"han, som havde Guds skikkelse,

regnede det ikke for et rov

at være lige med Gud,

men gav afkald på det,

tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig;

og da han var trådt frem som et menneske

Det er en af de tekster der meget ofte debatteres med jehovas vidner. Og med god grund, eftersom det er en af de mange tekster der meget entydigt siger Jesus er Gud. Lad os se nærmere på teksten, specielt med henblik på nogle af de ting der spænder ben for vidnernes bortforklaringer af denne tekst.

Jeg har understreget ordet havde. I den græske tekst der er søgt oversat er ordet "huparkon". Ordet betyder egentligt begynde men kan i overført betydning betyde at være eller eksistere. Teksten vil altså fortælle noget om, hvordan Jesus oprindeligt eksisterede, men der hører en overraskelse med, som er næsten umulig at få med i oversættelsen: Ordet står i nutid! Når teksten på den måde blander en forklaring om, hvordan Jesu eksistens begyndte sammen med nutid er det fordi teksten gerne vil fortælle at der ikke er nogen forandring siden dengang: Jesus er stadig som han var i begyndelsen. Jesus er den samme, igår, idag og til evig tid vil teksten fortælle os.

Og hvad er det så Jesus er og var? Jeg har fremhævet to ord i teksten med fed (lig, lige). Det græske ord der oversættes er begge steder "morfæj". Ordet betyder egentligt udseende - den måde en person fremtræder. Teksten siger altså, at først (og stadigvæk) så Jesus ud som Gud, men som menneske så han ud som os andre. Der er ingen vægtning her: Jesus var i nøjagtig ligeså høj grad Gud dengang (og nu), som han var et menneske da han vandrede rundt som et menneske. Begynder vidnerne at gradbøje ordet og påstå Ordet ikke var og er Gud siger de samtidigt at Jesus ikke var et menneske. Bemærk, at ordet ikke benyttes andre steder i NT.

Eller for at sige det kort: Det er noget vrøvl at mene det barn Maria fødte var et menneske, hvis man ikke samtidigt anerkender, at Ordet var og er Gud. Tekstens sammenstilling af de to udtryk giver i den forbindelse mindelser om Bibelens hyppige brug af to udtryk for Jesus, nemlig Guds Søn og menneskesønnen - Både Gud og menneske, eller med Johannes Evangeliets ord: Ordet blev kød. Denne ide om at Ordet som Gud gav afkald på det guddommelige for at blive menneske, så han nu er både Gud og menneske er et af de centrale temaer i Det Nye Testamente.

Der er en specifik ting ved teksten alle jehovas vidner synes at have misforstået, fordi vagttårnsselskabet dygtigt udnytter deres manglerne kundskaber om, hvad der egentligt står i teksten. Det er ordet harpagmon "rov". Vagttårnsselskabet vil gerne bilde vidnerne ind at ordet betyder "ran" eller "tyveri", hvilket det da også kan betyde. Men det kan ligeså godt betyde at "holde fast" (som når man holder fast i noget, enten for at stjæle det fra en anden eller for at beholde det - tænk på tovtrækkeri).

Den autoriserede oversættelse vælger her at sige Jesus ikke regnede det for rov at være lige med Gud. Bestemt en mulig oversættelse, men den er også lidt intetsigende, eftersom det man ikke gør som regel er uinteressant. Andre oversættelser giver en lidt mere aktiv oversættelse, så stedet fortæller at Jesus ikke så ligheden med Gud som noget han skulle holde fast i. En, synes jeg, bedre måde at oversætte teksten på fordi den understreger det efterfølgende budskab om at Jesus gav afkald på at være lig Gud for at blive lig mennesker. Han holdt ikke fast i at være lig Gud, men blev menneske. Men som nutidsformen af "havde" viser, er Jesus også i dag lig Gud, men det forklarer teksten med at Gud igen har ophøjet ham som sin lige (se vers 9-11)."

Teksten er taget fra sol.dk, og er skrevet under mærket sebl.