INDLEDNING
De skriver:
"“Os og dem“retorikken vil mangle et publikum, den sekteriske vold vil falde, nationalismen miste kraft, mennesker begynde at se hinanden mindre som muslimer, kristne, jøder, ateister – og mere som bare … mennesker. Medmennesker."
I min optik ville ovenstående være den yderste konsekvens af en fuldbyrdelse af Jesu forkyndelse, heruder buddet om fjendekærlighed.
Men hvad jeg har udeladt i citatet, viser, at det er et angreb på blandt andet kristendommen. Allerede her er der tegn på et pseudo-religiøst forsvar for (deres version af) ateismen, som I deres optik skulle resultere i ovenstående, hvis man "siger fra" overfor religionen og al dens væsen..
"hvis man ikke tror på, at Jesus rent faktisk gik her på Jorden, døde for vores synders skyld og derefter genopstod fra de døde, så kan man vel ikke kalde sig for kristen?".
Nu bemærrker jeg ganske vist det lille ord "vel", men ikke desto mindre kan jeg undre mig over, at disse to atesiter her tilsyneladende begynder at definere, hvad et vil sige at være "rigtig" kristen.
Det er noget, jeg ikke engang selv mener, jeg har mandat til. At begynde at definere, hvad det vil sige at være "rigtig" kristen, og dermed udelukke dem, der ikke falder ind under beskrivelsen/definitionen, er efter min mening farisæisk.
Hvorvidt man er "rigtig" kristen eller ej, må være et forhold mellem den enkelte og Gud.
I oversigten over teisme/ateisme, agnostiker/gnostiker vil jeg kunne kalde mig for "agnostisk teist". Det er en, der "tror gud(er) findes" OG "Påstår ikke at vide, at gud(er) findes". Det sidste handler jo netop om tro.
Derfor er udsagnet "Vi kan snildt erkende, at spørgsmålet ikke kan endeligt afklares (medmindre en eller flere guder afslører deres eksistens), men vi har da en holdning" også lidt spøjs, al den stund, at jeg som troende kristen jo tror på, at Gud netop har afsløret sig i Jesus af Nazararet.
Det er ikke noget, jeg ved, men noget jeg tror.
De skriver:
“Du må spise af alle træerne i haven. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag, du spiser af det, skal du dø!“
1. Mosebog kapitel 2, vers 16 og 17
Og bruger det til at begrunde, at Gud ikke er den "store fan af kundskab".
I min optik er det dog her, Gud giver mennesket sin potentielle frihed. Og muligheden for at bryde den rene umiddelbarhed, paradistilstanden.
For som bekendt endte Adam og Eva med at trodse Gud - som måske hele tiden havde været meningen.
Refleksion over egen dødelighed og over (forskellen på) godt og ondt, samt en stadig nysgerrighed, er i hvert fald det, der kendetegner det at være menneske, som vi forstår det i dag.
Selvom vi alle vel fra tid til anden mærker en "paradislængsel", en længsel efter den rene umiddelbarhed, hvor vi glemmer os selv i mere end et kortere eller længere øjeblik.
Når jeg har haft samtalen med konfirmander, foretrækker enkele nysgerrigheden fremfor paradistilstanden.
Og det gør jeg måske også selv?
Et stort og væsentlig spørgsmål, som de to ateisters "tolkning" forfladiger i min optik.
OG til kapitlets overskift - lad mig sige, at jeg aldrig kunne drømme om at forveksle tro og viden.
Jeg ved nemlig godt, hvor lidt jeg ved (en replik til Sokrates, som de også refererer), men jeg tror en hel masse.
Er i hvert fald troende.