Her indledes kapitlet med, at det kan være farligt at være ateist i mange lande, og derfor er den kritik, ateismen får i Danmark fra kristelige kredse vand ved siden af.
Og så skriver de frejdigt, at de har argumenterne i orden.
Hertil vil jeg sige, at selvfølgelig er det aldrig i orden, når personer, der udtrykker deres holdninger og overbevisninger, får dødstrusler eller i andre lande risikerer livet.
Det burde være indlysende for ethvert nogenlunde oplyst menneske.
Nu mener jeg selv, at der i selve kristendommens væsen er indbygget en nødvendig religions- og kristendomskritik. Jesus var strengt taget religionskritiker. Hele Bjergprædiken fra Matthæusevangeliet er udtryk for kritik af Moseloven fra Det Gamle Testamente.
OG da jeg synes, jeg kender Anders Stjernholm som en flink og rimelig velargumenterende person, omend jeg ofte er uenig med præmisserne - må jeg sige det som det er: Jeg er blevet noget skufet over læsningen af denne bog, som jeg troede var væsentlig mere saglig. Det var hovedgrunden til, at jeg overhovedet begav mig ud i læsningen af bogen. Men den er desværre skæmmet af polemik og sarkasme undervejs, og kan næsten kun være henvendt til allerede omvendte - undskyld udrykket.
OG i virkeligheden bekræfter de selv dette - at en bog som denne slet slet ikke er henvendt til sådan en som mig, men først og fremmest allerede "omvendte", da de skriver om bogen "Det kan for nogle virke unødig aggressivt".
Deres brandtale for ateismen bliver også i dette kapitel lidt komistk.
For de er tilsyneladende godt klar over det uheldige i, at totalitære regimer som fx. Kina er ateistiske. Og selvom de igennem hele bogen har opereret med et snævert religionsbegreb, så laver de en behændig udvidelse af begrebet til dette specifikke tilfælde, så de har mulighed for at kalde disse regimer for pseudo-religiøse.
De skal være noget klarere i mælet mht. deres religionsbegreb.
Det går ikke, at begrebet er snævert, når religionen skal kritiseres, men bliver udvidet, når regulær totalitær ateisme skal inkluderes i et udvidet religionsbegreb.
Det er simpelthen for nemt.
Det minder mig om overbeviste kommunister, der stadig tror på, at det er den helt rigtige stystem, selvom vi foreløbig kun har set denne ideologi i totalitær form. De fredelige versioner af kommunismen, som de agiterer for, har vi til gengæld aldrig set virke nogen steder. Ligesom vi kun har set (stats)ateisme i totalitær form.
"Ateisme er en del af et åndeligt og politisk standpunkt. Et bud på en rationel åndelighed, hvor vi foreslår at bruge en nøgtern og spørgende tilgang til at forstå vores inderste væsen og vores sociale dynamikker. Det man vel samlet kan kalde vores kultur. Og vi mener at have argumenteret for, at kultur bedre kan forstås og udvikles uden religiøse dogmer. Uden dogmer af nogen art faktisk".
Dels er "rationel åndelighed" et helt nyt begreb for mig, og er i mit hoved et clash mellem to næsten uforenelige størrelser. Åndelighed er i min optik alt det, der hverken kan eller skal måles og vejes. Rationalitet er det modsatte. Og så er det interessant, at de taler så meget imod "dogmer", når de i den grad bruger en hel bog på at beskrive en dogmatisk version af (deres) ateisme. Er man ateist - i deres forståelse af begrebet - er der tydeligvis meget man skal forsage, ikke mindst religioner og al deres væsen. Hvis ikke det er dogmatisk, så ved jeg ikke, hvad dogmatisk er.
Herefter angriber de to den teologiske uddannelse. Men i min optik er teologi - og skal teologi være - et akademisk studie, først og fremmest. Jeg er så også en af dem, der startede på studiet af ren interesse, uden noget forkromet mål om noget særligt.
Jeg ved, at det var og er et privililgeret udgangspunt, til gengæld fik jeg ingen SU. Og af samme grund synes jeg, det er problematisk, at man kan blive teolog (cand.theol.), hvis man har tilbragt det meste af sin tid på de fundamentalistiske uddannelsessteder, Menighedsfakultet eller Dansk Bibelinstitut.
Det er vigtigt, at alle teologer får en grundig indføring i den historisk-kritiske metode, så de har kendskab til den. Hvad de mener, og har af tro uden for uddannelsesinstitutionen, må naturligvis være deres sag.
De to ateister skriver "Der, hvor Gud støder imod loven, må Gud vige pladsen."
Hertil må jeg naturligvis erklære mig (delvis) uenig.
For selvfølgeiig skal landets love overholdes. Det er det, der ligger i Jesu udsagn om at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad der er Guds.
MEN det er klart, at i det omfang, loven forhindrer den enkelte i at udøve kristen næstekærlighed (det dobbelte kærlighedsbud), må gudsforholdet naturligvis stå over loven - man "bør adlyde Gud mere end mennesker“.
Men da kristne selvfølgelig ikke står over loven, må den enkelte også tage sin evt straf, hvis vedkommende skulle blive tiltalt og dømt for at bryde loven for at hjælpe et medmenneske.
Deres beskrivelse af sekuariseringen i øvrigt, kan jeg foresten sagtens skrive under på, selvom jeg ikke køber udtrykket "den moderne Jesus-fortælling" (som handler om lighed).
For mig er der intet som helst moderne i den fortælling. Det er simpelten en stor del af Jesu budskab, både dengang og i dag.
Men bedst som de skriver noget, der lyder nogenlunde fornuftigt, så begynder postulaterne igen:
"... i en verden, hvor alt for mange skilter med en religiøs tro, de faktisk ikke har".
Det er i mine øjne et uhyre farisæisk udsagn.
For: Hvad ved de om det?
Hvor vover de egenlig at dømme andre på den måde?
De skriver:
"Termerne “kristen“ eller “muslim“ er jo ikke etniske betegnelser, men en betegnelse for et individs religiøse overbevisning. Er du ateist, kan du ikke være kristen eller muslim. Du kan have en muslimsk baggrund eller komme fra et kristent miljø. Du kan også mene, at islam og/eller kristendommen har noget brugbart i sig. Men du er altså ateist, og denne identitetsforvirring bringer ikke noget godt med sig".
Det kan godt være, at de to forfattere med deres dogmatiske ateisme ser på verden på denne måde.
Men synspunktet er netop meget dogmatisk.
Jeg kender flere, der bruger udtrykket "troende ateist" om sig selv, et udtryk som de to ateister næppe har meget tilovers for. Det "bringer ikke noget godt med sig" for nu at citere dem selv. Men det er jo et stærkt fordømmende udsagn.
De kommer også med en kritik af fundamentalistiske sekter og trossamfund som fx Jehovas Vidner, hvor de skriver ting, som det er svært at være uenig i, og jeg ville sådan ønske, at de holdt deres kritik der.
Men det gør de mildest talt ikke, og synes selv at være meget bevidst om, at de provokerer, selvom det i deres egen optik ikke er direkte hensigten. Dertil vil jeg blot sige, at hvis det faktisk ikke er hensigten, så er de ikke gode kommunikatorer.
De lyder fuldstændig lige så skråsikre som de fundamentaister, de selv kritiserer, og som jeg brugte en del tid på at diskutere med, da jeg læste teologi.
Vi har set lyset og sandheden, synes de at sige: Hvis I forsager al reilgion, så bliver jeres liv mere meningsfyldte, bortset altså fra, at vi skal passe på det der med at spørge om meningen med livet!
De fortsætter: "Folkekirken kan også være med på det, vi kalder gakkelakbarometeret, men dens særlige stilling som statsreligion kommer til udtryk ved en helt anden slagside."
Bortset fra det dybt nedladende udtryk "gakkelakbarometeret" - man må forstå, at de anser sig selvom som fornuftige og rationelle menesker i modsætning til os andre religiøse tosser - så handler denne "slagside" blandt andet om de alternative gudstjenesteformer og den rummelige folkekirke
- som jeg personligt holder meget af. For mig er det en selvstændig pointe at være i (folke)kirke sammen med andre kristne, hvis kristendomsforståelse jeg på mange punkter ikke forstår - de missionske/konservative.
En stor pointe med den rummelige folkekirke er, at ingen af os "har" Sandheden, men må nøjes med at bekende os til en, som ER Sandheden. Og - ikke mindst - tale om og diskutere, hvad det så betyder for ord og gerning. Med andre ord en rummelighed, som jeg personligt har svært ved at få øje på i denne bog.
Og bogen klinger da også meget sigende ud med ordene:
"Religion er en vildfarelse. Og dens nytteværdi en illusion."
Det kunne jeg aldrig finde på at skrive om ateismen.
Hvorfor? Først og fremmest fordi, at jeg ikke ved det.
Jeg har ganske vist været troende hele mit liv. Troen er en levende størrelse for mig. Det er ikke nogen intellektuel øvelse, omend man kan bruge meget tid på at reflektere over de mange tekster i - især Det Nye Testamente, og især i evangelierne.
OG min tro er bestemt heller iingen præstation. Jeg anser den først og fremmset for en gave. Ikke mindst pga. den fred, den giver mig i livet.
Jeg behøver kun at navigere efter kærlighedsbudet. Alle andre bude og love er i virkeligheden ligegyldige for, hvad jeg anser for rigtigt og forkert her i livet.
Hvor god jeg er til at efterleve det dobelte kærlighedsbud, er unægtelig en historie for sig, men at det er den eneste rigtige retning, fordi at Jesus siger det, er jeg ikke i tvivl om.
Vildfarelser og illusioner? Hmm....