor Muhammed skulle have haft sine åbenbaringer, og han lader Gibreel – altså Gabriel – ham, der også udvikler glorie, han lader ham få nogle drømmesyner, hvor han bliver ærkeenglen Gabriel. Det er ret syret beskrevet, og ret poetisk, men man er i beskrivelsen af disse åbenbaringer og deres konsekvenser for lokalbefolkningen ikke i tvivl om, at fortælleren ikke er særligt begejstret for islam. Ikke mindst er konsekvenserne af de sataniske vers uhyrlige, de sataniske vers, som Muhammed tilsyneladende får åbenbaret ved en fejltagelse. Disse vers anerkender tre andre guder som halvguder. Versene bliver da også trukket tilbage – de var en satanisk indskydelse -, men ånden er kommet ud af flasken, om man så kan sige.

Det er undere og mirakler, der driver meget af plottet i romanen, så Rushdie er tydeligvis ikke blind for, at der skal andet og mere end det rationelle sprog til at kunne forklare og beskrive verden.

Rushdie har altså et godt blik for den menneskelige kærlighed og dets vilkår i verden, og på den baggrund er det ret så påfaldende, så meget hadet fylder i romanen ”Klovnen Shalimar”. Den foregår både i Kashmir og i L.A. i USA. Og de religiøse og etniske stridigheder i Kashmir-regionen bliver ret så intenst beskrevet, og det er ikke for sarte sjæle. Og når man samtidig tænker på Rushdies kritiske blik på religion, så kan man som kristen læser ikke lade være at tænke på, om det da virkelig kan være rigtigt, at det først og fremmest er det indtryk, man får af religion, når man betragter verden.

Og svaret er et langt stykke hen af vejen – faktisk en smule deprimerende, for vi har jo selv på vores breddegrader haft konflikten mellem katolikker og protestanter i Nordirland, og selvom den konflikt i mine øjne ikke havde meget med religion at gøre, så ændrer det ikke på, at den også er blevet opfattet som sådan. På samme måde, som sunnier og shiiter slås i Mellemøsten, uden at konflikten udelukkende handler om religion.

Det, som ateister som Salman Rushdie ikke har blik for, er, at man som troende jo ikke kan fravælge troen. Det er jo netop ikke et spørgsmål om, at man kan gå ud på det store religionsmarked og vælge en religion, der passer, eller helt lade være.

Det kan godt være, at troen skal komme til en på et tidspunkt, men når den gør det, kan den ikke fravælges, højest ignoreres.

Og jeg holder meget af et udsagn af Johannes Møllehave, der udtrykker forskellen mellem tro og overtro. Han skriver, at når det gælder overtroen, så skal man først se et mirakel, og så er man klar til at tro. Når det gælder kristendommen, så er det lige omvendt. Her er det troen selv, der skaber miraklerne.

Når det gælder Jesus, så er der i hvert fald ingen tvivl om, at hans rolle igennem Helligånden i vores liv er et mysterium, et mirakel.

Jesus er livets brød, det er ham, man kan komme til, hvis man er sulten eller tørstig. Det er Jesus, der kan forvandle vand til vin, skabe liv for os i vores tilværelse, når han giver os retning igennem det første og største bud, det dobbelte kærlighedsbud, og griber os med nåden, når vi fejler, når vi – billedligt talt – gør det omvendte, og skaber vin til vand.

Salman Rushdie har et godt blik for menneskets eksistensvilkår, og hvad der sker, når religion perverteres. Hvordan hadet kan næres af den samme flamme som den intense kærlighed, og hvordan netop dette forhold er såre menneskeligt. Og her er det væsentligt, at når religionen perverteres, så er det ikke særlig åbenlyst, at had er forkert, mens kærligheden er det rigtige. Billedligt talt, så gør vi mennesker det omvendte af Jesus i vores handlinger. Vi omdanner vinen til vand igen.

I kristendommen kommer miraklerne af troen, og selvom en ateist ikke umiddelbart skulle have blik for den vinkel, er det dog som om, at Rushdie selv ikke kan leve uden en irrationel tilgang til verden, men hvorvidt han gør vin til vand eller omvendt, billedligt talt, er ikke det afgørende for ham. For modsat Salman Rushdies univers, så er der i troens verden, forudsat, at den ikke perverteres, så er der i troens verden netop forskel på godt og ondt, rigtigt og forkert, kærlighed og had. Den danske filosof Søren Kierkegaard skriver faktisk i sit værk Enten-Eller, at når man vælger Gud – som i Kierkegaards øjne er uomgængeligt, noget man strengt taget ikke rigtigt kan fravælge – så vælger man netop også, ud over AT der er forskel på godt og ondt, kærlighed og had – så vælger man også retningen mod det gode, mod kærligheden. Man forsøger at vælge og at følge Jesu retning, når han skaber vand til vin, glæde i vores liv.

Og man kan endda sige, at hvis udgangspunktet er en glidende overgang mellem kærlighed og had, at der så at sige ikke er nogen instans, der har valgt kærlighed som større og bedre end hadet, som den rigtige retning at gå, så vil troens univers jo netop skabe det, som i den sammenhæng må betragtes som et mirakel, i hvert fald noget, vi ikke kan sige os selv: At kærligheden er større end hadet, at der er forskel på godt og ondt. Der er sikkert nogen, der vil kalde det en banal konstatering, men selv i en kulturkristen sammenhæng, så sender vi jo gerne soldater i krig, og undersøgelser viser, at nogle danskere i nogle ekstreme tilfælde gerne ser dødsstraf anvendt. Hadet er mindre unaturligt end vi normalt bryder os om, og det er sikkert også baggrunden for, at mange af os blev overrasket over valgresultatet i USA i sidste måned, for uanset hvor berettiget man synes det var eller ej – så var det den hadske retorik, der blev belønnet. Og i krig er den nok uomgængelig, også selvom vi måske kalder den noget andet. Begynder vi at elske fjenden, som Jesus siger vi skal, så bliver krig og dødsstraf i hvert fald en svær forteelse.

Og her er det jo åbenlyst, at med troens vinkel, så skabes der et helt andet rum, en helt anden virkelighed, eller i hvert fald et andet syn på virkeligheden. Hvor vi billedligt talt forsøger at skabe vand til vin. Forudsat, naturligvis, at troen/religionen ikke perverteres, som det sikkert vil være Rushdies postulat, næsten altid sker. Der er altid nogen, der vil have mere ret end andre, og så har vi igen det omvendte billede: Det krumbøjede menneske, der forvandler vin til vand – for nu at henvise mere direkte til et billede af Mikael Kvium (”Handlingen”).

Men i kristendommen handler det netop om, at vi skal give afkald på vores ret, og i stedet overgive os til Kristus, som siger: Jeg er livets brød, og som skaber vand til vin for vores skyld.

 

Amen.

 

Hvad tror du selv?

Prædiken til 3. søndag i Advent, 2016. Holdt i Ålsø Kirke og i Homå Kirke.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han bud med sine disciple og spurgte ham: »Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?« Jesus svarede dem: »Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig.« Da de var gået, begyndte Jesus at tale til folkeskarerne om Johannes: »Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv, der svajer for vinden? Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder? Se, de, der bærer fornemme klæder, findes i kongeslottene. Nej, hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, jeg siger jer, også mere end en profet. Det er om ham, der står skrevet: ›Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej for dig.‹«

 

 

Jeg ved ikke med jer, men jeg har sommetider, når jeg tidligere i selskaber og andre situationer har præsenteret mig som enten troende eller teologistuderende eller præst for den sags skyld fået spørgsmålet: ”Er du så meget troende?” eller ”Er du så meget religiøs?”.

 

Jeg har nok en idé om, hvad der ligger i spørgsmålet, men jeg har tit spekuleret over, hvor folk får dette ”meget” fra, for i min optik – som er en meget luthersk tankegang – så kan man ikke være mere eller mindre religiøs, mere eller mindre troende. Enten er man det, eller også er man det ikke. Man kan selvfølgelig godt tale om tvivl, men det er noget andet, hvis man spørger mig.

 

Der er også dem, der siger til mig, at de ikke er særligt troende, eller ikke så troende at det gør noget. Eller kalder sig for folkekirkekristne eller gennemsnitskristne.

 

Det lyder altså som om, at der er nogle idéer og tanker omkring, nogle forestillinger om, hvad det vil sige at være rigtigt kristen – eller ”meget” kristen, om man vil.

 

Ofte handler det om kirkegang, når folk skal forklare, hvorfor de ikke synes, de er særligt kristne. Eller manglende bønsliv, eller andre foreteelser, som de forbinder med at være såkaldt rigtige kristne.

 

Og selvom det ikke er nogen forudsætning for at kalde sig kristen, at man skal gå i kirke et vist antal gange om året, så må man unægtelig sige, at det må forekomme en smule fattigt, hvis man både ser sig som kristen og aldrig sætter benet i kirken. Man må mangle noget, tænker jeg. MEN – det er selvsagt ikke det samme som, at det er en forudsætning for at kunne kalde sig kristen.

 

Og jeg tænker ligeledes, at det må være et mærkeligt kristenliv, hvis man aldrig nogensinde beder, om ikke andet, så fadervor. Men det er stadig ikke nogen forudsætning for at kunne kalde sig kristen. Når det kommer til stykket, så kan vi jo kun være kristen af Guds nåde.

 

Derfor kan det godt være overordentligt svært sige, hvad det egentlig vil sige at være kristen. Det skulle da lige være troen på Jesus som Guds søn. Om end det er uhyre centralt – unægtelig – så er det stadig noget meget indre.

 

Man kan altså ikke pege på et andet menneske og sige, at fordi vedkommende sagde eller gjorde sådan eller sådan, så har vedkommende vist eller måske endda bevist, at han eller hun er en rigtigt troende kristen. Og I kan måske også høre, hvor farisæisk det næsten lyder. Det kan for så vidt være rigtigt, hvad vi hver især vurderer om andre, men det står blot ikke til os at dømme, kun Gud.

 

Og denne søndags evangelietekst er også påfaldende ukonkret – her er ikke nogle klare svar. Hvis man læser teksten igennem nogle gange, så vil man virkelig lægge mærke til hvor meget scenerne i teksten sitrer af usikkerhed og spænding.

 

Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?

 

Spørger Johannes Jesus igennem sine disciple, da han selv sidder i fængsel. Han har hørt om Kristi gerninger, og tænker sikkert, at det næsten lyder for godt til at være sandt. Kan det virkelig være den ventede Messias?

 

Og jeg synes på mange måder, at spørgsmålet – Er du den som kommer eller skal vi vente en anden? – meget godt indfanger stemningen i hele Adventstiden. Ordet Advent betyder jo, som I sikkert ved, komme.

 

Og hele Adventstiden, i år fra sidst i november og en uges tid endnu, er det med denne spænding, vi venter. I hvert fald hvis vi følger kirkeårets gang.

 

Hvis vi skal omsætte denne spænding til hverdagsoplevelser, må det kunne lignes med de gange, vi spændt har ventet på at møde en person, vi enten skal møde første gang, eller ikke har set i meget lang tid. Og vi er ved at nå dagen, hvor vi skal møde vedkommende, og vi er meget spændte. Det er med en blanding af spænding og ængstelse – spænding, fordi vi glæder os til at møde vedkommende. Ængstelse, fordi vi måske er bange for at blive skuffede. Mødet med et idol fx kan jo godt være en skuffelse, for intet menneske kan leve op til de forventninger, vi somme tider kan have skruet op.

 

De ventede på Jesu samtid på Messias, ham der skulle frelse Israel. Kunne det virkelig være ham, der var kommet? Og selvom Kristi gerninger får Johannes til at forvente, at det nok er ham, som skal komme, så er det alligevel som om, at han ikke rigtigt tør tro på det. Eller skal vi vente en anden? tilføjer han næsten prøvende, undskyldende.

 

Og svarer Jesus på spørgsmålet? Nej, selvfølgelig gør han ikke det, var jeg lige ved at sige. Jesus er altid drilsk, og her får man sjældent de nemme svar.

 

Hvis jeg skal være lidt flabet på Jesu vegne, så lyder det nærmest som om, at hans svar til Johannes lyder: Hvad tror du selv?

 

Eller med Jesu egne ord: »Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig.«

 

Og for at vende tilbage til min indledning, så kunne et fristende svar på spørgsmålet ”Er du så meget troende?” – være - Hvad tror du selv?

 

Og hvad vil jeg så sige med alt dette?

 

Jo, for det første så minder det mig om et udsagn af den tyske teolog og modstandsmand, Dietrich Bonhoeffer, der lyder: ”Kun gerningen er vor bekendelse overfor omverdenen”. Man kan selvfølgelig godt svare ja, jeg er troende. Ligesom Jesus kunne have svaret ja til Johannes spørgsmål.

 

Men disse svar er i virkeligheden ikke særligt interessante, for kun gerningen er vor bekendelse overfor omverdenen.

 

Og det ligger unægtelig også i Jesu svar, for i stedet for at svare ja, fortæller han om de hændelser, som burde være alt rigeligt til at kunne forstå, at Gudsriget er nær ved Jesus Kristus. Ja, Jesus er Messias – som i øvrigt blot er det hebraiske navn for Kristus.

 

Og her i Adventstiden kunne vi med dagens evangelietekst in mente ligeledes spørge: Er det virkelig Jesus Kristus, som blev født julenat, og sig tændte lyset i mørkets skød? Er det virkelig ham, som kommer, eller skal vi vente en anden?

 

Og her kunne man ligeledes svare: Hvad tror du selv? Og er man kristen, er der jo ingen rigtig tvivl, er man kristen, ja, så er man parat til at boble over af glæde over forventningen om Herrens komme julenat. Så er adventsperioden, venteperioden, virkelig en tid, hvor det hele sitrer, med en blanding af spænding og forventningens glæde.

 

Ja, vi glæder os til jul, hvor vi endelig skal markere det store under, at sandheden og kærligheden kom til verden, at Gud blev menneske, og blev et lys for os alle sammen. Sandheden, Vejen og Livet. Det er i virkeligheden umuligt at sætte ord på, hvor stort det faktisk er.

 

Men vel også med en slags ængstelse? Eller ærefrygt er måske et bedre ord?

 

For med Jesu komme gives også et forbillede, som vi på forhånd er dømt til at slå os på.

 

At kærligheden og sandheden, Sandheden, Vejen og Livet kommer til verden Julenat er unægtelig uomgængelig for alle os kristne.

 

Men at gå fra ”ja, jeg er kristen”, eller ”ja, det er Guds søn, der kommer til jorden Julenat” og til at vise det i praksis er der som bekendt et stykke vej.

 

Til gengæld er Guds kærlighed der til at samle os op, igennem Jesu Kristi nåde, når vi gang på gang fejler, så vi stadig kan håbe på og bede om at være en del af Helligåndens fællesskab, fællesskabet med Gud og næsten. Glimtvis dennesidig, fuldbyrdet hinsidig.

 

Amen.