Ny prædikensamling - køb HER

En gnist i græsset

Tøvejr. For ti år siden imploderede COP15 og efterlod verden i en døs af klimaapati. Indtil det hele pludselig vendte. Vi krydsede et socialt tipping point og vågnede groggy op. I næste uge får verden en ny chance.



GUNVER LYSTBÆK VESTERGÅRD


Det var snemænd, der ankom til Bella Center i december 2009. Indpakket i frakker og hasteindkøbte huer og vanter skuttede de magtfulde mænd og vinder sig i kulden. De var samlet i København til FNs klimakonference, COP15, for at lave en ambitiøs klimaaftale, der kunne bremse udledningen af klimagasser og holde den globale temperaturstigning under en hybrisgrænse på to grader. Men naturen spottede dem med en isvinter. Den hviskede: »I tør jo ikke, gør I?«


Nej, det turde de jo ikke. Konferencen var en hån: I fire timer måtte de delegerede stå i kø for at komme ind og høre på varm luft fra demokratisk valgte ledere og rablerier fra tvangsinviterede som Hugo Chávez, Robert Mugabe og Mahmoud Ahmadinejad.


Diplomaterne gjorde deres bedste. Klimaminister Connie Hedegaard sled sig selv halvt ihjel, selvom udfaldet var givet på forhånd, har tidligere udenrigsminister Per Stig Møller senere afsløret. Den amerikanske præsident Barack Obama meldte ud, at han ikke ville underskrive en bindende aftale i København – hvilket dog ikke afholdt ham fra at komme brasende ind ad køkkenindgangen i ellevte time og senere broadcaste en præoptaget intim pressekonference, hvor han tog æren for den endelige aftale, mens han var på vej væk i sin jumbojet. Ifølge bogen Kampen om klimaet skulle Hillary Clinton have sagt til sin præsident, da han ankom, at COP15 var »det værste møde, jeg har været til, siden elevrådet i 8. klasse«.


Hedegaard forsøgte at binde de andre lande, men statsminister Lars Løkke Rasmussen resignerede: »I know I ... I made ... I made this banging,« fremstammede han med hånden på den hammer, som til sidst markerede, at hensigtserklæringen Copenhagen Accord var vedtaget. De mest ikoniske billeder fra COP15 blev ikke af håndtryk, men helikopterfotos af kæder med hundredvis af forfrosne klimaaktivister, der sad i futtog med strips om håndledene.


Det er ti år siden. I næste uge begynder COP25 i Madrid. Advarslerne fra klimaforskerne er stort set uforandrede, men nu taler vi om en klimakrise. Ikke om en videnskabelig drivhuseffekt, ikke en snæver global opvarmning eller socioøkonomiske klimaforandringer, men om Krisen. Der skulle åbenbart råbes BØH, før vi blev bange og reagerede. Så meget for 30 års forsøg på at tale til vores fornuft.


I 2009 befandt vi os i CO₂-kvoternes æra. Det blev til et tælle- og handelsregime, hvor de politiske løfter blev tilpasset regnearkene. Efter Hopenhagens kollaps fulgte også tvivlen, for passede det nu, at kloden blev varmere? Fra 1998-2012 var temperaturstigningen næsten sat på pause, og det syntes i konflikt med klimamodellerne. Samtidig fik vi andre ting at tænke på, for vi mistede vores jobs, pensionsopsparinger og huse under finanskrisen. Ifølge Eurobarometer mente 20 procent af EU-borgerne i 2011, at klimaforandringer var verdens mest alvorlige problem. I 2017 var tallet faldet til 12 procent. I Danmark faldt andelen fra 31 til 29 procent.


»Jeg standsede min undersøgelse i 2012, fordi jeg havde på fornemmelse, at interessen virkelig var på vej nedad,« siger RUC-forsker Oluf Danielsen om sin kortlægning af klimadebatten fra 1988-2012. »Det var de rationelle udsagn, der fyldte både før og efter COP15. Grafer og tal. De ramte altså ikke særligt mange mennesker.«

Dengang i 1990erne, hvor vi for alvor begyndte at tale om drivhuseffekten, var rammen en videnskabelig funderet kausalitet mellem udledningen af drivhusgasser og stigende middeltemperaturer: en klinisk teori tilsat en pædagogisk metafor. Klimaforskerne forsimplede og forsimplede deres grafer, og FNs klimapanel forsøgte at råbe op i deres hovedrapporter fra 1990, 1996, 2001, 2007, 2014.


Omkring COP15 prøvede agitatorerne retorisk at spille på selve »opvarmningen« af kloden frem for »effekten« af CO₂-udslippet. Udgangspunktet var stadig forskning, men nu med stærkere virkemidler: variationer over isbjørn på isflage og den berømte hockeystavsgraf med den accelererende menneskeskabte feber.


Om 100 år stiger havene og temperaturen til utålelighed, sagde eksperterne. Men vi kan ikke forholde os til hundredårsscenarier, og det lykkedes aldrig videnskaben at få mobiliseret masserne.


Så greb naturen ind. I midten af 2010erne begyndte temperaturen at stige mere dramatisk, og 2016 blev og er det varmeste år målt nogensinde globalt set. Andenpladsen indtages af 2015, tredjepladsen af 2017 og fjerdepladsen af 2018.


Klimaet skal dog ikke måles i punktform men i 30-årsperioder, de såkaldte klimanormaler. Den seneste fra 1991 udløber i 2020, men DMI er allerede nu skråsikre: Temperaturen i Danmark er steget med en hel grad de seneste 30 år i forhold til perioden 1961-90. Det er uhørt. Tilmed kan instituttets klimaforsker Peter Langen på baggrund af modelberegninger fra schweiziske og engelske klimaforskere konstatere, at »den ekstraordinært varme sommer i hele Europa sidste år ikke kunne lade sig gøre uden menneskeskabte forandringer af klimaet«.


Fra 1991 til i dag er der sat 16 varmerekorder og nul kulderekorder. I hele perioden fra 1874-1990 er der sat tre varmerekorder og 19 kulderekorder.


Forandringerne blev sanselige, og snart fulgte katastroferne. I 2018 døde 361 under oversvømmelserne i Kerala i Indien, 100 under en orkan i Sydøstasien, 85 i skovbrande i Californien og tre af hedeslag i Spanien. Ganske uvidenskabeligt i mange tilfælde blev vejrfænomenerne koblet til klimaforandringer, og endnu en gang måtte klimaforskerne sande, at de ikke kommunikativt havde greb om deres egen dagsorden.

Centre for Research on the Epidemiology of Disasters opgjorde i slutningen af 2018, at 5000 var døde som følge af ekstremt vejr det år. Nu talte vi ikke kun om global opvarmning, men om klimaforandringernes totale disruption af vejret. Vi flyttede fokus fra den abstrakte fremtidige opvarmning i vores oldebørns levetid til de synlige ændringer i vores hverdag. Men det var stadig ikke nok til at overbevise majoriteten.


Politisk var billedet uændret fra 00erne og frem til 2018. Klimaindsatsen svingede frem og tilbage alt efter farven på statsministeren. Venstres Anders Fogh Rasmussen kørte en tromle henover Svend Aukens miljøministerium i 2001, før Helle Thorning-Schmidt tog over og i 2014 fik gennemført en klimalov sammen med alle røde partier og De Konservative, der stræbte efter et 2020-mål om at sænke CO₂-udledningen med 40 procent. Det mål tog SR-regeringen med sig i graven, for Venstres nyudnævnte klimaminister, Lars Christian Lilleholt, ville ikke eje det.


»Venstre-regeringens motto var ’grøn realisme’, men i virkeligheden blev den grønne omstilling bremset,« siger tidligere overvismand og tidligere formand for Klimarådet Peter Birch Sørensen, der måtte træde tilbage i 2018, efter at Lilleholt var blevet træt af den årlige røffel fra det uafhængige råd, der i øvrigt i dag fredag offentliggør deres seneste statusrapport. Venstre var grønt nok, måtte man forstå. Og dog. Året efter tilsluttede de sig ligesom de andre blå partier på nær Nye Borgerlige aftalen om en 70 procents reduktion af klimagasserne inden 2030.


»Der har været nogle interessante cyklusser siden 90erne, men denne gang tror jeg måske, at der er tale om et mere varigt stemningsskifte i blå blok. Jeg håber så ikke, de skifter fokus, hvis vi igen får økonomisk smalhals. Det kan man jo frygte,« siger Sørensen.


Selvom den brede politiske vilje er ny, er Danmark faktisk en klimasucces. Ifølge Danmarks Statistik er udslippet af klimagasser faldet med 35 procent siden 1990. Det er cirka samme procentsats som andelen af vores energiforbrug, der i dag kommer fra vedvarende energikilder.


Dermed har Danmark bevist, at man godt kan vækste og bremse CO₂-udledningen samtidig. Vores BNP er kun gået op i takt med CO₂-reduceringen siden 2009, og det skyldes ikke mindst den teknologiske udvikling.


De største vindmøller i 2009 var på omkring seks megawatt. I dag leverer de 12 megawatt. De er vokset til 220 meter i vingefang, og selvom antallet af møller – på lige under 5000 – har været konstant siden 2009, producerer de i dag næsten dobbelt så meget energi som dengang, viser tal fra sektorfællesskabet Wind Denmark.


Men det store fremtidige potentiale ligger 25 kilometer ud for Skotlands nordsøkyst. Her flyder fem kæmpevindmøller på havoverfladen fortøjet til havbunden med ankertov. Offshorevindmøller kan ikke komme ret langt ud på havet, før det bliver for dyrt at bygge fundamentet, men flydende på platforme kan møller for alvor drive ud i havvinden, forklarer sektionsleder Flemming Rasmussen fra DTU Vindenergi: »Flydende møller, der laver strøm om til kunstigt brændstof. Dét er højt på dagsordenen lige nu.«


Han er til konference om vindenergi i Bella Center – af alle steder – og fortæller, hvordan kongstanken nu er at få sendt vindenergien ud og gøre gavn i hele energisektoren. Kunstigt brændstof går ud på at spalte vand til brint og ilt for herefter at lave kulbrinter ud af brinten og CO₂ fra atmosfæren. Det er en drøm, men en af de større.


På verdensplan er vandkraft, vindkraft og solceller de største bidragsydere til den bæredygtige energi. Der eksperimenteres livligt med andre kilder, men indtil videre er det de gode gamle teknologier, der dominerer. I øjeblikket opsættes der vindmøller svarende til 60 gigawatt hvert år i hele verden, og flest i Kina, hvilket svarer til cirka 60 atomkraftværker. Meget flot, men verdens samlede energiforbrug svarer til cirka 18.000 gigawatt og er stigende.


I det hele taget er Danmark ikke repræsentativt, og den dystre sandhed er, at ud over vores eksport af vindmøller gør vores indsats i praksis ingen forskel. På verdensplan bliver kurven for klimagasudslippet blot stejlere og stejlere, og kun 18 procent af verdens energiforbrug dækkes af vedvarende energi – det er en stigning fra 2009 på et helt halvt procentpoint (fra 17,5 procent). Det var denne sløvhed i omstillingen, kombineret med billeder af drivvåde børn løftet ned fra tage på oversvømmede huse, som ifølge flere analytikere skabte en hidtil uset folkelig opstand i midten af 2018 og frem til i dag.


I sociologien taler man om sociale tipping points. De optræder, når en minoritetsholdning vokser til en kritisk størrelse og pludselig vender folkestemningen. Et Science-studie fra 2018 viste eksempelvis, hvordan en minoritet kunne tippe en majoritet over på deres side, hvis de blot opnåede 25 procents opbakning til deres holdning.


Ofte skal der blot en »gnist« til, før potentialet udløses. Historisk peges der på Rosa Parks, som nægtede at rejse sig for en hvid mand i en af USAs offentlige busser, og den nøgne pige med den brændende ryg, der løb væk fra napalmbomberne under Vietnamkrigen, som eksempler på sådanne sociale væltepunkter. Så ... var Greta Thunbergs skolestrejke et tipping point? Som den norske klimapsykolog Per Espen Stoknes tidligere har udtalt: Det er for tidligt at sige, men der er potentiale.


Noget er der i hvert fald sket siden midten af 2018, hvor meningsmålingerne ændrede sig drastisk. I Eurobarometers statistik steg andelen af danskere, som anså klimaforandringerne for at være det mest presserende verdensproblem til svimlende 47 procent i april 2019. Samlet i EU gik andelen op til 23 procent, og igår erklærede EU-Parlamentet endda undtagelsestilstand for klimaet. Selv i USA kalder flere og flere på indgreb. I 2019 mente 57 procent af amerikanerne, at klimaforandringer var en stor trussel, mod blot 40 procent i 2013 ifølge Pew Research Center. Det vil sige, at stigningen i klimabevidsthed til forveksling ligner hockeystavgrafen.


Hvad virkede så, hvis klimaforskernes tal og grafer var løst krudt? Det gjorde frygt, panik og trusler om dommedag. Det var sådan, klimaforandringer blev til klimakrise. Da David Wallace-Wells i New York Magazine i 2017 beskrev menneskets selvudslettelse i gyselige detaljer under titlen »The Uninhabitable Earth« og med introen: »Det er, lover jeg dig, værre, end du tror«, blev det den mest læste artikel i magasinets historie. Wallace-Wells beskrev en fremtid med varmedød, kvælende luft, giftige have, kronisk økonomisk stagnation og selvfølgelig krig.


Han beskrev, hvordan klimakoryfæer som amerikanske Wally Broecker og Jim Hansen, der i 1970erne og 80erne var nogle af de første til at udbrede idéen om menneskeskabte klimaforandringer, nu ikke ser andre muligheder end at suge CO₂ ud af atmosfæren (Broecker døde tidligere i år), selvom ideen endnu er i kategori med rumelevatorer og usynlighedskapper. Mest barsk var måske hans spådom om, at »civilisationer opstår, udvikler sig og brænder sig selv af«. Som om det skulle være en naturlov i universet, at intelligent liv aldrig bliver intelligent nok til at kunne slukke det bål, de selv har tændt.


Mange klimaforskere mente og mener stadig, at dommedagsretorikken lammer mere, end den motiverer, og nok har de ret i det faktuelle, at kloden er mere robust, end profetierne får den til at lyde, men effekten af at udløse alle alarmer undervurderer de. I 2015 fandt australske psykologer, at optimistiske klimabudskaber reducerede testpersonernes oplevelse af, at klimaforandringerne udgjorde en risiko, og var noget, man burde handle på – modsat negative klimanyheder, som øgede viljen til at handle. Andre har vist, at vrede også er ganske god til at fremprovokere – ikkevoldelig – handling. Hvad der til gengæld ifølge forskningen dræber al engagement, er skam.


Der er i dag næsten ingen klimabenægtere tilbage i den offentlige debat. De er blevet omvendt eller lukket ude. Ifølge nylige studier fra USA og Norge er det stort set kun i gruppen af konservative hvide mænd, at man stadig finder et flertal er klimaskeptikere eller -benægtere. Deres verden er lavet af olie, det er den, de forstår at navigere i, og den vil de forsvare, lyder hypotesen, der har fået navnet cool dude-effect.


Der er gået 30 år – en klimanormal – siden den første IPCC-rapport blev publiceret. Så lang tid har det taget at få flertallet til at acceptere klimaforandringer og vælge et kavaleri af politikere til at få dem bremset. Det er faktisk godt klaret. Det tog et helt menneskeliv at få lægerne til at vaske hænder i 1800-tallet. »Drivhuseffekten« var aldrig en sællert, og måske er den vigtigste lære af de seneste ti år, at uvidenskabelige overdrivelser, dramatiseringer, synsninger og følerier, som normalt giver forskere kvalme, nogle gange er nødvendige for at få en videnskabelig dagsorden igennem.


Nu skal verdens ledere så bevise, at de kan leve op til tilliden. Der er lunere i Madrid end i København, så mon ikke de tør denne gang.




WEEKENDAVISEN #48 29. NOV. 19


Klimaklar kristendom

Og hvad har så alt det med kristendom at gøre, kunne man spørge. At det åbenbart er et spørgsmål til debat, afslørede den kirkelige diskussion om, hvorvidt kirkerne indenfor folkekirken skulle kime med klokkerne som en slags forbøn til klimatopmødet (i København), eller ej. Mig forekom diskussionen en anelse akademisk, og jeg har i mit stille sind undret mig over, at man ikke bare har henvist til første trosartikel om Gud Fader Den Almægtige som Himlens og Jordens Skaber, men jeg tror, at den ophedede diskussion har rod i den megen fokusering på Kristus som Ordet, som vi har i protestantismen. Anden trosartikel, om Jesus Kristus som Guds Søn, fylder betydelig mere i trosbekendelsen end både første og tredie trosartikel. Og det er i virkeligheden synd og skam, i virkeligheden burde første trosartikel udvides til at være en decideret hyldest til den skabte verden, som værende ikke bare vore naturlige omgivelser, men som noget, der ud fra en kristen tankegang har sin utvetydige kilde hos Gud Den Almægtige som Skaberen af alt mellem himmel og jord.

 

Tager man kristendommen på ordet har det aldrig været hensigten, at mennesket skulle skalte og valte med naturen, som det lyster, da ansvaret for naturen, med dets fauna og dyr, netop er betroet mennesket fra allerhøjeste sted, nemlig af Gud Den Almægtige selv. At mennesket skal herske over det, betyder nemlig, at vi, ligesom den gode kejser bør tage sig vel af sine undersåtter, skal tage os vel af det til os betroede. Det er det, som normalt kaldes forvalterrollen. Det er ikke vores eget, vi har ikke skabt det, det har Gud Den Almægtige, men vi har fået det overdraget som forvaltere, en rolle som vi tydeligvis ikke er os særligt bevidst, og en rolle, vi tydeligvis ikke udfylder særligt godt. En film som Avatar kan ses som et billede på vores decideret ikke-religiøse forhold til naturen. Skal vi have et andet forhold til vores natur, kræver det en decideret omvendelse. Vores hospitalsvæsen har rod i historien om den barmhjertige samaritaner, en nybesindelse på den skabte verden, og en ny måde at tænke samfund på (CO2-samfundet, som det hed i et nummer af Weekendavisen) kræver måske et helt anderledes fokus på den skabte verden, med alt dens dyr og fauna, som værende ikke bare vor omgivelse, men som givet af vort ophav, Gud Den Almægtige selv. Som vi skal tage vare på vort medmenneske, som en, der er skabt i Guds billede, således skal vi også tage vare på den skabte verden, som kommer fra selvsamme Skaber.


Her vil jeg henvise til filmen Tree Of Life (vandt Guldpalmerne ved Cannes 2011), som netop prøver at vise menneskets indfældethed i hele universet/den skabte verden og forholdet mellem mennesker. Som det hedder i en anmeldelse af filmen: "Er opgaven at leve indfældet i et univers, der i al sin magt og vælde på en gang truer med at knuse os og samtidig er dér, vi henter livet fra dag til dag? Eller er opgaven at skabe vores egen historie under brug af de ressourcer, som vi er så heldige ligger frit tilgængelige foran os?" (Mickey Gjerris i Dansk Kirketidende 06/11, s. 25).

 

En sådan nybesindelse kunne ligge i indførelsen af begrebet om den kosmiske Kristus, og selvom udtrykket er uvant, er indholdet af udtrykket for så vidt en kendt sag, og egentlig allerede nævnt: "Kristus gennemtrænger alt og er dets bestemmelse. Intet er unddraget Kristus. Det er blot ikke til at komme udenom, at talen om Gud de seneste 250 år er forsvundet fra område efter område, for i dag helt overvejende at lyde i bestemte mellemmenneskelige sammenhænge og i forbindelse med "livets store øjeblikke". Ved at kalde Kristus kosmisk betoner man, at Gud ikke blot hører til i et begrænset antal mellemmenneskelige sammenhænge [begrænset i forhold til helheden], men at Gud er al tings Herre. Erkendelsen af at Kristus er kosmisk, befrier kristendommen fra dens fangenskab under en antropocentrisme, som spærer kristendommen inde i mellemmenneskelige relationer. "Den kosmiske Kristus" kan være det, der fremprovokerer en dybere og mere autentisk kristendomsforståelse, som uden at underkende det mellemmenneskelige i kristendommen ser det i den langt mere omfattende sammenhæng, som kan begrunde og definere det menneskelige, og som kan bringe det i samtale med hele den mangfoldige ikke-menneskelige virkelighed, som det i tykt og tyndt er indlejret i" (Martin Ishøi: Klimaklar kristendom, s. 63 f.).

 

Som det fremgår af mit kristendomssyn, har jeg et uforbeholdent fokus på det dobbelte kærlighedsbud, hvorom forkyndelsen konstant må kredse. Jeg vil altid først tænke på at støtte Folkekirkens Nødhjælp før Verdensnaturfonden eller Greanpeace for den sags skyld. Men samtidig må jeg også erkende, at en sådan holding kun er holdbar fordi, der er rigtigt mange mennesker, der også støtter de to sidstnævnte. Men et nødlidende barn har altid gjort mere indtryk på mig, end en fugl indsmurt i olie eller et træ, der bløder, uagtet at de to sidstnævnte tilfælde naturligvis også er udtryk for ubesindig og tanketom menneskelig adfærd.

 

Schweitzer, som ovennævnte Martin Ishøi referer til, taler om 'det Liv, der vil leve' (s. 98), som det, der har etisk værdi, forstået på den måde, at vi som mennesker har et ansvar for at tage vare på det, på samme måde, som vi har ansvar for at tage vare på vor trængende næste. Lidt frit udtrykt kunne man i forlængelse af denne tanke omformulere det dobbelte kærlighedsbud således: 'Du skal elske Herren din Gud, og det Liv, der vil leve, som dig selv'. Udtrykket 'det Liv, der vil leve', inkluderer således både næsten, dyrene og naturen.

 

Det turde næsten være overflødig at bemærke, at han således totalt afviser en tidehvervsk forståelse af næste-begrebet, som reelt trækker moralen eller etikken ud af kristendommen. Næsten er her kun anledningen til at erkende vores ubodelige syndighed, og så leve et samfundsliv reguleret af love og regler, som hverken kan begrundes etisk eller religiøst (s. 130). Skal vi i dag agere som en samaritaner, må vi derfor gøre os politisk gældende, så politikerne kan træffe de forpligtende beslutninger, der skal til, for at holde den globale temperaturstigning under 2 grader. Martin Høi tager udgangspunkt i den opfattelse, at klimaforandringerne i høj grad er menneskeskabte, og undertegnede ser ingen anledning til at udtrykke nogen alvorlig tvivl omkring dette.

 

Løsnet, som Høi ser det, og som er en uhyre interessant tankegang, er afskaffelse af en antropocentrisk vinklet kristendomsforståelse, som han i øvrigt mener er en meget moderne tankegang - "Både Biblen og den gamle teologi er induskutabelt teocentriske. Her er verden et hele, som er bestemt af Gud. Medmindre menneskets brug af verden er Gud til ære, er den misbrug. Imidlertid bliver den anropocentriske horisontforsnævring, som tager fart fra renæssancen og frem og gennemtrænger hele kulturen, med nogen forsinkelse også dominerende i teologien. Det er ikke forkert at sige, at antropocentrismen fandt sig bekræftet i det nye naturvidenskabeligt prægede verdensbillede, som "ikke behøver Gud"" (s. 144). Antropocentrisme vil altså sige - i kort form - at mennesket har en helt særlig stilling i universet, hvorfor det kun er mennesket som kan være etisk subjekt.

 

Afskaffelsen af den antroprocentriske tilgang er med andre ord ikke en fornægtelse af menneskets særstilling som bærer af Guds billede, som den, der er skabt i Guds billede, tværtimod. For som Gud af indlysende grunde må omslutte hele den skabte verden med sin allerstørste kærlighed, således må også mennesket, netop som bærer af gudbilledligheden, elske hele den skabte verden. Og kun sådan kan mennesket se sin indfældethed i den skabte verden, symbiosen med naturen, dyrene, faunaen, og kun sådan kan vi se, at den skabte verden kan være afhængig af vores gerninger, eller mangel på samme, i forhold til den. Den skabte verden ikke som et middel til vor tilfredsstillelse og nydelse, men som havende en værdi i sig selv, uanset dets nytteværdi i øvrigt. Og da vore medmennesker rundt omkring i verden på afgørende punkter er afhængig af naturressoucer, dyr, fauna, klimaet, med videre, på en måde, som idag er næsten fremmed for os hertillands, er det i virkeligheden ret klart, at det dobbelte kærlighedsbud, også som vi kender det, uden ovenstående omskrivning, de facto implicerer kærlighed til hele den skabte verden i øvrigt, da den skabte verden er en helhed.

Jeg kommer igen til at tænke på planeten Avatar i filmen af samme navn. Her er det åbenlyst, at der er en sådan symbiose mellem mennesker og natur. Dræbes naturen, dræbes mennesket langsomt - "Næstekærligheden repræsenterer en selvforståelse, som går til verden i et helheds- og enhedsperspektiv, der er fokuseret på det fælles bedste for hele skabningen, og som fremfor alt investerer sig selv i opgaven. For kærlighedens væsen er at give sig selv" (s. 149).

 

Hvordan kirken skal gå ind i klimakampen er nok en temperamentssag, og der er med sikkerhed nogen, der vil sige man blander politik ind i forkyndelsen. Det sker som bekendt altid, når nogen hævder, at kristendommen har noget at sige samfundet, om det så er et forsøg på at mane til besindelse i udlændingepolitikken, eller det gælder en nybesindelse på klima- og miljøspørgsmål.

 

Sidst i bogen skriver Ishøi blandt andet: "Under en "grøn kirke konference", støttet af Århus Stift og Folkekirkens Mellemkirkelige Råd i 2008 opfordrede [daværende] klima- og energiminister Connie Hedegaard alle gode kræfter til at stå sammen i klimakampen. "Jo mere man har sat sig ind i forholdene, desto mere bekymret bliver man", sagde ministeren, og fortsatte med at sige, at det ikke var et spørgsmål på linje med alle andre dagsaktuelle og partipolitiske spørgsmål, men "en kategori for sig". Kirken må ifølge Connie Hedegaard ikke være bange for at appelere til folks ansvar, for "dér har kirken et religiøst sprog og et perspektiv, der rækker længere end mig mig mig."" (s.186).

 

Men at missionen er op ad bakke, samtidig med, at udfordringen er udtrykt for et kæmpe paradoks, udtrykker Lene Andersen (under pseudonymet Jesper Knallhatt) i 4. bind af værket Baade-Og meget præcist: ‎"... en af de helt fundamentale sammenhænge som vi har mistet i vores kultur - og som over halvdelen af jordens befolkning må formodes at have mistet med os, eftersom det nu er over halvdelen af jordens befolkning der bor i byer og ikke på landet - det er vores forbindelse til naturen. Som art er vi blevet til i og af naturen, vi er tunet til at indgå i symbiose med den, og det har alle dage været et af vores grundvilkår at være underlagt den (...) Derfor nyder vi at sidde og kigge ud over havet eller op på skyerne eller hen over bølgende kornmarker. Det er den slags omgivelser vi er programmeret til at befinde os i." (s. 51).