Lukas' fortælling om Jesus

Skrevet, formentlig af en hedninge-kristen, til en overvejende hedninge-kristen, hellenistisk/græsk menighed, et sted mellem år 75-100.

Om Gudsriget, som noget allerede nærværende i mellemmenneskelige relationer: "Da farisæerne spurgte Jesus, hvornår Guds rige kommer, svarede han: »Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer.«" (kapitel 17, vers 20-21).

En præst har ligefrem kaldt dette evangelium for "En musical fyld af glæde". Det indledes med to fødsler, akkompagneret af to glædessange.

Forfatteren (eller redaktøren vil nogen foretrække at kalde ham) til Lukasevangeliet bliver ofte kaldt historieskriveren, og er sandsynligvis også manden bag Apostelenes Gerninger ("Grundlæggelsen af de første menigheder" som Den Nye Aftale kalder teksten). Det ses blandt andet ved, at han fortæller om både Johannes Døberens og Jesu fødsel. Desuden er det påfaldende, at den slægstavle, som angives i evangeliet, går helt tilbage til Adam, og ikke kun Abraham som hos Mattæus. Evangeliet er ikke forbeholdt personer, som kan identificere sig med et slægskab med Abraham, men hele menneskeheden. Han har med al sandsynlighed både kendt til Mattæus- og Markusevangeliet.

I alt er der 18 lignelser i evangeliet, som er hans helt egne, og hvor lignelserne hos Mattæus i overvejende grad handler om Gudsriget, er det på mennesket, at Lukas har sit fokus. Det er i Lukasevangeliet, vi har de næsten ikoniske og meget markante lignelser, som for mange karakteriserer selve kristendommens kerne. Dels har vi i kapitel 2 selve Juleevangeliet med historien om Jesu fødsel og hyrderne på marken. I kapitel 10 findes historien om den barmhjertige samaritaner, i kapitel 15 fortælles historien om den fortabte søn (burde hedde 'de fortabte sønner'), og i kapitel 18 er historien om tolderen (skatteopkræver og værnemager) og farisæeren (som hævder at leve efter Loven til punkt og prikke), den fortælling, der skal minde os om, at det ikke står til os at dømme, hvorvidt vores trosfæller tror på den rigtige måde.

Kommentar på baggrund af Sacra Pagina-serien:

Var i læsningen meget opmærksom på, hvor meget Lukas bruger "de fattige" og "ejendele" (possesions på engelsk) som billede på de svageste i samfundet og hvordan alt det materialle skal forsages, hvis man vil følge Jesus.

Selvfølgelig kendte jeg tematikkerne i forvejen, men når man studerer Lukas så intenst, som man gør, når man læser en bog om det, så bliver de særegne linjer hos Lukas endnu klarere.

Jeg har lige fået Bibelen2020 tilsendt (hele bibelen oversat til nudansk), og her har Lukasevangeliet fået undertitlen "Gode nyheder til fattige". Underforstået, de svageste i samfundet.

Johannes' fortælling om Jesus

Skrevet færdig et sted mellem år 95-100, givetvis til en menighed i Efesos, i det daværende Lilleasien, nuværende Tyrkiet.

Johannes-evangeliet er et regulært litterært mesterværk, og tilmed sprægfyldt med vægtig teologi.

Johannes tager for givet, at målgruppen til hans tekst kender fakta omkring Jesu liv og levned, da hans evangelium først og fremmest er tolkende, også ikke en historisk beretning. Man hører fx. intet om Jesu barndom. En otte år gammel pige skulle have sagt, da hun blev spurgt, hvorfor Jesus blev kaldt ”ORDET”: ”Det er fordi, at Jesus er alt det, Gud ønsker at sige til os”.

Johannes Møllehave har ligefrem sagt, at hvis vi havde bevaret Johannesprologen (de første atten vers i første kapitel) som det eneste fra Det Nye Testamente, så havde vi stadig fået givet en gave til menneskeheden. Og personligt mener jeg, at de første vers måske er de smukkeste i Bibelen overhovedet: "I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke".

Johannesprologens første fjorten vers læses også som prædikentekst til Første Juledag, hvilket har fået Johannes Møllehave til at kalde teksten for 'Juleevangeliet for voksne'. Hvor sproget i Juleevangeliet hos Lukas er ret ligetil for børn og barnlige sjæle at forstå - næsten et lille eventyr. Så er Johannesprologen alt andet end ligetil at forstå. Budskabet er dybest set det samme - lyset er kommet til verden - men sproget er noget mere abstrakt eller filosofisk hos Johannes.

Som Erik Mortensen skriver i et notat, han har skrevet i forbindelse med en bibelmaraton: "Man læser Johannes’ Bog, som om den var blevet skrevet under et stort, skyggefuldt træ af en forfatter, som havde masser af tid til eftertænksomhed".

Bibelen kort, lov og evangelium:

Kapitel 1, vers 17: "for loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus".

Kapitel to indeholder den måske mest berømte af historierne om Jesus, nemlig den om brylluppet i Kanans land, hvor Jesus forvandler vand til vin.

Kapitel 3, vers 16 kaldes Den Lille Bibel: "For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv."

Det er også i kapitel 3, at Jesus har sin berømte snak med Nikodemus, der kommer til ham "om natten". Han forstår tydeligvis ikke Jeus tale om at blive genfødt, tager det meget bogstavligt, hvilken giver Jesus anledning til at sige, at hvis ikke Nikodemus forstår ham, når han taler om jordiske ting, hvordan så forstå Jesus, når han taler om de himmelske? I høj grad udtryk for den udfordring, der ligger i Jesu forkyndelse. Jesus prædiker jo det forunderlige, utrolige ved Guds nåde og kærlighed, og Gudsrigets hemmelighed. Men han er jo prisgivet det jordiske menneskelige sprog - derfor er det en udfordring at fortælle os jordiske mennesker om de himmelske ting.

Kapitel 3, vers 19: "Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde". Det kaldes også for præsentisk eskatologi, altså den forestilling, at 'dommedag' ikke er noget, som (kun) finder sted i de sidste tider, men finder sted hele tiden. Alene det, at Jesus kom til verden, er udtryk for en dom. For han kom jo pga. menneskers onde gerninger.

Kapitel 3, vers 30: "Han skal blive større, jeg skal blive mindre". Vil jeg kalde for Johannes Døbers-funktionen. Udsagnet er nemlig fra Johannes Døberen, og er udtryk for, at han rolle kun var at pege videre mod Jesus. Når noget siges at have en Johannes Døber-fukntion, så menes der, at det ikke er formålet i sig selv, men blot skal pege videre. Grundtvigs højskoler er blevet kaldt således, ud fra hans bon mot om "Menneske først, kristen så". Altså dette forhold, at højskolerne skal lære den enkelte noget om menneskelivet, som al livsoplysning og dannelse jo skal. Og med det 'på plads' vil man være i stand til at forstå og modtage Jesu forkyndelse, og gå ind i kristendommen.

Kapitel 5, vers 6-9 :"Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: »Vil du være rask?« Den syge svarede: »Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.«  Jesus sagde til ham: »Rejs dig, tag din båre og gå!« Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring". Den danske fisosof Søren Kierkegaard undrer sig såre over Jesu spørgsmål, for hvem vil ikke gerne være rask? Men man kan jo have været syg og dårlig så længe, at det næsten er blevet en del af ens identitet. Derfor kan udsigten til helbredelse være skræmmende. Alle de bekymringer man har gået med pga. sit helbred, vil forsvinde, og man har udsigt til en hel ny tilværelse. Det kan godt virke både angstfremkaldende og overvældende.

Kapitel 5, vers 24-25: "Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den time kommer, ja, den er nu, da de døde skal høre Guds søns røst, og de, der hører den, skal leve". Her udtrykkes, hvad man kunne kalde for den præsentiske eller nutidige opstandelse fra de døde. Ved troen på Jesus går man fra døden til livet. Det er også det, som udtrykkes i dåben.

Bespisningen af de 5 tusinde i kapitel 6 er det eneste under, som gengives i alle fire evangelier (udover opstandelsen).

Kapitel 6, vers 52-58: "Så kom jøderne i voldsom diskussion med hinanden og sagde: »Hvordan kan han give os sit kød at spise?« Jesus sagde til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis ikke I spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer. Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.  For mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik. Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, bliver i mig, og jeg i ham. Ligesom den levende Fader har udsendt mig, og jeg lever i kraft af Faderen, sådan skal også den, der spiser mig, leve i kraft af mig. Det brød, som er kommet ned fra himlen, er ikke sådan som det, fædrene spiste; de døde, men den, der spiser dette brød, skal leve til evig tid.«". Jeg behøver vel ikke at nævne, at det er en klar henvisning til nadveren, hvor Jesu kød og blod bliver spist som brød/oblater og vin.

Kapitel 7, vers 18 og 23-24: "Den, der taler af sig selv, søger sin egen ære. Men den, der søger hans ære, som har sendt ham, han er sanddru, og der er ingen uret hos ham. (...) Når et menneske kan omskæres på en sabbat, for at Moses' lov ikke skal brydes, hvorfor er I så vrede på mig, fordi jeg gjorde et helt menneske rask på en sabbat? Døm ikke efter det ydre, men fæld en retfærdig dom!«". Det er et meget tankevækkende udsagn, da men'et antyder, at det ydre reelt aldrig fortæller noget om det indre. Og kan fortælle os mennesker, at vi aldrig må dømme efter det ydre, da vi ikke kender eller forstår baggruden for en handling. Jeg kan ikke dy mig for at citere en replik af reklamemanden Don Draper fra tv-serien Mad Men, der siger til sin kone, som undrer sig over, hvordan nogen kan begå utroskab: "No One Knows Why People Do What They Do".

Det fortæller også, at der kan være forskel på en verdslig og en religøs dom. For selvom den verdslige lov jo også taler om både uagtsomhed og forsæt - altså, om man har gjort noget med vilje -, så er det dog handlingen som sådan, en domstol forholder sig til. Når det gælder en retfæridg dom i kristen forstand, er det noget ganske andet. Her er det afgørende, om man har sat sig selv eller Gud og næsten i centrum. Eller om man rigorisk følger og efterlever en lov eller et princip, uden at tænke på det levende menneske, man faktisk står overfor. Livet står over læren, kunne man sige.

I vers 40-44 er der en diskussion - for ikke at sige et skænderi - om tolkningen eller læsningen af skriften, hvilket vil sige Det Gamle Testamente. Det går på, hvorfra den sande Messias skal komme. Jeg synes, det er tankevækkende, og viser, at uenigheder og skænderier omkring læsning og tolkningen af Bibelen ikke er nogen ny ting. At der stadig i dag er kristne, der i ramme alvor mener, at de har fundet den endelige sandhed, og at alle andre tager fejl, er vantro eller lignende (afhængig af hvor diplomatisk man udtrykker sig), kan i den grad undre.

I kapitel 8 har vi den berømte historie om kvinden, der bliver fanget i ægteskabsbrud, og som er anledning til, at jøderne vil stene hende efter loven. Hertil siger Jesus "»Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende.«" (fra vers 7). Det ender med at alle jøderne forlader scenen, og den eneste, der som syndfri har 'ret' til at straffe kvinden, gør det ikke. Nemlig Jesus.

Det spøjse ved beretningen er dog, at Moseloven tilsyneladende ikke bliver fulgt helt, for den fordrede at kvindens partner i forbrydelsen også skulle træde frem. Det bekræfter dog, at Johannes først og fremmest er interesseret i teologiske pointer, og ikke nødvendigvis fakta. Og så er det bemærkelsesværdigt, at vers 6 og 8 gengiver den eneste scene, hvor vi hører om, at Jesus skrev.

Og med Jesu tale til nogle farisæere (i vers 44) "I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen", sættes det skarpt op: Tror man ikke på Jesus, så tror man ikke på Gud. Med andre ord, så tror jøderne ikke på Gud.

Kapitel 10, vers 11 og 14-16: "Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene (...).  Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde". Jesus som den gode hyrde, er også et kendt Jesus-billede.

I kapitel 11 har vi historien om Lazarus, som Jesus vækker fra de døde. Han kommer med vilje for sent frem til Lazarus' hus, så han kan vise Guds herlighed, vise hvem, han er, ved at vække ham op fra døden. Og i kapitel 12 historien om Maria, der salver Jesus med meget dyr olie (v. 5-8): "Hvorfor er denne olie ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?« Det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv; han var nemlig den, der stod for pengekassen, og han stak noget til side af det, der blev lagt i den. Da sagde Jesus: »Lad hende være, så hun kan gemme den til den dag, jeg begraves. De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid.«.

Den sidste bemærkning har jeg altid studset over. Nu er det at være 'fattig' ganske vist et relativt begreb, men alligevel. Der vil altid være nogen, der ikke har lige så meget som andre. I musicalen Jesus Christ Superstar lyder det fra Jesu mund "there will be poor always, pathetically struggling, look at the good things you've got!". En både deprimenrende og opmuntrende udlægning. Ulighed kan være deprimerende, hvis den er alvorlig, men Jesus er trods alt en gave - og at bebrejde andre, at de ikke tænker på de fattige er i hvert fald hykleri - man kunne jo begynde at gøre noget selv!

Kapitel 13 er Johannesevangeliets udgave af den sidste nadver, og nadverens indstiftelse. Nemlig fodvaskningen ("Skær" betyder renselse, heraf navnet Skærtorsdag).

Her har vi også Johannes' version af kærlighedsbudet (vers 34-35): "Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.«" Det nye bud er den nye pagt, det nye testamente, der skal erstatte loven fra Det Gamle Testamente (eller måske mere korrekt: som opfylder loven fra Det Gamle Testamente). Vi skal elske Gud og næsten absolut, for således elskede Gud os, nemlig absolut.

Ligeledes kapitel 15, vers 12: "Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer".

Fra kapitel fjortens andet vers har vi udsagnet "I min faders hus er der mange boliger", som rent intuitivt handler om rummelighed, at der er plads til alle hos Gud. Fra vers 6 "»Jeg er vejen og sandheden og livet", eller sandheden om vejen til livet, eller vejen til sandheden om livet, som jeg selv ynder at parafrasere. Det er et af de mest ultimative udtryk for Jesu identitet i hele Det Nye Testamente.

Vers 26 om helligånden: "Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer".

Kapitel 17, vers 3, om det evige liv: "Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus". I vers 26 om den fuldendte symbiose: "og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.«. Hele evangeliet igennem tales om treenigheden på forskellige måder - forholdet mellem Faderen og Sønnen, og Sønnens (og Faderens) forhold til Helligånden. Og Faderen og Sønnens forhold til disciplene, det hele som omkranset/sammenslynget af et kærlighedens bånd, og kærlighedsbudet.

I kapitel 18, vers 36 hedder det: "Jesus svarede: »Mit rige er ikke af denne verden. Var mit rige af denne verden, havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle udleveres til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden.«". Gudsriget er ikke af denne verden, selvom man nok - efter Grundtvig - kan sige, at vi glimtvis oplever Gudsriget i det kærlige møde med vor næste.

I kapitel 19, vers 30 de berømte korsord: "Da Jesus havde fået eddiken, sagde han: »Det er fuldbragt.« Og han bøjede hovedet og opgav ånden.". Ordene det er fuldbragt står i skærende kontrast til de andre tre evangelier, hvor det hedder min Gud min Gud, hvorfor har du forladt mig? I Johannesevangeliet taler man om den 'sejrende' Jesus. Hele vejen igennem er det Jesus, der har kontrollen, og handler, så skrifterne i Det Gamle Testamente kan gå i opfyldelse, som peger på ham som Messias. I Den Nye Aftales oversættelse lyder det: "Nu er alt, som det skal være". Det er fuldbragt.

Fra kapitel 20, vers 13 lyder ordene fra englene ved den tomme grav, til Maria: "»Kvinde, hvorfor græder du?«", som også giver navn til en bog af Kathrine Lilleør. Spørgsmålet er centralt, da der netop ikke er noget at græde over - Jesus er ikke i gravkammerat, da han er opstanden. Samtidig med, at spørgsmålet i videre forstand kræver mod at stille. Det forudsætter jo med rimelighed, at man er villig til at forholde sig til svaret. Og eventuelt sørge eller grine med sin næste. Man kan jo netop godt græde af glæde.

Maria er den første, der ser Jesus efter opstandelsen, og derfor den første til at prædike opstandelsesbudskabet videre til disciplene. Tankevækkende, at der stadig er kristne, der ikke anser kvinder for værdige til præsteembedet.

Sidst i kapitlet har vi tvivleren Thomas - det er ham, der insisterer på at stikke sin finger igennem hullerne i Jesu' hænder, og sin hånd ind i såret i Jesu side, før han tror på, at Jesus faktisk er opstanden fra de døde. Da det er sket, mødes han med Jesu ord (vers 29): "Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.«". Den sidste bemærkning må være henvendt til os andre! Det er dog værd at bemærke, at selvom eftertiden har givet Thomas tilnavnet 'tvivleren', så gælder det strengt taget ligefuldt de andre disciple. Det er først, da de ser den opstandne Jesus, at de for alvor tror. Thomas var blot ikke tilstede ved første lejlighed.

Evangeliet slutter med kapitel 21 med forsøg på en fiskefangst, business as usual fristes man til at sige, for fiskerne. De ser Jesus for tredie gang efter opstandelsen. Som bekendt har Peter tidligere fornægtet Jesus tre gange inden korsfæstelsen. Nu spørger Jesus samme Peter hele tre gange, om han elsker Jesus. Det siger han selvfølgelig ja til alle tre gange. På græsk er der en nuanceforskel - de første to gange kan hans svar oversættes til 'holde af', mens det tredie svar er 'at elske'.

De sidste to vers: "Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn".