En moral på afveje?

Sekularisering er ikke nødvendigvis et onde i sig selv, sålænge et samfund - kulturelt set - baserer sig på cirka de samme grundlæggende værdier, fx. kristendommen.

Problemet opstår, når sekulariseringen bliver til sekularisme, altså en -isme i sig selv. Selvom en sekularisk/ateist selvfølgelig ikke selv vil sige det sådan - det vil sandsynligvis være i mod vedkommendes selvforståelse - vil der uværgerligt opstå en religionserstatning af en eller anden karakter. Det mest komiske tilfælde på dette område ses i dag i de 'vielser', som Humanistisk Samfund står for. Der skal åbenbart stadig være en vis 'højtidelighed' over en vielse - Gud må bare ikke blandes ind i det. Desuden skal det heller ikke være 'til døden jer skiller'. Hvilken falliterklæring.

Problemet med sekularismen er også, at det vil indskrænke religionsfriheden, da en sekularisk typisk ønsker alle religiøse symboler fjernet fra det offentlige rum. Man ser slet ikke, at man derved selv sætter noget højere, ´men blot dyrker en anden 'gud'. Det være sig Demokratiet, Ytringfriheden eller Menneskerettighederne.

Som nævnt andet sted, mener jeg, at demokratiet - selv det ikke er nogen kristen opfindelse - ligger i naturlig forlængelse af kristendommen. Derimod mener jeg, at sekularisme i sin yderste konsekvens vil føre til totalitarisme. Hvis ikke der er fælles værdier, man som udgangpunkt forholder sig - fx. de kulturkristne værdier - så bliver alt mere eller mindre tilladt. Erik Bjerager mener ligefrem (i Gud bevare Danmark), at den filosofi, der kom ud af oplysningstiden, og tænkere som Kant, Hegel, Karl Marx, Friedrich Nietzsche og Sigmund Freud kom "til at udgøre et filosofisk grundlag, som, uden at de ville det, blev bestemmende for det 20. århundredes uhyrligheder. Kommunismens, fascismens og nazismens regimer var en frugt af sekulariseringen, ateismen og menneskets forblindelse af sin egen magt uden fornemmelse for moralske grænser. En humanisme på afveje" (s. 69f.). Det er en kendt sag, at kommunismen systematisk arbejdede på at udrense kristendommen, og at kristendommen i Nazityskland kun blev accepteret i det omfang det var opportunt, jvf. også min tekst om kirken og krigen, andet sted på siden.

I Danmark er der allerede ved at ske et skred, og faktisk fra en noget uventet kant - i hvert fald i en vis forstand. Et parti som Dansk Folkeparti kan i dag komme med udsagn, som almindelige menneskere for ti år siden ville have antaget som uacceptable. Enkelte medlemmer af partiet agiterer for, at man ikke kan være dansker uden også at være kristen. For mig at se har de taget kristendommen som gidsel i deres nationalistiske retorik - det er i øvrigt interssant, at undersøgelser viser, at venstreorienterede går mere i kirke end DFs vælgere. Og det er også det parti, der mere end nogen andre ønsker at indskrænke religionsfriheden ved helt konkret at forbyde burkaer, ja selv muslimske tørklæder skal forbydes, hvis det stod til dem - ligesom både racisme- og blasfemiparagraffen helst skal afskaffes. Man hører DFere gang på gang udtale, at islam og demokrati er uforeninge størrelser, og til trods for deres agiteren for næsten ubegrænset ytringsfrihed, vil de ikke desto mindre forbyde anti-demokratiske ytringer.

Der er ikke noget at sige til, at det ikke så meget er kristendommen, muslimer frygter, men netop sekularismen.

Derfor mener jeg også, at en adskillelse af stat og kirke vil være vand på sekularisterne mølle.

Selvom jeg efter folkeafstemningen om tronfølgerloven, hvor jeg ikke kunne få mig selv til andet end at stemme ja, er blevet republikaner, vil jeg alligevel tillade mig at citere vores dronning omkring en sådan adskillelse: "Jeg frygter, at det skal blive noget specielt at have et trosforhold. Det er flot, hvis man kan klare tingene selv. Men foreningsmenigheder [frikirker, frimenigheder, mv] - dem der er så fine, at de er de virkeligt kristne - bryder jeg mig ikke om. Hvad så med os andre? Hvor skal vi gå hen med os selv? Der er én adgang, det er dåben, og det er nok. Skiller man stat og kirke, er jeg bange for, at vi først for alvor får en afkristning af lande" (Gud bevare Danmark, s. 202).

For en god ordens skyld vil jeg notere, at jeg nok ikke vil omtale dåben på samme måde.

Kierkegaard og Seeberg: Kan man have en meningsfuld etik uden Gud?

Ved en umiddelbar læsning af Kierkegaards "Enten-Eller" og Peter Seebergs tidlige prosa (1956-1976), bemærker man hurtigt nogle markante sammenfald af temaer. Jeg opdagede selv sammenfaldet ved læsning af Seebergs Fugls Føde, men forskellige aspekter af problemstillingerne i "Enten-Eller" kommer i det hele taget til udtryk i Seebergs tidlige prosaunivers. Især tematikker, som kan rubriceres under prædikater som 'nihilisme' og 'eksistentialisme'.

Et af de centrale spørgsmål, som der bliver undersøgt i mit speciale (der gjorde mig til cand.theol.), er blandt andet, om man kan have en meningsfuld etik uden Gud?

Fra specialeudtalelsen:

"JK fortjener anerkendelse for at have taget den sammenstilling af Kierkegaard og Seeberg op, som han ganske rigtigt gør opmærksom på er både nærliggende og forsømt. Og han har gjort det på en måde, der giver god plads for problematikkens mangfoldighed. Det er lykkedes ham at underdele sin problematik i passende dele, så der bliver lejlighed til en omfattende og nuanceret behandling. Gennemgående finder bedømmerne også, at JKs tekstlæsning er af god kvalitet og med passende dokumentation af pointer og hovedresultater".

Den kan købes her i bogform under navnet "HVIS GUD ER DØD...?".