I bogen nævnes alle de personer, der har hævdet at have en særlig kontakt til gud. Hvorfor - spørger de - er det lige (fx.) Jesus, du mener, har haft kontakten, og ikke alle mulige andre.
Her er svaret igen-igen: Troen.
Guds oprejsning af Jesus fra de døde (be)viser, at Jesus netop var Guds søn. Det er selvsagt ikke noget, jeg ved, men noget jeg tror.
Desuden skriver de: "Når præster i kirker siger: “Jesus sagde således …“ eller “Jesus gjorde sådan …“, så burde de faktisk sige: “Vi formoder, at Jesus sagde således …“ eller “Vi gætter på, at Jesus gjorde sådan …“. Men den ydmyghed i forhold til deres budskab hører vi sjældent.".
Hertil kan jeg dog for egen regning sige, at jeg ofte bruger formuleringen "Ifølge Markusevangeliet, så....", mv.
Endvidere hedder det: "Alligevel er de fleste religiøse ret skråsikre om, at deres tolkning af deres variant af en undervariant af netop deres religion er den eneste rigtige. Den mest oplagte indvending til det er naturligvis det klassiske spørgsmål inden for religionskritik: Hvor ved du det fra?".
Her kan jeg for egen regning fortælle, at sådan kunne jeg aldrig selv finde på at udtrykke mig. Nok vil jeg til enhver tid forsvare og forklare min egen overbevisning, og undtagelsesvis forklare, hvorfor nogle overbevisninger kan være problematiske.
Men jeg kunne aldrig finde på at påstå, at jeg har "ret". Det kan godt være, at mine forklariinger og argumentationer vil få et skin af, at jeg tror, jeg har "ret". Men jeg kunne aldrig finde på at sige: "Jeg ved, jeg har ret", for det ved jeg selvfølgelig ikke.
Men vi er alle farisæere, når det kommer til stykket, hvilket jeg ligefrem har skrevet en prædiken om. Den kan læses i min prædikensamling: "Prædikener fra Blichers kirke: Troens frugter er kærlighedens gerninger". Den findes under overskriften "Vi er alle fariæsere".
Det ændrer dog ikke på, at der er stor forskel på at hævde, at man har ret, - fremfor "bare" at give udtryk for sin overbevisning, men samtidig understrege, at det er noget man TROR, ikke noget, man VED.
De skriver også: "Menneskers behov for at tro er forståeligt som en kombination af dødsangst og virkelighedsflugt".
Dertil kan jeg for egen regnng sige, at jeg altid har været troende. I det omfang, jeg har kendt til dødsangst, er det noget ret nyt for mig, og min tro er ikke blevet påvirket af det fænomen.
Og hvis der er noget, min tro på Gud, som vi møder ham i Kristus, gør, så er det at placere mig lige midt i virkeligheden - men al dens relativitet og udfordringer og problemer.
De to ateister skriver: "vi bør bruge mindre energi på" spørgsmål, som "hvad er meningen med livet".
Og
"Kun videnskaben har givet os brugbart input til svarene på de eksistentielle spørgsmål".
Og jeg må spørge, om de virkelg mener det seriøst?
Jeg synes næsten, at det er livsfornægtende udsagn, selvom jeg udmærket er klar over, at det ikke er deres hensigt med dem.
Men vi mennesker er fremfor noget, meningssøgende væsner, og her dukker "hvad er meningen med livet?", jævnligt op, og noget af det mest livsbekræftende er netop jævnligt at forholde sig til dette store spørgsmål. Og - måske - komme marginalt tættere på noget sandt.
Men de kan selvfølgelig heller ikke begynde at antyde, at religion kan bruges i den forbindelse. Så falder deres ærinde til jorden.
Og de skriver da også (sarkastisk?) "Hvis vi nu går ud fra, hvad al vores viden tyder på, så har livet ikke en dybere mening. Derfor er dette spørgsmål – som benyttes flittigt i den religiøse reklame for religionens eksistensberettigelse – dybest set meningsløst."
Hvorfor de på den baggrund anser spørgsmålet “Hvordan skaber jeg selv mening i mit liv?“ for mere meningsfuldt, forstår jeg ganske enkelt ikke.
Bortset fra, at de i deres optik åbenbart mener at kunne svare på dette uden brug af "religion". Her hedder det: "Men ét svar har vi tilfælles: “Blandt andet bør vores liv ikke hæmme andres livsudfoldelse.“".
Og det er jo et legitimt svar. Og - vil mange sikkert sige - et sympatisk svar.
Hvad de bygger det på, fremgår dog ikke rigtigt. Jo, dem selv. Men ville de anse et svar som "at rage så meget til sig som muligt på bekostning af andre" som et lige så legitimit svar? Et lige så potentielt rigtigt svar?
Endvidere: "Når man sætter nogle regler op, der er umulige at leve op til, så vil den enkelte altid stå i gæld. I det øjeblik skabes et behov for tilgivelse hos følgerne.
Religionen skaber på den måde et marked for sit eget produkt. “Du har et problem. Vi kan fikse det!“ Hvis vores handlinger baseres på håbet om en gevinst, så agerer vi ikke moralsk, men selvisk."
Luthersk kristendom (som jeg forstår den) vil påstå, at det hele handler om kærlighed og syndernes forladelse.
Man kan selvfølgelig godt have den holdning, at vi ikke skal elske næsten hele tiden, ubetinget og uden forbehold, som lutherdommen ellers påstår.
For så - som de to ateister - at hævde, at med det krav, er der sat en regel, som er umulig at leve op til.
Det er fuldstændig rigtigt.
Men en anden holdning forudsætter, at man ikke mener, at kærligheden til næsten skal være central, ja absolut. Hele tiden.
Og det er naturligvis en legitim holdning at synes det. Den er bare ikke kristen, og (dermed) heller ikke min holdning.
Som Kierkegaard vist skriver et sted, så ville det sikkert også gøre livet uendeligt meget lettere, hvis vi kun skulle elske vore medmennesker hver anden dag, eller en gang om ugen. At denne tankegang også er en smule komisk, burde være klart for enhver. Skulle jeg mene. Men jeg er jo også kristen.
Desuden er der netop ikke noget "krav" til følgerne af luthersk kristendom. Her er det troen alene, der er afgørende, og troen forstås som en gave, og altså ikke noget, vi skal præstere os til.
Og med troen sættes vi fri til at elske næsten, sætte næsten i centrum hele tiden. Fordi vi ikke kan lade være. Det er i hvert fald tanken. At det så ikke lykkes så godt, som det burde, er jo fordi vi er fejlbarlige. Kristent udtrykt: Syndere for vor Herre.
Og det er rigtigt, at syndsbegrebet taber sin kraft, hvis man faktisk mener, at vi ikke skal elske næsten hele tiden. For så ville det jo netop ikke være en fejl, ikke at gøre det. Som kristendommen påstår.
Jeg har kommenteret paradis/paradislængsel under kapitel 1.