Om Planetary Solidarity

Planetary Solidarity. Global Women’s Vioces on Christian Doctrine and Climate Justice. Ed. Grace Ji-Sun Kim and Hilda P. Koster

 

Reimagining

 

Heather Eaton: “An Earth-Centric Theological Framing for Planetary Solidarity”

Er i virkeligheden også en grundlæggende kritik af kristendommen og alle dens centrale begreber, som hun forstår dem.

Hun tager udgangspunkt i evolutionen, og den betydning den burde have for vores perspektiv på verden, og på, hvordan vi mennesker burde se på os selv som en del af den verden.

Vi er lige så meget en del af evolutionen som planter og dyr er, og derfor giver den objektivisering af både dyr og planter, som er blevet almindelig i den vestlige kultur, slet ingen mening. Den antropocentriske tilgang til verden er derfor roden til meget ondt, herunder klimakrisen.

Hun mener, at kristendommens ideer om en anden og bedre verden hinsides, er en af mange grunde til, at det systemiske ved disse problemer er opstået. Vi bliver fremmedgjorte overfor den verden, vi faktisk lever i, hvis vi slet ikke anser den for vores rigtige hjem, men blot et midlertidigt sted, inden vi når til Paradis i en anden verden.

Det gælder også forestillingen om mennesket som et moralsk og ansvarligt væsen. Når dyr tænkes som væsener, der ikke kan være moralske og tage ansvar, opstår kløften mellem mennesker og dyr, og vi glemmer, at vi er lige meget en del af evolutionen.

Forfatterens problem er, at hun for at komme de systemiske problemer til livs – den antropocentriske tilgang ikke mindst – skyller kristendommen med ud med badevandet.

 

Rosemary P. Carbine: ”Imagining and Incarnating an Integral Ecology: A Critical Ecofeminist Public Theology”

Er også en kritik af pavens skrift – de steder, hvor han faktisk har fat I noget rigtigt, og kommer med udsagn, som minder om kvindelige teologers tanker, bliver disse ikke krediteret. På den måde bekræfter pavens skrift status quo, da han kunne komme så meget længere ved at læse og forstå disse kvinders tanker – i stedet for at bruge de sædvanlige henvisninger, når han argumenterer.

Hun bruger også en stor del af indlægget på at beskrive den ikke-voldelige øko-feministiske bevægelse, The Plowshares Movement, som består af nonner. De laver anti-militaristiske, anti-patriarkalske happenings, som har en karakter, der ofte sender dem i fængsel, eller giver dem bøder. De opfatter dog både bøderne og fængselsopholdene som en del af selve happeningen.

 

Ivone Gebara: ”Women’s Suffering, Climate Injustice, God, and Pope Francis’s Theology: Some Insights from Brazil”

En grundlæggende kritik af alle de hierarkier, som vi bevidst og ubevidst omgiver os med. Om hvordan forfatteren anser de kristne referencer til maskuline autoriteter som problematiske. Når kvinder, der lever utrygt og med daglig vold – både fysisk og psykisk – og derfor burde være mere kritisk overfor maskuline autoriteter, ikke desto mindre beder til Gud og Jesus, der traditionelt begge betragtes som maskuline.

Hun beskriver hvilket morads vi mennesker befinder os i, fordi vi alle oplever overgreb og den systemiske diskrimination på forskellige måde, og reagerer vidt forskelligt, afhængig af kultur og klasse. Det gælder også klimaforandringerne, som hun anser som en meget kompleks størrelse, som opleves og håndteres vidt forskelligt over den ganske verden. Der er faktisk ikke meget, der er universelt, når man skal italesætte problemer og dets løsninger. Det bliver for abstrakt, når det skal beskrives i velmenende taler og skrifter, og bliver sjældent rigtigt vedkommende for dem, der lever med alle problemerne til dagligt, hvilket i forfatterens optik først og fremmest er kvinder, da det stadig er sådan, ud fra et globalt perspektiv, at mændene sidder på magten, og derfor bestemmer over kvinderne.

Og så er det en kritik af pavens skrift, som alle mulige gode intentioner til trods, reproducerer alt det maskuline, som det der har magt, og derfor skal/bør beskytte, omfavne drage omsorg for de svage, herunder kvinder.

 

Sharon A. Bong: ”Not Only for the Sake of Man: Assian Feminist Theological Responses to Laudato Si’”

Er også en grundlæggende kritik af pavens skrift. Alle gode intentioner på trods, reproducerer han stereotype maskuline og feminine begreber – den feminine Moder Jord, som skal beskyttes. Og selvom skriftet sådan set forsøger at differentiere ansvaret for klimakrisen (rige nationer har et større ansvar end fattige), så glimrer det fuldstændig, når det gælder forholdet mellem mænd og kvinder. Skriftet er hetero-normativt, og forudsætter derfor parforhold, der resulterer i børn. Hun henviser derfor til asiatiske feministers teologiske modsvar til pavens skrift.

Igen er det grundlæggende problem også, at pavens skrift antropocentrisk, selvom det nogle steder forsøger at undgå det. Men pavens meget normative tilgang gør det næsten umuligt at undgå disse faldgrupper.

 

Doctrines and Situations

 

Sallie McFague: ”Reimagining the Triune God for a Time og Global Climate Chagne”

Og hun problematiserer den antropocentriske tilgang i kristendommen.

Hun mener, at både Freud, Darwin og Nietsche på hver deres meget forskellige måde har ændret vores måde at anskue verden på. Freud, vores indre verden, Darwin vores syn på den ydre verden, og Nietsche vores tro på, at nogen passer på os. Hun taler om ”Kenotic Theology”.

Man skal i højere grad se Treenigheden som en relationel størrelse, fremfor at se Treenigheden som bestående af tre (individuelle) personer, som hun hævder den vestlige protestantiske gør. Den sidste tilgang, den relationelle, passer ”bedre” med en tilgang til verden, som er ramt af klimakrise. En tilgang, hvor vi ikke ser hinanden som forskellige individer, objekter, men netop som værende lige meget skabte. I den forstand skal vi ”tømmes”, således at vi kun fyldes af kærlighed – ””Love is not a property or characteristic of God, some attribute added on to God; ”love is the supreme ontological predicate” of both God and us human beings, who are made “in the image of God”. In other words, we choose self-emptying love or nothing; we are not created beings who then choose love, just as God is not “God” who then decides to love. Rather, who God is and who we are is defined by love, by the self-emptying action of one into the other, of God into the world and of all parts of the world into each other. What it means to be a human being is simply to choose to be what one is: a participant in God’s very own life of love.”

Og så taler hun om “wild space”, som helt enkelt handler om, at vi skal være mere bevidste om at ”tænke ud af boksen”, som vi siger på dansk. Vi er i høj grad underlagt de strukturer (verdens- og menneskesyn), vi er opdraget med. Men en nyformulering af teologien – som også tager hensyn til nye kriser – forudsætter selvsagt, at man kan se ud over disse tillærte vaner.

 

Wanda Deifelt: ”And G*d Saw That It Was Good – Imago Dei and Its Challenge to Climate Justice.

Handler blandt andet om den dualisme, man fejlagtigt læser ind i kristendommen, fordi man forbinder Gud med en heteroseksuel, hvid mand. Og hvor alle, der ikke er heteroseksuelle, mænd eller hvide ikke er lige så tæt på det guddommelige.  Men i skabelsesberetningen har Gud ikke noget køn. Faktisk skabes både manden og kvinden i Guds billede, hvorfor Gud nødvendigvis må være både maskulin og feminin. Og så bemærker hun, at mennesket blev skabt samme dag som dyrene. Mennesket er altså ikke så særlig en skabning, at det fik sin egen dag til skabelsen. Gud skal ses som et ”navneord” – i stedet for at tale om ”han” skal man tale om ”Gud”.

Og så bemærker hun i øvrigt, at selve skabelsesberetningen sandsynligvis er blevet skrevet i det babyloniske fangenskab, og derfor kan ses som skrevet op mod den babyloniske skabelsesmyte, Enuma Elish.

 

Sin and Evil

 

Arnfridur Gudmundsdottir: ”The Fire Alarm Is Off: A Feminist Theological Reflection om Sin, Climate Change, Energy, and the Protection of Wilderness in Iceland”.

Tager især udgangspunkt i Island, hvor klimaændringernes konsekvenser er særligt tydelige.

Hun mener, at talen om synd ofte misforstås så meget, at præster og forkyndere nogle steder undgår at tale om det. De vil hellere tale om noget ”positivt”.

Men det er slet ikke ”negativt” at tale om synden. For det er først, når vores fejltagelser erkendes, at vi kan handle anderledes – vende os om, omvende os til det bedre. Hvis vi ikke erkender, at vi har fejlet fuldstændigt, når det gælder omsorgen for skaberværket – vores forvalterrolle, så at sige – så kommer vi jo heller ikke til at lave radikalt om i vores måde at tænke og handle på.

Og så advarer hun om at isolere syndsbegrebet til noget individuelt. Det er også strukturelt, og (dermed) socialt: ”Just as the concept of sin has been hijacked by moralism, the message about salvation from sin has also had a tendency to lose its social significance. If the gospel of God’s forgiving grace really means good news about the renewal of broken relationships between us and God, between us and our neighbor, and between us and the rest of the creation, then the social significance of the gospel is unmistakable. Thus, the message is clear: the good news of God’s forgiving grace renews our whole existence and calls us to a social responsibility and solidarity with the rest of creation”.

 

Hilda P. Koster: “Trafficked Lands: Sexual Violence, Oil, and Structural Evil in the Dakotas”

Skriver om seksuel vold og overgreb – og oliefirmaers overgreb på naturen i Dakota. Her foregår ”olieboring” via fracking, hvor det jo er fallos-lignende remedier, der bruges, når der skal bores ned efter olie via denne særlige metode, fracking. Hun beskriver den by, der er vokset frem omkring denne olieindustri, som ikke mindst består af mænd. Og en by, som har en overrepræsentation af seksuelle overgreb og trafficking, især mod native/oprindelige amerikanske kvinder. Og hun understreger, at det ikke er det seksuelle i overgrebet, der gør det til ”synd”, men netop overgrebet.

Hendes pointe er derfor også, at disse overgreb også er strukturelle, og at noget af det kan forklares igennem kristendommens misforståede dualisme, hvor fx mænd er mere værd end kvinder.

Men det er samtidig det strukturelle, der gør det svært, for ”It is the odd paradox of privilege, however, that even when we recognize structural sin and repent, we often cannot divest ourselves from its structures by way of our individual actions. For instance, while we may renounce the violence and injustice perpetrated by the oil industry, our lives, especially the lives of the economically privileged, are interwoven with an economic system dependent on fossil fuels”.

Derfor er det også positivt, når vi får øje på den strukturelle synd. Det er forudsætningen for at kunne handle. Og starte det lange seje træk ”we are socialized into a society built on social injustice and ecological violence”. Hendes pointe er altså, at individuelle handlinger ikke er nok – der skal strukturelle til. Omvendt er de strukturelle ændringer afhængige af, at nogen handler.

Derfor ønsker hun også, at syndsbegrebet ikke kun skal forstås på et individuelt plan.

 

Incarnation

 

Fulata Lusungu Moyo: ””Ukugqiba inkaba” – Burying  the Umbilical Cord: An African Indigeous Ecofeminist Perspective on Incarnation”

De færreste tænker vel over, at da Mary gav fødsel til den lille Jesus barn, var der både en navlestreng og en moderkage involveret.

Hvor gjorde hun mon af dem? Forfatteren tænker, at de blev begravet, og henviser til en tradition i sin kultur, hvor det faktisk sker. Navnestreng og moderkage bliver som en del af et ritual, begravet ved et træ.

Hendes pointe er, at hvis det faktisk blev et ritual, ville vores forhold til Moder Jord blive et ganske andet.

Det er en tradition og et ritual, som er ganske fremmed for os på vore breddegrader. Men – objektivt set – er det vel ikke et mærkeligere ritual end at danske om et juletræ, som også må siges at være et meget irrationelt ritual.

 

Isabel Mukonyora: ”Motherhood and Christ in an African Ecofeminist Theology for Climate Justice.

Er ikke mindst en bekrivelse af trossamfundet Masowe Apostles, som i høj grad tiltrækker kvinder, da man her italesætter særligt kvinders daglige problemer og udfordringer i en verden med klimauretfærdighed, vold og undertrykkelse.

Cross and Salvation

 

Jea Sophia Oh: ”Seeds, Cross, and a Paradox of Life from Death: A Postcolonial Eco-Christology”

Da liv og død er naturlige processer i biologien, er død ikke det absolut modsatte af liv. Og som sådan er mennesket blot en del af denne proces, sammen med andre levende væsener/organismer. Tankegangen er (også) koreansk tankegang, hvor ordet jugim ikke betyder killing, men ”all the activities of an anti-life, a package of social pathology”.

Jesu død på korset var udtryk for hans solidaritet med mennesket som en undersåt – han blev behandlet som en undersåt i romernes magt til at korsfæste.  Og viste, hvordan magt skal forstås og udleves. Vores forhold til klima og natur er blevet som en koloniherre, der bruger naturen som en undersåt. Eksemplificeret ved GMO, som jo er et forsøg på at manipulere en naturlig proces, og derfor et overgreb på en ”undersåt”.

At elske næsten – ”Who is our neighbor? In the context of climate change, to love God is to love God’s creation”.

 

Meehyun Chung: “Salvation for All! Cosmic Salvation for an Age of Climate Injustice: A Korean Perspective”

Hendes indlæg viser I høj grad, hvor meget kristen forkyndelse påvirker kulturen. På godt og på ondt. Hun fortæller, hvordan kristne missionærers indflydelse har påvirket traditionel koreansk kultur. Og her nævnes ikke mindst den dualisme, som visse versioner af kristendommen prædiker. Men som er problematisk, hvis man har en holistisk forståelse af kristendommen: ”God expects the holistic restoration of the oikos, which includes all creatures. Salvation means healing to restore the entire wounded world. Hence, the event of cross and resurrection brings about a healing process of the binary opposition between world and flesh, holy and secular, heaven and Earth, God’s being and human being, Word and flesh. Salvation understood as healing is the restoration of relationship at the level of the body, the individual, society, and the cosmos. The object of salvation, furthermore, should be enlarged to include the whole creature;”

Med andre ord også en kritik af den traditionelle antropocentriske tilgang, fremfor en øko-centrisk.  Eller ”øko-feministisk”: ”Ecofeminist salvation does not mean a simple redistribution of power, however. Rather, ecofeminism seeks to redefine the very perception of power. It replaces power over others with an understanding of power as the empowerment of others. Moreover, the resurrected Jesus shows a new perception of power as the power of weakness that overcomes death. The power of resurrection is the power of the executed peasant over imperial power – the divine rejection and overthrowing of empire through the raising of the criminal body tortured by imperial authority. The cross and resurrection, therefore, encourage us to stand up against violent death due to abuse of power, which centrally includes the destruction of marginalized bodies and ecosystems”.

 

Spirit

 

Melanie L. Harris: “Ecowomanist Wisdom: Encountering Earth and Spirit”

Handler kort og godt om afrikansk spiritualitet i bred forstand – hvordan denne tilgang kan være en modstemme mod vold imod både naturen – den skabte verden – og (undertrykte) kvinder, ikke mindst med afrikansk oprindelse. Problematikken er her blandt andet, at mange klassiske forståelser af kristendommen, nærmest vil anse denne ”ecowomanist” tilgang som ikke-kristen, og det er da også en pointe i sig selv, at denne spiritualitet ikke kender religiøse rammer – den behøver ikke være kristen, er postulatet.

 

Cynthia Moe-Lobeda: ”The Spirit as Moral-Spiritual Power for Earth-Honoring, Justice-Seeking Ways of Shaping Our Life in Common”

Om helligånden betydning for hvordan vi ser og udlever kristendommen.

Det er dem, der mærker mindst til konsekvenserne af klimaforandringerne, der har det største ansvar for at de overhovedet finder sted, som de gør, som en krise. Og pga. dette forhold har klimakrisen næsten karakter af nykolonialisme.

Hun hævder, at Helligånden (ruach) er blevet ”tæmmet” i vestlig teologi. Hvis den især bliver set som ”bare” en del af treenigheden, og ikke som en aktiv kraft i verden, så bliver den forbeholdt bønsliv, studiekredse, lovsang, mv., og ikke som en kraft til at udøve gode gerninger i verden – ”and is not associated with active efforts to render social change, to follow the ”path of justice”.”

Hun hævder, at denne forskel på synet på Helligånden blandt andet kan føres tilbage til filioque-striden, som medførte en splittelse af den katolske kirke i en græsk-ortodoks og en romersk-katolsk, da helligånden blev underordnet faderen og sønnen, og ikke kun udgik fra faderen.

Helligånden er dog ikke først og fremmest ”beregnet” til indre komtemplation og sjælefred – men som et kollektivt gode.

”Will this private inner peace and “religious smiling” nourish resistance to the economic, political, military, and ideological power structures that undergird climate change, especially where resistance is fraught with complexity, danger, and moral ambiguity?”

Og hun foreslår nye sammenhænge til dåb og nadver og dåbsundervisning, så de moralske implikationer af kristentroen og helligåndens virke bliver tydeligere.

 

Mary and the Church

 

Theresa A. yugar: ”Virgins: Resources for an Ecotheologial Praxis”

Er et indblik i latinamerikansk spiritualitet. Den mandlige treenige kristne Gud har ikke rigtigt gjort noget godt her – førend Jomfru Maria i forskellige tolkninger gjorde sit indtog og skabte ”harmoni” mellem kristendommen og traditionel religiøsitet. ”The beauty of the wholeness of Mary is when she became whole in Latin America. Her wholeness is the result of bringing together her identification with Mother Earth, prevalent in the Mosoamerican world view, with her role as the Mother of All Creation, which was always part of the Latin American Catholic world view”.

 

Joyce Ann Mercer: “Enviromental Activism in the Philippines: A Practical Theological Perspective”

Et indblik I den øko-aktivisme, der foregår på Fillipinerne.

Og også et stort opråb om forskellen på teologiske studier og virkeligheden ”Ecotheology and practical theology share in common an approach that places concrete realities in the foreground of theological construction”.

At kende konteksten for i hvilken sammenhæng, kristendommen skal udleves, er helt utroligt vigtigt for, hvor virkelighedsnær et kristendomssyn faktisk er. Derfor tilføjer hun til de traditionelle prismer for ”rigtig” kristendomsforståelse (skriften og traditionen) ”lived experience”. Hvilket også hænger sammen med de konsekvenser, en traditionel læsning af kristendommen har medført: ”The experience of women activists provides a critical corrective to colonialist theological and scriptual interpretations, interrupting their hegemonic logic of domination (…) in which those parts of the tradition and scripture focused on the reign of God and the flourishing of all are allowed to critique and relativize interpretations that support the dehumanization of people, and the destruction of the ecosystem”.

 

Hope and Eschatology

 

Nancy Pineda-Madrid: ”Somos Criaturas de Dios! – Seeing and Beholding the Garden of God”

Handler grundlæggende om, at vi skal behandle alt levende som vi ville behandle alt levende, hvis vi var i Guds Have, altså gudsriget, den kommende nye verden.

Vi skal se os som skabt af Gud. Både mennesker, dyr og natur er lige meget skabt af Gud. Vi skal væk fra den antropocentriske tilgang, hvor adskillelsen er i centrum.

Hvordan ønskede Gud, at verden skulle leve sammen? Sådan skal vi i dag søge at leve sammen.

 

Barbara R. Rossing: ”Reimagening Eschatology: Toward Healing and Hope for a World at the Eschatos”

Vore handlinger har konsekvenser for folk på den anden side af jorden:

”The eschatos or point of death became a reality for two native island villages i 2016 – Isle de Jean Charles in the Gulf of Mexico and the Alaskan village of Shishmaref on the Shukchi Sea. Their inhabitants have officially become the United States’ first “climate refugees”. Isle de Jean Charles, home of the Biloxi-Chitimacha-Choctaw tribe, has lost more than 90 percent of its land due to sea-level rise.

(…)

The cruelest injustice for such communities of people living on the edge of climate change is this: The poorest and most vulnerable people of the world – people living near the tropics and polar regions – pay the highest price. Those who did the least to cause the crisis are its first victims”.

Vi er nødt til at handle, så konsekvenserne af vores handlinger er i overensstemmelse med den verden, vi faktisk ønsker at leve i sammen med vores medmennesker, og al det liv, vi har et medansvar for. Teologisk udtrykt – en verden skabt i Gudrigets billede, ”a counterworld”.

“Eschatological imagination creates a counterworld (…). New Testament authors drew on images to confront the “negatives” of the Roman emperial narrative, boldly declaring an immanent “end” to this present evil age. So too, for us today, the Bible can offer positive alternatives’ to our own cultures’ multiple “negatives” – whether to the religion on ufettered economic growth or to other eschatological narratives.

(…)

There are multiple ways we could “frame” the climate crisis theologically. In terms of sin and forgiveness, we could frame climate change as a sin against the poor and against future generations for which we need to repent. Or we could talk about climate change as idolatry, the dangerous ways people are “playing God” by altering the climate. Both these frames are true. But I find that what best reaches people today is to frame the issues of climate in terms of sickness and healing. The world is ill; we are making ourselves sick. We need healing.”

 

Kronik: Økoteologi - betyder troen noget i klimakampen?

De enkelte landes kultur præger deres tilgang til klimadebatten. Men klimaet ville nyde godt af, at vi besinder os på den kristne tro, mener kronikøren med henvisning til en engelsksproget antologi om emnet.

Af Juma Nellemann Kruse

På efteruddannelseskurset ”Økoteologi” november sidste år– det første af sin slags på Folkekirkens Uddannelses- og Videncenter - læste vi bl.a. en tekst af Barbara R. Rossing (professor i Ny Testamente i Chicago), der var så interessant, at jeg af nysgerrighed anskaffede mig hele antologien ”Planetary Solidarity”, hvori teksten indgår.

Som ”god” lutheraner, der er opvokset med en antropocentrisk tilgang til verden, så kan antologien godt være noget af en udfordring. Man skal læse den med åbent sind.

Ritualer kan bruge naturen

Men af samme grund er bogen også forfriskende læsning. Der er mange praktiske eksempler fra andre kulturer. For eksempel skriver Fulata Lusungu Moyo (Ph.D. fra Sydafrika) om et ritual fra hendes kultur (Ngoni-folket i Malawi), hvor man efter fødslen begraver navlestrengen ved et træ.

For som hun spørger: Hvad gjorde Maria egentlig af den, efter fødslen af Jesus?

Hendes pointe er her, at når vi har den slags ritualer, der har med naturen at gøre, vil vores forhold til Moder Jord blive et andet. Og når det kommer til stykket, er ritualet jo ikke mærkeligere end vores egen – i en helt anden sammenhæng – dans omkring juletræet.

Troen og klimakampen

Faktisk er det interessant så stor betydning kulturen har for, hvordan klimakampen kæmpes, og hvordan kristendommen tolkes og udleves.

Som Joyce Ann Mercer (professor i praktisk teologi ved Yale) skriver i sit indlæg i antologien, så er økoteologi og praktisk teologi fælles om at placere den konkrete virkelighed foran teologiske konstruktioner.

Det kan lyde lidt polemisk – og banalt – men kan forklare, hvorfor økoteologien ikke har vundet mere fodfæste i Danmark, end tilfældet er. Vi mærker tilsyneladende ikke klimaforandringerne i Danmark så meget, at det gør noget.

Det er sikkert også derfor, at regeringen ikke rigtigt kan tage sig sammen til at gennemføre en grøn skattereform, der batter i den nødvendige grønne omstilling af samfundet.

I et af bogens mest interessante indlæg skriver Cynthia Moe-Lobeda (professor i kristen etik i Californien) om helligåndens betydning for, hvordan vi ser og udlever kristendommen.

Hun hævder, at helligånden er blevet ”tæmmet” i vestlig teologi. Hvis den ikke også ses som en aktiv kraft i verden, så bliver den forbeholdt bønsliv, studiekredse, lovsang, mv., og ikke som en kraft til at udøve gode gerninger i verden – og bliver derfor ikke forbundet med aktive tiltag hen mod at skabe sociale og klimamæssige forbedringer.

Helligånden er dog ikke først og fremmest ”beregnet” til indre komtemplation og sjælefred – men som et kollektivt gode.

For, som der bliver spurgt – ”Will this private inner peace and “religious smiling” nourish resistance to the economic, political, military, and ideological power structures that undergird climate change, especially where resistance is fraught with complexity, danger, and moral ambiguity?”

Dåb i en forurenet flod?

Og hun foreslår nye sammenhænge til dåb og nadver og dåbsundervisning, så de moralske implikationer af kristentroen og helligåndens virke bliver tydeligere. Her kunne udendørs dåb i en folkekirkelig sammenhæng være interessant. Hvem ville lade sit barn døbe i en forurenet flod?

Sallie McFague (teolog fra Vancouver) skriver i sit indlæg også om det problematiske i den traditionelle antropocentriske tilgang i kristendommen.

Og så taler hun om “wild space”, som helt enkelt handler om, at vi skal bruge vores evne til at ”tænke ud af boksen”, som vi siger på dansk. Vi er i høj grad underlagt de strukturer (verdens- og menneskesyn), vi er opdraget med.

Men en nyformulering af teologien – som også tager hensyn til nye kriser – forudsætter selvsagt, at man kan se ud over disse tillærte vaner.

Wanda Deifelt (professor i religion) bemærker i sit indlæg, at mennesket blev skabt samme dag som dyrene. Mennesket er altså ikke så særlig en skabning, at det fik sin egen dag til skabelsen.

Synd mod skaberværket

Arnfridur Gudmundsdottir (professor i systematisk teologi) tager i sit indlæg især udgangspunkt i Island, hvor klimaændringernes konsekvenser er særligt tydelige.

Hun mener, at talen om synd ofte misforstås så meget, at præster og forkyndere nogle steder undgår at tale om det. De vil hellere tale om noget ”positivt”.

Men det er slet ikke ”negativt” at tale om synden. For det er først, når vores fejltagelser erkendes, at vi kan handle anderledes – vende os om, omvende os til det bedre.

Hvis vi ikke erkender, at vi har fejlet fuldstændigt, når det gælder omsorgen for skaberværket, så kommer vi jo heller ikke til at lave radikalt om i vores måde at tænke og handle på.

Hilda P. Koster (associated professor i religion) er også inde på det strukturelle i sit indlæg. For det er det strukturelle, der gør det svært. Vi kan nok erkende den strukturelle synd og angre den, men vi har meget svært ved at gøre noget ved det i praksis på et individuelt plan.

For selvom vi kan tage afstand fra alt det, som olieindustrien gør sig skyldig i, så er vores liv – især de økonomisk privilegeredes – afhængig af et økonomisk system, som stadig er afhængig af fossile brændstoffer.

Derfor er det også positivt, når vi får øje på den strukturelle synd. Det er forudsætningen for at kunne handle. Hendes pointe er altså, at individuelle handlinger ikke er nok – der skal strukturelle til. Omvendt er de strukturelle ændringer afhængige af, at nogen handler.

At leve som i Guds Have

De to sidste tekster i antologien er af Nancy Pineda-Madrid (associate professor i teologi) og ovennævnte Barbara R. Rossing, som begge har fokus på eskatologien. Altså kristendommens forestilling om den ”kommende” verden.

Her skriver Pineda-Madrid, at vi skal behandle alt levende som vi ville behandle alt levende, hvis vi var i Guds Have, altså gudsriget, den kommende nye verden.

Vi skal se os som skabt af Gud. Både mennesker, dyr og natur er lige meget skabt af Gud. Vi skal væk fra den antropocentriske tilgang, hvor adskillelsen er i centrum.

Hvordan ønskede Gud, at verden skulle leve sammen? Sådan skal vi i dag søge at leve sammen.

Og endelig skriver Rossing i forlængelse af det, at vi er nødt til at handle, så konsekvenserne af vores handlinger er i overensstemmelse med den verden, vi faktisk ønsker at leve i sammen med vores medmennesker, og al det liv, vi har et medansvar for. Teologisk udtrykt – en verden skabt i Gudrigets billede, ”a counterworld”.

Ønset om grænseløs vækst er afguderi

Vores forhold til grænseløs økonomisk vækst er afguderi, for når vi med vores overforbrug skaber klimakrisen, så leger vi i virkeligheden Gud. Vi respekterer ikke den skabte verden. Viser ikke omsorg og ansvar for natur og dyr.

Eller de fremtidige generationer, som skal leve med den krise, vi selv har skabt, og endnu ikke har gjort nok for at ændre på.

Og her kan den teologiske tilgang gøre underværker, hvis den tages alvorligt. Ikke bare som interessant teologisk konstruktion, men som levet virkelighed, levet (kristen) praksis.

“There are multiple ways we could “frame” the climate crisis theologically. In terms of sin and forgiveness, we could frame climate change as a sin against the poor and against future generations for which we need to repent.

Or we could talk about climate change as idolatry, the dangerous ways people are “playing God” by altering the climate. Both these frames are true. But I find that what best reaches people today is to frame the issues of climate in terms of sickness and healing. The world is ill; we are making ourselves sick. We need healing.”

Planetary Solidarity. Global Women’s Vioces on Christian Doctrine and Climate Justice. Ed. Grace Ji-Sun Kim and Hilda P. Koster

Trykt i netmagasinet Udfordringen.dk

Og på gronkirke.dk som "Klumme: Økoteologi?".