"ti gode noveller, som dels vender op og ned på paralleler til de ti bud, og som samtidig skildrer [virkeligheden] på en måde, som udfordrer læseren."

Første, andet og tredje brev fra Johannes


Skrevet engang mellem år 90-100.

 

Tilhører de såkaldt 'katolske' breve, det vil sige breve, som mere er henvendt til kirken som sådan, fremfor en helt konkret menighed, som det oftest er tilfældet for Paulus' breve. Man henregner normalt brevene til samme forfatter eller forfatterkreds som Johannes-evangeliet. I sin indledning virker det dog som om, at det andet og tredje brev er skrevet til en konkret person i en konkret menighed.

 

Johannes er med rette blevet kaldt "kærlighedens apostel", og i første brev nævnes kærligheden 35 gange.

 

Første brev, kapitel 3, vers 14-17: "Vi ved, at vi er gået over fra døden til livet; for vi elsker brødrene. Den, der ikke elsker, bliver i døden.  Enhver, som hader sin broder, er en morder, og I ved, at ingen morder har evigt liv i sig. Derpå kender vi kærligheden: at han satte sit liv til for os; så skylder også vi at sætte livet til for brødrene. Den, der har jordisk gods og ser sin broder lide nød, men lukker sit hjerte for ham – hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham?" - her ses den johannæiske tanke med, at kærlighed fører den enkelte fra døden til livet, en slags dennesidig opstandelse. Vers 17 i Den Nye Aftale's oversættelse: "Hvis vi selv har alt, hvad vi behøver her i verden, må vi ikke lukke øjnene, når en fra menigheden har brug for hjælp. Ellers har vi ikke Guds kærlighed i os".

 

Vers 23 og 24 udtrykker den johannæiske forståelse af kærligheden til Gud og næsten, kort: "Og dette er hans bud, at vi skal tro på hans søns, Jesu Kristi, navn og elske hinanden, som han har påbudt os. Den, der holder hans bud, bliver i Gud og Gud i ham. Og at han bliver i os, ved vi af Ånden, som han har givet os".

 

Første brev, kapitel 4, vers 7-12, kærlighedsbudet, igen-igen: "Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed. Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.

Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden. Ingen har nogen sinde set Gud, men hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os, og hans kærlighed er fuldendt i os".

Udsagnet "Gud er kærlighed" stammer fra dette brev.

 

Fra vers 16-21: "Og vi kender og tror på den kærlighed, som Gud har til os.

Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham. Deri er kærligheden fuldendt i os: at vi har frimodighed på dommens dag; for som han er, er også vi i denne verden. Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten, for frygt er forbundet med straf, og den, der nærer frygt, er ikke fuldendt i kærligheden. Vi elsker, fordi han elskede os først. Hvis nogen siger: »Jeg elsker Gud,« men hader sin broder, er han en løgner; for den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. Og dette bud har vi fra ham: Den, der elsker Gud, skal også elske sin broder".

 

Dels er det centralt, at med kærlighed til Gud og næsten i sit liv, behøver man ikke frygte noget på Dommedag. Og da Gud elsked os først, giver det ikke mening i praksis at tale om fortabelse.

Dels tager Søren Kierkegard den sidste del op i spørgsmålet: Hvordan elske den Gud, vi ikke kan se, hvis vi ikke kan elske det menneske, vi faktisk ser? Men - Gud elsked os først.

 

I sidste kapitel er der en afvisning af doketismen, den retning i samtiden, der hævdede, at Jesus kun tilsyneladende blev menneske af kød og blod. Vers 6-8: "Han er den, der er kommet gennem vand og blod, Jesus Kristus. Han kom ikke kun med vandet, men med vandet og blodet; og det er Ånden, som vidner, fordi Ånden er sandheden. For der er tre, som vidner: Ånden og vandet og blodet, og de tre bliver til ét". Ud over, at vandet og blodet kan være en henvisning til dåben og nadveren, må det også være en henvisning til, at da de romerske soldater efter korsfæstelsen stak ham i siden med et spyd, kom der vand og blod ud. Et 'bevis' på, at han var af kød blod, og ikke 'bare' ren ånd.

 

Det andet brev fylder ét kapitel, og her fortsætter kærlighedsforkyndelsen - vers 6: "Og dette er kærligheden, at vi lever efter hans bud; og dette er budet, som I har hørt fra begyndelsen, at I skal leve i kærligheden".

Og som det også hedder i det første brev: "For dette er det budskab, I har hørt fra begyndelsen: Vi skal elske hinanden" (kapitel 3, vers 11).

 

Tredje brev er en anbefaling af visse kristne forkyndere til en konkret menighed, og fylder også kun ét kapitel.

 

Erik Mortensen skriver i et notat, han har skrevet i forbindelse med en bibelmaraton: "En af kristenhedens tidlige forfattere Jerome (374-419) fortæller om den skrøbelige apostel Johannes, at han, da han i en meget høj alder blev båret ind i menighedsforsamlingen kun mumlede ordene ”elsk hinanden”. Når han så blev spurgt, hvorfor han ikke talte om andet, svarede Johannes: ”Fordi det er Herrens bud, og hvis det bliver praktiseret, er det nok”.

Brevet fra Judas


Skrevet engang efter år 90, forfatter ukendt.

 

Tilhører de såkaldt 'katolske' breve, det vil sige breve, som mere er henvendt til kirken som sådan, fremfor en helt konkret menighed, som det oftest er tilfældet for Paulus' breve.

 

Brevet virker nærmest som en dommedagsprædiken over gudløse mennesker.

 

Det fylder ét kapitel. Sidst i brevet er der en opfordring til at rive tvivlerne "ud af ilden".

 

De to sidste vers: "Ham, som formår at værne jer mod fald og stille jer over for sin herlighed, uden fejl og fulde af jubel, den eneste Gud, vor frelser ved vor Herre Jesus Kristus, ham være ære og majestæt, magt og myndighed før tidens begyndelse, nu og i al evighed! Amen."