Om bogen Systematic Theology and Climate Change
Essay om bogen i kulturkapellet,dk - Har kirken opgivet klimakampen? HER
Uredigerede noter om bogen:
Systematic Theology and Climate Change. Ecumenical Perspectives. Edited by Michael S. Northcott and Peter M. Scott
Timothy Gorringe: "The Trinity"
Det er ret friskt at begynde en bog om klimakrisen – som sådan set er noget meget konkret – med et af de for mange mennesker mest diffuse begreber i kristendommen, nemlig Treenigheden. Altså, at Gud er Fader, Søn og Helligånd.
Det er imidlertid helt centralt i klimakampen, mener Gorringe. For Triniteten er nemlig relationel. Man kan ikke tænke Gudselvet uden Treenigheden, da Gud er Treenigheden. Ja, han skriver ligefrem, med henvisning til Guds afsløring af sit navn til Moses foran den brændende tornebusk, at Guds ”navn” er Navn (NAME), og gemmer i sig hele den kristne fortælling.
Og hvorfor er det vigtigt?
Jo, vi dyrker alle sammen en gud. Det kan være den gud, som vi særligt har dyrket siden industrialderens kapitalisme (og sikkert også før), nemlig endeløst økonomisk vækst.
”The question, then, is not, as the fool has said in his heart, whether or not there is a God, for there is always a God in this sense. “The question rather is who is God: the one who represents the politically and the economically strong or YHWH who frees his people from the house of slavery and protects the week.””
-hvor YHWH er Guds “navn”, som altså i kristendommen er Treenigheden, og er hele den kristne fortælling.
Og Victor Lebow skrev allerede i 1956: “Our enormously productive economy … demands that we make consumption our way of life, that we convert the buying and use of goods into rituals, that we seek out spiritual satisfaction, our ego satisfaction, in consumption … we need things consumed, burned up, worn out, replaced and discarded at an ever increasing rate”.
Det er klart, siger han, ”growth is necessary to raise the living standards of billions of the world’s people” – men hvis væksten sker på bekostning af de kommende endnu ufødte generationer, og på bekostning af jorden, så er denne dyrkelse af vækst afguderi, og det er netop anklagen.
Men det er altså i høj grad en monoteistisk gud, vi dyrker, da det i høj grad er det og intet andet vi lever vores samfundsliv efter – endeløs økonomisk vækst.
Denne gudsdyrkelse glemmer imidlertid det relationelle. Og ikke bare det relationelle mellem mennesker (vi bekymrer os jo heller ikke over, hvilken indflydelse vores overforbrug har for mennesker på den anden side af jorden). Men også den relationelle i forhold til alt levende. Herunder natur og dyr. Artsmangfoldigheden, biodiversiteten.
Hans pointe er altså, at hvis vi tager Treenigheden alvorligt som vores Gud, så er det helt umuligt at leve som vi gør i dag. Så ville det være et imperativ for os alle sammen at leve mere ”relationelt” og altså leve i større harmoni med andre levende væsner, og derfor leve klimavenligt, og droppe afgudsdyrkelsen af uendelig økonomisk vækst.
Niels Henrik Gregersen: "Christology"
Gregersen starter med at fortælle, hvor forbundne vi er på jorden, alle levende væsener. Hvor afhængig vi er af hinanden, da vi indgår i den samme biosfære.
Den tanke er vigtigt for at forstå hans udfoldelse af begrebet om dybde-inkarnation – Deep Incarnation.
Til yderligere præcisering bruger han de tyske ord Körper og Leib om kroppen. Körper er vores fysiske krop, den krop, som jeg tænker, de fleste af os forbinder med kroppen. Mens Leib også inkluderer alle de relationer vi indgår i som mennesker – det hele, vi er en del af, hvilket jo inkluderer biosfæren, og vores afhængighed af og med alt levende.
Man kan sikkert passende oversætte Körper med krop og Leib med liv.
Så er det måske også nemmere at forstå tanken bag dybde-inkarnation som en måde at forstå Jesu inkarnation på. I den græske tekst står der intet om, at Jesus blev en krop. Der står, at logos blev sarx: ”the divine Logos genuinely ’became flesh’ (…) and was present in Jesus as flesh, with the flesh of others, and for all flesh. (…) In Jesus Christ, the divine Logos assumed the entire realm of humanity, biological existence, earth and soil”.
På denne måde indgår Logos (som normalt oversættes til Ordet og i Johannesevangeliet bliver til mennesket Jesus) ved inkarnationen i virkeligheden i alt levende.
Når vores levevis kan påvirke mennesker, dyr og natur på den anden side af jorden, vil den kristne opgave derfor inkludere omsorg for alt levende, og ikke kun vores medmennesker. Og dermed lade denne omsorg afspejle sig i vores levevis.
”This principle already presupposes that the body of Jesus cannot be understood only as a purely physiological body (Körper): it must be a living and extensive body (Leib) that shares the conditions of biological and social existence with human beings in general. Above, we saw that this requirement is fulfilled in the gospel narratives. So far, the soteriological concerns of the idea of deep incarnation are met in the gospel stories of the extended body of Jesus. Even the concrete body of Jesus cannot be understood as reaching only from his tiptoes to his hair. Leiber are not that easily locatable. Yet in order to share a body with us it is necessary that the body and mind of Jesus – like our bodies and minds – share the same conditions of metabolism and climate-dependence as any other living organism, human or not”.
Denne tankegang forudsætter umiddelbart, at det græske sarx, som normalt oversættes til ”kød” (hos Seidelin: ”kød og blod”) med lige så god ret kan oversættes til det tyske Leib. Men som han skriver: ”As phenomenology argues, when Leib is reduced to Körper one abstracts the body from the engaged person’s self-involvement with his og her environment. Likewise, a biological view of a living body would argue that a purely historicist approach will abstract the living body from the natural flows of metabolism, and from the ecological place of the body. Biologically speaking, there exist no fixed boundaries between a bodily self and its environment. Finally, theology would argue that a human person can’t be abstracted from his og her relationship to God, either.”
Michael S. Northcott: "Holy Spirit"
En besindelse på, hvad klimakrisen gør ved vores epoke, hvor vi går fra en holocæn epoke til en antropocæn epoke – hvor den menneskelige aktivitet er en kraft på lige fod med vulkaner, meteornedslag, mv, og vi derfor skal tænke ekstra over, hvordan vi lever vores liv.
Noget kunne tyde på, at vi har glemt, hvad helligånden er for en størrelse. Den burde være alt rigeligt, når vi skal besinde os på en ny livsstil. Selv i de områder i verden, hvor pinsekirkerne dominerer – og hvor helligånden jo er i særligt fokus – har man tilsyneladende ikke denne opmærksomhed. Men: ”In the biblical traditions, the Spirit is not only the vital life force but also the agency of the overcoming of dissonance and division among human beings. The doctrine of the Spirit therefore provides helpful synergies with ecological consciousness and, in particular, for the claim that the ecological and climate crisis call for deep moral, psychological, political and spiritual changes in the direction of contemporary culture, and not just technical or market adjustments in the management of a growth-oriented industrial consumption economy”.
Helligånden skulle netop være den transformerende kraft, der giver os lyst og overskud til at ændre vores livsstil til det fælles gode, hvilket inkluderer en klimavenlig livsstil ”which reduces harms to persons distant in space or time of the presently centralised and fossil-fuelled energy economy. The doctrine of the Holy Spirit is therefore key to the ecclesial response to the moral, as well as the political, project of inter-generational climate care”.
Celia Deane-Drummond: "Creation"
Overvejer skabelsens betydning. Er det mon vigtigt, om Gud skabte ud af intet, eller ud af kaos? I hvilket omfang skaber Gud stadig, og går verden mod et særligt mål?
I forhold til klimakampen overvejes det derfor, om klimakrisen er udtryk for Guds afvisning af den skabte verden eller om skylden kan placeres på menneskets handlinger. Her mener forfatteren, at det sidste må være tilfældet, da Gud har skabt verden ud af ingenting af kærlighed, og at menneske trods alt har en fri vilje på et eller andet plan. Mennesket er også skabt til at kunne gøre godt.
Hun henviser ikke mindst til Moltmann, der taler om sabbaten, hvor Gud hvilede efter at have skabt verden. I den skabelse, der hele tiden finder sted, og har fundet sted siden Gud begyndte at skabe med sit ord, er endemålet, Guds fremtid, at sammenligne med sabbaten. Et væsentligt argument for denne tankegang – en tanke der sikkert var fremmed for Aquinas – er, at denne sabbat inkluderer alt levende, altså ikke kun mennesker.
Rachel Muers: "Creatures"
Hun opfordrer til, at man stopper op (“pausing”), og overvejer ordet “creatures”, skabninger.
At stoppe op og overveje “skabninger”, har mindst tre formål. For det første den kritiske, at det kan tvinge os til at anerkende ikke-menneskelige skabningers behov, ønsker, interesser og relation til Gud. Vel at mærke uafhængig af den antropocentriske tilgang, tværtimod: “It is theologically important, because (…) undermining anthropocentrism is a move towards the formation of a theocentric account of humanity and of the world.” Det kan altså få os bort fra en antropocentrisk tilgang til verden.
For det andet kan det lære os at forholde os til ikke-menneskelige skabninger, som det de nu er i sig selv: “simply as they are, in their scale, power, beauty, diversity, unpredictability and order”. Det er sådan de er, og det er ikke for vores skyld, at de er sådan.
Og for det andet kan det åbne op for det faktum, at mennesket blot er en skabning blandt mange andre. Vi skal ikke forholde os til de ikke-menneskelige skabninger for at lære, hvem vi selv er. De ikke-menneskelige skabningers mangfoldighed vil alligevel aldrig kunne integreres ind i en teologisk antropologi. Det er dog vigtigt, at vi bliver bevidste om, at vi blot er “creatures-among-creatures”.
Hun skriver, at ikke-menneskelige skabninger har også et gudsforhold. De priser Gud alene ved dets tilstedeværelse: “the nonhuman creation praises God fully by being itself, and hence that creation’s praise is heard most fully when it is – practically and theoretically – left alone and allowed simply to be itself. In its context, this is an important corrective to the anthropocentric theology that shows nonhuman nature to relate to God only through its relation to humanity.”
Hun nævner også, hvor meget vejret fylder i lovprisningen: “the weather – in its extremes as weather events, in its regularity as seasons and climate, and in its necessity as context for earthly life – contributes extensively to creaturely praise of God.” Teologen Wendell Berry har ligefrem kaldt bibelen “an ‘outdoor book… open to the sky’”. Lovprisning og bøn relateret til vejret er et almindeligt og overset aspekt ved kristen lovprisning (særligt ved høsttid).
Derfor bliver vejret også et paradigme for, hvad der kommer fra “’the heavens’”, hvor Gud “[is] dwelling”. Det kan nok være, at en sådan tilgang i en tid med menneskeskabte klimaproblemer, kan få det uregelmæssige vejr til at få karakter af guddommelig straf for de af vores handlinger, der skaber klimaforandringerne. Men, “It makes at least some sense, in theological terms, to say that God (as, for example, in the first whirlwind speech in Job) is encountered in and through encounters with the heavens and their events – at least by way of counterbalance to the well-established claim that God is encountered in and through the encounter with the fellow human being”. Man realiserer ikke kun gudsforholdet igennem vores forhold til vores medmennesker, men også igennem måden vi forholder os til vejret på. Som minimum (også) for at udfordre den antropologiske tilgang til gudsforholdet.
Det ekstreme vejr kan ikke være ond som en del af Guds skabning – “For example, this interpretation holds to the goodness and the God-directedness of weather, even in the context of anthropogenic climate change; its calls burning heat and freezing cold to ‘praise the Lord’ (even in the face of human lament)”. Det er ikke vejret, der er ondskabsfuldt, men de menneskelige handlnger, der via klimaforandringerne skaber det ekstreme vejr. Som “creation” kan vejret kun lovprise Gud. I den forstand er det ekstreme vejr “straffen” for de handlinger blandt mennesker, der skaber klimaforandringerne. Og burde derfor tvinge os til at forholde os til om vores “sinfull patterns of life” burde og skulle ændres.
Og det faktum, at vi mennesker (‘adam) kommer af jord/støv (‘adamah) burde også besinde os på, hvordan vi som skabninger netop er afhængig af en (frugtbar) og beboelig jord.
Man kan nemlig diskutere, om en planet uden liv giver mening, som hun nævner: “The fertility and fruitfulness of the earth – which ‘brings forth’ vegetation – is often identified in theological accounts of creation, and rereadings of the biblical narratives of creation, as a distinctive sign of divine blessing”.
Vi skal ikke tænke den ikke-menneskelige skabning som bagkulissen for den menneskelige skabning, men netop som med-skabninger.
Det er ikke det samme som, at man skal ignorere forskellene mellem mennesker og ikke-menneskelige skabninger. Faktisk kan de menneskeskabte klimaforandringer skærpe vores opmærksomhed på, at det netop er menneskenes even til at ødelægge livsmulighederne for de ikke-menneskelige skabninger, der viser, at vi ikke er særlig gode til at anerkende disse skabninger som med-skabninge. Vi har derfor i vores teologiske og etiske reflektioner over forholdet til “other animals” – og med god grund - haft focus på “issues of violence, killing and direcet ill-treatment” – fremfor et egentlig generelt ansvar for (fredelig) sameksistens.
Så på den ene side, skal vi som mennesker være opmærksomme på, at vores handlinger har indflydelse på ikke-menneskelige skabninger på mange forskellige måder. I den forstand er de også vores “næster”.
På den anden side, må den fremtidige fredelige sameksistens med ikke-menneskelige skabninger have eskatologisk status, for de menneskeskabte klimaforandringer har netop vist, at der ikke er noget, der er “urørt” af menneskelig aktivitet.
Og så er det værd at huske på, at al teologi er skabt af mennesker efter syndefaldet. Tab af artsmangfoldighed og steder til vild natur skal først og fremmest begrædes – og synges klagesange over, og i mindre grad forsøges forklaret teologisk. Ligesom lovprisning af Guds skabning ikke siger noget om, hvor galt det står til.
Det er ikke det skabte i sig selv, hverken den menneskelige og den ikke-menneskelige skabning, der har tabt sin meningsfuldhed.
Peter M. Scott: "Humanity"
Han problematiserer forskellige aspekter for menneskeheden under de menneskeskabte klimaforandringer.
Dels er det svært at identificere årsag og virkning. Du kan ikke følge den enkelte handling og pege på denne handlings speficikke konsekvenser (“the dispersion of causes and effects”). Det er heller ikke muligt at reagere samlet på virkningen af vores handlinger. Vi har fx. Ikke en verdensregering. Og selv hvis vi havde, vil det være umuligt at gennemføre evt. sanktioner for manglende handling.
Og så er der hele spørgsmålet om, i hvilken grad en generation skal tage hensyn til den næste. Hvor megen frihed skal en generation give afkald på, således at klima-forandrende handlinger undgås, så den næste generation ikke står med samme eller større problemer?
Her påpeges det, at menneskelig frihed og udvikling slet ikke kan lade sig gøre uden at medtænke naturen.: “Humanity exceeds itself not by separating itself from other creatures but by its participation with them”. Det er så igen spørgsmålet, om en sådan fuldstændig harmoni mellem mennesket og naturen er realistisk i denne verden, men må være et eskatologisk mål.
Skabelsens godhed bliver også bekræftet. Et varmere klima dementerer ikke Guds godhed, tvært imod. At skabelsens orden bliver ødelagt er ikke et bevis mod skabelsens godhed. Hvis ikke denne orden kunne ændres/ødelægges, ville den ikke kunne give liv.
Derfor bør lovprisning stadig være central. Det er anerkendelsen af, at al liv er blevet givet os, er en gave. Det gælder stadig under et varmere klima/en verden med klimaforandringer. Livet er stadig givet os, og bør lovprises.
Verden er skabt ud af kærlighed, og skal derfor lovprises. Nok skal vi bekæmpe “humanity’s passing out of existence”, men ikke for enhver pris. Målet for mennesket er nok at være en skabning, men først og fremmest en frelst eller genrejst skabning: “An at-all-costs defence of this-worldly existence is not required”.
Neil Messer: "Sin and salvation"
Lovprisning (“worship”) er kernen i et kristent liv: “In a sense, the crucial issue is whom or what we worship, and how. Sin can be understood most fundamentally as idolatry: the basic refusal to direct our being and energies in joy, faith and worship to the triune God. From this most basic distortion in our relationship with God spring distortions in our relations with our neighbours, ourselves and the creation: ‘[w]hereas true worship energises the loving dynamics of genuine community, idolatry undermines them (…)’”.
Han skriver også, at det ikke er syndsbevidsthed, der viser vores behov for Gud og Guds frelse. Men frelsen, der viser os, at vi var/er syndere.
Og synden er både noget vi arver og selv bidrager til. Der er både tale om en form for ursynd og en strukturel synd og en politisk.
Transformationen/frelsen skulle gerne resultere i “a new and different kind of human community or polis, which we enter by baptism, and whose life is shaped by the Word and the Eucharist”.
Og “The existence of this ‘new humanity’ is a sign that the renewal accomplished and promised by God in Christ is not only of individual lives or even personal relationsships, but also of political, social and economic structures”.
I forlængelse af det, kommer han ind på forholdet mellem den menneskelige synd, og “the brokenness of the whole creation”.
Det er jo et faktum, at evolutionen, “struggle for existence” ikke er muligt uden “violence, suffering and destruction”. Og resultatet – Guds skaberværk – lovprises samtidig som sådan.
Det kan ikke forklares med den menneskelige (ur)synd, men er nok et aspekt af det. Vores “perversely self-destructive ways”, med hvilke vi forsætter med at overforbruge jordens ressourcer, selvom når vi burde vide bedre, “are shaped and constrained by our inherited alienation from the earth”.
Kirken har mindst to bidrag til hvordan klimakrisen kan håndteres.
For det første kan Guds nåde gøre os villge til at være ærlige, således at vi ikke – som ellers er meget menneskeligt – ignorerer eller bortforklare klimakrisens alvor.
Af indlysende grunde er bevidsthed om og erkendelse af klimakrisens alvor, forudsætning for handling. Og i forlængelse af det, Guds gave til os i form af håbet.
“To respond in repentant and hopeful ways to the Gospel opens up the possibility of living a truly responsible life in the face of the challenge of climate change”.
Aktivister kan således både være dem, der handler på alle os andres vegne, og samtidig være inspiration til at vi selv lever mere klimavenligt: “Activism conducted by a few can thus become responsible action taken on behalf of all – not in a way that relieves the others of their responsibility, but in a way which challenges and enables them to become responsible themselves”.
Græsrodsaktivisme af individuelle kristne – eller grupper af kristne – bliver på den måde et kristent vidnesbyrd om det håb, evangeliet lover os, og som aldrig vil blive slukket af den menneselige synd.
Tamara Grdzelidze: "The Church"
En tekst, der dybest set handler om, at klimakrisen viser, at kirken (også) er i en åndelig krise.
Kirken burde være et vidnesbyrd om Kristus, herunder vores pligt til at tage vare på vores medskabninger, både mennesker, dyr og natur. Her er de kirkelige ritualer, liturgien, en del af gudsdyrkelsen og lovprisningen, og det er her den fulde spritualitet/åndelighed burde vise sig. Her, det kommer til udtryk, at alt levende er en enhed, også selvom verden udenfor i praksis viser noget andet.
Derfor bør kirken netop arbejde for, at praksis og det eskatologiske håb kan nærme sig hinanden ved også at transformere det gældende samfund, både socialt og politisk.
Hun sætter derfor også spørgsmålstegn ved, om man kan være kirke uden at være politisk, da man som kirke både har pligt til at udleve omsorgen for alt levende, og samtidig fortælle andre om denne pligt, og at klimakrisen viser, at vi – også som kirke – har fejlet.
Ræsonnementet er at hvis kirken virkelig dyrkede og lovpriste Gud og dermed skabelsen, ville den handle og forkynde anderledes, og så ville klimakrisen måske se anderledes ud.
At det ikke er tilfældet, tyder på en åndelig/sprituel krise, hvor også kristne er mere frustrede og sortseende mht. klimakrisen, fremfor at bruge energien på lovprisning og ændring af livsstil: “the church teaches the loving care for one’s neighbour and for the rest of the creation, and it makes the people of God members of the Body of Christ”.
Hvis dette var hovedfokus – at udleve kristendommens omsorg for alt levende og gennemføre kristen mission – ville det meste se anderledes ud.
Stefan Skrimshire: "Eschatology"
Hvor aktive skal kristne være, når det gælder fx. bekæmpelse af klimakrisen? Skal man bare afvente en bedre verden, når Gud griber ind ved tidernes ende, eller hvordan?
“The Resurrection event operates not only within human history but also natural history. Easter symbolizes and enacts the promise that all nature will be reconciled (…) In other words, Christian hope for creation is not meant to be passive. It does not simply await the apocalyptic levelling and annihilation of creation as we know now, in anticipation of a new heaven and a new earth. Nor does it await the myth of a return to Eden. A cosmic Christology suggests, instead, that faith in the resurrection of creation – as well as motivating and sustaining an ethics of ecological action in the present”.
På den ene side skal man have en teologi, der retfærdiggør (klima)handling. På den anden side skal den anerkende og acceptere tab og død.
Man skal ikke være for ”tilgivende” overfor ”the (ecological) sins of the present”, for så forbliver man passive i en klimakrise, hvor aktiv handling er påkrævet.
Udfordringen er, at på trods af troen på noget bedre, når Guds fremtid nærmer sig, og på trods af, at aktiv handling kan synes nyttesløs, så skal man alligevel gøre det, for at bekræfte livet som det er lige nu.