Mattæus' fortælling om Jesus
Skrevet, formentlig af en jødekristen, omkring år 80 eller senere, til en overvejende jødisk (jøde-kristen) menighed.
Om loven: "Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde." (kapitel 5, vers 17)
Den Gyldne Regel: "Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne" (kapitel 7, vers 12). Man kan sige, at denne udgave af loven handler om, hvad man kunne kalde et 'minimums-krav' til anstændig og respektfuld opførsel. Den kaldes også Den Gyldne Regel.
Om fjendekærlighed: "I ved, at der står: "Du skal elske dine landsmænd og hade dine fjender". Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer" (kapitel 5, vers 43-44).
Om Jonastegnet: "Nogle af de skriftkloge og farisæerne sagde til ham: "Rabbi, nu må du give os et bevis på, hvem du er". "Det er kun onde mennesker, folk der ikke tror på Gud, der kræver beviser", sagde Jesus. "Men I får ikke andet tegn end Jonastegnet" (kapitel 12, vers 38-39).
Her refereres oftest til, at Jonas var tre dage i en hvals bug, indtil han bliver spyttet ud - som skulle være en allusion til Jesu tre dage i graven inden opstandelsen. Og det er utvivsomt én grund til Jesu udsagn.
Men der er et andet meget iøjefaldende og tankevækkende aspekt ved historen. Jonas bliver i Jonas' Bog fra Det Gamle Testamente kaldet af Gud som profet til at advare byen Nineve mod dens kommende destruktion. Han prøver først at undvige kaldet ved at flygte ud på havet, men ender til sidst med at måtte bøje sig, og havner i Nineve, hvor han bekendtgør, at om fyrretyve dage bliver byen styrtet i grus. Det får dog den for Jonas uventede konsekvens, at indbyggerne faktisk omvender sig fra deres onde vej, og den uret, der hænger ved deres hænder.
Og så hedder det: "Da Gud så, at de vendte om fra deres onde vej, fortrød han og bragte ikke den ulykke over dem, som han havde truet dem med" (Jonas' Bog, kapitel 3, vers 10).
Gud ender med andre ord med at aflyse dommedag. Han starter med at true med den totale destruktion, men ombestemmer sig.
Det mener jeg, er et andet vigtigt aspekt ved Jesu tale om 'Jonas tegn'. Ligesom Gud i Jonas Bog ender med at aflyse dommedag til fortabelse, således vil tegnet på, at Jesus er den, han siger han er, være, at Jesus inviterer til dommedag uden fortabelse.
Som jeg selv har skrevet i en prædiken:
"Men i Jonas’ Bog er der et andet aspekt, der er mindst lige så interessant. Sidst i historien ender Herren nemlig med at aflyse den ellers så højt proklamerede og med Jonas højt profilerede Dommedag. Dommens dag, og det er ikke dom til det gode, bliver simpelthen aflyst! Mon ikke det er en væsentlig side af Jonas’ tegn. At med Jesu komme til Jorden er dommedag med dom til fortabelse i praksis aflyst?".
Om troen, fremfor slægten, som den sande relation til Jesus: "Men han svarede ham, der sagde det til ham: »Hvem er min mor, og hvem er mine brødre?« Og han pegede på sine disciple og sagde: »Se, her er min mor og mine brødre. For den, der gør min himmelske faders vilje, er min bror og søster og mor.«" (kapitel 12, vers 48-50). Det står i modsætning til Det Gamle Testamente, hvor det netop er blodets og slægtens bånd, som er afgørende.
Udsagnet med relation til dåben: "og sagde: »Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget." (kapitel 18, vers 3).
Hvornår vi har en kirke: "For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.«" (18,20).
Om tilgivelsens nødvendighed: "Da kom Peter til ham og spurgte: »Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?« Jesus svarede ham: »Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange." (kapitel 18, vers 21-22).
Det er påfaldende, at evangeliet, som er det første i selve Det Nye Testamente, trækker en tråd tilbage til Det Gamle Testamente, ved at indlede med en slægstavle, der viser tilbage til begyndelsen af jødernes historie, dvs. Abraham. DET INTERESSANTE er her, at der er kvinder (og ikke de mest fromme!) med på denne slægstavle. Der er kun yderst sjældent kvinder angivet i de mange slægstavler i Det Gamle Testamente. En nyt syn på lighed er med andre ord på vej.
Forfatteren til dette evangelium har med al sandsynlighed kendt til Markusevangeliet. Evangeliet er blevet kaldet en forlænget ('anden') udgave af Markusevangeliet, og det er måske delvis rigtigt. Det er her, vi har beretningen om Jesu fødsel med De Vise Mænd (dog ikke Juleevangeliet som findes i Lukasevangeliet med hyrderne på marken), om barnemordet i Betlehem, den lange version af fristelsen i ørkenen, og rigtig mange lignelser om gudsriget, og flere med en vingård som billede.
Mattæusevangeliet er en tekst, som man 'slår sig' på. Det skyldes især, men ikke kun, Bjergprædiken, hvor Moseloven bliver korrigeret, også på et bjerg. Det er ret provokerende at få påbud at elske sine fjender (det kan man jo ikke), ikke må dømme andre (hvem kan undgå det engang imellem?), ikke må kalde andre for idioter (når man nu synes, nogle er det!). Og når man bliver påbudt at tilgive i det uendelige, og bliver præsenteret for nogle voldsomme domscenarier, herunder Verdensdommen (som der prædikes over i ulige år på søndagen inden 1. søndag i advent).
Kommentar på baggrund af Sacra Pagina-serien:
Nu vidste jeg jo godt, at dette evangelium i overvejende grad er skrevet for en jødekristen menighed - sikkert omkrnig år 80.
Men det er virkelig interessant at se det så konkret udfoldet som her - hvordan "The Matthewian Community" så på Jesu forkyndelse. Til de uindviede skal nævnes, at indtil omkring år 100 skelnede man mellem jødekristne og hedningekristne (selv disse begreber nok ikke blev brugt i starten).
De første var jødiske Jesus-tilhængere, mens sidst nævnte var overvejende grækere/hellenere (i hvert fald ikke-jøder), der var gået over til Jesus-tilhængerne.
Og "The Matthewian Community" var altså jøder, der var overbevist om, at Jesus havde den rigtige læsning/tolkning af Torahen. Hvilket helt sikkert har skabt konflikter med de andre jøder i området, en konflikt, som evangeliet forsøger at sætte lys på, og vejlede de jødekristne i at forholde sig til.
Markus' fortælling om Jesus
Skrevet, formentlig af en jøde-kristen, omkring 70, til en overvejende ikke-jødisk menighed, altså kristne, der ikke var omskårne.
"Og rygtet om ham kom straks ud overalt i hele Galilæa." (kapitel 1, vers 28).
Teksten bærer præg af mundtlig overlevering, forstået på den måde, at det litterært set ikke er fantastisk skrevet, og ordet 'straks' benyttes fx. cirka 40 gange - cirka lige så meget, som de tre andre evangelier tilsammen.
Ikke blod og slægtskab er afgørende for relationen til Jesus, men troen: "Han sad midt i en gruppe mennesker, da der kom nogen hen og sagde: "Din mor og dine søskende står udenfor og spørger efter dig". "Hvem er min mor og mine søskende?", svarede han og så på dem, der sad rundt om ham. "Se, her er min mor og mine søskende. For det er dem, der gør det, Gud vil have, der er min bror, min søster og min mor" (3, 32-34). Det står i modsætning til Det Gamle Testamente, hvor det netop er blodets og slægtens bånd, som er afgørende.
Udsagnet, der bruges i forbindelse med dåben: "Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem." (kapitel 10, vers 15-16).
En af de mest påfaldende ting, man bemærker, når man læser Markusevangeliet, er, hvordan Jesus suger folk til sig. Folk, der enten vil helbredes, eller bare være tæt på ham, eller ønsker at høre ham undervise eller prædike. Det er meget markant, hvordan han sommetider er nødt til at næsten at flygte fra folkemængden, for at være alene en gang imellem, eller bliver nødt til at stå i en båd, når han skal undervise eller prædike, fordi der er så mange, der gerne vil være tæt på ham. Han får så meget opmærksomhed, og tiltrækker så mange, at han gang på gang opfordrer de personer, han hjælper og helbreder, til ikke at sige det til nogen, for ikke at skabe opmærksomhed. Det lykkedes ikke særligt godt!
Det er en af de medvirkende årsager til, at jeg er så overbevist om, at alle vil overgive sig til Jesus til sidst. Selv den mest hardcore ateist vil til sidst overgive sig, han/hun vil simpelthen ikke kunne lade være.