Skrevet omkring år 60-62.
Skrevet mens han sad i fængsel i Efesos pga sin tro på Kristus. Brevet er henvendt til Filemon, som er slaveejer, og brevet omhandler dennes slave, som åbenbart er stukket af, og tilmed har omvendt sig til Kristus, givet uden at spørge sin herre om lov. Derfor er brevet også et forsvar for slaven, og i virkeligheden en opfordring til Filemon om at modtage ham, som om det var Paulus selv, han modtog tilbage: "Så sandt du regner mig for en trosfælle, så tag imod ham, som var det mig selv" (kapitel 1, vers 17).
Som bekendt var det først cirka 1800 år senere, at slaveriet blev ophævet.
Skrevet omkring år 90, ukendt forfatter.
Er snarere en prædiken end et brev.
Brevet understreger blandt andet, at Jesus faktisk var et menneske (fra kapitel 2, vers 14: "Siden børnene alle er af kød og blod, måtte han også blive det ligesom de, for at han med sin død skulle gøre ham magtesløs, som har dødens magt, nemlig Djævelen"). Hvis ikke han kunne blive udsat for fristelser og lidelser, og ende med at dø, ja endog føle dødsangst, kunne han ikke også frelse mennesket. Man kan ikke bede mennesket om noget, man ikke selv har prøvet. Så bliver man bare en fjern, almægtig, postulerende gud, som ikke ved, hvad han snakker om.
Her beskrives Jesus som ypperstepræsten, der erstatter de jordiske ypperstepræsters offerritualer.
Kapitel 4, vers 14-16: "Da vi nu har en stor ypperstepræst, som er steget op igennem himlene, Jesus, Guds søn, så lad os holde fast ved den bekendelse. For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid".
Kapitel 7, vers 18-19 og 26-28: "Der er altså tale om, at et tidligere bud ophæves, fordi det var svagt og nytteløst – loven førte jo ikke til målet – men der indføres i stedet noget bedre, nemlig det håb, hvori vi kommer Gud nær. (...) For en sådan ypperstepræst trængte vi til, en der er hellig, uskyldig, ren, skilt ud fra syndere og ophøjet over himlene, en der ikke som de andre ypperstepræster er nødt til hver dag at bringe ofre, først for sine egne synder og så for folkets; for det har han gjort én gang for alle, da han bragte sig selv som offer. For loven indsætter skrøbelige mennesker som ypperstepræster, men edsordet, der er nyere end loven, indsætter en søn, som for evigt er nået til målet".
Om tro og tillid. Kapitel 11, vers 1-3: "Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses. Den er jo bevidnet om de gamle. I tro fatter vi, at verden blev skabt ved Guds ord, så det, vi ser, ikke er blevet til af noget synligt".
Det er klart den tekst i Det Nye Testamente, der handler mest om Det Gamle Testamente. I kapitel 11 nævnes alle de personligheder, der har vist deres tro på Gud.
I kapitel 13 indledes med en opfordring til kærlighed (vers 1-5): "Lad broderkærligheden vare ved; glem ikke gæstfriheden, for ved at være gæstfrie har nogle uden selv at vide det haft engle som gæster. Husk på dem, der er i fangenskab, som om I var deres medfanger, og på dem, der mishandles, så sandt som I også selv har en krop. Ægteskabet skal holdes i ære af alle og ægtesengen være ubesmittet; for Gud vil dømme utugtige og ægteskabsbrydere. Lad ikke kærlighed til penge bestemme jeres adfærd, men stil jer tilfreds med det, I har. For Gud har selv sagt: »Jeg lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke.«"
Kusiøsum: Da jeg for mange år siden skrev om afrikansk teologi, blev jeg opmærksom på, at mange afrikanske teologer har en forkærlighed for Hebræerbrevet. Det afrikanske folk kan i deres historie identificere sig med "Israel", som også har skullet så grueligt meget igennem, og på den baggrund giver det god mening at se Jesus som den nye evige ypperstepræst, som bærer af det nye bud, som er skrevet på menneskers hjerter - og som i evangelierne omtales som det dobbelte kærlighedsbud.