VM i fodbold 2014 i Brasilien


Tronskifte

 

Noget af det, der fascinerer mig ved en slutrunde som VM, er, at hvis man tager alt for meget for givet, så er der er der en stor chance for, at man bliver gevaldigt overrasket.

 

Således hørte Spanien naturligt (sammen med Tyskland, Holland og Brasilien og Argentina) til mine naturlige favoritter, men ikke længe efter, at den spanske konge havde abdiceret, måtte Spanien se sig slået af først Holland (hele 1-5) og herefter af den lille fodboldnation, Chile, 0-2. Og hermed var Spanien ude af VM, og måtte træde ned fra tronen, som hersker over fodboldverdenen de sidste mange år, med to EM-titler og som forsvarende verdensmestre.

 

Brasilien imponerede heller ikke ubetinget, de måtte nøjes med 0-0 mod Mexico, og England, som i hvert fald historisk har været blandt favoritterne ("fodboldens moder") blev også tidligt sendt ud i kulden. Da Costa Rica sensationelt havde slået Italien 2-0, stod det klart, at løbet også var kørt for England, og Italien opnåede også kun sejr over England. Costa RIca, som var i gruppe med tre tidligere verdensmestre (England, Uruguay, Italien), og gruppen derfor blev døbt "Dødens pulje", kvalificerede sig som den første til 1/8-finalerne. De fleste havde vist tilregnet dem en fjerde og sidsteplads i puljen. Som det hed om David Camerons forhold til EU - først tager han England ud af VM, og så ud af EU.... - det sidste er dog ikke sket endnu!

 

Af de nævnte storfavoritter, er det kun Argentina og Holland, der klarede de indledende grupper med toppoint, ligesom det skete for Belgien.

 

Det var således ikke været noget stort VM for de europæiske hold, og i forhold til forventningerne (til Spanien, England og Italien fx.) var det vel nærmest Grækenland, der var heldig at redde Europas ære (modsat landets økonomiske situation, som en kommentator lakonisk bemærkede).

 

Til gengæld skev Afrika historie ved - med Algeriets avancement fra de indledende grupper - at få to hold med til 1/8-finalerne - og så var det også første gang, at Algeriet nåede så langt.

 

Her hed det - og det var også mine forventninger - at Algeriet ville komme til kort. Det skete ikke, Tyskland fik kamp til stregen, selvom de endte med at trække den længste strå til sidst. Denne kamp fik også tankerne til at vandre tilbage i tiden til 1982. Her havde Algeriet slået Vesttyskland 2-1 i de indledende kampe, og stod til avancement, men både Vesttyskland og Østrig kunne gå videre istedet med en tysk sejr på et eller to mål over Østrig. Og da tyskerne havde scoret et mål, gik kampen i stå. Denne legendariske "skandalekamp" var anledningen til, at man siden har spillet sidste gruppekamp på samme tidspunkt i gruppen, så en lignede situation ikke kan gentage sig. Men Algeriet fik ikke deres "hævn", da tyskerne vandt efter forlænget spilletid og (igen) sendte de upåagtede algiere ud.

 

Men de store hold imponerede ikke. De store hold gik ganske vist videre, men det var efter hård kamp, og selv Brasilien måtte mod Chile ud i en straffesparkskonkurrence, ligesom det gjaldt for overraskelsen Costa Rica, der slog Uruguay.

 

I det lidt større perspektiv kan man vel sige, at der først for alvor kom gang i historieskrivningen, dels da Tysklands Miroslav Klose slog den gamle rekord i antal samlede vm-mål, og snuppede pladsen fra brasilianske Ronaldo - og ikke mindst, da Tyskland i samme anledning totalt ydmygede Brasilien i semifinalen med en 7-1 sejr. Selvom undertegnede nok har haft Tyskland som favorit til at vinde VM, var fodboldverdenen forståeligt nok nærmest i chock, da det imponerende resultat stod klart. Hvad gik der galt for Brasilien?

 

Brasiliens aviser gik da også i sort dagen derpå (en enkelt helt bogstavlig - forsiden var sort), og det hed ligefrem, at præsidenten nu risikerede at tabe valget til efteråret. Hun havde nemlig planlagt at bruge det forventede VM-trofæ i sin valgkamp, som hende, der fik både VM og trofæet til landet. I stedet fik hun nu næsten skylden for det store nederlag!

 

Også semifinalen mellem Holland og Argentina blev historisk - første VM-semifinale uden mål i ordinær (og forlænget) tid.

 

De store euopæiske landes manglende succes ved VM har ellers sendt FIFA ind i overvejelser om, hvorvidt Europa skal have færre lande med fremadrettet. Så Asien og Afrika evt. kan få flere lande med.

 

Også selvom det efter semifinalerne så ud til, at vi for første gang ville få en europæisk verdensmester på det sydamerikanske kontinent, al den stund, at Tyskland havde imponeret, hvilket Argentina ikke havde for alvor.

 

I 1986 vandt legendariske Maradona for Argentina mod netop Vesttyskland - og i 1990 var det Vesttysland der vandt 1-0.

 

Og det blev en gentagelse af 1990, dog først i den forlængede spilletid. Samlet set var det nok forjent, at Tyskland endte med pokalen, selvom jeg ikke synes, Tyskland var fortjent vinder af lige netop denne kamp mod Argentina, hvor Messi endelig vågnede lidt mere op. Han fik da også Den Gyldne Bold som turneringens bedste spiller (sevom det muligvis er en tilsnigelse), og Tysklands fantastiske målmand fik fortjent Den Gyldne Handske.

 

Og Europa for første gang en vinder på det sydamerikanske kontinent.

 

 

LÆS OGSÅ:

 

Anders Lindegaard skriver om, hvordan "VM-slutrunden forklarer verden".

 

Sørine Gotfredsen skriver om, hvordan Luis Suárez' bid giver os "En fornemmelse for skabelsen".