Kom, og jeg vil give jer hvile!

Prædiken til sidste søndag i kirkeåret, 2016.

 

Holdt i Ebeltoft Kirke

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: På den tid tog Jesus til orde og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for. Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.«

 

 

Det hedder sig, at der altid er nogen prædikentekster, som nogle præster for alt i verden gerne vil undgå at prædike over. Det er sagt lidt med et glimt i øjet, men det er dog ganske vist, at nogle tekster kræver mere end andre og nogle tekster siges at være mere kontroversielle end andre.

Og fordi vi i folkekirken, og med rette, så gerne fokuserer på den kærlige gud, så er der også nogen, der har det svært med de mange domstekster, som vi især finder mod kirkeårets slutning. Men man må unægtelig sige, at talen om Guds nåde slet ikke giver nogen mening, hvis ikke der forud har været en dom over menneskets syndighed, det vil sige menneskets fejlbarlighed og mange svigt i forhold til næsten, og dermed Gud.

Derfor er en af mine egne yndlingstekster faktisk Verdensdommen, den tekst, hvor Jesus taler om, at hvad vi gør mod andre, det har vi også gjort mod Jesus, og hvad vi undlader at gøre for andre, hvor vi svigter andre, ja, der svigter vi også Jesus. Det er den tekst, som vi prædiker over den sidste søndag i kirkeåret i alle ulige år.

Jeg skal måske lige bemærke her, at vi jo i folkekirken har to tekstrækker, vi prædiker over. Der er første tekstrække, som går helt tilbage til urkirken. Og så er der anden tekstrække, som blev autoriseret i 1885. De følger begge kirkeårets gang, men selvfølgelig med forskellige tekster. Og så kan man i høj grad tale om, at teksterne spejler sig i hinanden, og enkelte søndage kan man selv vælge mellem de to tekster, i hvert fald i lige år – ulige når det gælder advent og jul.

Og selvom jeg altså personligt har det ganske godt med Verdensdommen, da alvoren i Jesu forkyndelse bliver cementeret på en meget saliggørende måde i denne tekst, er der alligevel noget ret befriende over denne søndagstekst, denne tekst, som der prædikes over i alle lige år, den sidste søndag i kirkeåret.

Og her kan man også tale om en spejling, for i Verdensdommen er der fuld accent, fuldt tryk på opgaven, som Kristus har givet os, fordringen om gode gerninger, buddet om at hjælpe den næste, vi SER har behov for hjælp eller omsorg.

I dagens tekst, teksten til de lige år, anden tekstrække, er det nåden, der er i fokus, selvom den ikke næves direkte. Teksten kan få os til at stoppe op og puste ud.

Har man taget kristendommen til sig, er man gået ind under Jesu fordring, under det dobbelte kærlighedsbud, som Jesus selv kalder det første og største bud, så kan man meget nemt blive frustreret over sin egen uformåenhed. For selvom det er en hovedpointe i kristendommen, at der ingen præstation kræves, så tænker jeg alligevel, at vi er mange, der kan tænke og ikke mindst føle det sådan – for vi vil jo så gerne gøre det så godt, vi vil jo så gerne gøre alt det rigtige. Vi vil jo så gerne være gode mennesker, selvom vi måske ikke lige formulerer os på den måde, alle sammen.

”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.”

Ro og hvile.

Jeg tænker, at vi er en del, der forbinder ro og hvile med at have ferie eller fri. Måske tager vi endda bort, i sommerhus og/eller til udlandet, så vi rigtigt kan slappe af, og undgå at tænke på alle de normale dagligdags gøremål. Måske finder vi endda et sted, hvor man ikke kan gå på nettet, så vi også får fred for det – og slukker måske endda for telefonen.

I Tomas Sjödins bog, der hedder "Det sker når du hviler", skriver han om, at hviledagen, som jo hos os er søndagen, er forudsætningen for de andre seks dage.

Og selvom det helt givet kan være en god idé at hive stikket ud, og tage på ferie væk fra hverdagen, for rigtigt at slappe af – ligesom det kan være en god idé at udnævne en ugedag – gerne søndag – til en dag, hvor man virkelig slapper af, så er det helt givet IKKE det, som Jesus mener, om end det kan blive anledningen til at spekulere over Jesu ord.

Kom til mig, siger Jesus, og jeg vil give jer hvile.

Hvilen er hos Kristus. Jeg læste en gang en tekst af teologen Karl Barth, tror jeg det var. For ham var en pointe ved kristendommen og Jesu forkyndelse, at den sikrede os mod at gå rundt i en illusion om, at der var nogen sikre holdepunkter i tilværelsen overhovedet. Et sted refererer teologen Ole Jensen, en anden teolog, Rudolf Bultmann, med ordene: ”at opgive drømmen om sikkerhed i hengivelse til næsten er at være fri".

Kom til mig, siger Jesus, og jeg vil give jer hvile.

Kast alt bort. Alle tanker om at skulle præstere, alle ideer om at skulle være særligt gode mennesker, alle ønsker og forhåbninger om at gøre alt det rigtige.

Kom til mig, siger Jesus, og jeg vil give jer hvile.

Og lytter vi rigtigt efter, kan vi måske mærke lettelsen. I et sekulært præstationssamfund som det danske, lyder det ganske vist helt helt forkert. Men ikke desto mindre som en lettelse.

Og hvad mere er – det er samtidig dybt luthersk. Skærer vi ind til benet, så vil jeg hævde, at det er essensen af Luthers lære, den lære som med et fint ord hedder retfærdiggørelseslæren. Det betyder på almindelig dansk, at vi slet ikke kan præstere os til at være rigtige kristne, kristne kan vi kun være af nåde. Vi retfærdiggøres, som det hedder, af Gud igennem vores tro, og skal altså ikke retfærdiggøre os overfor Gud.

Når vi således står nøgne tilbage, og har kastet alle vores egne og andres forventninger til os over bord, når vi således står med tomme hænder, og i den forstand har kastet alle vores byrder bort, ja, så står og er vi virkelig hos Kristus i troen.

Måske kender I fænomenet fra jeres eget liv. I har sat jer en eller anden stor opgave for, og det er næsten ligegyldigt hvilken slags opgave, der er tale om. Det er en meget stor opgave, I har sat jer for, og inderst inde, ja, så kan I ikke rigtigt overskue denne opgave. Men det er jer magtpåliggende, at denne opgave skal løses, tingene, der hører opgaven til, skal gøres. Men jo mere I går ind i opgaven, jo mere uoverskuelig synes I faktisk at det er.

Sker det så, at I på grund af et eller andet, i en eller anden anledning dropper opgaven alligevel, så bliver I umiddelbart lettede over, at I tog jer sammen, og droppede projektet. Faktisk bliver I så lettede, at I falder helt ned på jorden, og slapper af igen.

Hvis opgaven var vigtigt nok, og hvis opgaven havde en karakter, der gjorde den vedkommende, ja, så kan der ske det forunderlige, at lysten til at gå ind i opgaven igen, alligevel dukker op, men som noget mere lystbetonet. Det er ikke længere magtpåliggende, at projektet lykkes. Vejen bliver målet. At være i det, bliver målet, og så kan meget pludselig lade sig gøre alligevel, også det projekt, vi ikke kunne overskue.

Kom til mig, siger Jesus, og jeg vil give jer hvile.

Det forunderlige er nemlig, at når vi hviler i Kristus, så kommer alt det andet af sig selv.

Hele tanken med forholdet mellem troen og gerningerne hos Luther er netop, at når vi har fundet hvile i Kristus, ja, så kommer gerningerne helt automatisk bagefter. Det er det, der ligger i udtrykket, at troens frugter er kærlighedens gerninger.

Derfor kan man med rette spørge, om vi virkelig har fundet hvile i Kristus. Lytter vi til ham, når han siger, kom til mig, og jeg vil give jer hvile. Forstår vi ham, når han siger, at hans byrde er let?

Man hører sommetider udtrykket, at man skal yde før man kan nyde. I kristendommen er det lige omvendt. Her skal man nyde Kristi nærvær, før vi for alvor kan yde uden nogen bagtanker, uden noget håb om belønning, men ene og alene, fordi vi ikke kan lade være.

Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.

 

Amen.

 

Refleksioner over filmen "Stille hjerte": Livet som gave?

I anledning af filmklubaften i Vejlby Sogn, 24. november 2016.

 

Meningen med livet?

 

Det er min overbevisning, at enhver god film stiller spørgsmålet: ”Hvad er meningen med livet?”. Ikke sådan at en god film nødvendigvis kommer med et svar. Faktisk så stiller de fleste gode film flere spørgsmål, end de giver svar.

Det gælder også filmen ”Stille hjerte”, instrueret af Bille August.

Filmen handler i høj grad om spillet mellem mennesker – hvordan de reagerer overfor hinanden, ikke mindst hvordan hovedpersonen, der spilles af Ghita Nørby, reagerer og hvordan de andre reagerer overfor hende og hele situationen.

Et enkelt sted i begyndelsen af filmen siger Ghita Nørbys karakter, at hun nu kan fokusere på, hvordan de andre har det. Det er virkelig udtryk for et overskud, som de andre tilsyneladende ikke helt har på samme måde. I hvert fald er situationen tydeligvis tabu for nogle af dem.

Men det er unægtelig heller ikke nogen helt almindelig situation.

Helt kort så er den nærmeste familie plus en veninde inviteret på weekend – den sidste weekend med deres ægtefælle, mor og mormor og ven, altså, Ghita Nørbys karakter, som har valgt at lade sin ægtemand udøve hvad der i praksis er aktiv dødshjælp.

Og hvordan forholde sig til en person, som man ved er død i morgen?

Hvor tabubelagt er døden faktisk? Tør man grine sammen med en, som er dødsmærket, eller skal det hele være meget alvorligt? Hvad vil det sige at lave noget, der betyder noget?

Hvordan overhovedet tage en så drastisk beslutning, som det jo er, uanset om man er for eller imod aktiv dødshjælp, som jo er ulovligt i Danmark.

Kan man tillade sig at modarbejde andres beslutning – er der sådan noget som moral eller etik på spil – måske endda kristendommens bud om ikke at slå ihjel, der kan være afgørende for, om man vil forsøge at stoppe beslutningen? Eller er det indblanding i andres liv?

Hvad nu hvis en pårørende er ulykkelig over beslutningen?

Og hvem har egentlig ret til at beslutte, at livet skal afbrydes aktivt på den måde?

Jeg synes filmen behandler spørgsmålene på en meget nuanceret måde.

 

Filmen ”Stille hjerte” vises.

 

Ja, man skal nok lige synke filmen, og have den til at bundfælde sig. Som jeg nævnte inden filmen, så er der rigtigt mange ting på spil i filmen.

Jeg vil lige kort nævne forskellen på passiv og aktiv dødshjælp. Når det gælder passiv dødshjælp kan man sige, at så stopper man en livsvigtig behandling og det vil naturligt ende med døden, men man lader naturen gå sin gang, om man så kan sige. Det kan man ikke sige om aktiv dødshjælp, her lader man ikke naturen gå sin gang, men man afbryder livet aktivt.

Uanset om man er for eller imod aktiv dødshjælp, er der altid situationer, hvor man nok kan komme i tvivl, men der er også noget meget principielt på spil, herunder det kristne bud om ikke at slå ihjel.

Og man kan stille spørgsmålet, om det da står til os at bestemme, hvornår livet skal afsluttes? Skal vi ikke overlade det i Guds hænder, og lade naturen gå sin gang?

Eller hvad?

Tillad mig at gentage spørgsmålene fra min indledning.

Hvordan overhovedet tage en så drastisk beslutning?

Kan man tillade sig at modarbejde andres beslutning?

Eller er det indblanding i andres liv?

Hvad nu hvis en pårørende er ulykkelig over beslutningen?

Og hvem har egentlig ret til at beslutte, at livet skal afbrydes aktivt på den måde?

 

Hvad er meningen med livet? Er livet en gave, eller noget vi selv råder over?