Tyskland i 30'erne

Den 30. januar 1933 overtog Hitler magten i Tyskland, og nationen var begejstret (valget var jo demokratisk), og han blev på det nærmeste udråb til en ny Messias. Kirkelige lederen sagde blandt andet: "Havde Gud ikke sendt Føreren, ville den kommunistiske gudløshed have lagt sin klamme hånd på folk og fædreland" (citeret efter Fragmenter af et spejl, s. 16). Hitlers magtovertagelse var således et historisk vendepunkt, der også blev forklaret/forsvaret teologisk igennem tanken om 'Den dobbelte åbenbaring', dvs. det skabte livs hellighed i natur og historie ved siden af - eller endog forud for - åbenbaringen i Jesus.

Derfor mente kirken at være i skæbnefællesskab med den nationale bevægelse, altså nazismen og dets ideologi, hvorved de ideologisk dikterede sandheder fik præg af guddommelighed. En forvrænget forståelse af Luthers to-regimente lære, kunne man måske kalde det: Ideologien var mindst lige så sand som Jesu forkyndelse.

Denne sammenblanding af ideologi og teologi protesterede teologen Karl Barth kraftigt imod. Han mente - selvsagt temmelig provokerende på mange - at man skulle drive teologi som om intet var hændt. Kirken og teologien skal altså være fri i forhold til samfundet og dets ideologi. Fra nazistisk side indvendte man, at et sådant udsagn ikke var uventet fra sådan en som Karl Barth. Han delte ikke skæbnefællesskab med tyskerne, da han var svejtser, og havde derfor ingen ret til at gøre sig klog på tyskernes vegne.

I 1933 blev et ønske om, at kirken kunne ledes centralt fra oven gennemført ved valget af en rigsbiskop, Ludwig Müller, der nød Hitlers tillid og gunst. I begyndelsen var kirken intakt, men uenigheden om kirkens forhold til nazismen sprængte kirken.

Dette førte 29.-31. maj 1934 frem til dannelsen af Bekendelseskirken, hvor det ubetinget blev slået fast - igennem Barmenerklæringen - at der kun er én Herre, nemlig Jesus Kristus. Der er altså 'kun' én åbenbaring i historien, modsat hvad de tysk-kristne hævdede. De indarbejdede den nazistiske raceideologi i deres teologi (bl.a. kunne kun arier beklæde kirkelige embeder). Kampen måtte tages op mod de kræfter, der truede folket, især jødedom og kommunisme, mente de.

Sammenholdet i Bekendelseskirken brast dog februar 1936. Den radikale fløj forelagde et generelt opgør med den nazistiske ideologi, mens andre forblev politisk loyale, trods deres kirkelige modstand. Bekendelseskirkens teologi var for flydende. Ikke engang i Barmen-erklæringen var der et utvetydigt opgør med antisemitisme og jødeforfølgelser, selvom arie-paragraffen havde været en væsentlig årsag til splittelsen i den tyske kirke.

Danmark i 40erne, og læren indtil i dag

 

I Danmark var forholdet mellem stat og kirke selvsagt ikke nær så problematisk. Situationen i Danmark som sådan var alvorlig nok, men endnu havde kirken ikke blandet sig i den politik, den danske regering førte. Hævdelsen af Luthers to-regimentelære var intakt, kunne man sige.

Filmen knækkede først i efteråret 1943, da den parlamentarisk valgte regering var trådt tilbage. Det berømte hyrdebrev blev læst op fra landets prædikenstole, hvor de ting blev sagt, som den danske regering ikke havde sagt tydeligt nok - hvis overhovedet.

Her vil jeg dog koncentrere mig om udtalelsen ("kirken og retten"), der blev udsendt i marts 1944. Den var forfattet af Regine Prenter, som blev bifaldet af flere teologer, heriblandt K.E.Løgstrup og en modstandsgruppe blandt de danske præster, Præsternes uofficielle Forening.

Udtalelsen indledes således: "I det Ordinationsløfte, som alle danske Præster har aflagt, lover vi, at vi flittigt vil formane vore Tilhørere til en sand og alvorlig Omvendelse, Lydighed mod deres rette Øvrighed [min kursivering], Barmhjertighed mod de elendige og Kærlighed mod deres Medkristen og Næste". Luthers to-regimente lære står fast, hvilket her siges klart: "Kirkens Gerning i Dag bestaar - som altid - først og fremmest i den klare Forkyndelse af Evangeliet". Med andre ord, kirken skal ikke blande sig i politik, og med Barths ord: Man skal drive teologi som om intet er hændt. Det er i hvert fald det utvetydige udgangspunkt.

Men udtalelsen fortsætter: "Naar Kirken i Dag skal følge Ordinationsløftet og formane til Lydighed mod den rette Øvrighed, Barmhjertighed mod de elendige og Kærlighed til Næsten, staar den i en meget vanskelig Situation. Retsforholdene i vort Land har i de sidste Maaneder udviklet sig i en Retning, som gør det vanskeligt for Kirken at tale konkret baade om Lydighed mod den rette Øvrighed og om Barmhjertighed mod Næsten. Retstilstanden er i Øjeblikket saadan, at det er svært at afgøre, om vi virkelig har en ret Øvrighed at adlyde". Endvidere: "Kirken ønsker ikke at blande sig i Statens Sager, men netop at respektere Staten i dens Suverænitet som den Guds Tjener, den er (Rom.13,4). Men dette betyder dog ikke, at Kirken ikke har noget at sige Statsmagten. I det Øjeblik Statsmagten truer med at forlade Rettens Grund og opløse sig selv i et Vilkaarlighedens Despoti, er det Kirkens Pligt at kalde til Værn om Retten. Kirken blander sig ikke ind i Statsmagten paa den Maade, at den ønsker at autorisere en bestemt Statsform som den eneste kristelige. Kirken kan leve sit Liv under en hvilket som helst Statsform undtagen den, der gør sig til eet med Lovløsheden. Naar den faktiske Statsmagt "befaler at synde, da bør man adlyde Gud mere end Mennesker (C.A. Art XVI)".

Jeg har refereret en del fra det historiske dokument, fordi her selvsagt er enormt meget på spil. Teologisk lyder spørgsmålet som sagt: Kan og skal Luthers to-regimente altid opretholdes, og hvis nej, hvor anspændt og ekstrem skal situationen være, før man med rimelighed som kirke skal bryde denne lære, og blande sig i statens førte politik - eller mangel på samme? Spørgsmålet er mildt sagt ikke 'bare' teologisk, for der er selvsagt en betydelig forskel på, om kirken kun kan og skal forkynde evangeliet, og drive teologi som om intet var hændt, eller der er grænser for kirkens loyalitet over for det til enhver tid siddende folketing og den førte politik.

Når jeg her reflekterer over forholdet mellem politik og kristendom, tænker jeg ikke på en situation som dengang nogle danske biskopper for nogle år tilbage stod frem og kritiserede den herskende politiske stilling til flygtninge og indvandrere. Eller Leif Bork Hansen, der som bekendt hjælper/hjalp flygtninge, der er gået under jorden, og banker på hans dør. Og egentlig heller ikke det såkaldte "Præsteinitiativet", som nok blev mest kendt for sine præsters juleprædikener, som var rettet mod den førte flygtninge/udlændinge-politik.

Her er det jo også enkeltpersoner/små grupper, der er på færde, og ikke kirken som sådan.

Og selvom de just nævnte situationer er alvorlige nok, tænker jeg først og fremmest på de situationer, som jeg vil kalde ekstrem alvorlige, og i den forstand ser jeg dokumentet, som ovenstående er citeret fra, som et dokument som havende karakter af en slags præcedens for, hvad der er 'alvorlig'. Vi har jo ikke siden Anden Verdenskrig haft en retstilstand i Danmark, der blot tilnærmelsesvis har karakter af samme alvor. Og ganske vist har man kaldt Muhammed-krisen for den alvorligste udenrigspolitiske krise for Danmark siden Anden Verdenskrig, men det var netop både påfaldende og glædeligt, at retstilstanden i Danmark var upåvirket, selvom nogle biskopper faldt det nødvendigt at forfatte et hyrdebrev, man kunne vælge at læse fra prædikestolen, hvor man manede til besindighed.

Alligevel er spørgsmålet mere aktuelt end man måske tænker over. For hvornår er det rimeligt/nødvendigt at kirken retter henvendelse til staten om at bruge den indflydelse, den måtte have til at presse på i de rette internationale fora, for at undgå en eventuel krig - eller hvornår kan/skal kirken lave en slags fælles udtalelse mod den førte politik i disse ekstremt alvorlige sager.

Eller betydeligt mere kontroversielt:

Kan man være del af eller vidne til en begivenhed, hvor dette at holde evangeliet (du må ikke slå ihjel) vil være det samme som at krænke evangeliet?

Som bekendt blev der slagtet 800.000 mennesker under folkemordet i Rwanda på cirka hundrede dage. Bør kirken gå ind for en militær intervention i en sådan situation, som selvsagt kan kræve adskillige menneskeliv, herunder mange civile? Bør kirken ligefrem rette henvendelse til folketinget om at den skal bruge den indflydelse den måtte have i de rette internationale fora - til at presse på for en måske nødvendig militær intervention?

Var det forkert ikke at intervenere i Rwanda 1994, og var det rigtigt at intervenere i Libyen marts 2011?

Eller er det mere kristeligt blot at kigge på i en sådan grotesk situation? I en given situation er det selvfølgelig essentielt at interventionen er 'neutral', og ikke egentlig for at beskytte en særlig gruppe, om man så kan sige. Burde kirken have reageret under borgerkrigen i eks-jugoslavien med en fælles henvendelse til folketinget om at den skulle handle med sin indflydelse? Krænker man ikke evangeliet ved blot at se på, at et massemord bliver begået? I denne forbindelse tænker jeg ikke på den enkelte kristnes stillingtagen, men kirken som sådan. Men derom er kirken i Danmark måske for uenig?

Måske den danske folkekirke også i dag automatisk ville stå sammen om en holdning, hvis situationen virkelig blev ekstrem grotest - indenrigs, eller for Danmark som land?

Men hvad er egentlig ekstremt alvorligt?

Jeg synes, at Barack Obamas - der jo pt. har ansvaret for to krige - takketale i forbindelse med overrækkelsen af Nobels Fredspris til ham i Oslo, har en interessant balancegang mellem det komplicerede forhold mellem idealerne og den sommetider nødvendige krig, og at disse størrelser ikke nødvendigvis uden videre er i modstrid med hinanden.

Læs hans takketale, eller nobelforedrag, som det kaldes, her.

Eller som det hedder i filmen The International (instrueret af Tom Tykwer): "Bør du ofre dine egne idealer i en større sags tjeneste?".

Hvor idealet kunne være pacifisme, og den 'større sags tjeneste' kunne være at udgå et folkemord.