Et fællesskab, der forpligter

Prædiken til teksten til Pinsedag, 2016. Holdt i Ebeltoft Kirke.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.«

 

 

Til pinse er der i sandhed noget at fejre, men også noget, der forpligter: ”Elsker I mig, så hold mine bud” siger Jesus. Bud har Jesus flere af, formuleret i hver sin sammenhæng, men sammenfattet i det han selv kalder det første og største bud, nemlig det dobbelte kærlighedsbud, som vel at mærke også inkluderer fjendekærlighedsbuddet.

 

Elsker I mig, så hold mine bud, siger Jesus, og får det til at lyde så nemt. De fleste af os kan nok godt finde ud af at give vor ægtefælle et kys på kinden eller lave mad til vore børn, og det er jo også vor næste. Men elske fjenden?

 

Rent sprogligt er det jo volapyk, al den stund, at man ikke elsker fjenden; så var det jo ikke længere fjenden. Men det viser unægtelig bare, at Jesus selvsagt ikke er bundet af vores menneskelige kategorier.

 

Og hvis der er noget, der kan være begrænsende for os mennesker, og ikke mindst menneskelige fælleskaber, så er det netop de kategorier, vi sætter op for hinanden, og de prædikater vi giver hinanden. Vi kan jo nok ikke lade helt være. I nogen sammenhænge er det jo ikke ligegyldigt, om man er dansker, svensker eller tysker, om man er socialist eller konservativ, eller man er grundtvigianer eller missionsk. Men i langt de fleste tilfælde burde det ikke spille nogen rolle. Det burde være det enkelte menneske, og dets værd, der er i centrum. Det forhold, at vi alle er skabt i Guds billede. Og det gælder netop også vore fjender, uanset hvem det end måtte være.

 

På den måde er Jesu forkyndelse grænsesprængende, da den byder os at se på alle mennesker som vore medmennesker, alene fordi de alle er skabt i Guds billede.

 

Og i denne sammenhæng spiller Pinseunderet en afgørende rolle. Normalt er en af hovedårsagerne til, at vi kan have svært ved at se på meget fremmede kulturer som medmennesker på fuldstændig lige fod med mennesker fra vores egen kultur, normalt er en af hovedårsagerne, at vi simpelthen ikke forstår dem. Vi kan ganske enkelt ikke identificere os med dem. Kunne vi det, så ville vi jo sørge lige så meget over et terrorangreb i Bagdad, som vi gør når det sker i Paris. Og det gør vi jo ikke. Ikke på samme måde i hvert fald. En af de mest kendte begivenheder fra Det Gamle Testamente, fortællingen om Babelstårnet, kan forklare denne manglende forståelse. For når vi ikke taler samme sprog, vitterlig opfatter verden på forskellig måde, så er det svært at samtale og samarbejde, og dermed forstå. Det var jo derfor, at Gud Herren i fortællingen om Babelstårnet valgte at forvirre tungemålene, så de ikke kunne samarbejde om at bygge et tårn til himlen.

Derfor kaldes netop Pinseunderet også for en slags modhistorie til denne fortælling, en slags ophævelse af Babelsforvirringen. I apostelenes gerninger fortælles, hvordan forskellige folkeslag pludselig ved helligåndens komme kunne forstå hinanden, selvom de pga. forskellig sprog og kulturer, ikke burde kunne.

 

Hvor alle tilstedeværende mennesker pludselig udgør et stort fællesskab.

 

Og det er netop grunden til, at pinsen også kaldes for kirkens fødselsdag. Det kirkelige fællesskab lægger netop op til, at kirken ikke er for særligt udvalgte, men alle som bekender sig til Kristus uanset sprog og kultur. Og det er også denne tankegang, der gør os pligtige at se på vore medmennesker, først og fremmest som medmennesker.

 

Pinsen er også tiden for treenighedens fuldbyrdelse. Faderen sendte Sønnen til sit virke på jorden, og på søndagene mellem påske og pinse læses der kun fra Johannesevangeliet. Og som I muligvis har bemærket, så er teksterne fra Johannesevangeliet ikke altid lige nemme at få hold på, fordi sproget er så uhyre poetisk, og ikke altid særligt konkret. Der bliver vævet rundt i forholdet mellem Fader, Søn og Helligånd, for til sidst i pinsen at blive fuldbyrdet. Her siger Jesus direkte, at han vil sende Talsmanden – et andet ord for Helligånden – til disciplene.

 

Talsmanden, Helligånden, er selvsagt det samme som sandhedens ånd. Og netop derfor kender verden den ikke, som Jesus siger. Jesus mere end antyder her kirken som en modkultur. Jesu forkyndelse er så radikal og absolut, at den altid vil udfordre ethvert eksisterende samfund. Hvilket også er grunden til, at man ikke kan lave politik på baggrund af Jesu forkyndelse. Som kristne mennesker er vi pligtige at hjælpe, når vi ser en næste, der har behov for vores hjælp. I politiske spørgsmål handler det i lige så høj grad om ressourcer. Her skal konstant prioriteres. Teologen Ole Jensen har kaldt politiske løsninger for midlertidige løsninger, eller ligefrem nødløsninger. Man kan måske med lidt god vilje sige, at det er kristne menneskes opgave at skabe et samfund, og et forhold til omverdenen, der er så lidt ukristelig som muligt. Så lidt ukristeligt som muligt. Forstået på den måde, at vi som syndere for Vor Herre aldrig vil kunne gøre det godt nok. Vi vil altid fejle et eller andet sted, der er hele tiden nye steder, der kan gøres bedre, eller tilsyneladende gode løsninger, der skaber problemer på andre områder.

 

Men det gode budskab er ikke mindst, når Jesus siger: ”Jeg vil ikke efterlade jer faderløse” og ”Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer”. Der er altså helt klart en retning for os i vores liv. Med Kristi Himmelfart blev Jesus alt for alle, med pinsen kommer Helligånden som vores vejleder for resten af livet.

Og vi må huske, at Gud er Fader, Søn og Helligånd. Vi kan ikke sige Fader uden at sige Søn og Helligånd, eller Søn, uden at sige Fader og Helligånd, eller Helligånd uden at sige Fader og Søn, netop på grund af treenigheden, som bliver helt cementeret søndagen efter pinse, trinitatis søndag, hvor vi læser dåbs- og missionsbefalingen om at døbe i den treenige guds navn.

 

Pinse betyder altså mange ting, men først og fremmest det fælleskab, som Helligånden skaber, det fællesskab, der bryder alle grænser, det fællesskab, hvor det eneste der betyder noget er, at vi alle er skabt i Guds billede.

 

Men det er også et fællesskab, der forpligter. Jesus siger: ”Elsker I mig, så hold mine bud”. Søndagen efter pinse siger han: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet i lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”. Næsten et ekko af teksten fra pinsedag.

 

Vi har ellers vænnet os til, i folkekirken, at lægge vægten på troen, og med god grund. Luthers store opdagelse var jo netop, at det er troen, der frelser, ikke gerningerne. Men vi kan jo samtidig netop ikke adskille troen og gerningerne. Det er ganske vist uden diskussion troen, der frelser, men gerningerne skulle jo gerne følge automatisk med, og ganske frivilligt. Den kristne frihed er friheden til at elske næsten. Hvordan, må situationen og omstændighederne afgøre. Og vores samvittighed, som nødvendigvis må have rod i Jesu forkyndelse. Den tyske teolog og modstandsmand, Dietrich Bonhoeffer siger ligefrem, at kun gerningen er vor bekendelse overfor omverdenen. Trosbekendelsen skal gemmes som menighedens helligste gode, men kun gerningen er vor bekendelse overfor omverdenen.

 

At vi så konstant fejler i vores forsøg på at være der for vor næste, er jo også ret tydeligt. At synde betyder at ramme forkert, eller gå fejl af målet. I pinsen, på kirkens fødselsdag, fejrer vi dybest set, at målet for vort liv er fællesskab med Gud og næsten, og dermed cementeres det, at dette at synde, dette at ramme forkert, gå fejl af målet, er, når vi fejler i forhold til vores næste.

 

Men så er det, at vi dagligt kan bede om og håbe på nåden som en del af det daglige brød. Gud, som vi møder ham i Kristus, og som lever omkring os dagligt og i det kirkelige fællesskab som Helligånden - Gud er den kilde, vi kan leve af, når vi konstant forsøger at være der for vor næste, som det dobbelte kærlighedsbud byder os, men samtidig og hele tiden må konstatere, at vi aldrig rigtigt slår helt til. Det lykkes kun glimtvis, som Grundtvig sikkert ville sige.

Således må vi leve vort liv: I spændingen mellem det dobbelte kærlighedsbud og Guds nåde, som vi møder den i Kristus igennem Helligåndens virke.

 

Amen.

 

Familiegudstjeneste: Elsk, omfavn og smil til fjenden

Genfortælling/prædiken til familiegudstjeneste, 4. søndag efter trinitatis, 2016

 

Holdt i Ålsø Kirke i anledning af min indsættelse i Ålsø-Hoed-Vejlby-Homå pastorat.

 

 

For et par uger siden havde jeg en lidt speciel drøm. Jeg var sammen med en person, som jeg faktisk ikke bryder mig om. Ja, jeg må tilstå, jeg kan faktisk ikke fordrage denne person. Det mærkelige ved min drøm var, at vi grinte sammen. Ja, vi grinte sammen. I denne mærkelige drøm stod jeg og grinte sammen med en person, jeg normalt ikke kan fordrage. Og det mest morsomme ved drømmen var, at det ikke var et mareridt.

 

Og så er det endda ganske vist.

 

Den drøm har jeg tænkt en del over siden, og synes jo også, at det er pudsigt, at min første prædiken her i området netop handler om fjendekærlighedsbuddet. Da vi har familiegudstjeneste i dag læser jeg ikke teksten, men det er faktisk det, der er denne søndags tema i kirkerne i dag.

 

I har muligvis før hørt om, at Jesus mener, at det vigtigste af alt i denne verden, er kærligheden. Han taler om, at vi skal elske Gud og vore medmennesker højere end alt andet, ja, også højere end os selv.

 

I har muligvis også hørt, at der faktisk er rigtigt mange bud i biblen. Det nye, Jesus har gjort, er ikke mindst, at han har taget et bud, kærlighedsbuddet, og ophøjet det, og gjort det til det første og største bud. Således at de andre bud ikke betyder så meget. I hvert fald bliver de andre bud automatisk opfyldt, når blot man er i stand til at elske sine medmennesker.

 

Og – i grunden tror jeg ikke, at det er så svært at forstå. Vi plejer som regel at være enige om, at kærlighed er det vigtigste, og der er ikke meget nyt i, at det er vigtigt at hjælpe vore medmennesker, hvis vi kan se, at de har behov for hjælp.

 

Nej, det nye, og sikkert også provokerende for nogen, det nye er, at vi faktisk også skal kunne lide alle de personer, som vi af den ene eller den anden grund ikke kan fordrage. Ja, Jesus siger netop, at vi skal elske vores fjender. Elske vores fjender.

 

Hvis I siger det højt for jer selv: I skal elske jeres fjender; så bliver det sikkert tydeligt, hvis det ikke allerede er det, - hvor langt ude buddet er.

 

For hvor mange af os her, kan mon elske vores fjender, elske alle dem, vi faktisk ikke kan lide?

 

Jeg tænker, at de fleste af jer, bliver kede af det, hvis I er blevet uvenner med nogle af jeres gode venner eller kammerater. Og selvom I måske synes, det er den andens skyld, at det er gået galt mellem jer, så kan I alligevel mærke helt nede i maven, at I ville ønske, I hurtigst muligt blev gode venner igen.

 

Og Jesus mener, at det er sådan vi burde have det med alle mennesker. Jeg hørte engang en person sige, at vi skal huske at give særligt mange knus og kram til de personer, der ikke kunne lide os, for de havde sikkert brug for noget kærlighed. Og I vil blive overrasket over, hvor stor en forskel knus og kram kan gøre overfor folk, der ikke forventer det.

 

Når Jesus taler om, at vi skal elske vores fjender, så siger han også, at vi ikke skal dømme nogen ude på forhånd. Det kan godt være, at vi ikke kan blive bedste venner med alle mennesker – det kan vi selvfølgelig ikke. Men alene et smil kan gøre en stor forskel. Og sikkert også gøre det nemmere at se på mennesker, vi ikke kan lide, som nogen, vi måske ville kunne lide alligevel, hvis vi lærte dem bedre at kende. Også selvom det aldrig kan blive en betingelse for næstekærlighed.

 

Og det er faktisk det, Jesus siger i dagens evangelietekst, som jeg ikke har læst højt, fordi vi holder familiegudstjeneste, Jesus siger netop, at vi skal elske vores fjender.

 

Man kan også sige, at det er Jesus’ måde at sige på, at vi skal elske alle vore medmennesker. Det ville trods alt lyde lidt mærkeligt, hvis han sagde, at vi skal elske alle de medmennesker, vi kan lide, og dem, vi ikke kan lide, dem skal vi lade passe sig selv.

 

Hvis I har læst i Det Gamle Testamente, så har I muligvis stødt på De Ti Bud, og sikkert også læst om mere end en blodig krig. Og her er det netop værd at bemærke, at buddet om ikke at slå ihjel, faktisk ikke gælder overfor fjenderne. Og det er lige præcis det, som Jesus ændrer på med sit bud om fjendekærlighed. Selv fjenderne, som man naturligt søger at rydde af vejen, hvis der er krig og ufred, selv fjenderne må vi ikke slå ihjel.

 

Det er klart, alle disse ting, som Jesus siger, kan både være svære at forstå, og kan være endnu sværere at leve op til. Men det er vigtigt, at vi husker på det alligevel. At vi bærer ordene i vores hjerter, og tænker jævnligt over dem. Prøver ordene af i praksis.

 

Når vi så alligevel kikser, og vi opdager, vi ikke kan gøre alt det, vi burde gøre. Når vi rammer forkert i vores forsøg på at holde af alle de mennesker, vi ses og omgås, og ikke mindst de mennesker, vi ikke ses og omgås.

 

å er det altid godt at huske på, at Gud elsker os alligevel. Gud elsker os på trods af alle vore fejl og mangler. Guds nåde og tilgivelse er der altid til os, når vi beder om og håber på nåden, og Guds ord om tilgivelse.

 

Så kan det være, at vi en dag, alligevel ender med at stå og grine sammen med folk, vi egentlig ikke kan lide.

 

Amen.