Rune Klan om Jesu liv

 

 

Glædelig

 

påske!

 

 

Krigen mod terror?

Med Osama bin Ladens død 2. maj 2011 er en æra i terrorens tegn slut, hed det, næsten samstemmende, når man hørte de kommentarer, der fulgte i kølvandet på denne utvivlsomt historiske begivenhed. En markant begivenhed for USAs selvforståelse, og hvor Barack Obama virkelig trådte i karakter som ægte amerikaner, og det er ikke nødvendigvis positivt ment, hvis man spørger mig.

Jeg synes det er meget sympomatisk, hvordan man fik ram på ham. Det var nemlig ikke ved en militæraktion, den havde mere karakter af en politi/efterretnings-aktion. Krig er noget man fører mod nationer, evt fører i en nation. Derfor har man ført "krig mod terror" i Afghanistan (og i Irak, omend på et falsk og ulovligt grundlag), hvor man mente Osama bin Laden befandt sig, eller i hvert fald trænede sine tropper, da USA - iflg. sin selvforståelse - skulle reagere efter 11. september 2001, og begyndte at angribe mål i Afghanistan 7. oktober 2001.

Det skal retfærdigvis nævnes, at Barack Obamas udenrigsminister Hillary Clinton i marts 2009 (Obama tiltrådte 20. januar 2009) officielt stoppede med at bruge udtrykket 'krigen mod terror'. For, som Barack Obama heldigvis har antydet nogen gange, så kan man ikke føre krig mod terror. Man kan i bedste fald føre krig mod ekstremismen, som den kommer til udtryk i nogle lande. Terror-aktioner skal betragtes som kriminelle handlinger, der skal retsforfølges, som det fx er sket med aktørerne bag bomberne i Bali (12. oktober 2002), Madrid (11. marts 2004) og London (7. juli 2005). Derfor er det også en katastrofe for demokratiet, og det, som den vestlige (og kulturkristne) verden siges at stå for, at bin Laden blev dræbt, og ikke kom for en dommer. Og uanset i øvrigt brugen af udtrykket "Krigen mod terror", så har Obama-regeringen i april 2012 erklæret denne krig for slut. Forstået på den måde, at Al-Qaeda og Taleban ikke længere udgør nogen trussel mod USA længere.

At terrorismen, dvs. frygten for konkrete terror-aktioner, ikke er udslettet, er trivielt at sige.

Som bekendt kom terroren i december 2010 til Sverige, omend selve terrorhandlingen mislykkedes totalt. På dansk jord er en planlagt terroraktion mod Jyllands-Posten i København sidst i december 2010 angiveligt blevet forpurret af PET.

Og den 22. juli 2011 blev Norge ramt af terror. Men selvom alle analyser af angrebene tog udgangspunkt i, at det var islamister, der stod bag, viste det sig, at det nærmest var omvendt - nemlig en blond højreekstremist.

Men disse handlinger bør betragtes som kriminelle handlinger, og ikke som noget man fører "krig" imod. I øvrigt en problemstilling, som (også) opstod i forbindelse med bomberne i Boston 15. april 2013. Rent juridisk er der nemlig forskel på, hvorvidt gerningsmændene behandles som 'terrorister' eller bare 'kriminelle'.

I min optik er der dog altid tale om terrorisme, når man bevidst går efter at gøre skade blandt civile. Også selvom handlingen 'bare' bør betragtes som kriminiel, og ikke noget man fører 'krig' imod.

Hvordan går man i krig, hvis man skal elske sine fjender?

 

Angrebskrig er i hvert fald udelukket, da det forudsætter, at man vil bekæmpe nogle fjender.

 

Forsvarskrig - tja, her er ærindet jo at forsvare sin næste mod nogle angribere.

 

Militære interventioner - tja, det kommer an på forbindelsen. Aldrig for at erobre - det er jo angrebskrig.

Kun for at tage vare på sin næste. Når jeg forestiller mig de forskellige dilemmaer, tænker jeg tit på folkemordet i Rwanda 1994. Her blev som bekendt slagtet 800.000 mennesker på 100 dage. Jeg har altid tænkt, at FN burde have grebet ind. I stedet for blot at glo på et folkemord, burde man tage vare på sin næste og stoppe myrderierne. Derfor glæder det mig også, at præsident Nicholas Sarkozy 24. februar 2010 ved en pressekonference i Kigali sammen med Rwandas præsident, Paul Kagame, under stor medieopmærksomhed kom med følgende bemærkning: "Det, der skete her, er uacceptabelt. Det tvinger det internationale samfund, inklusiv Frankrig, til at reflektere over de fejltagelser, der holdt det fra at forebygge og standse denne afskyelige forbrydelse."

Det er givetvis en af grundene til, at Frankrig var helt i front, da det gjalt om at få et klart FN-mandat til sammen med bla Storbritanien og USA at foretage en militær intervention i Libyen marts 2011 med det formål at forhindre et nyt folkemord på byen Benghazi med over en halv million indbyggere. Det var det, man frygtede og var overbevist om skulle til at ske, da Gaddafis styrker var parat til at indtage byen med tungt artilleri i forbindelse med det arabiske oprør. Nu kan man jo ikke dække og dokumentere en hændelse, der netop aldrig fandt sted, men jeg er selv overbevist om, at denne aktion, hvor Danmark også har deltaget, har forhindret et nyt folkemord.

Eller hvad med en aktion, som den i Mali, januar 2013, hvor Danmark også deltager, hvor mange lande, med Frankrig i spidsen, søger at undgå, at landet falder i hænderne på nogle islamister.

 

Jeg har derfor selv forsøgt - med mine helt egne ord - at formulere dilemmaet således: Kan man komme i en situation, hvor man viser, at man tager vare på sin næste ("elsker sin næste") ved at bruge våben, for at stoppe et overgreb mod en eller flere næst'er?

 

Ja, det kan man sikkert. Jeg ville gerne bare have skrevet "Ja det kan man", men det er også farligt at være for sikker i sin sag. En hændelse, der netop aldrig har fundet sted - med nyeste eksempel det sandsynligvis afværgede folkemord i Benghazi, Libyen - kan man af gode grunde aldrig tage udgangspunkt i, som et skråsikkert eksempel. Vi ved jo ikke, hvad der var sket, hvis vi ikke havde interveneret. Når det er sagt, så er nævnte intervention et godt eksempel på, hvornår man kan komme i en sådan situation.

 

Dilemmaet for den kristne er selvfølgelig, at man i verdslige anliggender (som en militær operation altid vil være) må bruge verdslige argumenter. Og naturligvis aldrig aldrig henvise til Biblen eller retfærdiggøre det på anden vis.

 

Man må aldrig aldrig retfærdiggøre en krig ved at henvise til en højere overjordisk instans - det er ansvarsforflygtigelse så det basker, efter min mening.

Se også hjemmesiden www.loveyourenemies.org

Jeg er ikke enig med alt på sitet, men det er interessant læsning.