Brevet fra Jakob

Skrevet i slutningen af 1. århundrede eller i begyndelsen det 2. århundrede, forfatter ukendt.

Tilhører de såkaldt 'katolske' breve, det vil sige breve, som mere er henvendt til kirken som sådan, fremfor en helt konkret menighed, som det oftest er tilfældet for Paulus' breve. Det er omstridt, hvorvidt det faktisk er Jakob, der er forfatter.

Brevet er fuld af formaninger, 54 skulle der være, og nogle af dem vækker mindelser om Jesu Bjergprædiken.

Brevet indledes (vers 1): "Jakob, Guds og Herren Jesu Kristi tjener, hilser de tolv stammer, der lever spredt blandt andre folkeslag". De kristne ses altså som det nye tolvstammefolk, så vi er givet ud over den periode, hvor man skelnede mellem jøde- og hedninge-kristne.

Om synet på de fattige og den "kongelige" lov (kapitel 2, vers 1-4 og 6-8): "Mine brødre, I kan ikke tro på vor Herre Jesus Kristus, den herliggjorte, og så gøre forskel på folk. For hvis der kommer en mand ind i jeres forsamling iført en fornem dragt og med guldring på fingeren, og der så også kommer en fattig mand ind i snavset tøj, og I kun har øje for ham, der bærer den fornemme dragt, og siger: »Vær så god, her sidder du godt,« men siger til den fattige: »Du kan stå dér eller sætte dig her på gulvet,« er I så ikke i modstrid med jer selv og har opkastet jer til dommere med onde tanker? (...)

Men I ringeagter de fattige. Er det ikke de rige, der undertrykker jer og slæber jer for domstolene? Er det ikke dem, der spotter det gode navn, som er nævnt over jer?

Ja, hvis I efterlever den kongelige lov i Skriften: »Du skal elske din næste som dig selv,« så handler I ret".

Om tro uden gerninger (kapitel 2, vers 14-17): "Hvad nytter det, mine brødre, hvis et menneske siger, han har tro, men ikke har gerninger? Kan den tro måske frelse ham? Hvis en broder eller søster ikke har tøj at tage på og mangler det daglige brød, og en af jer så siger til dem: »Gå bort med fred, sørg for at klæde jer varmt på og spise godt,« men ikke giver dem, hvad legemet har brug for, hvad nytter det så? Sådan er det også med troen: i sig selv, uden gerninger, er den død".

En god protestant vil givet sige, at citatet læner sig kraftigt op ad gerningsretfærdighed, altså den tanke, at man får point hos Gud for sine gode gerninger. Men det understreger blot, at når tro og gerninger hænger uløseligt sammen, så er selve troen gold, hvis ikke gerningerne følger med.

Peters første og andet brev

Skrevet engang i 90erne hhv. først i 100-tallet, det første angiveligt i Rom, begge af en ukendt forfatter.

Tilhører de såkaldt 'katolske' breve, det vil sige breve, som mere er henvendt til kirken som sådan, fremfor en helt konkret menighed, som det oftest er tilfældet for Paulus' breve.

Luthers tanker om det almindelige præstedømme (dvs. at alle døbte i princippet har mulighed for at være præster) er blandt andet inspireret af følgende fra første brev (kapitel 2, vers 9 og 10): "Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys, I, som før ikke var et folk, men nu er Guds folk, I, som ikke fandt barmhjertighed, men nu har fundet barmhjertighed".

I første brev, kapitel 3 kaldes dåben for 'den lille syndflod'.

Om opfordring til kærlighed, og at udnytte de evner, den enkelte har (første brev, kapitel 8, vers 8-11): "først og fremmest skal I holde fast ved den indbyrdes kærlighed, for kærlighed skjuler mange synder. Vær gæstfrie mod hinanden uden tværhed. Som gode forvaltere af Guds mangfoldige nåde skal enhver af jer tjene de andre med den nådegave, han har fået. Den, der taler, skal tale med ord fra Gud; den, der tjener, skal tjene med den kraft, Gud giver, for at Gud i alle ting må blive herliggjort ved Jesus Kristus. Æren og magten er hans i evighedernes evigheder! Amen".

Hører man til dem (som jeg ikke gør), som insisterer på, at det er apostelen Peter, der faktisk har skrevet brevet, må det nødvengivis dateres til 60erne. Det er dog ikke den gængse opfattelse.

Og det er ikke givet, at brevene har samme forfatter, og der er mange passager i det andet brev, som synes taget fra Judasbrevet. Der er (derfor) nogle ret voldsomme dommedagsprofetier i det andet brev.

Det andet brev er også en advarsel mod vranglære, herunder gnosticismen, som Paulus er blevet taget til indtægt for, af nogle tidlige kristne gnostikere: "I hans [Paulus'] breve er der nogle ting, som er vanskelige at forstå, og som ukyndige og ubefæstede sjæle fordrejer – men det gør de jo også med de øvrige skrifter – til deres eget fordærv" (fra andet brev, kapitel 3, vers 16).

Desuden lader det til, at der er folk, der har hånet de kristne for, at Jesus' genkomst endnu ikke har fundet sted, som lovet. Men for Herren er én dag som tusind år: "Dette ene må I ikke glemme, mine kære, at for Herren er én dag som tusind år, og tusind år som én dag. Herren er ikke sen til at opfylde sit løfte, sådan som nogle mener, men han har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse" (andet brev, kapitel 3, vers 8 og 9).

Peters andet brev er givetsvis det yngste skrift i Det Nye Testamente, og derfor i hele Bibelen. Derfor er det ikke mærkeligt, at der lever mange forskellige kristendomsopfattelser på dette tidspunkt - som bruger blandt Paulus' breve efter forgodtbefindende.

Erik Mortensen skriver i et notat, han har skrevet i forbindelse med en bibelmaraton: "Uanset hvor man vendte sig, dukkede nye vanskeligheder op. En gruppe benægtede, at Jesus var Gud. En anden erklærede, at han var Gud, men ikke fuldt ud menneske. Apostlene fordømte lovtrældom, men så dukkede de frisindede mennesker op, der påstod, at ”alt var tilladt”. Medlemmerne i én menighed sagde deres jobs op og samlede sig for at vente på Jesu genkomst; i en anden menighed opgav de helt håbet om, at han ville vende tilbage".

Intet under, at man oplevede et behov for at advare mod 'vranglære'.