Rune Klan om Jesu liv

 

 

Vi er nu i

 

Hellig Tre Konger

 

perioden

 

 

Når pacifister vælger at gå i krig

Kronik af Enhedslisten om aktionen i Libyen, 25. marts 2011:

"

Derfor stemte Enhedslisten for aktionen i Libyen

Bekymringen for en massakre på civilbefolkningen samt FN's opbakning har været helt afgørende for Enhedslistens beslutning om at bakke op om indgrebet i Libyen. Hvis indsatsen udvikler sig til en besættelse af landet med landstyrker, trækker partiet sin støtte

Af: Frank Aaen, Per Clausen, Johanne Schmidt-Nielsen, Line Barfod

 

Enhedslisten stemte i fredags for dansk deltagelse i det militære indgreb i Libyen. Det på trods af vores indædte modstand mod vold og krig som løsning på konflikter. Vi mener stadig, at krig ødelægger mennesker og samfund og meget sjældent fører noget godt med sig.

Men der er situationer, hvor ønsket om at redde menneskeliv vejer tungere end modviljen mod militær indgriben. I Rwanda så vi, hvordan verdens passivitet betød, at op mod en million mennesker blev massakreret i 1994. Ti år senere oplevede vi folkemord i Darfur.

Det var på den baggrund, at Enhedslistens medlemmer på et årsmøde for nogle år siden traf beslutning om, at vi kan støtte militæraktioner, hvis formålet er at forhindre folkemord og andre grove overgreb mod menneskeheden. Den årsmødebeslutning er fundamentet for vores støtte til dansk militær deltagelse i Libyen. Det er vores klare opfattelse, at hvis der ikke blev grebet militært ind, havde Gaddafi-regimets styrker indtaget de store befolkningscentre i det østlige Libyen. Og vi tvivler ikke på, at en sådan sejr til Gaddafi havde resulteret i et blodbad og i udryddelse af den libyske opposition.

Det var den situationen, vi stod over for, da vi i fredags skulle tage stilling til en intervention i Libyen. Der var på det tidspunkt ikke mange handlemuligheder tilbage.

Det er dybt beklageligt, at verdenssamfundet ikke for længst har grebet ind over for Gaddafis undertrykkelse, eksempelvis gennem økonomiske sanktioner. Da oprøret udviklede sig, burde man prompte være gået i gang med en diplomatisk indsats for at påbegynde mægling mellem parterne. Men det svigt ændrer ikke på, at befolkningen i Benghazi og Tobruk i fredags var i overhængende fare for nedslagtning.

Enhedslistens opbakning til en militær indsats i Libyen handlede ene og alene om, at vi i den konkrete situation så det som eneste middel til at beskytte civilbefolkningen. Alternativet havde været at acceptere, at Gaddafi havde druknet oprøret i blod. Ingen handling havde også været en handling med alvorlige konsekvenser.

FN-opbakning afgørende

FN’s opbakning til interventionen i Libyen er væsentlig for os. Den står i modsætning til de seneste mange års amerikansk enegang. I fredags lå der et klart FN-mandat, som opfordrede til en militær aktion. FN’s resolution understreger, at formålet med aktionen alene er at forhindre overgreb på civilbefolkningen. Den afviser, at Libyen kan besættes med landstyrker. Og det slås klart fast, at indgrebet for at beskytte civilbefolkningen skal følges op af våbenhvile og mægling.

Faktisk står der som første punkt, at målet er en »øjeblikkelig våbenhvile og ophør af al vold og angreb på og overgreb mod civile.« Og at våbenhvilen skal føre til, at man skal »intensivere bestræbelserne på at finde en løsning, der svarer til det libyske folks legitime krav, assisteret af FN’s generalsekretærs særlige udsending og Den Afrikanske Unions Freds- og Sikkerhedsråd, med henblik på at facilitere en dialog, der fører til sådanne politiske reformer, som er nødvendige for at finde en fredelig og bæredygtig løsning.«

Med andre ord: Formålet med aktionen er at beskytte civilbefolkningen og skabe forudsætning for en politisk løsning på den væbnede konflikt. Der er ikke tale om et regimeskifte som i Irak eller Afghanistan, men om at sikre våbenhvile og forhandling. Formålet er at skabe rammerne for, at libyerne selv kan afgøre deres fremtid.

Endelig havde det stor betydning, at repræsentanterne for den demokratiske opposition selv bad om et flyveforbud, og at de blev bakket op af landene i regionen.

Stormagternes mand

En del har spurgt os, om vi virkelig tror på, at USA, Frankrig og andre stormagter har gode hensigter i Libyen. Vil de ikke sætte sig på landets olie eller indsætte en marionetregering?

Det er vigtigt at huske, at Gaddafi ikke på nogen måde udgjorde en trussel mod eller opposition til stormagterne. Indtil for få uger siden var han stormagternes mand. Vestlige olieselskaber opererer allerede i Libyen. Europæiske lande havde lukrative aftaler om våbensalg til despoten, og EU indgik i tæt samarbejde med Gaddafi om at holde afrikanske immigranter væk fra Europa.

Det gode forhold til diktatoren var formentlig årsagen til, at stormagterne i første omgang tøvede med at indføre sanktioner eller beskytte den libyske civilbefolkning.

Men naturligvis kan der findes egennyttige motiver hos de deltagende stormagter. Netop derfor er det af yderste vigtighed, at vi fastholder, at indsatsen ikke må føre til besættelse af Libyen, og at libyerne selv skal vælge deres regering.

Hvem er oprørerne?

Der har været rejst kritik af militærindsatsen ud fra det synspunkt, at vi ikke aner, hvem de libyske oprørere er.

Der er uden tvivl brug for mere viden om og dialog med den libyske oppositionsbevægelse. Det er dog tydeligt, at oppositionen i Libyen er direkte inspireret af demokratiforkæmperne i nabolandene Egypten og Tunesien. Oppositionens skyggeregering, som består af afhoppere fra Gaddafis regime såvel som tidligere politiske fanger, har gang på gang understreget, at deres mål er frie valg, fri forfatning og et flerpartisystem.

Endelig har det synspunkt været rejst, at enhver indgriben i et andet lands interne anliggender bør afvises, fordi det gør vold mod landets suverænitet. Vi mener, at det er vigtigt at respektere nationernes suverænitet, men at denne suverænitet må afvejes i forhold til menneskerettighederne.

Hvis et brutalt regime myrder løs på sin egen befolkning, vejer hensynet til beskyttelse af mennesker højest. Det er grundlaget for FN’s beslutning fra 2005 om, at FN kan gribe ind, hvis stater udøver folkedrab, etnisk udrensning eller andre grove forbrydelser mod menneskeheden. Det er et princip, som vi i Enhedslisten støtter.

Betinget støtte

Enhedslisten har gjort det klart, at vores støtte til operationen er betinget af, at FN’s resolution respekteres. Hvis den danske regering og den internationale koalition svigter FN’s resolution — for eksempel ved ikke at tage initiativ til våbenhvile og mægling eller bomber uden hensyn til befolkningen — vil Enhedslisten ikke længere bakke op om den danske indsats.

Et sådant svigt af FN’s resolution vil ikke bare være en katastrofe for udviklingen i Libyen, men også skade FN’s legitimitet, når fremtidige konflikter skal løses.

I skrivende stund udtaler de militære talsmænd, at der efter den første uges angreb er etableret et flyveforbud, som forhindrer Gaddafi i at bombe befolkningen. Gaddafis styrker har trukket sig væk fra oprørskontrollerede byer. Det er indtil nu resultaterne af det militære indgreb — og dem er vi glade for at have medvirket til.

Men det er afgørende, at den militære indsats for at beskytte befolkningen nu følges op af en lige så målrettet og hurtig indsats for at gennemtvinge en våbenhvile, der kan skabe rammer for mægling og forhandling.

Det er vores holdning, at FN skal spille den afgørende rolle, både i forhold til våbenhvile og i facilitering af en forhandlingsproces, der leder frem til frie valg. Derfor har vi bedt regeringen om hurtigst muligt at fremlægge en strategi for, hvordan Danmark vil bidrage til at få igangsat denne proces.

Frank Aaen, Per Clausen, Johanne Schmidt-Nielsen og Line Barfod er MF’ere for Enhedslisten "

Den 30. marts 2011 valgte Enhedslisten at trække sin støtte til aktionen i Libyen tilbage, da de mener, at koalitionen går videre end FN-mandatet giver lov til.

Enhedslisten trækker støtten til aktionen i Libyen

 

Fra Enhedslistens hjemmeside:

"

Operationen er i strid med FN – vi trækker støtten

 

Ons, 30/03/2011 - 19:14

Aktionen i Libyen handler ikke længere kun om at opnå våbenhvile og beskytte civile. I stedet tager den parti i en borgerkrig, og det vil Enhedslisten ikke støtte.

Den drejning, som aktionen har taget, er i klar modstrid med FNs resolution, og der gøres ingen seriøse forsøg på at etablere våbenhvile, fortæller forsvarsordfører Frank Aaen.

Fra beskyttelse til borgerkrig

- Siden sidste fredag er det lykkedes at stoppe Gaddafis angreb på civilbefolkningen. Det var en rigtig beslutning at stoppe hans angreb, og vi er glade for at have været med til det, fastslår Frank.

- Men i den seneste tid har operationen ændret karakter, så vi nu er deltagere i en borgerkrig. I de sidste dage har oprørerne fået luftstøtte til at rykke frem, og selvom vi har stor sympati for oprørerne, så er det ikke den militære opgave at støtte den ene part i en borgerkrig.

Ingen forsøg på våbenhvile

Udviklingen er ifølge Frank Aaen i klokkeklar strid med det mandat, som FN og Folketinget har givet. Og den betyder, at Enhedslistens oprindelse betingelser for at støtte operationen ikke længere opfyldt.

- Det var afgørende for os, at det politiske mål var våbenhvile og forhandlinger. Og her må vi konstatere, at der ikke gjort nogen som helst seriøs indsats, selvom det er punkt nummer ét i FNs resolution, fortæller Frank.

- Flere nationer og den afrikanske union har prøvet at sætte gang i forhandlinger, men ikke fået opbakning fra NATO og alliancens udenrigsministre, der hellere vil bombe videre.

Enhedslisten vil arbejde på at få operationen tilbage på FN-sporet hurtigst muligt. En borgerkrig og udefrakommende forsøg på at gennetvinge et regimeskifte i Libyen risikerer vare i årevis og koste mange civile liv"