Rune Klan om Jesu liv

 

 

Vi er nu i

trinitatis-

perioden

 

 

Elsket er den, som sætter sig ned. Om den 11.sept. 2001

 

De to Babelstårne

 

Vestlige dyder som menneskerettighedserklæringen, tanken om demokrati, ytringsfrihed, og de "dyder", som økonomisk (og militær) magt i øvrigt syntes at kunne skabe, er jo nok nødvendige (de mindst dårlige?) foranstaltninger i vores verden, i bestræbelsen på at skabe det som er blevet kaldt "det internationale retssamfund", hvor afvigere bliver sanktioneret eller militært straffet (ved interventioner og 'humanitære' indgreb), hvis de ikke holder, hvad nogen vil kalde den vestlige verdens såkaldte værdigrundlag: menneskerettighedserklæringen.

Men vi glemmer, at alle disse konstruktioner er 100% menneskelige.

I vor søgen efter en tryg verden, hvor vi gifter os, får børn, ønsker et velbetalt job, der kan give os økonomisk tryghed, og i øvrigt ønsker at skabe en verden, hvor den enkelte kan føle sig tryg i det vi kalder for en 'fri' verden, er det ikke overraskende, at dette verdensbillede styrter sammen, når troen på denne sikkerhed - pludseligt og ganske uventet, styrter sammen i sin grundvold.

For demokrati og menneskerettighedserklæringer er kun menneskelige konstruktioner.

Så 'pludselig' skete det:

"Det kom som lyn fra en klar himmel. I et vældigt glimt. Tilintetgørende og ufatteligt. Ord kan ikke beskrive det, som skete, eller vore følelser over for det skete. Det virker så uvirkeligt, selv om vi godt ved, at det er virkeligheden, der vises igen og igen på alverdens tv-skærme. Det er blevet sagt, at verden ikke er den samme efter den 11. september 2001. Det føler vi stærkt i dag, dagen derpå. Da World Trade Center med de to tårne og tusindvis at uskyldige mennesker styrtede sammen, rev det også noget af vores tro på og tillid til verdens fortræffeligheder med i faldet. For hvad er det for en verden, vi lever i, når så frygtelige hændelser kan få lov at ske?". Således indledte biskop Erik Norman Svendsen sin prædiken under mindegudstjenesten i Københavns Domkirke 12. september for ofrene for terroraktionen I USA.

Og angrebet kunne - i al sin sygelighed - næsten ikke være mere raffineret udtænkt.

"Det var USA og USA's magtsymboler, der blev ramt. Symboler, som vi er afhængige af, og derfor føler vi meget mere med det her end ved for eksempel folkemordet i Rwanda. Det går pludselig op for os, hvor sårbare vi er. Det kunne lige så godt være Christiansborg, der blev ramt. Det er et anslag mod vores egen verden", som sognepræsten ved Frederikshavn Kirke, Laurids Korsgaard, udtrykte det i Kr. Dagblad 14. september.

Som fortsætter: "Jeg synes, at denne her katastrofe symbolsk viser, hvor højt vi mennesker er kommet med vores globaliserede Babelstårn. Vi bygger huse, der kan rumme 50.000 mennesker, og fly, der kan rumme 50.000 liter brændstof og 200 passagerer - og de kan styres af en gal mand". Og dr.theol. Ole Jensen siger noget lignende: "Der er i dag gigantiske humanitære problemer i verden, som ikke er løst. USA har et ansvar, fordi det er så stor en magt. USA kunne gøre verden mere betydeligt mindre usikker at leve i. Ikke fordi USA kun er skurken, og det er bedre at være i alliance med dem end med slyngelstaterne. Men vi burde være lige så rystede over det, der sker i Israel og i de besatte områder. Men fordi terrorangrebet i tirsdags fandt sted i en storby som New York, identificerer vi os mere ed det". Og historiker Henrik Jensen: "For bag katastrofen ligger jo også det, at der er en dybereliggende konflikt mellem den rige og den fattige verden. Den modsætning vil blive endnu stærkere. Og set i lyset af det er det ikke bare en terrorsituation, vi oplever, men en understregning af et moralsk underskud i Vesten. Vi ved jo godt, at vi sidder på det meste og ikke vil give det fra os. Derfor bliver symbolikken til at tage og føle på, når man tænker på, at det, der blev ramt, var den risikovillige kapital, der rejser rundt i enhver afkrog af verden og afgør hele samfunds skæbner" (citeret fra artiklen "Fjernt og dog så nært", Kr.Dagbl. 14/9 2001).

Ja, den symbolske værdi var selvsagt enorm. Det var den vestlige verdens Babelstårn, som væltede.

Den måske mest opbyggelige (verdslige) kommentar kom fra WA's Anne Knudsen, som under overskrifter "Den nye usikkerhed" slutter sin artikel: "De farligste er altid dem, der ikke har noget at miste. "Blød" sikkerhedspolitik er ikke længere kun et supplement til den "rigtige" sikkerhedspolitik med missilskjoldene, nedrustningsforhandlingerne og atomubådene. Blød sikkerhedspolitik er rigtig, virkelig og væsentlig. Sandsynligheden taler for, at hjernerne bag de selvmorderiske morderes kroppe, som i tirsdags bragte krigen helt ind i hjertet af USA, lever i lande, hvor demokrati, frihed og tryghed ikke hører til verdens naturlige indretning. Og så længe der stadig er mange af den slags steder, er det muligt at rekruttere mennesker til at føre en krig, vi kun vanskeligt kan forsvare os imod. Indtil det sidste land er blevet rigt, fredeligt og demokratisk, må vi leve så godt og forsigtigt, vi kan, i den nye, usikre verden, der blev skabt i tirsdags".

Det er - i al sin bagvendte logik - kloge ord.

 

 

 

 

Elsket er den, der sætter sig ned

 

Billedet af en trøstesløs New Yorker, som var afbildet i flere aviser, en velklædt forretningsmand dækket af støv på hovedet og på det elegante tøj, som stod midt i "krigszonen" mindede mig om filmplakaten fra "Sange fra anden sal". Denne forretningsmand lignede forretningsmanden fra denne film, som er trøstesløs film om livets absurditet og uendelige sårbarhed. World Trade Center havde 110 etager. Måske er vi nødt til at bygge et nyt Babelstårn.

Men måske - billedligt talt - kun på 55 etager? Eller 45? For vi kan ikke synge som Gud, selvom det forekommer mig, at vi konstant prøver på det. Vi kan ikke tale med Guds stemme. Babelstårnet er og bliver, og kan aldrig være og blive andet end en menneskelig konstruktion (Jeg mener IKKE, at tragedien var Guds straf over en hovmodig menneskehed, som det vel er tilfældet i den gammeltestamentlige historie. Alligevel synes jeg billedet er meget præcist).

Håbet, der går igennem den omtalte film, er mantraet "elsket er den, som sætter sig ned". Hvilket giver en association til scenen i Lukas-evangeliet med Martha og Maria. Den ene farer fortravlet rundt, mens den anden - sætter sig ned, og lytter til Jesus.

Hvis man satte sig ned, og turde lytte til Jesus, ville han fortælle, at verden hverken er bleven mere eller mindre ond, syg, ulykkelig end den altid har været. Verden er som den plejer. I den forstand er der intet nyt på færde efter 11. september 2001.

I en anmeldelse af bogen Tirsdag 11. september. Eftertanker, skrev Asger Brandt i Kristeligt Dagblad 8/1 året efter: "I disse første dage gik vi alle rundt og sagde tåbeligheder som: "Verden bliver aldrig mere den samme!". Her fire måneder efter er det vel nærmest skræmmende, hvor meget verden trods alt ligner sig selv".

Det fatale for os mennesker er naturligvis, at vi ikke lytter mere til Jesus og hans forkyndelse. For det, der rystede især den vestlige verden, var at vores illusioner bristede. Men det Jesus konstant prøver at fortælle, er jo netop, at vi bygger vores liv på en total illusion, hvis vi tror, at vi er herrer over noget som helst i denne verden.

Hvad vi var mange, der åbenbart troede, at vi var. Indtil den 11. september 2001. Der er snarere tale om, at vi er bleven vækket.

Som Tidehvervs Jesper Langballe har udtrykt det: "Den tryghed, vi - ligesom amerikanerne - har taget for givet, ja har ment os naturligt berettigede til, sank i grus som de højhuse, der var newyorkernes stolthed; symbolet på det moderne menneskes grænseløse magt og usårlighed. En ligeså grænseløs afmagt greb Vesten - afmagten over den sprængte tryghed, af magten overfor den bestialske ondskab. Det var og er - har man tit nok sagt - som en uvirkelig drøm. Men det er ikke sandt. Sandheden er, at vi nu - måske blot for en kort stund - er vågnet op fra en uvirkelig drøm - drømmen om vores usårlige tryghed og magt og drømmen om det grundlæggende gode i mennesket, som vil blomstre og brede sig, hvis bare vi lærer at møde alle mennesker og folkeslag med tillid, uanset om de tror på Kristus, Muhammed eller djævelen. Troen på, at vi sætter livets og kærlighedens dagsorden - når bare vi er mange nok og go'e nok. Vi er for et øjeblik vågnet til virkeligheden. Synderes virkelighed. Afmagtens virkelighed. - Hvad kan vi overhovedet stille op? - har det afmægtige spørgsmål lydt lige siden. Gudstjenestens svar på det spørgsmål vil forekomme verden absurd, vanvittigt, forargeligt. Gudstjenestens svar er, at netop nu skal vi lære i Jesu navn at takke Gud for livet. For netop nu - død og ødelæggelse for øje - kan vi nok allerbedst høre, hvad det vil sige" (Tidehverv, nr. 9 - nov. 2001. Her uddrag fra en prædiken over Lukas 17,11-19.).

Som man måske husker, blev kirkerne fyldt mere op end sædvanligt i de første uger herefter. Man vidste ikke, hvad man skulle stille op med denne afmagt I den forbindelse var det skæbnens ironi, at tekststykket søndagen efter var Luk. 17.11-19. Ti spedalske søger i afmægtighed over deres sygdom hjælp hos Jesus. De bliver alle helbredt, men kun én vender tilbage for at takke Guds søn for dette mirakel. Hvor mange af dem, som følte afmagten mindre efter pågældende gudstjeneste, takkede mon Gud bagefter? For det var jo nok det psykologiske behag ved at dele afmagten med andre, og ikke Guds Ord, som var det helbredende. Sådan tænker det moderne menneske jo.

 

Har verden ændret sig?

Spørgsmålet er - blandt andet med ovenstående in mente - hvorvidt verden virkelighed har ændret sig, som man jo bliver ved at hævde. I begyndelse brugte man næsten datoen 11/9 som en ny tidsregning "siden 11. september" var næsten et mantra, når man skulle kommentere en begivenhed, og det ofte uanset om det var udenrigs- eller indenrigsstof.

Selvfølgelig er en ny 'krig' offentligt deklareret af USA, nemlig war on terror, som jo startede 8. oktober 2001, da bomberne faldt over Afghanistan. En krig, der nemt kan vare en hel generation. Når en filosof - vist nok Jean Boudrillard - kan sige: Ja, verden blev en anden 11/9, men den lignede sig selv igen den 8/10, så har han unægtelig en pointe.

For selvfølgelig har verden ikke ændret sig. Fra kristeligt side må man naturligvis insistere på, at verden ændrede sig omkring vor tidsregnings begyndelse, da Jesus-barnet kom til verden.

Under alle omstændigheder er det historien - og ikke mindst de(n) til enhver tid værende stormagt(er), der skaber vore verdensbilleder, og hvem vi bør/skal holde med. Det var så nemt i Den Kolde Krig, som min og den forrige generation er født ind i. Der var Øst, og der var Vest. Så enkelt var det.

Så kom Murens Fald i 1989. Fjenden var pludselig væk. Der var ganske vist en Golfkrig og så var der jo borgerkrigen i Jugoslavien - en konstruktion, som ikke længere eksisterer -, en krig, som vel var tættere på, selvom vi dog havde Olfert med i Golfen.

Og så var der jo forskellige religiøse konflikter - kristne mod muslimer, jøder mod muslimer - i forskellige brændpunkter i verden. Osv.

Ovenstående kan måske også forklare hvorfor den vestlige verden bliver rystet efter et terrorangreb på de to tårne, men ikke bliver det på tilnærmelsesvis samme måde, når man hører om flere årtiers borgerkrige i fx. Angola og Congo - og så selvfølgelig folkemordet i Rwanda (Vestens manglende reaktioner går i øvrigt ikke hen over hovedet på folk i Rwanda. Som tutsi-kvinden Yolande Mukagasana har sagt: "I Rwanda foregår der et konstant folkemord bestående af den ene massakre efter den anden. Dengang [1959, under revolutionen, der fik Grégoire Kayibanda til magten] var jeg fem år gammel. Og under massakren i 1963 i Bufundu Gikongoro var jeg ni. Da det skete i 1967 i Bugesera, var jeg tretten. Og da det skete i hele landet i 1973, var jeg nitten. Så var der massakrerne i Kibilira i 1990, i Bugesera i 1992, i Ruhengi - hos bagogwe'erne - i 1993 foruden alle de mange andre). For uanset hvor bizar denne logik synes at være, så påvirker disse tragedier - som med rimelighed er betydeligt større end terrorangrebet - ikke vort verdensbilledet, endsige vor opfattelse af, hvem der defineres som 'venner' og 'fjender'. Afrika synes altid at være det glemte kontinent.

Tutsi-kvinden Yolande Mukagasana, som også overlevede den sidste massakre i Rwanda giver intelligentsiaen i vesten en ordentlig svada: "Et paradoks i det kristne Vesten, hvis store symbol, Kristus, har lidt det samme som rwanderne i dag. Hvor mange gudelige billeder viser ikke den tornekronede og mishandlede Kristus hænge gennemboret af nagler på sit kors?

Hvor mange kristne har ikke betragtet disse smertensbilleder med glødende tro? Men når det drejer sig om virkeligheden for tusinder af rwandere, vender øjnene sig blufærdigt og forstilt sønderknuste bort. Og måske, hvis Den Patriotiske Front vinder krigen i morgen, kommer hvide jurister for at dømme og forsvare de mennesker, der er skyldige i folkemord [altså det sidste - det folkemord 'vi' har hørt om]. Jeg sidder nede under min vaskekumme [på dette tidspunkt i bogens fortælling gemmer hun sig for soldaterne, der leder efter tutsier, som de skal dræbe] og ser dem allerede for mig, alle disse velmenende advokater. Jeg ser dem allerede kæmpe mod hinanden [altså advokaterne]. Nogle vil nægte at forsvare folkemordere ud fra en påstand om, at man ikke forsvarer en tabt sag. Andre vil acceptere det, om så blot for at trodse de første. Jeg ser allerede mit land blive sønderrevet af den omgivende verdens frygtsomme selviskhed. Jeg kan allerede høre universitetsprofessorer udgyde sig om det rwandiske folkemord. Den vestlige intellektuelle elite vil kaste sig over mit ødelagte land for at finde falske argumenter for falske sager. Jeg hader Vesten. Jeg hader Vestens kultiverede intellektuelle. Hvor mange vil måske være i stand til at sige, hvad jeg føler mig i stand til at hævde i dag, hvor jeg sidder nede under min vask: Man må tilgive dem, for de ved ikke, hvad de gør? Det er den eneste sætning fra min kristne opdragelse, jeg har tilbage her til morgen" (s. 96f).

Nu er verden blevet delt op i den demokratiske verden ("det internationale retssamfund", som vi kalder det) og den fundamentalistiske verden (eller måske mere præcist: "masseterrorismen"). Og selvom det er et stærkt forenklet verdensbillede, er opdelingen faktisk meget interessant. Dels kunne russerne græde over et terrorangreb på amerikanske statsborgere. Og for første gang i landets historie blev der holdt et minuts stilhed i sorg over et andet lands tragedie. Totalt utænkeligt for over ti år siden.

Og nu bliver alle ikke-fundamentalistiske religionsudøvere pludselig en mere legitim del af den demokratiske verden (de bliver endog forsvaret af denne). For selvom man med et kristent menneskesyn virkelig kan undre sig over, at man kan tilslutte sig "religioner" som islam og jødedom - og i øvrigt visse kirkelige fløje i Danmark - bliver det jo pludseligt anderledes tydeligt - hvis ikke det har været det før - at der er forskel på fx. islam og islam. Muslimer og islamister.

Den nye "fjende" blev altså ikke nogen religion eller nogen stat, som man måske ville vente. Men det noget diffuse begreb "masseterrorismen" . Denne betegnelse er dog desværre så udflydende, at det kan give USA en undskyldning til sine war on terror-operationer de næste mange mange år: "da USA's forsvarsminister Donald Rumsfeld blev spurgt, hvad han ville anse for en sejr i USA's nye krig, svarede han (...), at det ville være, hvis han kunne overbevise verden om, at amerikanerne skal have lov til at fortsætte med deres way of life" - hvad han så end måtte mene med det. De foreløbige fjender er jo defineret, nemlig den såkaldte Ondskabens Akse , bestående af Irak, Iran og Nordkorea.

Ja, vi er mange, som burde lytte lidt mere til Jesu forkyndelse.

Men selvom vi sidder pænt i kirken og lytter til præstens forhåbentlig udmærkede prædiken, kommer det ubehagelige spørgsmål:

Er det overhovedet muligt at forstå Jesu forkyndelse - når det kommer til stykket? Hvad ville han egentlig sige os?

 

Ovenstående punkter er skrevet nogle måneder efter 11. september 2001.