Rune Klan om Jesu liv

 

 

Vi er nu i

trinitatis-

perioden

 

 

Når dommen kommer

Prædiken til sidste søndag i kirkeåret, 2017. Holdt i Homå Kirke

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Jesus sagde: »Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.«

 

 

Det er nu blevet den sidste søndag i kirkeåret, og det er tid til at holde dom. Sådan kunne man godt opsummere hovedbudskabet i søndagens evangelietekst.

 

Og jeg plejer at opfatte dagens tekst som en af mine yndlingstekster fra Det Nye Testamente. Vi starter kirkeåret med advent. Forventningens glæde, kunne være en fri oversættelse af ordet advent.

 

Og slutter med at holde dom.

 

Når det er sagt, så har jeg også tænkt, at der er noget pudsigt over, at kalde den sidste søndag i kirkeåret for netop sidste søndag i kirkeåret. I år kunne søndagen for eksempel passende have heddet 24. søndag efter trinitatis, da det jo var 23. søndag efter trinitatis sidste søndag.

 

Man kan med rette spørge, om det ville gøre den store forskel, og her er svaret, at ja, det ville gøre en forskel. På to fronter. Både en meget lavpraktisk forskel, og så sandelig også en teologisk forskel, der også har med dagens tekst at gøre.

 

Hvis denne søndag hed 24. søndag efter trinitatis, så ville dagen næste år, i 2018, hedde 26. søndag efter trinitatis. Fordi næstsidste søndag inden advent næste år hedder 25. søndag efter trinitatis.

 

Det vil altså ikke nødvendigvis være den samme prædikentekst, vi havde hvert andet år på den sidste søndag i kirkeåret, som det er tilfældet i dag. Det vil stadig være en tekst, der har et domsmotiv over sig. Men det ville ikke nødvendigvis være den samme tekst.

 

Den vigtigste årsag til, at det burde være anderledes end i dag, er dog for mig at se, teologisk.

 

For – hvornår er det, der bliver holdt dom over os? I evangelierne hedder det et sted, at Herrens dag kommer som en tyv om natten. Den kan altså ikke planlægges, det står ikke til os at vælge tid og sted. Dommen over vores liv kommer uventet, og pludseligt, og måske endda ubelejligt.

Men med det nuværende kirkeår, så ved vi altid, hvornår Verdensdommen kommer. Den kommer hvert andet år – altså, i alle ulige år. På sidste søndag i kirkeåret.

Hvis i stedet for, at kirkeåret sluttede med den trinitatis søndag, vi det pågældende år har talt os frem til, så er det – i hvert fald på et symbolsk plan – ikke givet på forhånd, hvilken trinitatis søndag i rækken, kirkeåret faktisk slutter med. Det slutter i stedet for lige pludseligt, og så bliver der – uventet – fældet dom over os.

 

Og dommen er bombastisk og ikke til at tage fejl af. Der er især tre ting, som det er værd at lægge mærke til i teksten.

For det første, at der her tales om gerninger og ikke tro. For det andet, at de dømte ikke kan huske, hvornår de har gjort noget, eller ikke har gjort noget. Og for det tredje, en tilsyneladende misforståelse af, hvem næsten er.

 

For det første tales der om gerninger, hvilket især er påfaldende i et reformationsjubilæumsår, hvor vi ellers har lært, at det er troen, det kommer an på. Som nogen vil vide, så er jeg normalt meget begejstret for Løgstrups tanke om kærlighedsbuddet som en tavs fordring. Altså et bud, der nok fortæller os, at vi skal elske Gud og næsten som os selv, men et bud, der ikke fortæller os, hvad det egentlig vil sige i praksis. Det må vi selv finde ud af.

 

Men Verdensdommen, som dagens tekst kaldes, er et meget befriende korrektiv til denne tanke. Forstået på den måde, at der er situationer, hvor det er ret åbenlyst, hvad der skal gøres, og hvor man ikke kan bruge som undskyldning for sin egen passivitet, at man ikke vidste, hvad man skulle gøre.

 

For hvis du ser en, der er nøgen, så er det ikke raketvidenskab at regne ud, at vedkommende har behov for tøj på kroppen. Ser du en, der er tørstig, ja, så er det heller ikke raketvidenskab at regne ud, at vedkommende har brug for et glas vand. Ligesom det ikke er raketvidenskab at regne ud, at mennesker, der er ensomme, enten fordi de sidder i fængsel eller ligger på hospital fx, ja, disse mennesker har selvsagt brug for besøg engang imellem.

 

Løgstrup har for så vidt stadig ret i, at kærlighedsbuddet ikke fortæller os, hvad vi faktisk skal gøre. Men nogle gange er det bare åbenlyst, hvad der faktisk bør gøres.

Desuden viser teksten, som jeg også selv utrætteligt gør opmærksom på, at gerningerne er helt centrale for den kristne tro. For troens frugter ER kærlighedens gerninger.

 

Når Luther taler om, at det ikke er gerningerne, det kommer an på, men troen, så taler han om frelsen. Og som Luther siger: Gud har ikke noget at bruge dine gode gerninger til, det har din fattige næste derimod. Luther kalder også gerningerne for et tegn på troen.

 

For det andet er det bemærkelsesværdigt, at personerne i teksten ikke kan huske, hvornår de har gjort de rigtige gerninger, og heller ikke, hvornår de ikke har. Og det viser med al ønskelig tydelighed, at vi faktisk ikke kan sige noget om, hvornår vi har gjort en kærlighedens gerning. Det ved kun Gud. Nogle gerninger udøver vi så naturligt, at vi ikke tænker over, at vi faktisk gør noget godt. Andre gange prøver vi at være gode, men tænker alligevel så meget på os selv i situationen, at det alligevel ikke rigtigt har noget med næstekærlighed at gøre, om end det kan være godt nok, det vi gør.

 

Og for det tredje, og det hænger også sammen med det andet, jeg lige har nævnt. Så lader det til, at personerne tror, at det kun er Jesus, de skal være god overfor. Du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv. Hvor Jesus unægtelig bliver Gud og næsten i samme person.

Men her kommer så dommen, og som viser hvor radikalt kærlighedsbuddet er. Vi skal nemlig handle til fordel for vores medmennesker, som om vi stod overfor Jesus selv. En anden måde at sige på, at vi i kristendommen viser vor kærlighed til Gud ved at handle til fordel for vores næste.

 

Lad mig for fuldstændighedens skyld tilføje, at jeg personligt tror, at vi alle sammen på dommens dag dumper med et brag, for hvis vi alle sammen indirekte skal dømmes på vores gerninger, kan ingen af os bestå. Vi har alle sammen svigtet vores næste mere end en gang, og sikkert også oftere end vi bryder os om at vide, end vi bryder os om at erkende.

 

Men netop Guds nåde og tilgivelse fører os alligevel over i Gudsriget, efter vores synders nådige forladelse. Det er selvfølgelig ikke noget jeg ved, men først og fremmest noget jeg tror på og håber på.

 

Herrens dag – dommens dag – kommer før vi ved af det, som en tyv om natten. Vi ved ganske vist – med det nuværende kirkeår – hvornår vi bliver konfronteret med teksten om Verdensdommen.

 

Men netop fordi, vi i praksis ikke ved det, så er vi reelt under dommen dagligt. Og lever man et kristent liv, eller forsøger på det, så går man jo heller ikke og venter på tidspunktet, men forsøger dagligt at se sine egne fejl og mangler, før man ser dem hos sin næste. Og elsker sin næste det bedste man kan, fordi næsten er sådan en som os selv, skabt i Guds billede, og derfor som Gud, værd at elske.

 

Amen

 

Paradis-længsel og det evige lys

Prædiken til juleaften, 2017. Holdt i Ebeltoft Kirke og i Homå Kirke.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«

 

 

Lad mig starte med at citere Johannes Møllehave. Han sagde i sidste måned til Kristeligt Dagblad følgende:

”Julen for mig er, at du har en magt, som du ustandseligt støder på for øjeblikket. En politisk magt, en kejsermagt. I Det Nye Testamente er det kejser Augustus, der sidder i Rom og styrer det hele. I dag har vi i Jerusalem, USA og i Kina for den sags skyld også nogle statsoverhoveder. Det er modsætningen mellem det lille barn og den store kejser (…). Stormagten”.

 

Sommetider kan man godt føle en afmægtighed overfor alle de ting der sker i verden, alle de ting, som medfører krig og ufred, sult og klimakatastrofer. Vi forsøger sikkert alle sammen at leve vort hverdagsliv, det bedste vi kan. Men når vi så tænder for fjernsynet, tænder for nyhederne, så vælter det ind med verdens mange begivenheder. Og hvad skal vi efterhånden mene om borgerkrigen i Syrien? Om den håbløse situation mellem Israel og Palæstina?

 

Vi fødes alle sammen ind i en i grunden kaotisk verden, vi fødes ind i nogle strukturer, nogle magtstrukturer. Det gjorde Jesus også. Og selve grunden til, at Maria og Josef var i Bethlehem, var, at magten – kong Herodes – forfulgte det kommende Jesusbarn. Vi støder hele tiden på en magt i vores liv, som Møllehave siger.

 

I årets julekalender på DR1, ”Snefald”, er vores verden med vores hverdagsliv skildret meget gråt og næsten ufrit. Der er ikke megen ramasjang hverken over pigens plejemoder eller lærerinden i skolen. Og betegnende nok, så er pigen den eneste i klassen, der sidder i tøj med stærke farver.

 

I modsætning hertil er byen, hvor julemanden Julius bor. Her er alle næsten glade hele tiden, de leger sjove lege, og julemanden synes at være med på den værste, og han har en nærmest barnagtig glæde over alt ting. Og det er selvfølgelig her ønskerne – børnenes ønsker – kan opfyldes. Det viser sig da også, at den eneste lidt pertentlige, både af udseende og væremåde, hr. Winther (tænk bare på navnet), at det er ham, der lader sig friste af det onde pga. jalousi, og da han tilraner sig titlen som julemand, efter han har fået Julius, den rigtige julemand, af vejen, da annoncerer han, at nu er det slut med al fjolleriet. Nu skal der fornuft tilbage i byen. Betegnende nok er han dog ikke i stand til at opfylde børnenes ønsker med julekuglerne. Når man er opfyldt af det onde, kan man ikke opfylde andres ønsker, fordi man kun tænker på sig selv. Omvendt er det den rigtige julemands livsformål at opfylde ønsker. Igen meget sigende så vækker Selma julemanden Julius fra sin søvn bag søvntågen, hvor Winther har gemt ham, ved at læse brevene med børnenes ønsker højt for ham. Det bliver han vækket af, for hans, julemandens, livsopgave er at lytte og opfylde ønsker.

 

Det er åbenlyst, at julemandens by, Snefald, normalt er symbol på alt det sjove, al umiddelbarheden, al det spontane. Hvor ikke mindst hovedpersonens plejemor er udtryk for det modsatte. På den måde bliver Snefald – under normale omstændigheder, når Winther ikke laver rav i den – på den måde bliver byen også et paradisbillede. Her er – normalt - godt at være, her griner man næsten hele tiden, her er hele tiden nybagte boller, her kender man ikke til penge eller til klokken, her laver man det, der falder en ind, her kan man gå igennem døren til evig sommer, når som helst man ønsker. At vi er i et paradis-lignende sted viser sig da også, da Winthers bedrag bliver afsløret, og han nok bliver bebrejdet at han valgte at gå ind i Mørke, men han bliver meget hurtigt tilgivet.

 

Da Selma skal tilbage til vores verden igen, sidder man næsten og ærgrer sig over, at hun ikke bare kan blive, hvor alt er godt, samtidig med, at man håber hendes plejemor, som savner hende, får hende at se igen. Og den ærgrelse man kan sidde med over at hun ikke bare kan blive i Snefald, tænker jeg også er udtryk for den paradis-længsel, der er i os alle sammen. Men det er vel at mærke en paradis-længsel, vi alle sammen kan realisere, hver gang vi forsøger at sprede glæde og omsorg for hinanden. Når den magiske kærlighed indfinder sig, den kærlighed, der ikke foretrækker nogen fremfor andre, så opstår den næsten barnlige glæde, man kan opleve et sted som Snefald. Eller for at bruge klassisk kristen sprogbrug: Så opstår Gudsriget. I hvert fald glimtvis.

 

Vi støder ganske vist tit på begrænsninger i vores liv. Når nogen siger vi skal et eller andet. Eller der er noget, vi ikke må. Hvad enten det er forældre, læreren i skolen, eller andre myndighedspersoner, der siger det.

 

At der er myndighedspersoner og magtstrukturer, der påvirker vores livsmuligheder er der ikke noget nyt i. Det nye, der opstod julenat, er, at der er noget, som er større og vigtigere end disse begrænsninger. Selve Sandheden kom til verden julenat.

 

Så tænk lige engang over, hvilket mirakel det var Julenat.

Miraklet, evangeliet til juleaften, er naturligvis, at det er selveste Guds søn, som kommer til verden. Sand Gud og sandt menneske. Sand Gud, fordi Jesus er uden synd, det vil sige, ufejlbarlig. Han er Vejen, Sandheden og Livet. Og sandt menneske, fordi han kommer til verden som alle os andre, har fødselsdag ligesom alle os andre, og både har behov for kærlighed, og kan være bange for døden. At selve Sandheden, Lyset, Kærligheden inkarneres i én person Julenat er et under, der bryder alle rammer for, hvad der er fantastisk – kun overgået af opstandelsen.

 

Med Jesus bliver der sat en helt ny dagsorden. Før Jesu tid har man selvsagt kendt til kærlighed. Men en kærlighed, der skal inkludere vores fjender, en kærlighed, som udelukkende skal udleves for den anden – vores næstes – skyld, og som Det Dobbelte Kærlighedsbud tilmed ophøjes til det første og største bud er en skelsættende begivenhed, verden på det tidspunkt ikke kendte til.

 

Og tænkt lige en gang over, hvor væsentligt det er. Hvad vi fejrer, handler også om, hvad vi værdsætter og hvad vi snakker om. Før kristendommens indførsel i Danmark, fejrede vi jól. Vi fejrede – omkring vintersolhverv – at lyset vendte, at dagene nu endelig ville blive lysere og lysere. Det var med andre ord naturen og lyset, vi forholdte os til.

 

Med markeringen af Jesu fødsel, kommer mennesket i centrum, ikke systemer og regler. Men netop mennesket, og ikke mindst som en del af et fællesskab, der også rækker ud over de såkaldt nære fællesskaber. Vi har i Danmark haft deciderede julegudstjenester siden 1853, hvor det startede i København, men fejrer faktisk i år 25 år jubilæum for den første officielle julegudstjenestefejring, juleaftensdag.

 

Jeg havde i år en konfirmand, som pludselig – mens vi talte om barmhjertighed, de ti bud og kærlighedsbuddet – som pludselig udbrød, at vi – når det kommer til stykket – dybest set er ligeglade med andre. Vi interesserer os først og fremmest for vores nærmeste familie. Det er måske lidt skarpt skåret, kan man indvende, eller er det?

 

Jesus, derimod, var så irriterende og upragmatisk, at han også prædikede fjendekærlighed, et bud, der rækker langt ud over vores familie. Når vi fejrer jul i Danmark, så er det altså trods alt Jesus, vi taler om, og det er nok heller ikke gået nogens næse forbi, at december måned stadig står som den måned, hvor vi skal være særligt barmhjertige og tænke på andre under det, der undertiden omtales som julens slogan: Nemlig, Julen er hjerternes fest. Om vi vælger at grine af det slogan og kalde det en indholdsløs kliche. Eller vi vælger at tage budskabet om Jesu fødsel alvorligt, og ikke bare i december og til jul, men hele året igennem prøver at sprede kærlighed til dem, der har hjælp behov. Ikke nødvendigvis som julemanden, lytte og opfylde ønsker, men i hvert fald hjælpe, når vi ser nogen trænge til vores omsorg. Om vi vælger at tage den opgave til os - Ja, det er til syvende og sidst et personligt valg.

 

Julenat, da vor Herre blev fød, da tændte sig lyset i mørkets skød. Meget symbolsk, så går alle kalenderlys til og med den 24. december. For julenat, dér tændes det evige lys, som ikke kan pustes ud, og som vi alle kan varme os ved.

 

Det lys, der bør have vores alle sammens opmærksomhed, det lys, som mørket ikke forstår, det lys, som altid brænder, det lys, som ikke engang døden kan få bugt med.

 

Det lys, der er vor trøst, når vi fortvivles over verdens gang, det lys, der også brænder, når vi selv synes, vi sidder i mørket. Det lys, der minder os om, at Jesu forkyndelse står til evig tid. Uanset, hvor skævt verden og livet går, og hvilke begrænsninger, vi synes, vi møder. Så står Jesus der stadig som det evige lys, som for os for altid er blevet tændt julenat.

 

»Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«

 

Og en rigtig glædelig jul til jer alle sammen!

 

Amen.