Grundlæggelsen af de første menigheder

Skrevet, formentlig af samme forfatter som Lukasevangeliet, altså en hedninge-kristen, et sted mellem år 80-100.

Apostlenes Gerninger kunne med rette kaldes for bindeleddet mellem evangelierne, som ligger før, og brevlitteraturen, som følger efter. Det fortæller blandt andet om besøgene til mange af de menigheder, brevene er skrevet til. Skriftet er skrevet som en lille (spændings)roman, og er samtidig det første forsøg på at skildre den tidligste kristne historie. En stormfuld sejlads, som skildres sidst i skriftet (kapitel 27), er et meget godt vidnesbyrd om dette. Beretningen tilføjer ikke rigtigt noget til historien, men hvis Lukas er historieskriveren, må begivenheden naturligvis nævnes, hvis den faktisk fandt sted på rejsen. De første syv kapitler beskriver menigheden i Jerusalem, de næste fem fokuserer på Judæa og Samaria, og i resten af bogen følger vi evangeliets udbredelse til de yderste egne af den romerske civilisation.

I kapitel 1, vers 3 og 9 berettes om de 40 dage og himmelfarten, ganske kort: "Efter sin lidelse og død trådte Jesus frem for dem med mange beviser på, at han levede, idet han i fyrre dage viste sig for dem og talte om Guds rige (...). Da han havde sagt dette, blev han løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne." Derfor er der 40 dage mellem Påskesøndag og Kristi Himmelfartsdag. Det skal her bemærkes, at det i Lukasevangeliet tilsyneladende sker på samme dag - altså, at Himmelfarten foregår Påskesøndag.

I kapitel 2 omtales Pinse-underet (vers 1-4): "Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige".

Pinseunderet, hvor alle disciplene pludselig opfyldes af helligånden, og forstår alverdens sprog, de ikke burde kunne forstå, siges at 'ophæve' den forvirring, som historien om Babelstårnet fortæller om. Teksten (indtil vers 11) læses Pinsedag i folkekirken, og denne dag kaldes også kirkens fødselsdag.

Ejendomsfælleskabet, hvor man yder efter evne, og nyder efter behov (givet det, som har fået nogen til at se kommunismen som verdsliggjort kristendom), fra kapitel 4, vers 32-37:

"Hele skaren af troende var ét i hjerte og sind, og ikke én kaldte noget af sin ejendom for sit eget, men de var fælles om alt. Med stor kraft aflagde apostlene vidnesbyrd om Herren Jesu opstandelse, og alle nød de stor yndest.  Der var da heller ikke nogen nødlidende iblandt dem, for de, som ejede jord eller huse, solgte dem og kom med de penge, de fik ind, og lagde dem for apostlenes fødder; pengene blev så fordelt til hver enkelt efter behov. Josef, en levit, der stammede fra Cypern, og som af apostlene fik tilnavnet Barnabas – det betyder Trøstens søn –  solgte en mark, han havde, og kom med pengene og lagde dem for apostlenes fødder".

Kapitel 7 er et hurtigt resume af "Israels"s (frelses)historie, foretaget af Stefanus (ligesom i kapitel 13, hvor det er Paulus, der gør det). I slutningen af kapitlet lider han martyrdøden, og hændelsen har givet navn til Stefans Dag, som er henlagt til 2. juledag. Han betragtes som den første kristne martyr.

I kapitel 9 findes den beretning, der normalt kaldes for Paulus' "Damaskus-oplevelse", nemlig teksten, hvor han på vejen til Damaskus tilsyneladende får en åbenbaring, og omvender sig fra at være kristen-forfølger til kristen missionær.

I kapitel 10 bliver det cementeret, at alt mad er rent, i et syn, som Peter får. Og at Gud ikke gør forskel på folk, uanset hvilket folk, de tilhører, jøder eller ej. Og i kapitel 11, at også de, der ikke er jøder, godt kan blive kristne. Og det er i vers 26, at det hedder "Og det var i Antiokia, at man første gang kaldte disciplene kristne".

I kapitel 15 finder Apostelmødet sted, som skulle danne skole for de senere konciler/kirkemøder i kristendommens historie. Her blev det besluttet, at det ikke var nødvendigt at være omskåren, for at være kristen - noget de kristus-troende jøder ellers havde forlangt, men Paulus modsat sig. I vers 28-29 lyder konklusionen:

"For Helligånden og vi har besluttet ikke at lægge nogen anden byrde på jer end dette nødvendige, at I skal holde jer fra kød, der ofres til afguder, og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt. Ved at holde jer fri af det handler I ret. Lev vel!«". Det er også dette, som afholder Jehovas Vidner fra at modtage blodtransfusioner - hvis man skal holde sig fra blod, så kan man heller ikke få det sprøjtet ind i blodårerne.

I kapitel 16, som andre steder i Apostlenes Gerninger, understreges troen, som vejen til frelsen (v.30-34): "Så førte han dem udenfor og spurgte dem: »I gode herrer, hvad skal jeg gøre for at blive frelst?«  De svarede: »Tro på Herren Jesus, så skal du og dit hus blive frelst.« De forkyndte nu Herrens ord for ham og hele hans hus. I denne sene nattetime tog han dem med og vaskede deres sår, og umiddelbart efter blev han selv og alle i hans hus døbt. Så tog han dem op i sit hus og dækkede op for dem, og han og hele hans husstand jublede over at være kommet til tro på Gud". Her bemærkes i øvrigt, at det er troen, der frelser, ikke dåben. Dåben er snarere ritualet, der viser, at man nu er en del af menigheden. Gerninger bliver aldrig sat i direkte forbindelse med troen på Jesus. Det nærmeste man kommer, er den almisse og den nødhjælp, de forskellige menigheder hjælper med.

I kapitel 17 holder Paulus sin Areopagos-tale i Athen om "den ukendte gud", som byen tilbeder, og som Paulus sætter navn på: Jesus. (vers 30-31:) "Efter at Gud har båret over med tidligere tiders uvidenhed, befaler han nu mennesker, at de alle og overalt skal omvende sig, for han har fastsat en dag, da han vil holde dom over hele verden med retfærdighed ved en mand, som han har bestemt dertil; og det har han gjort troværdigt for alle ved at lade ham opstå fra de døde.«

I kapitel 24, vers 5, kaldes Paulus for leder af "nazaræernes parti". I Den Nye Aftales oversættelse bruges ordet "Nazaræersekten". De kristne betragtes altså stadig som en jødisk sekt, i hvert fald af nogen.

Og i vers 15 er der et udsagn af Paulus, som ikke uden videre peger mod tanken om dobbelt udgang - altså en Himmel og et Helvede: "og har det samme håb til Gud som de: at der skal komme en opstandelse af både retfærdige og uretfærdige".

Desuden får man et ret enestående indblik i det romerske retssystem, der efter samtidens forhold var forbløffende retfærdig. Og det er tydeligvis Paulus' held, at han faktisk var romersk statsborger.

Paulus' brev til menigheden i Rom

Skrevet omkring år 57-59.

Paulus' brev til romerne er måske det vigtigste teologisk skrift, når det gælder protestantismen. Kapitel 1, vers 16 og 17 havde afgørende betydning for Martin Luther og hans retfærdiggørelseslære, altså den lære, der fortæller, at det er troen, der frelser, og ikke de gode gerninger, som er essensen af protestantisk kristendom: "For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker. For i det åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro – som der står skrevet: »Den retfærdige skal leve af tro.«".

Jesus, som ham, der tager straffen på vores vegne: "ham, som blev givet hen for vore overtrædelser og blev oprejst til retfærdighed for os" (kapitel 4, vers 25).

Den Nye Aftale's oversættelse: "Gud lod ham dø, fordi vi havde overtrådt Loven, og han lod ham blive levende igen, for at vi ikke skulle blive straffet".

Om Adam og Jesus: "Altså: Ligesom en enkelts fald blev til fordømmelse for alle mennesker, sådan er en enkelts retfærdige gerning også blevet til retfærdighed og liv for alle mennesker" (kapitel 5, vers 18).

Om den gode vilje: "For jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg" (kapitel 7, vers 15).

Dette udsagn kan nok forklare den dualisme, som har martret den vestlige verden, hvor vi er vant til at tænke i termerne 'krop' og 'sjæl': "Med mit sind tjener jeg da Guds lov, men med kødet syndens lov" (fra kapitel 7, vers 25). Det er givet en af årsagerne til den krops- og seksualforskrækkelse, der har præget protestantsmen.

Et fantastisk citat, der ofte bruges ved begravelser: "For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre" (8,38-39).

Om kærlighedens gerninger: "jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag – det skal være jeres åndelige gudstjeneste" (fra kapitel 12, vers 1). I Den Nye Aftale's oversættelse: "I skal leve jeres liv, så det bliver som én lang gudstjeneste" og "Vær hinanden hengivne i broderkærlighed, kappes om at vise hinanden agtelse." (12,10).