Lad nåden være synlig

Prædiken til sidste søndag i kirkeåret, 2018. Holdt i Trige Kirke i anledning af min indsættelse i pastoratet.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: På den tid tog Jesus til orde og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for. Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.«

 

 

Hvad er kristendommen egentlig for en størrelse?

 

Et meget stort spørgsmål, som man selvfølgelig ikke kan svare fyldestgørende på, på ti minutter. Eller hvad?

 

Man kan med rette spørge, om vi ikke ofte gør det hele meget mere akademisk og kompliceret, end det faktisk er.

 

For nogen er det nok at sige ”Jeg tror på Gud”. Eller ”Jeg tror på Jesus”. Eller ”jeg tror på næstekærligheden”. Eller hvordan vi hver især ynder at formulere os.

 

Jeg tror også, de fleste er enige om, at kristendommen er noget med ”at være god ved andre”. At være der for sin næste. At hjælpe til. Vi vil sikkert ikke formulere det på samme måde alle sammen, men kristendom og næstekærlighed er for mange mennesker tæt forbundne, og godt for det. Man kan nok diskutere, hvor gode vi er til at efterleve disse tanker i praksis, men det er en anden historie.

 

Og i løbet af et kirkeår, som det vi afslutter i dag, hører vi i kirken om Jesus i mange forskellige situationer, hvor han på forskellig måde viser os, hvem han er, og hvad han forventer af os. Jeg selv ynder tit at tale om det dobbelte kærlighedsbud, som Jesus selv kalder for det første og største bud.

 

Sommetider kan alle disse tekster og tanker godt forvirre på et højere plan, fordi kristendommen ofte giver anledning til at tænke på de allerstørste ting i livet, hvilket godt kan være noget af en mundfuld engang imellem.

 

Og på den baggrund kan dagens evangelietekst godt være lidt af en lettelse. Den siger i virkeligheden på meget få linjer, hvad kristendommen handler om.

 

Tre ting vil jeg især bemærke.

 

For det første handler det om lovprisning. Og det kan jo ske på mange måder. I salmesang, bøn, ja selve nadverdeltagelsen kan ses som en lovprisning, i hvert fald en tillidserklæring til Gud. Og i det lys kan den kristne næstekærlighed også ses. At vi viser vores kærlighed til Gud ved at være der for vores trængende næste, for næstens egen skyld.

 

For det andet så handler troen på Gud først og fremmest om Gud, som vi møder ham i Jesus. Man kan endda sige, at i kristendommen er sandheden ikke en bog, men en person, nemlig Jesus Kristus.

 

Og for det tredje, og måske i virkeligheden det vigtigste: Kristendommen handler om vor Herre Jesu Kristi nåde.

Jesus siger: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let”.

 

Eller helt kort: Kom til mig, og jeg vil give jer hvile. Kom til mig, og jeg vil give jer hvile.

 

Ja, man får virkelig lyst til at gentage den sætning rigtigt mange gange: Kom til mig, og jeg vil give jer hvile. Siger Jesus, altså.

 

For her ved kirkeårets slutning – og ikke mindst her på tærsklen til en af de travleste måneder i året, december måned – her ved kirkeårets slutning er det i den grad velsignende og velgørende at blive mindet om Guds nåde.

 

Det er hos Jesus, hvilen findes. Altså, den absolutte, den totale hvile. Den hvile, der intet kræver. Den hvile, der gør os salig, der gør, at vi kan opleve en stor fred, en stor lettelse over at vide, at det er nok bare at være menneske. Jesus har lagt grundvolden for os. Eller rettere: Jesus er grundvolden, som det lød hos Paulus.

 

Billedkunstneren Ingvar Cronhammar har ligefrem sagt til Kristeligt Dagblad: ”Lad nåden være synlig og ti stille med resten”.

 

Lad nåden være synlig, og ti stille med resten.

 

Og han tilføjer samme sted: ”Det er jo den, der hjælper en igennem livet og til en vis grad ind i lyset. Den er en ’vare’, man ikke finder andre steder, den fineste af alle. Jeg ser på nåden som en form for frisætning”.

 

Kom til mig, og jeg vil give jer hvile.

 

På den måde bliver nåden selve kristendommens omdrejningspunkt, og kan måske også være vejen til at undgå udtryk som ”meget troende”; som om troen kan gradbøjes. Ofte kan det misforstås som om, at troen nærmest bliver en præstationssag, som om troen ikke var en gave. Nej, troen på Guds nåde er det helt centrale.

 

Kom til mig, siger Jesus, og jeg vil give jer hvile.

 

Det forunderlige er nemlig, at når vi hviler i Kristus, så kommer alt det andet af sig selv.

 

Hele ideen omkring forholdet mellem troen og gerningerne hos Luther er netop, at når vi har fundet hvile i Kristus, ja, så kommer gerningerne helt automatisk bagefter. Det er det, der ligger i udtrykket, at troens frugter er kærlighedens gerninger.

 

Derfor kan man med rette spørge, om vi virkelig har fundet hvile i Kristus. Lytter vi til ham, når han siger, kom til mig, og jeg vil give jer hvile. Forstår vi ham, når han siger, at hans byrde er let?

 

Man hører sommetider udtrykket, at man skal yde før man kan nyde. I kristendommen er det lige omvendt. Her skal man nyde Kristi nærvær, før vi for alvor kan yde uden nogen bagtanker, uden noget håb om belønning, men ene og alene, fordi vi ikke kan lade være og for næstens skyld.

 

Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let, siger Jesus.

 

OG det er derfor vi i kirken siger…

 

LOV OG TAK og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

 

Amen.

 

 

 

Amen.

 

Om ydmyghed, kærlighed og Guds nåde

Prædiken til 1. søndag i advent, 2018. Holdt i Trige Kirke og i Spørring Kirke og i Ølsted Kirke.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!«

 

 

Dagens evangelietekst er en af de tekster, som vi har to gange om året. Vi har den nemlig både i dag og vi har den palmesøndag.

 

I dag slår teksten adventstiden an. Nu er det snart, nu kommer snart den begivenhed, der viser, at Jesus var et menneske ligesom alle os andre. Han bliver født af et jordisk menneske, han har fødselsdag på samme tidspunkt hvert år, ligesom os andre.

 

Når vi har teksten palmesøndag slår teksten påsken an. Den tid, hvor vi skal fejre den begivenhed, der viser, at Jesus ikke bare er sandt menneske, som julen blandt andet viser os, men at han også er Guds søn, altså sand Gud.

 

Ved indtoget i Jerusalem bliver han taget imod som en konge. Skaren byder ham velkommen med palmeblade, og hylder ham med et Hosianna i det højeste.

 

Men Jesus kommer ikke, som man ville kunne forvente. Han ankommer ikke prangende og storslået. Han ankommer på et æsel. Ingen konge med respekt for sig selv ville ankomme på et æsel. I en krig ville det være den visse død.

 

Allerede her skuffer han sikkert nogle mennesker. Var Jesus da ikke den store nye jødernes konge, som de kunne sætte deres lid til? Hvis han var det, var det i hvert fald en underlig måde at ankomme på: Sagtmodig og ydmygt ridende på et æsel.

 

Og det står unægtelig i kontrast til de værdier, vi dyrker i vores sekulære præstationssamfund. Her er det vigtigt at have x-faktor og være noget helt specielt.

 

Vi dyrker det unikke, de mennesker, der skiller sig ud. Der er i virkeligheden ikke noget at sige til, at det er så meget in at være berømt – om det så bare er at være berømt for at være berømt.

 

Det er sikkert derfor at programmer som x-faktor og bagedysten har så mange seere.

 

At tale om ydmyghed i den forbindelse er ikke helt på sin plads. Man skal snarere fremhæve sig selv, sælge sig selv. Og det gælder på næsten alle områder i vort samfund. Når vi skal præstere i skolen, når vi skal præstere på en videregående uddannelse, når vi skal præstere til en jobsamtale eller på arbejde. Vi skal hele tiden præstere, vise os som noget ganske særligt. At fremhæve andre kommer man sjældent langt med.

 

Det gælder om at have x-faktor.

 

Men måske vi skulle forsøge med lidt y-faktor i stedet. Y for ydmyghed. For vi må huske, at evangeliet konstant peger bort fra os selv. Evangeliet peger hele tiden hen på vores næste, på vores medmennesker.

 

Og at Jesus mener sin kærlighed absolut viser han i hele evangeliet, hvor han går hele vejen. Jesus nægter at tage vare på sig selv, han afviger ikke en tomme fra sin egen forkyndelse, og ender på et kors.

 

Hvad der er værd at bemærke, er, at nåden er absolut. Jesus viger ikke bort fra os, selvom han har alt mulig grund til det. Han gør nærmest det modsatte. Han drager os til sig.

Ingen havde set det komme ved indtoget i Jerusalem, da han sagtmodig og ridende på et æsel viste, at her kom noget andet, end det forventede. En person, som ikke ville hædres for sin x-faktor, men som til det sidste ville vise os, at det er næsten, vores medmennesker, ven som fjende, der skulle tjenes med Y-faktor. Med al ydmyghed. I spændingen mellem kærlighedsbuddet og Guds nåde.

 

Men nu venter vi utålmodigt på juleaften, hvor vi skal fejre

Jesu komme.

 

I min barndom var der et program, der hed "Mens vi venter", og som blev sendt 24. december fra om morgenen af. Det var for at få os børn til at slappe af, for vi synes der var meget langt tid til juleaften, selvom det var blevet den 24. december.

 

Og i dag er der næsten en måned til.

 

Men fra i dag skal vi fejre, at det snart sker, at vi om ikke længe skal ønske Jesus tillykke med fødselsdagen.

Vi siger i kirken, at Jesu fødselsdag allerede er nævnt i Det Gamle Testamente. Og at vi fra i dag bare går og venter på, at det går i opfyldelse, så vi kan fejre Jesus og hans fødselsdag.

 

På Jesu tid var det hele faktisk noget mærkeligt noget. Man kunne slet ikke forstå, at Jesus virkelig kunne være Guds egen søn. De fleste kendte ham jo som Josefs søn, søn af en tømrer. Og de kunne slet ikke forstå, hvordan Jesus kunne sige så mange store ord, når han jo bare var søn af en tømrer, som det hed.

 

Jesus siger en masse glædelige ting i evangelierne. Ordet evangelium betyder faktisk glædeligt budskab, så selvfølgelig siger han en masse glædelige ting. Han siger blandt andet, at han kommer med godt budskab til fattige, og til fanger, og til blinde, og til alle dem, der ikke har det godt.

 

Han fortæller os, at kærligheden er det allervigtigste.

 

Det Gamle Testamente er fuld af bud - ikke mindst dem, vi kalder for De Ti Bud. Men Jesus gør det helt nye, at han ophøjer et enkelt bud, kærlighedsbuddet, til at være det første og største bud. Han siger faktisk, at de andre bud reelt er ligegyldige. Hvis blot vi kan elske vore medmennesker, så har vi opfyldt alt det, Jesus ønsker af os.

 

Det nye er også, at vi faktisk også skal elske de mennesker, vi ikke kan lide. Selv vores fjender. Og det er jo svært, og sommetider helt umuligt. Men det siger Jesus faktisk, at vi skal. Heldigvis elsker Jesus os alle sammen, også når vi begår fejl, og vi synes, vi er dumme og klodsede.

 

På Jesu tid var man meget uenige om, om Jesus overhovedet havde ret til at sige disse ting. Hvorfor skulle Jesus bestemme, hvad der var det rigtige, og hvad der var det forkerte at gøre?

 

I kirken siger vi, at det har Jesus ret til, fordi han er Guds søn. Og Gud beviste, at alt hvad Jesus sagde, mens han var her på jorden, var rigtigt, da han oprejste Jesus fra de døde påskemorgen.

 

Men nu er vi allerede for langt fremme. I dag fejrer vi adventstidens begyndelse, vi fejrer, at vi snart skal fejre Herrens komme til vor jord julenat, vi fejrer at vi om en lille måned kan ønske Jesus tillykke med fødselsdagen, og hvor vi fejrer Jesus som den nådegave han er. Det vil sige, at han er den, vi kan læsse alle vore bekymringer, alle vores fejl og mangler, alle vores sorger og frustrationer over på.

 

Jesus er ganske vist både gave og opgave, men til jul er det gaven, vi fejrer. For nu er frelsen os nærmere, end da vi kom til tro, som vi hørte Paulus. Og i adventstiden ser vi med længsel frem mod julenat, hvor nåden kommer til verden i menneskelig skikkelse, som det lille Jesusbarn.

 

Og det er derfor at vi i kirken siger…

 

LOV OG TAK og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

 

Amen.