"ti gode noveller, som dels vender op og ned på paralleler til de ti bud, og som samtidig skildrer [virkeligheden] på en måde, som udfordrer læseren."

Vi sætter parentes om Gud


Teologen (dr.theol.) Ole Jensen skriver i På kant med klodens klima (s. 87):


”Om alle moderne mennesker gælder det, at når vi går på arbejde, og når vi køber ind og er forbrugere, sætter vi parentes om Gud. Det er et fælles moderne vilkår. Det gælder også mennesker, der tror på Gud. Det hellige er forsvundet fra det aktive dagligliv. Arbejde og forbrug foregår i et sekulariseret rum. I den moderne verden er vi følgelig alle en slags praktiske sekularister og ateister, sekularister og ateister i arbejds- og forbrugspraksis. Men der er stor forskel på at sige, at her, i arbejds- og forbrugssammenhæng, ser vi bort fra det hellige, og at sige – som de egentlige, troende ateister – at det hellige (eller guddommelige) slet ikke findes.”


For at tale med citatets retoriske pointe: Du skal aldrig sætte parentes omkring Gud. Heller ikke når du går på arbejde eller køber ind.

Den kirkelige klimakamp

Den kirkelige/kristelige klimakamp burde være en nobrainer.


Jeg synes personligt, at første trosartikel (i ”Den Apostolske Trosbekendelse”, som jeg også har skrevet en kort bog om) er rigeligt. Den lyder ved gudstjenester over den ganske verden, og er derfor en global bekendelse.

”Jeg tror på Gud fader den almægtige, himlens og jordens skaber”

Og hvis man tror, AT Gud står bag, må det også give en forpligtelse til at tage ansvar for det skabte, for dyr, natur og klima.


Desuden foregår der en interessant proces for tiden i folkekirken, hvor vi diskuterer nye ritualer til dåb og nadver, ja måske endda et nyt forløb under gudstjenesten, og hvor arbejdsgruppen har opfordrer alle, der har lyst, til at komme med et høringssvar på baggrund af nogle konkrete spørgsmål. Her har jeg været lidt overambitiøs på kirkens vegne i mit kommende høringssvar, da jeg til et eventuelt nyt nadverritual har komponeret en helt ny salme, hvor første vers i mit foreløbige udkast lyder sådan: ”På kloden, som vi deler/Med blomster, fuglesang/Her søger vi at tjene/Med liv og kirkegang/Alt levende, Han skabte/Det er vor fælles sag/Gud sagde, ”Tag nu ansvar”/Ja, både nat og dag.”. Det er jo ikke lige meget, hvad man synger i kirken, og her kan der også føres klimakamp.


Hvorfor er det så så svært for kirken – fællesskabet af kristne – at gøre noget i fælles front? Vi er jo nogle, der forsøger, og projektet Grøn Kirke får også flere og flere kirker i sin fold. Ebeltoft Kirke er fx en Grøn Kirke. Og det sidste års tid har jeg i min kirkebøn om søndagen bl. a. sagt ” Hjælp os til at huske, at Gud er himlens og jordens skaber. Hjælp os derfor til at være bedre forvaltere af jorden, så vi tager ansvar for dyr, natur og klima”.

Men hvorfor går det ellers så langsomt med den kirkelige klimakamp?


Det er der mindst fire grunde til:

 

1.En historisk grund. Uklar eller misforståelig oversættelse af skabelsesberetningen.


  Den autoriserede oversættelse: "Og Gud velsignede dem og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!" (1. Mosebog, kap. 1., vers 28 – dog min fremhævelse)

  Den nudanske oversættelse: "og velsignede dem med sin livsstyrke. Han sagde til dem: "Få børn, og bliv så mange, så I kan opfylde hele jorden og tage ansvar for fiskene i havet, fuglene i luften og alle dyrene på jorden" (samme vers som ovenstående og min fremhævelse, men fra den nudanske oversættelse, ”Begyndelsen”, udg. af Bibelselskabet, der i øvrigt kommer med en helt ny nudansk bibeloversættelse, marts 2020 – bibelen2020.dk)

Tage ANSVAR. Det gamle oversættelse lød HERSK, og kan netop misforstås, men den gode hersker tager netop vare på sine ”undersåtter”.

 

2. Byrden fra tidehvervsbevægelsen/frygten for ”gerningsretfærdighed”.


Der er en luthersk ”frygt” for at være for selvgod. For at tro, at man kan redde hele verden med sine egne handlinger. En frygt for at komme til at tro, at man bliver et særligt godt menneske af at gøre det rigtige. Det er ikke vores sag at frelse verden. Vi kan blot håbe syndernes forladelse. Altså en meget resignerende form for kristendom, hvis man spørger mig. Men fordi at tidehverv har haft så stor indflydelse på dansk kirkeliv, sidder denne tanke stadig i mange.


Hvis man snakker klimakamp i kirkelig sammenhæng, vil man ofte kunne få spørgsmålet: Hvad så med alle dem, der ikke kan finde ud af det. Hvad med alle dem, der ikke orker spørgsmålet om klimaforandringer, kødfrie dage, plantefars og bæredygtighed. Er de så ikke velkomne i kirken? Eller skal de finde et andet sted, så kirken ender som et sted, for alle dem, der gør det rigtige. Her vil jeg medgive tidehver så meget, at kirken trods alt først og fremmest er et bedehus for syndere. Altså, alle os, der grundlæggende erkender, at vi er utilstrækkelige, om end de fleste af os prøver det bedste vi kan.

 

3. Det dobbelte kærlighedsbud er i sit udgangspunkt tilsyneladende antroprocentrisk.


Det er dog ikke i sig selv et problem. Vi er dog samtidig arts-egoistiske, som også Ole Jensen har påpeget, og her er problemet. Det er intuitivt oplagt at drage større omsorg for mennesker, der har behov, end dyr, der lider. Jeg plejer at sige, at næsten er alle mennesker. At det visuelle nærvær forpligter (Peter Tudvad). Men det vil være oplagt, at udvide denne tanke til at inkludere de kommende generationer. Den kristne forkyndelse er dog relationel, og man kan jo ikke have en egentlig relation til de kommende generationer, da de jo ikke eksisterer endnu. Derfor kan man nok bruge kærlighedsbuddet til at skærpe sin omsorg for sine medmennesker, også de kommende, men relationen til de kommende vil nødvendigvis være abstrakt, selvom handlingen kan være meget konkret.

 

4. Vi er alle syndere/fejlbarlige for Vor Herre.

Vi er alle ”bebyrdet” af en selvopholdelsesdrift (Løgstrup), som betyder, at vi i overvejende grad først tager udgangspunkt i vore egne behov. Og konsekvenserne for vore næster/medmennesker i de kommende generationer er simpelthen for abstrakte for os.


Det er bl.a. derfor, at jeg selv anser det vigtigste mål – politisk – at få lavet et helt nyt afgifts- og skattesystem, så det bliver økonomisk let at gøre det rigtige. Ellers vil det kun være en lille idealistisk gruppe, der for alvor trækker læsset konsekvent, og det kommer der ikke nogen bæredygtig omstilling ud af på det store plan. Alle skal være med, og folk skal i høj grad motiveres økonomisk.

Hvis jeg derfor skal binde en sløje mellem tro eller religion eller kristendom og så politik, er jeg ikke så optimistisk, at det gør noget. Og det skyldes nok mit syn på kristendommen, som jeg ser på meget absolut. Det gode kristne samfund eksisterer ikke rigtigt i mine øjne. Derfor giver det mest mening i den forbindelse at holde talen på politiske løsninger. Hvis jeg skal formulere det lidt negativt, men realistisk – i hvert fald ud fra mit kristendomssyn – så må målet være at skabe et samfund og en relation til vores omverden, der er så lidt ukristelig som muligt. Så lidt ukristelig som muligt. For eksempel giver det ikke mening at sige, at en ulands- eller klimabistand på 2 procent er dobbelt så kristeligt som 1 procent. Ligesom en kontanthjælp på 20.000 om måneden jo heller ikke er dobbelt så rigtigt, eller dobbelt så kristeligt som en på 10.000.


Det ænder dog ikke på, at det er kristendommen, der er min inspirator i al min gøren og laden, og et væsentligt element hos Alternativet er jo også, at det er ikke er BNP, der er målet som styringsredskab for samfundsudviklingen, men i lige så høj grad – eller endnu mere, tør jeg sige – sociale og miljømæssige indikatorer. Hvilket netop harmonerer med Jesu næstekærlighedsbud og overbevisningen om, at vi har ansvar for klodens dyr og natur, hvis man tror på, at Gud står bag, på den ene eller den anden måde.

 

Vejen frem med tro, ånd og fællesskaber


Jeg tror, at vejen frem først og fremmest er politisk. Kirkens rolle er ikke at være forsamlingssted for dem, der føler de gør det rigtige. Den er til for alle os, der ved, at vi er utilstrækkelige, og trænger syndernes forladelse. Det udelukker selvfølgelig ikke, at klimakampen i højere grad italesættes, også kirkeligt. Og for os, som synes at anden trosartikel i trosbekendelsen er alt rigeligt – troen på Gud som himlens og jordens skaber – så er det som nævnt til at starte med en nobrainer at sætte klimakampen højt på dagsordenen. Men der er altså historiske grunde til, at det ikke går så hurtigt, som vi er nogen, der kunne ønske.

Man kan sige, at udfordringen ligger i, at koble den kristeligt fordrede kærlighed til vores medmennesker sammen med kærligheden til de medmennesker, vi ikke kan se, fordi de ikke er født endnu – de kommende generationer. Og det er altså en meget abstrakt tankegang, og kristendommen er fremfor alt meget konkret – den handler nemlig om kærligheden til de medmennesker, vi faktisk kan se.


NÅR det er sagt, så vil jeg gerne prøve et mere konstruktivt udsyn ved at citere en passage fra Lene Andersens fem-bindsværk, ”Baade-Og”. Det handler om forholdet mellem forretning, videnskab og religion. Hun kalder det foragtcentrifugen:


” "Hvad var det foragtcentrifugen helt overordnet sagde?
At forretning, videnskab og religion ikke kan udstå hinanden, og når centrifugen begynder at dreje hurtigt og de fjerner sig fra hinanden, så bliver de til henholdsvis kynisme, arrogance og dumhed. - Og når de arbejder sammen, så skaber de velstand, uddannelse og fællesskab, og dermed styrker de dét inde i midten: retssamfundet, humanismen, pluralismen og demokratiet.
Og når de styrer mod kynisme, arrogance og dumhed, så falder de gode ting inde i midten fra hinanden.
Modellen viser at de tre områder hver især udgør en del af vores kultur: vores fysiske behov, jagten på mere viden samt vores søgen efter sammenhæng og mening i tilværelsen. Hos jægersamlerne og i oldtiden hang de tre ting sammen, men de seneste 2-3.000 års udvikling har gået ud på at vikle de tre områder mere og mere ud af hinanden.
Der er derfor det hedder "ud-vikling"?
Meget morsomt!"”

 

Man kan sige, at Lene Andersen forsøger det samme, som faktisk er en af Jens-Andre Herbeners pointer i bogen ”Naturen er hellig”. Nemlig at bruge religionen konstruktivt. For det første omtaler Lene Andersen religionen som et sted for det meningsfulde fællesskab. Det er der, hvor vi er mange der får, eller oplever mening i tilværelsen. Det er der vi får en retning. Når det gælder kristendommen handler det ikke om, at vi får at vide, hvad vi skal gøre eller ikke skal gøre. Kristendommen er – i luthersk sammenhæng – ikke nogen opskriftsbog. Men den giver dog en oplevelse af mening, når retningen er sat med det dobbelte kærlighedsbud, og bevidstheden om, at når vi alligevel fejler gang på gang overfor vores næste, så kan vi tro og håbe på syndernes forladelse, Guds nåde.

Kristendommen i luthersk forstand handler jo netop ikke om livet i et kloster, hvor der er nogle særlige regler, der skal følges. På denne måde giver kristendommen den troende en stor grad af frihed. Jeg plejer at sige, at kristendommens frihed handler om, at vi ikke skal lade os begrænse af love og regler, men først og fremmest skal elske og drage omsorg for vores medmennesker, det bedste vi kan. Og her skal vi være bedre til at tænke i helheder, så vi er bevidst om, at vores handling lokalt, her i Danmark, kan have betydning for mennesker på den anden side af kloden. Hvis vi køber billigt tøj, så må man ofte gå ud fra, at der er nogle andre steder i verden, der har produceret tøjet til en meget lille timeløn. Og det får man selvfølgelig et medansvar for. På samme måde – hvis man ved, at ens handlinger vil gøre livet hårdere eller mere besværligt på den ufede måde for de kommende generationer, så burde den viden være alt nok til at forsøge at ændre sine vaner. Og hvis man som troende menneske er overbevist om, Gud er himlens og jordens skaber – på den ene eller den anden måde – så må det betyde et større ansvar for, faktisk at tage vare på klodens natur og dyreliv.


Der er rigtigt mange ting, vi er vant til at tage for givet. Og som de færreste af os er vant til at stille spørgsmålstegn til. For eksempel økonomiske begreber som vækst og velstand. Det bliver meget hurtigt for mange mennesker nogle holdepunkter, fordi mange ikke har andre holdepunkter i livet end de økonomiske. Og på den måde bliver det en slags religion eller afgud, som selv en Jens-Andre Heberner har været inde på.


Her forsøger kristendommen faktisk at fortælle os, at det er en illusion at tro, at denne slags holdepunkter er sikre holdpunkter, at den slags holdepunkter i deres væsen er relative. Og kristendommen forsøger – igennem Jesu forkyndelse – at opfordre til at få et mere åndeligt holdepunkt. I grunden få os til at sætte spørgsmålstegn ved det meste.


Man kunne sige – lidt banalt og enkelt – at hvis vi vitterligt havde det dobbelte kærlighedsbud som vore holdepunkt, så ville meget give sig selv. Den tilgang er blot ikke menneskelig muligt, sådan konsekvent at efterleve. Jeg ved ikke, om nogen af jer har set den HBO-serie, der hedder ”Gösta”, men det er et godt eksempel på, hvorfor godgørenhed, barmhjertighed, gode gerninger, faktisk er en svær forteelse at gøre helt konsekvent.


Men ikke desto mindre må det være fordringen, hvis vi skal bruge vores åndelighed konstruktivt. Det er her, vi vil kunne få oplevelsen af meningsfuldhed, og det er med dette som ballast, at vi bedre ville kunne se den store sammenhæng. Og det er med det som ballast, at vi i højere grad ville kunne undgå at sætte Gud i parentes, når vi køber ind og når vi går på arbejde.


Men det er en udfordring, for det er ikke menneskeligt naturligt at tænke på den måde hele tiden. Og så er det også i den grad et spørgsmål om vane, og der er sikkert mange vaner, der skal brydes.



Ovenstående er baseret på et oplæg, jeg holdt ved et arrangement, inviteret af Alternativet.