I anledning af filmklubaften i Vejlby Sogn, 27. september 2018.

 

Meningen med livet?

 

Vi skal i dag se en film af en af mine yndlingsinstruktører, nemlig Ruben Östlund, som også har lavet både Force Majeure og Play.

 

Hvad er meningen med livet? Det er et spørgsmål, som nogle af jer ved, jeg ynder at stille, når jeg går ind i en film og dets temaer og pointer.

 

Filmen The Square er både humoristisk og alvorlig, og nogle steder decideret skræmmende.

 

Omdrejningspunktet er mere eller mindre et kunstmuseum, som blandt andet har en lille kunstinstallation i form af en firkant, hvor der står, sådan i hovedtræk, at hvis man er på dette område, så gælder menneskerettighederne.

 

Uvilkårligt stiller man sig jo selv spørgsmålet, om menneskerettighederne da ikke gælder alle steder – og kommer måske endda til at tænke på de steder, de faktisk ikke bliver overholdt, heller ikke i den vestlige verden.

 

Hvordan kan kunsten tale om og sætte spørgsmål ved vores eksistens og alt det, vi tager for givet omkring vores liv og tilværelse?

 

Hvad vil det sige at være et godt menneske? Hvad vil det sige at gøre det rigtige?

 

Hvornår er kunst så uskyldig, at den bliver ligegyldig? Og hvornår kommer den så tæt på en sandhed, at den bliver decideret ubehagelig?

 

 

Filmen ”The Square” vises.

 

 

Filmen gjorde et voldsomt indtryk på mig, da jeg så den første gang, og jeg synes stadig den holder hundrede procent.

 

Den stiller en helt masse centrale spørgsmål, som den ikke rigtigt selv svarer på, men som man kan tænke længe over bagefter.

 

Og filmen tager vor tids store spørgsmål op som humanisme, tolerance, kunstens rolle i samfundet, og spørgsmålet om forholdet mellem godhed og hykleri, og den såkaldte politiske korrekthed.

 

Hvad siger I?

 

Og hvad siger I til The Square, altså den lille firkant om menneskerettigheder, som har givet filmen sit navn?

 

Går filmen over grænsen nogen steder?

 

Hvad siger I til menneskeabescenen? Er den for ubehagelig, eller er den nødvendig for filmen og hvorfor?

 

Er filmen et opråb om tolerance? Eller forsøger den blot at sige, at vi nok skal være gode mennesker, men dybest set lige så godt kan opgive at være det, da vi er så fulde af fejl og hykleri som vi er.

 

Hvor provokerende kan kunsten tillade sig at være? Og er kunst, der ikke er lidt provokerende overhovedet interessant?

 

Hvad er meningen med livet? At leve livet med konstante spørgsmål om alt ting, mens vi forsøger at være gode mennesker, velvidende, at hykleriet følger med?

 

HER vil jeg så påstå, at den kristne syndsbevidsthed kan være et værn mod hykleriet, da den jo fortæller os, at vi udmærket ved, at kærlighedsbuddet aldrig kan opfyldes hundrede procent.

 

Refleksioner over filmen "The Square": Om godhed og hykleri

Om rulletekster og indfældethed

Prædiken til 18. søndag efter trinitatis, 2018. Holdt i Vejlby Kirke

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple. Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.«

 

 

Vi skal i dag både høre om rulletekster og om Marokko. Og jeg håber det hele ender med at give mening til sidst.

 

Dem af jer, der har set film med mig i filmklubben, vil vide, og har sikkert lagt mærke til, at jeg har for vane at lade en film køre helt færdig, når den slutter.

 

Altså med rulletekster og det hele.

 

Det er en vane, jeg har haft helt fra barnsben af, og jeg tror altid, at nogen har undret sig over denne mani. Det gælder også, når jeg er i biografen. Jeg har det svært med at forlade salen, før alle rulleteksterne er helt færdige.

 

Det er og har altid været en fascination af mængden af mennesker, som er nødvendige for en films tilblivelse, og de mange ansvarsområder, der skal til.

 

Hvis det er en udstyrsfilm af de helt store, så kommer det sikkert ikke bag på nogen, at der står mange bag filmens tilblivelse. Derfor har fascinationen for mig været så meget større, når en tilsyneladende ligefrem film, også har mange mennesker, den står på ryggen af. Der skal tit et hav af mennesker til at skabe en film, og der er noget betagende ved alle de funktioner og ansvarsområder, de mange mennesker har påtaget sig i filmens tilblivelse.

 

Og hvad er min pointe med det? Jo, jeg har i mit stille sind sommetider kaldt det for rulletekstens teologi. Lidt i sjov, og lidt alvor.

 

For rulletekster til en film kan i høj grad benyttes som et billede på helheder. Altså tanken om forbundethed, tanken om at være afhængig af andre, også i situationer, hvor det ikke er det, vi lige tænker over, hvor det ikke er umiddelbart særligt synligt.

 

Ting – herunder film – bliver ikke til ud af det blå, men der er meget og mange, der står bag. Folk, som også vi er afhængige af, når vi ser filmen. Kun indirekte, ganske vist, da filmen jo er lavet, men alligevel.

 

På den måde handler det også om indfældethed, altså om at være en del af noget større, en afhængighed dels af andre, og dels af alt det, der var før os.

 

Og det gælder jo også for et lands egenart, et lands historie. Således var vi i sidste måned en uge i Marokko, hvor vi for eksempel var overrasket over, hvor stor en indflydelse det franske sprog har i landet. At landet har haft kontakt med det franske er en velkendt sag, som tidligere koloniseret af netop Frankrig. Men så meget desto mere var det spøjst at se, at det franske sprog hang ved i hele gadebilledet. Og jeg kom i den grad til at tænke over vores indfældethed i historien. Det gælder selvsagt også i Danmark, hvor vores historie på godt og ondt har præget os selv og vores selvforståelse og forståelse af Danmark og omverdenen. Så både når det gælder marokkanskhed, eller danskhed, eller andre nationale tilhørsforhold, så gælder det, at vi ikke rigtigt kan pille noget ud af ligningen, uden at ordet svækkes. Hverken de gode ting, vi hver især forbinder med vores land og vores kultur, og heller ikke de andre ting, som vi helst vil glemme, kan vi tage ud af ligningen.

 

Vi er indfældet i historien. Vi kan selvfølgelig vælge at ignorere de mange rulletekster, der vil fortælle os, hvem der har skabt hvad, og hvem der var nødvendige og ansvarlige for hvad. Men de er der stadigvæk, og ved vores blotte tilstedeværelse bliver vi også en lille del af den store fortælling.

 

Dagens evangelietekst om Jesus som det sande vintræ handler i høj grad om denne indfældethed. Altså om, hvor meget eller hvor lidt vi er en del af noget større.

 

Vi lever ganske vist i et land, der er rundet af en kristen tradition, og på den måde er det jo i overvejende grad kulturkristne værdier, vi alle bærer rundt på. Men det Jesus faktisk gør gældende i dagens tekst, er, at vi er forpligtede på at følge Jesus, og ikke nogen som helst anden. Det er de værdier, Jesus står for, vi skal bøje os under, og ikke nogen som helst andre.

 

Han siger ligefrem: ”Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner”. Jesus siger her, at hvis vi ikke bliver hos ham, så risikerer vi at visne som mennesker. Hvis ikke det dobbelte kærlighedsbud: Du skal elske Herren din Gud, og din næste som dig selv, hvis ikke dette bud gennemsyrer vores liv, således at vi er som en gren på Jesus, ja så visner vi.

 

Det er i hvert fald rigtigt, at vi svigter kærligheden hver eneste gang vi ikke hjælper det medmenneske, som vi ser har behov for hjælp. Jeg vil også tro, at de fleste kan mærke det. Når vi undlader at gøre noget, vi ved, vi burde have gjort, så giver det et stik i os, som om noget døde i os.

 

Denne oplevelse af at være en del af noget større, er sikkert forudsætningen for at kunne forstå Jesus i dagens tekst.

 

Og jo mere vil vi indse, hvor afhængige vi er af hinanden, og de værdier, vi hver især bærer med os. Og i kristendommens lys skal disse værdier selvsagt tage udgangspunkt i Jesu forkyndelse, så vi forbliver en gren på det sande vintræ, Jesus.

 

Det kan I eventuelt tænke over næste gang I ser på rulletekster, eller undrer jer over et lands egenart og historie.

 

Og huske på, at uanset vores egen indfældethed i historien, og uanset de mange rulletekster, der vil fortælle os, hvem der har skabt hvad, og hvem der var nødvendige for hvad i historien.

 

Ja, så er det de værdier, Jesus står for, vi skal bøje os under, og ikke nogen som helst andre, for at kunne blive eller forblive en Jesu discipel.

 

Amen.