Opfyldt af forkyndelsen

Prædiken til midfaste søndag, 2017. Holdt i Hoed Kirke og i Homå Kirke.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. Påsken, jødernes fest, var nær. Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: »Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?« Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre. Filip svarede ham: »Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.« En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: »Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?« Jesus sagde: »Få folk til at sætte sig.« Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have. Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: »Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.« Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist. Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: »Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.« Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene.

 

Vi er nu midtvejs i fastetiden. Og netop fastetiden er en lidt underlig periode i kirkeåret, i hvert fald i en luthersk kirke som folkekirken.

 

Fasten forbindes nemlig med en masse ting, som vi som lutheranere prøver at have en forholdsvis fri tilgang til.

 

Den liturgiske farve – den kirkelige farve, om man vil – i fastetiden er violet. Da jeg skulle lære mig selv at huske de forskellige liturgiske farver i kirkeåret, huskede jeg den violette farve ved at se for mig, hvordan man ser ud, hvis man virkelig har fastet igennem. Har man forsaget mad og drikke i lang tid – det man nok forbinder med faste – så bliver man sikkert hærget og violet i ansigtet.

 

Nå – spøg til side.

 

Evangelieteksterne i fasteperioden er selvsagt forskellige, men det overordnede tema, det overordnede billede, om man vil, er Jesu fristelse i ørkenen. Fasten varer fyrre dage – når man ikke tæller søndagene med – som svarer til den tid, Jesus var i ørkenen og modstod fristelserne fra Djævelen.

 

Skulle vi være i tvivl om, hvem Jesus er eller var, så får vi i fasteperioden at vide, at han er den, der ikke lader sig friste. Jesus er Guds søn. Alt hvad Jesus siger og gør, er godt sandt og rigtigt.

 

Det byder mig meget imod at sige, at fasteperioden i handling skulle være noget særligt for os lutheranere. I begyndelsen af trinitatisperioden – den periode, der starter efter pinsen – får vi blandt andet at vide, at den faste, Herren vil, er den faste, der varer året rundt, og handler om at være der for sin næste. Være næste for sin næste.

Men det ændrer ikke på, at kirkeåret er indrettet således, at vi hører om forskellige facetter af Jesu forkyndelse i løbet af kirkeåret. Vi slår ned på forskellige sider af kristendommens væsen i løbet af kirkeåret.

 

Derfor kan vi også som lutheranere – med rette – bruge fastetiden, som i år startede den 1. marts, også kaldet askeonsdag, bruge fastetiden til at have skærpet fokus på at faste fra os selv. For at bruge et udtryk af Poul Joachim Stender.

 

Så kan man selvfølgelig med rette spørge, hvad det vil sige, at ”faste fra sig selv”. Og det handler i høj grad om hele tiden at handle ud fra spørgsmålet ”hvad er godt for min næste, hvordan hjælper jeg og drager omsorg for min næste på allerbedste måde?”.

 

Som allerede antydet, så er det jo en kristen pligt at have netop det sindelag, den tilgang året rundt. Men derfor er det jo ingen skade til at have skærpet bevidsthed om det igennem fasten, igennem de tekster, vi møder i fasteperioden.

 

Dagens evangelietekst handler paradoksalt nok om mad og om at spise. Jeg har tit studset over en tekst om mad midt i en fastetid, og så endda lige midt i fasteperioden.

Her er det dog værd at huske på et af de centrale udsagn fra Jesus til Djævelen, der lyder: Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund.

Det centrale i dagens tekst er altså ikke den fysiske mad, men Jesu ord og gerning i teksten. Forkyndelsen, med andre ord.

Vi skal lade os fylde ud af forkyndelsen.

 

Teksten kan derfor siges at pege hen mod påsken, ikke mindst skærtorsdag. Min tidligere underviser i Det Gamle Testamente, Leise Christensen, har på Facebook en kommentar omkring denne tekst og byen og ordet Betlehem.

 

Mange har travlt med, at Jesus skulle fødes i Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, og det er nok også rigtigt, men hun bemærker, at man også skal kigge på navnet Betlehem, for hebraiske ord bærer stort set altid betydning.

 

Betlehem betyder "brødets hus", og derfor bliver Jesu fødsel i Betlehem, i et spisetrug – en krybbe – en forudsigelse af nadveren. Når vi samles til nadveren, hvor livets brød indtages, samles vi i Betlehem, brødets hus – i det fælles Betlehem med de andre og det private Betlehem, hvor vi kan være stille i og med livets brød, Jesus Kristus.

 

At det i teksten ender med, at der er tolv kurve med brød tilbage, da de er blevet mætte, er en symbolsk henvisning til både de tolv stammer i Israel, og de tolv disciple i Det Nye Testamente.

 

Der er med andre ord hele tiden, altid, føde nok til Jesu disciple. Vi vil til stadighed kunne leve af Guds ord, Jesu forkyndelse.

 

Teksten slutter med, at folkeskaren ønsker at gøre Jesus til konge. Det er også en indirekte henvisning til Palmesøndag, hvor skaren byder Jesus velkommen til Jerusalem som en konge – selvom Jesus selv ved at komme ridende på et æsel klart viser, at han ikke er en konge efter deres forventninger.

 

En tekst om brød kan heller ikke undgå at være en henvisning til Fadervors Giv os i dag vort daglige brød. I Luthers katekismus understreges det meget kraftigt, at det daglige brød er alt, hvad vi har behov for til livets opretholdelse, og det vil sige alt fra mad og tøj, til menneskelige relationer.

 

Så langt går dagens evangelietekst ikke selv. Den handler i høj grad om, hvad der sker, når det er Jesus, der giver os brød. Vi fyldes ud, uden vi rigtigt kan forklare, hvad der egentlig sker. Det sker netop under nadveren. Vi får udstukket en oblat, et symbolsk brød, men når ordene – dette er Jesu Kristi legeme – bliver udtalt, så bliver oblaten til noget andet og mere.

 

I sidste uge hørte vi om at blive renset for dæmoner. Som det også kunne hedde: Alle vores selviske tanker og ønsker om selvopholdelse. I stedet skal vi lade os fylde ud af Jesus, og den føde, han giver os.

 

Han giver os af det brød, der altid er nok af, han giver os af sig selv. At lade os fylde ud af Jesus er det samme som at lade os fylde ud af evangeliet, således at Det Dobbelte Kærlighedsbud, som Jesus kalder det første og største bud – og Guds nåde hele tiden fylder vores tilværelse.

Jesu forkyndelse, alt det, der fylder os ud som kristne mennesker, forpligter. Og Guds nåde, som vi møder den hos Kristus, får os til at leve med os selv, som dem vi er, syndere og fejlbarlige for Vor Herre.

 

Vi ved hver især, hvad der er det rigtige at gøre ifølge Jesu forkyndelse. Vi vil sikkert ikke udtrykke det på samme måde, men vi ved, at vi er skyldige at hjælpe og drage omsorg for vor næste det bedste vi kan – ven som fjende.

Samtidig ved vi også, hvor tit vi svigter på dette område. Det er muligt, vi ikke er klar over omfanget af vores svigt. Men vi ved, at vi ikke er så gode mennesker, som vi burde være. Vi er ikke særligt gode til at efterleve Jesus som vores forbillede. Der er rigtigt mange pragmatiske hensyn, som tit kommer i vejen.

 

Men mennesket lever ikke af brød alene, også af det åndelige brød, vi får skænket af Vor Herre Jesus Kristus. Både i dagens evangelietekst, i vort daglige Fadervor, og ved nadveren.

 

Som en nåde, vi kan leve AF, så vi kan leve MED alle vores fejl og mangler.

 

Amen.

En konge på et æsel

Prædiken til palmesøndag, 2017. Holdt i Dråby Kirke og i Ebeltoft Kirke.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!«

 

 

Dagens evangelietekst er en af de tekster, som vi har to gange om året. Vi har den nemlig både den første søndag i advent, og vi har den altså palmesøndag.

 

Til advent slår teksten adventstiden an. Nu er det snart, nu kommer snart den begivenhed, der viser, at Jesus var et menneske ligesom alle os andre. Han bliver født af et jordisk menneske, han har fødselsdag på samme tidspunkt hvert år, ligesom os andre.

 

Og nu, i dag, slår teksten den kommende påske an. Den tid, hvor vi skal fejre den begivenhed, der viser, at Jesus ikke bare er sandt menneske, som julen blandt andet viser os, men at han også er Guds søn, altså sand Gud. Her skal vi i princippet se mod himlen for at vide, hvornår vi skal fejre opstandelsen, da påskesøndag altid ligger som den første søndag efter den første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Vi skal altså se mod himlen – og den første fuldmåne – for at vide, hvornår vi skal fejre påske. Og så ved jeg godt, at det er udregnet på forhånd, så vi kan nøjes med at kigge i en kalender, men i princippet er det sådan.

 

Og påskens begivenheder viser om nogen, hvor fjernt vi faktisk står fra Jesus. Og der er selvsagt et helt evangelium – et godt og glædeligt budskab i – at Jesus alligevel vil være nær os, vil have os med ved sit bord.

I dag, palmesøndag, ser vi det ved indtoget i Jerusalem.

 

Det kan jo være svært at regne ud præcis hvad folkene omkring Jesus har tænkt om Jesus. Men at Jesus er blevet opfattet som den store frelser, den store konge, der skal befri jøderne på den ene eller den anden måde, er ret åbenbart.

 

Ved indtoget i Jerusalem bliver han taget imod som en konge. Skaren byder ham velkommen med palmeblade, og hylder ham med et Hosianna i det højeste.

Men Jesus kommer ikke, som man ville kunne forvente. Han ankommer ikke prangende og storslået. Han ankommer på et æsel. Ingen konge med respekt for sig selv ville ankomme på et æsel. I en krig ville det være den visse død.

 

Allerede her skuffer han sikkert nogle mennesker. Var Jesus da ikke den store nye jødernes konge, som de kunne sætte deres lid til? Hvis han var det, var det i hvert fald en underlig måde at ankomme på: Sagtmodig og ydmygt ridende på et æsel.

 

Og det står unægtelig i kontrast til de værdier, vi dyrker i vores sekulære præstationssamfund. Her er det vigtigt at have x-faktor og være noget helt specielt.

 

Vi dyrker det unikke, de mennesker, der skiller sig ud. Der er i virkeligheden ikke noget at sige til, at det er så meget in at være berømt – om det så bare er at være berømt for at være berømt.

 

Det er sikkert derfor at programmer som x-faktor og realityprogrammer har så mange seere.

 

At tale om ydmyghed i den forbindelse er ikke helt på sin plads. Man skal snarere fremhæve sig selv, sælge sig selv. Og det gælder på næsten alle områder i vort samfund. Når vi skal præstere i skolen, når vi skal præstere på en videregående uddannelse, når vi skal præstere til en jobsamtale eller på arbejde. Vi skal hele tiden præstere, vise os som noget ganske særligt. At fremhæve andre kommer man sjældent langt med.

Det gælder om at have x-faktor.

 

Men måske vi skulle forsøge med lidt y-faktor i stedet. Y for ydmyghed. For vi må huske, at evangeliet konstant peger bort fra os selv. Evangeliet peger hele tiden hen på vores næste, på vores medmennesker.

 

Det kristne næstekærlighedsbud er meget radikalt. Det kommer påsken til at vise os. På skræmmende vis. Jesu lidelseshistorie er faktisk ikke for børn. Det handler om forråelse, fornægtelse, hån, spot og latterliggørelse, død og ødelæggelse. Og i alt dette understreges både Det Dobbelte Kærlighedsbud og Guds nåde så man bliver næsten forpustet.

 

Skærtorsdag bliver den nye pagt ved Jesu blod stiftet. Det er denne pagt, vi bliver mindet om søndag efter søndag, året rundt, når vi lægger op til nadver og altergang. Den nye pagt, den nye aftale, som blandt andet indebærer Jesus som et forbillede. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden, som han siger i Johannesevangeliet.

Og at Jesus mener sin kærlighed absolut bliver på uhyggeligvis cementeret langfredag, hvor han går hele vejen. Jesus nægter at tage vare på sig selv, han afviger ikke en tomme fra sin egen forkyndelse, og ender på et kors. Der hvor vi – billedligt talt – burde hænge i hans sted. Og påskemorgen er tredje gang vi får bekræftet, at Jesus er Guds søn. Første gang sker ved dåben, hvor Gud kalder Jesus for sin elskede søn. Anden gang er i forbindelse med den historie, der kaldes forklarelsen på bjerget, hvor Jesus møder både Moses og Elias. Altså repræsentanter for henholdsvis loven og profeterne i Det Gamle Testamente. Og så påskemorgen, da Gud oprejser Jesus fra de døde.

 

Alt sammen begivenheder, som helt givet chokerede på Jesu tid. Det havde man ikke regnet med. Og da slet ikke palmesøndag, hvor man fejrede, at jødernes konge ankom til Jerusalem.

 

Palmesøndag og påsken slår altså i høj grad an, hvorfor vi ofte befinder os så langt fra Jesus. Vi har meget svært ved at kapere, forstå, i hvilken grad, Jesus så at sige vender det hele på hovedet. Viser Y-faktor fremfor X-faktor.

 

Og påsken viser os, hvordan dem, der ellers havde fulgt Jesus i tre år, pludselig ikke rigtigt turde stå ved ham. Ikke mindst illustreret ved Judas og Peters opførsel. Men selve langfredag er det hele pøbelen, der pludselig vender sig, og i stedet for palmesøndags hosianna i det højeste, råber korsfæst ham, korsfæst ham.

 

Og det er uhyggeligt, da det er så virkelighedsnært. Vi ved, hvor meget populister og folkeforførere kan manipulere med store folkemængder. Så vi gribes af en stemning, og ikke rigtigt tør stå ved vores egne holdninger og meninger. Om det ender med en tragedie som Nazityskland eller folkemordet i Rwanda – eller det er folkedomstolen, der har en mening om alt muligt inden retssystemet har talt – er i princippet ikke det afgørende.

På Jesu tid gik der også pøbelvælde i den. Og det gælder sådan set både palmesøndag og langfredag.

 

Palmesøndag blev Jesus budt velkommen til Jerusalem som en anden rockstjerne. Ve den, der ikke var med i heppekoret. Langfredag ønskede pøbelen ham korsfæstet. Det var blevet for farligt at være på Jesu side. Hellere frigive en kriminel end at løslade Jesus. Det siger noget om, hvor vanvittig stemningen har været, og hvor højdramatisk en uge, palmesøndag lægger op til.

 

Hvad der er værd at bemærke, er, at nåden er absolut. Jesus viger ikke bort fra os, selvom han i påsken har alt mulig grund til det. Han gør nærmest det modsatte. Han drager os til ham. Stifter den nye pagt med os, og lader sig korsfæste på vores vegne.

 

Ingen havde set det komme palmesøndag – selvom hans indtog i Jerusalem, sagtmodig og ridende på et æsel viste, at her kom noget andet, end det forventede. En person, som ikke ville hædres for sin x-faktor, men som til det sidste ville vise os, at det er næsten, vores medmennesker, ven som fjende, der skulle tjenes med Y-faktor. Med al ydmyghed. I spændingen mellem kærlighedsbuddet og Guds nåde.

 

Amen.