Pizzagudstjeneste: Det forbudte

Prædiken til syndefaldsberetningen. Holdt i Ebeltoft Kirke.

 

Syndefaldsberetningen læst fra børnebiblen "Børnebibel fra nord".

Historien, jeg lige læste, fortæller meget om, hvorfor vi mennesker så ofte tiltrækkes af det forbudte, det vi ikke må, i den grad, som vi virkelig gør.

 

Lidt enkelt sagt, så er forklaringen den enkle, at vi kan.

 

Lige så snart vi får at vide, at vi ikke må gøre dette eller noget andet. Så bliver vi også fortalt, at det faktisk er en mulighed at kunne gøre det. ”Du må ikke gå over vejen alene” eller ”Du må ikke spise af slikskålen i skabet”. I det øjeblik det er sagt, så ved vi også, at det er en mulighed. At der er noget vi faktisk kan gøre, men ikke har lov til.

 

Når Adam og Eva får at vide, at de ikke må spise af frugterne på træet til kundskab om godt og ondt, så får de samtidig at vide, at det faktisk er en mulighed.

 

Og at de alligevel – efter at slangen har fristet Eva, og hun fristet Adam – spiser af frugterne viser, at vi mennesker har en ubændig nysgerrighed efter eller trang til at gøre det forbudte. Det skal lige prøves af. Vi kender det fra børn, og engang imellem fra konfirmander. Der skal sommetider prøves grænser af.

 

Så. På den ene side får vi at vide, hvad vi ikke må. På den anden side, får vi dermed samtidig at vide, at det faktisk er en mulighed. Og vi fristes af de muligheder, vi opdager i livet. Samtidig ved vi også, at hvis vi ender med at trodse forbuddet, så har vi overtrådt en grænse, som vi aldrig kan bevæge os tilbage af igen. Det er også dette brud, vi kalder for syndefaldet. Vi falder bort fra dengang, hvor vi ingen regler havde brudt, men var tilfreds med, at der var en, som passede på os. I syndefaldshistorien har Adam og Eva alt, Gud passer på dem – indtil de trodser forbuddet, og viser, at de ikke stoler på, at Gud vil dem det godt med forbuddet.

 

Når vi derfor bryder Guds bud om kærlighed, ikke stoler på Gud, falder vi også væk fra kærligheden. Når vi trodser et forbud, så tvivler vi jo samtidig på, at den, der har givet os forbuddet, faktisk ønsker at passe på os. Vi stoler ikke nok på, at det er vigtigt at holde reglerne. Vi kommer derfor reelt til at søge et nyt holdepunkt for vores liv, for hvis ikke vi stoler på den, der gav os forbuddet, – hvem skal det så være? Vi ender med at se os selv som centrum i stedet for. Have nok i vores egne behov og ønsker. Vi tror ikke længere på, at Gud vil os det godt, hvis vi overhovedet tror på ham.

 

Men det forbudte vil sikkert altid være fristende. Når vi beder Fadervor, så beder vi også ”led os ikke ind i fristelse" og ”fri os fra det onde”. En helt nødvendig bøn, fordi alt det vi ikke må, er så fristendende, fordi vi er så nysgerrige. Derfor skal vi forsøge at tage Jesu budskab til os. Og tro på, at Jesus vil os det bedste, når han beder os om at elske Gud og næsten, som Gud elsker os selv.

 

Amen.

Som Gud elsker dig selv

Prædiken til 18. søndag efter trinitatis, 2017. Holdt i Dråby Kirke og i Ebeltoft Kirke og i Fuglslev Kirke

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: »Mester, hvad er det største bud i loven?« Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.« Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.« Han sagde til dem: »Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige: ›Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder?‹ Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?« Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget.

 

 

Det hedder sig sommetider i diskussioner om bibelen og hvordan den skal læses/tolkes, at den kan læses på 117 forskellige måder. Underforstået – fordi det samme kan siges om koranen og andre helligskrifter, så har den ene religion ikke noget at lade den anden høre.

 

Jeg forstår udsagnet, men mener også, at det er udtryk for en stor misforståelse. Det er selvfølgelig korrekt, at bibelen igennem historien er blevet læst og forstået på mange forskellige måder. Og at det stadig sker. Der findes som bekendt mange forskellige kirkelige og kristelige retninger. Og at dette er tilfældet, bekræfter tilsyneladende udsagnet om de 117 læsemåder.

 

At jeg alligevel må erklære mig uenig, skyldes ikke mindst, at der er mange tilgange til læsningen af bibelen, som for mig at se er indlysende forkerte. For eksempel kan man i bibelbæltet i USA henvise til Det Gamle Testamentes ord om øje for øje, tand for tand, selvom Jesus siger det modsatte.

 

Nu er der vitterligt kirkelige retninger, som anser Det Gamle Testamente som lige så normativ og bindende for kristne som Det Nye Testamente. Men jeg mener ikke, at Det Gamle Testamente kan have normativ betydning for kristne. Af den simple grund, at der er kommet noget nyt til. Nemlig – netop – Det Nye Testamente. Og der er mange forskelle på de to testamenter. I Det Gamle er det folkets og slægtens videreførelse og blodets bånd meget centralt. I Det Nye er det troens bånd og relationen til Jesus, som er det altafgørende.

 

Og Jesus ophøjer Det Dobbelte Kærlighedsbud til det første og største bud. Derfor skal hele bibelen læses i lyset af kærlighedsbuddet. Alt, hvad der står i bibelen, som ikke kan forenes med kærlighedsbuddet, har ganske enkelt ikke gyldighed længere.

 

At læse bibelen i lyset af det bud, kærlighedsbuddet, som Jesus selv kalder for det første og største bud, kaldes også at lade læsning af bibelen ”drive på Kristus”. Efter Martin Luther som mente, og jeg citerer Knud Hansen: ”Ikke alt var rigtigt, blot fordi det stod i Skriften. De enkelte skrifter måtte vurderes hver for sig, og kriteriet var den Kristus der beherskede den mundtlige forkyndelse forud for skrifternes tilblivelse. ”Deri stemmer alle retskafne hellige bøger overens, at de forkynder Kristus og driver på ham. Dette må derfor være prøvestenen, om de driver på Kristus eller ikke”.

 

Hovedreglen er, at fordi Jesus er Guds søn, så er alt, hvad Jesus siger og gør, godt sandt og rigtigt. I relationen til sine medmennesker kan Jesus ikke tage fejl. Paulus derimod, som har skrevet mange af de breve, der udgør en stor del af Det Nye Testamente, Paulus siger selv, at han er synder. Han er også berømt for at have skrevet ordene: Det gode jeg vil, gør jeg ikke. Det onde jeg ikke vil, gør jeg. Paulus kan altså godt tage fejl. Vi kan med andre ord godt blive klogere end Paulus. Og hvis det, som Paulus skriver, ikke harmonerer med Jesu forkyndelse, kan det ikke være forpligtende for kristne.

 

Jesus Kristus, derimod, skal tros og leves som den opgave, han er for os.

 

Tros og leves.

 

Man er altså nået langt i forståelsen af kristendommen, når man har forstået, at Jesus selv kalder Det Dobbelte Kærlighedsbud for det første og største bud. De to bud kommer fra Det Gamle Testamente, men Jesus ophøjer dem til det første og største bud.

 

Buddet lyder i kortform: Du skal elske Herren din Gud, og din næste som dig selv.

 

For at undgå den misforståelse, at kærligheden til Gud og næsten handler om hvor meget eller hvor ofte vi er i stand til at elske os selv, ynder jeg – med henvisning til Johannesevangeliets ord af Jesus: Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden – at præcisere buddet til: Du skal elske Herren din Gud og din næste som Gud elsker dig selv. Målestokken er absolut, nemlig Guds kærlighed til os. Og han gik hele vejen – hele vejen til korset.

 

I folkekirken, som er evangelisk-luthersk, det vil sige baseret på Martin Luthers centrale tanker, lægger vi vægt på, at forholdet til Gud realiseres i vort møde med vores næste, vores medmennesker, ven som fjende.

 

I vores kultur taler vi ofte om, hvorvidt vi gør en god gerning for vores egen eller næstens skyld. Kan man overhovedet gøre noget godt, uden selv at få noget ud af det? Vi kender sikkert alle følelsen af velbehag, når vi føler, vi har gjort noget godt for andre. Det er sikkert også derfor buddet ofte misforstås således, at vi tror, vi skal elske os selv for at elske næsten – eller andre humanistiske eller psykologiserende tanker. Det er sikkert rigtigt, at det er nemmere at være der for andre, når man selv har det godt – men det har ikke noget med buddet at gøre.

 

Omvendt - i store dele af afrikansk kultur (Afrika er jo et stort kontinent) tænker man slet ikke i et jeg-du-forhold, som vi gør i Vesten. Man er fællesskabsorienteret. Spørgsmålet om, hvem der får noget ud af noget – mig eller dig – giver ingen mening.

 

Nelson Mandela har ligesom sin landsmand Desmond Tutu skrevet om begrebet ubuntu. Det er svært at oversætte direkte til dansk, men lyder frit oversat:

Jeg er, fordi vi er, og vi er, fordi jeg er.

 

Det er med andre ord et forsøg på at beskrive den afhængighed, vi har til hinanden. ”Jeg” er syg, hvis en i fællesskabet er syg. Det ligger meget langt fra vestlig tankegang, for selvom vi nok kan være påvirket, hvis en af vores nærmeste er syge, så betragter vi os næppe selv som syge.

 

På den måde går Det Dobbelte Kærlighedsbud op i en højere enhed, hvis vi tænker ubuntu med. For det understreger, at vi ikke med mening kan løsrive ”os selv” fra vores omgang med vores medmennesker. Og understreger, at det ultimative mål med tilværelsen må være fællesskab med Gud og næsten – det rene kærlighedens fællesskab.

 

Det kan nok kun opleves glimtvis dennesidig, og ritualiseret i gudstjenesten under nadveren, men det er ikke desto mindre buddet, fordringen til os alle sammen: Du skal elske Herren din Gud og din næste som Gud elsker dig selv.

 

Det er det første og største bud i Jesu forkyndelse.

 

Jesus Kristus skal altså tros og leves som den opgave, han er for os.

 

Tros og leves.

 

Amen.