Paulus' brev til menigheden i Efesos

Skrevet et sted mellem år 60-63, måske til en menighed i det daværende Lilleasien, nuværende Tyrkiet.

Hører til blandt de såkalde fangenskabsbreve. Der er dog usikkerhed om, hvorvidt det faktisk er Paulus, der har skrevet brevet, og hvornår, ligesom det er usikkert, om det faktisk er henvendt til Efesos. Men ifølge brevet selv, er det skrevet i et fængsel.

Om Guds viljes hemmelighed (kapitel 1, vers 7-10): "I ham har vi forløsning ved hans blod, tilgivelse for vore synder ved Guds rige nåde. Den gav han os i rigt mål med al visdom og indsigt ved at lade os kende sin viljes hemmelighed ud fra den gode beslutning, han selv forud havde fattet om den frelsesplan for tidernes fylde: at sammenfatte alt i Kristus, både det himmelske og det jordiske". Det er efter min bedste overbevisning et ret klart udtryk for tanken om alles frelse, modsat idéen om en Himmel og et Helvede.

Det spor synes at fortsætte her (kapitel 3, vers 17-19): "at Kristus ved troen må bo i jeres hjerter og I være rodfæstede og grundfæstede i kærlighed, så at I sammen med alle de hellige får styrke til at fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er [i Kristi kærlighed], og til at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I fyldes, til hele Guds fylde nås".

Jøder (dvs. de jøde-kristne) og ikke-jøder (dvs. de hedninge-kristne) er blevet ét folk igennem Kristus (kapitel 2, vers 13-16): "Men nu, da I er i Kristus Jesus, er I, som engang var langt borte, ved Kristi blod kommet nær. For han er vor fred. Han gjorde de to parter [jøderne og hedningene/ikke-jøderne] til ét, og med sin legemlige død nedrev han den mur af fjendskab, som skilte os. Han satte loven med dens bud og bestemmelser ud af kraft for i sig at skabe ét nyt menneske af de to og således stifte fred og for ved korset at forsone dem begge med Gud i ét legeme, og dermed dræbte han fjendskabet".

Paulus ' brev til menigheden i Filippi

Skrevet omkring år 60-62 til en menighed i østlige Makedonien.

Skrevet mens han sad i fængsel i Efesos pga sin tro på Kristus.

Brevet indholder den berømte Filipperbrevshymne:

"han, som havde Guds skikkelse,

      regnede det ikke for et rov

      at være lige med Gud,

      men gav afkald på det,

      tog en tjeners skikkelse på

      og blev mennesker lig;

      og da han var trådt frem som et menneske,

      ydmygede han sig

      og blev lydig indtil døden,

      ja, døden på et kors.

      Derfor har Gud højt ophøjet ham

      og skænket ham navnet over alle navne,

      for at i Jesu navn

      hvert knæ skal bøje sig,

      i himlen og på jorden og under jorden,

      og hver tunge bekende:

      Jesus Kristus er Herre,

      til Gud Faders ære.", kapitel 2, vers 6-11.

Protestantisk kristendom på en spids: "ikke med min egen retfærdighed, den fra loven, men med den, der fås ved troen på Kristus, retfærdigheden fra Gud grundet på troen, for at jeg kan kende ham og hans opstandelses kraft og lidelsesfællesskabet med ham, så jeg får skikkelse af hans død, om jeg dog kunne nå frem til opstandelsen fra de døde!" (fra kapitel 3, vers 9-11)

Kuriøsum: I kapitel 2, vers 5 og 6: "I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud,". Det er vers 6, som Jehovas Vidner vælger at oversætte anerledes - "holdt han ikke fast ved sin lighed med Gud“ eller „som, skønt han var i Guds skikkelse, ikke tænkte på ran [græsk: harpagmon], nemlig at han skulle være lig Gud". Sagen er, at det græske ord både kan betyde ran eller tyveri OG at holde fast (man holder fast i en ting, når man forsøger at stjæle den). Altså, at Jesus ikke så ligheden med Gud som noget han skulle holde fast i, men netop valgte at blive mennesker lig.

Jehovas Vidner betragter ikke Jesus som Guds søn, som fx. både protestanter og katolikker gør det.

Tjek følgende udredning af en anonym debattør - her