Når opgaven bliver en gave

Prædiken efter teksten til påskesøndag, 2018. Holdt i Hørning Kirke

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.

 

 

Påskens fortællinger, påskens begivenheder er højdramatiske. Palmesøndag slår ellers en stemning an, der tyder på glæde og fest, i hvert fald bydes Jesus velkommen til Jerusalem som en anden rockstjerne. ”Hosianna i det højeste”, bliver der råbt, og vi mindes denne indledning, hver gang vi har nadver, hvor nadverritualet starter på den måde, når menigheden svarer med et ”Hosianna i det højeste”.

 

Skærtorsdag aften begynder det imidlertid at gå galt, hvilket vi også mindes i nadverritualet. ”Vor Herre Jesus Kristus, tog i den nat han blev forrådt”. Vi har hørt det så tit i forbindelse med nadverens indstiftelsesord, at vi næsten glemmer alvoren: I den nat, han blev forrådt. For det bliver han jo, Skærtorsdag. Judas vælger af grunde der grundlæggende stadig er os uklare, at forråde Jesus, endda med et kys. Og for at det ikke skal være løgn, bliver Jesus også fornægtet af en af sine nærmeste disciple, Peter. Det er ret vildt, når vi tænker det igennem. Forrådt og fornægtet. Ja, selve stemningen vender Langfredag, således at Langfredag bliver et forvrænget spejlbillede af Palmesøndag. ”Hosianna i det højeste” bliver vendt til et ”korsfæst ham, korsfæst ham”, da der går pøbelvælde i beslutningsprocessen. Det er også ret vildt, når man tænker det rigtigt efter.

 

Og man skulle tro, at Jesus snart fik nok, men i Mel Gibsons film ”The Passion of The Christ”, ser man Jesus, da han er allerværst tilredt af ydmygelsen og torturen, sige: ”Du skal elske dine fjender”. Ud fra et helt almindeligt menneskeligt perspektiv, er det ret vanvittigt. Og på korset gør han sig solidarisk med alle dem, der føler sig forladt af Gud med sit: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig”. Og Jesu mission er fuldbragt.

 

Sådan da. For Påskesøndag sker det utrolige. Og hvordan skal vi overhovedet begribe den begivenhed? Gud Herren oprejser Jesus fra de døde. Hvordan det er sket, ved vi ikke, men nogle af disciplene ser ham bagefter i levende live – ikke mindst, da de bryder brødet.

 

At opstandelsen, at begivenheden er ufattelig, er jo en triviel konstatering. Og skal vi prøve at overføre den til nogle mere hverdagsagtige situationer, så skal man måske prøve at tænke på de - muligvis få gange - i vores liv, hvor vi er blevet så overrumplet af en situation - det kan være noget vi ser, noget vi læser, noget vi hører, eller en tanke, der pludselig dukker op, - at vi er blevet så overrumplet og rundt på gulvet, at vi næsten ikke tror vort levende råd. Noget, der får os til at se på verden på en helt ny måde, noget der får os til at være helt uforstående over, at vi tidligere har set anderledes på verden end nu.

 

Johannes Møllehave plejer her at bruge forelskelsen som eksempel. Og bruge det som billede på omvendelsen, fordi vi i meget bogstavelig forstand vender rundt og ser verden på en helt anderledes måde. Vi ser verden med nye øjne, og i en forelskelse ser man sjældent den andens fejl. Kærligheden skjuler synders mangfoldighed, kan man roligt sige. Det er i disse situationer - hvor der pludselig sker noget radikalt nyt for os, at vi i dagligsproget kan sige, at vi fik en a-ha-oplevelse eller måske en åbenbaring. "Det var nærmest en åbenbaring for mig at se den film", kan vi måske sige.

 

For Påskeevangeliet er i sandhed radikal og skelsættende. Jesu liv og levned er givet anledning til meget tvivl og undren, for flere af de ting han siger, er netop meget radikale. Tag bare buddet om fjendekærlighed. Og vi kan - hvis vi nøjes med at læse op til Langfredag - med rette stille spørgsmålet, om Jesus virkelig kan sige det, han siger, om han virkelig har ret og autoritet til at sige disse mange ting. På mange måder er Jesu forkyndelse jo en stor provokation.

 

Svaret kommer med et brag påskesøndag morgen. Krist stod op af døde, en påskemorgenrøde. Guds bekræftelse af sønnen kommer som en rystelse, et chok, en overraskelse, der går igennem marv og ben på en måde, der slet ikke er ord for.

 

Var alt det, Jesus sagde og gjorde, var alt dette virkelig sandt, godt og rigtigt? Ja, lyder det bragende budskab påskemorgen. Det var virkelig sandt, godt og rigtigt. Det er virkelig sandt, godt og rigtigt. Det var og er udtryk for Sandheden med stort S.

 

Med opstandelsen bekræfter Gud, at Jesus virkelig var og er Guds Søn. Med opstandelsen bekræfter Gud, at livet og kærligheden virkelig får det sidste ord.

 

Og ja, det kan godt være, at opstandelsen er svær at gribe og begribe. Men som digteren Søren Ulrik Thomsen så fint siger det i digtsamlingen Rystet Spejl: ”Opstandelsen er ikke mærkeligere, end at vi virkelig findes”.

 

At kaste sig ud i troen på opstandelsen er at kaste sig ud i et liv med en fremtid, som man kun kan forvente sig noget godt af, da det er Guds fremtid.

 

Med påskebegivenheden er det cementeret, at Jesus er sandheden, vejen og livet.

 

For Kristus er opstanden, ja, han er sandelig opstanden.

 

Og det får store konsekvenser for rammen om vores liv.

 

Jesus er gaven, fordi vi alle inviteres på trods af vores opførsel, på trods af at vi ikke kan holde al vor fokus på næsten. Men Jesus er så sandelig også opgave, fordi at gaven forpligter.

 

Men det er nåden vi lever af og med. Det er Guds kærlighed til os, der gør, at vi ikke bukker under, når vi gang på gang erkender vores svigt i forhold til vores næste.

 

Opgaven ligger der hele tiden, og det er i virkeligheden nåden, der forvandler opgaven til en gave, når vi inviteres til fællesskab med Gud og næsten. Opfyldt af Guds kærlighed er der jo rigeligt at give videre til næsten. Som Martin Luther har sagt det: Gode gerninger gør ikke en kristen, men en kristen gør gode gerninger.

 

Vi laver altid fejl i forhold til vor næste, men Guds kærlighed skjuler fejlenes mangfoldighed.

 

Kristus er opstanden, ja, han er sandelig opstanden.

 

Når vi læser evangelieteksterne tager vi hele tiden for givet, at det Jesus siger, er rigtigt. Og det gør vi netop i opstandelsens lys, for det er den, der cementerer Jesu forkyndelse som Sandheden selv. Det er bestemt ikke vores fornuft, der antager Jesus, for som Møllehave refererer et sted, så elskede Jesus mere end det var fornuftigt.

 

Kristus er opstanden, ja, han er sandelig opstanden.

 

Og om noget sted, så er det måske her, påskemorgen, at betydningen af Martin Luthers ”troen alene” bliver til at forstå. For hvis og når påskemorgen vækker troen, så er der meget, der kommer af sig selv, ikke mindst håbet og kærligheden.

 

Amen.

Dåb, nadver, fællesskab

Prædiken til trinitatis søndag, 2018. Holdt i Hoed Kirke

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: De elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«

 

 

De to tekstlæsninger, vi altid hører, når der er barnedåb i folkekirken, befinder sig som tekstlæsning om søndagen på henholdsvis første søndag efter Hellig Tre Konger i alle lige år. Og i dag, trinitatis søndag, også i lige år, som 2018 jo er.

 

Efter helligåndens komme i pinsen, på kirkens fødselsdag, kan vi nu i dag fejre fuldbyrdelsen af treenigheden, fader søn og helligånd. Og hvad er mere oplagt end at læse dåbsbefalingen i den anledning, hvor vi netop hører om buddet om at døbe i den treenige Guds navn.

 

I dagens evangelietekst, der som nævnt indeholder den tekst, vi altid hører som den første tekstlæsning ved enhver barnedåb i folkekirken - her taler Jesus om, at vi skal lære og holde alle de bud, han har befalet os.

 

Ja, Jesu forkyndelse er mangfoldig, men man kunne jo passende, og især, henvise til det bud, som han selv kalder det første og største bud, nemlig det dobbelte kærlighedsbud. Alt andet, som Jesus har sagt, er på mange måder uddybninger af buddet, konsekvenserne af buddet, både af at holde det, og konsekvenserne af, ikke at holde det.

 

Den fuldkomne konsekvens af at holde buddet er fællesskab med Gud og næsten. Noget, vi symbolsk gør, når vi holder altergang og nadver. Og nadverfællesskab kan være meget, hvis man bruger sin fantasi. Jeg har et par gange taget konfirmander med ned i nærheden af vandet i Ebeltoft. Og delt en plade chokolade med konfirmanderne. Dér spiste vi også sammen, brød chokoladepladen, og delte ud, mens konfirmanderne stod i en række udenfor ved vandet, som ved alteret i kirken. Vandet skulle selvfølgelig minde dem om dåben.

 

Og en forståelse af, hvor radikalt det dobbelte kærlighedsbud faktisk er, og at det handler om meget mere, end blot at være gode ved hinanden, det indebærer jo også fjendekærlighed, fremgår med al ønskelig tydelighed både af Bjergprædiken fra Matthæusevangeliet, og fra historien om den barmhjertige samaritaner fra Lukasevangeliet, hvor Jesus får stillet det farisæiske spørgsmål "Hvem er min næste?".

 

Den første søndag efter Hellig Tre Konger læser vi den tekst, vi altid hører som anden tekstlæsning ved enhver barnedåb i folkekirken. Og den er nok mest berømt for sætningen ”lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres”.

 

Den tekst handler i den grad om umiddelbarhed. Jeg tror, vi alle kender til det fra hverdagen, og fra selskabelige sammenhænge. Når man glemmer sig selv, og giver sig hen i en samtale, eller tilsvarende, så er man meget umiddelbar, er måske også mere sårbar. Man lukker af for sine forbehold, og er meget nærværende og meget tilstede. Løgstrup skriver et sted om vores selvopholdelsesdrift. Det er den, vi alle har, hele tiden, i større eller mindre grad. Det er den, der gør, at vi altid tager udgangspunkt i os selv, på den ene eller anden måde. Men så kan vi dog opleve at give lidt slip, glimtvis, i umiddelbarheden, hvor vi altså lukker af for vores forbehold, og giver os hen i en samtale eller i et selskab. Løgstrup skriver, at når dette glimt af fuldstændig selvhengivelse, hvor selvopholdelsesdriften er sat ud af kraft, når dette glimt bliver udvidet til evigheden, ja, så har vi Gudsriget.

 

Det handler netop om umiddelbarhed og blind tillid, når man døber et barn. På den måde bliver barnet også forbillede på den rette måde at forholde sig til troen på. Uagtet at det er gudfader eller -moder, der på barnets vegne siger ja til trosbekendelsen, og dermed står for den mere reflekterende del af dåben.

 

Og så er det jo også dåben, der gør os til en del af det, som Luther kaldte for det almindelige præstedømme, hvorfra præsterne skal kaldes og være præster i praksis.

 

Det almindelige præstedømme er helt enkelt fællesskabet af alle døbte. Lad mig i den forbindelse også nævne, at det er årsagen til, at det er meningsløst at udelukke kvinder fra præsteembedet. Kvinder tilhører selvsagt det almindelige præstedømme på samme måde som mænd - igennem dåben. At afvise kvindelige præster, er at frakende dem deres dåb.

 

Og hvad så, når vi ikke handler umiddelbart og spontant?

 

Ja, så vil jeg påstå, at vi ikke rigtigt handler, i hvert fald ikke i forhold til den næste, der står foran os. Hvis vi ikke handler umiddelbart eller spontant overfor det medmenneske, der står foran os, og beder os om ti kroner til et brød, så gør vi slet ingenting. Vi bliver måske apatiske, prøver hurtigt at finde en god grund til at skynde os videre.

 

Måske er det derfor, at vi så tit svigter vor næste. Fordi vi mangler umiddelbarheden, spontaniteten. Vi tænker måske for meget over situationen, vil lige have vendt tingene med os selv. Hvilket meget hurtigt kan blive en undskyldning for slet ikke at handle.

 

At synde betyder at gå fejl af målet, at ramme forkert. Og hvis det sande mål er fællesskab med Gud og næsten, som jo er konsekvensen af fuldbyrdelsen af det dobbelte kærlighedsbud, hvis sandheden er fællesskab med Gud og næsten, er det klart, at hver gang vi begynder på vor selvcentrering og vores selvfokus, som vi alle er meget gode til, ja, så bevæger vi os langsomt bort fra dette fællesskab, og vi kan ikke være rigtigt frie, opleve den sande frihed, alene med os selv. Hvad skal man stille op med en frihed, hvis vi er helt alene? Nej, hvis vi holder os til Jesu bud, hvis vi går ind i fællesskabet med Gud og næsten, først – umiddelbart - ved dåben, og senere måske mere reflekteret, om det så er - symbolsk - ved nadveren, eller når vi deler en plade chokolade, også med personer, vi ikke kender; når vi ved, at vi er gode nok, som vi er, at Gud elsker os alle, som dem vi er, når vi ved, at vi ikke skal præstere, men bare kan være os selv, når vi er sammen med andre, når vi på den måde ved os elsket, både af Gud og mennesker, ja, så er vi i sandhed frie som Jesu disciple, og kan frimodigt gå ud i alverden og forkynde fællesskabet med Gud og næsten igennem dåb og nadver.

 

Amen.