Kommentar til Uffe Elbæks selvbiografi, Et liv:
At følge sin lyst
Hvis man vil prøve at forstå en anarkist (hans egen udtryk) som Uffe Elbæk, får man allerede en advarsel på selvbiografiens forside: En ung Uffe Elbæk i en t-shirt med påskriften, STOP MAKING SENSE.
Og hvis man skal opsummere bogen, hvor man kombinerer Elbæks selvforståelse og aktivisme – med de brutale beslutninger, han også har været med til træffe, virker Elbæks liv som en beatles-sang med flere (meget) dybe ridser i lakken. Sangen ”All my loving” er dukket op i mit hoved, selvom han ikke selv nævner Beatles i bogen. Men John Paul Young bliver nævnt med ”Love is in the air” (både brugt til World Outgames og et af Alternativets landsmøder). Og Janis Joplin og Joni Mitchell selvfølgelig. Sidstnævntes Blue-album, vil han gerne have med sig på en ø.
Altinget har i sin anmeldelse af bogen brugt overskriften, ”Uffe Elbæk knalder sig gennem tilværelsen i stor selvbiografi”. Jeg synes ikke selv, det er det mest interessante ved bogen, selvom det er vigtigt nok: Elbæks søgen efter sin egen identitet som homoseksuel. I store dele af hans liv var homoseksualitet noget man skulle skamme sig over. Man må huske, at Elbæk er fra 1954, og det var først i 1973, at det blev tilladt personer af samme køn at danse med hinanden på offentlige steder.
Det mest interessante ved bogen er, at Elbæks livshistorie også bliver et stykke kulturhistorie, ikke mindst pga. hans vedholdende aktivisme, hans andel i alt fra Next Stop Sovjet-projektet til Alternativet. Og hans vedholdende fascination af alt det, der hele tiden sker i verden.
Elbæk skriver både levende og sanseligt – og flere steder meget detaljeret – om sit liv og den idealisme, som starter meget tidligt, og også meget tidligt får hykleriets skær over sig. Således har den Elbæk’ske familie en juletradition med at pynte juletræet med hvide og røde farver. Og det er ikke en henvisning til noget nationalt – nej, den røde farve repræsenterer selvfølgelig socialismen, mens den hvide farve repræsenterer verdensfreden, intet mindre. Og det vel at mærke i en tid, hvor der samtidig var familiesplid over et sommerhus. Måske man skulle løse problemerne internt, før man taler verdensfred, tænker jeg som læser.
Ret tidligt finder Elbæk ud af, at hans livsmission skal være at kæmpe for friheden. Det er ikke nok at tale om frihed og revolution i en hashrus, mens han lytter til Janis Joplin, nej, der skal kæmpes rigtigt for denne frihed. Årene 1966-70 får således stor betydning for Elbæks livsforløb, fortæller han.
Tiden var jo også en brydningstid, og aktivismen i 70erne fortsatte derfor for fuld skrue. Men de interne kampe var også stadig tydelige. Når det gjaldt boligaktivisme, var aktivisterne delt i to fløje: ”Øgenavnene var der mange af. Blågårdsgade var slappere og liberalister. Tømmergade strammere og aktivister. Eller: Blågårdsgade var VS’erne, Tømmergade var DKP’erne. OG sådan kunne man blive ved med at stemple hinanden. Det var voksenmobning for fuld skrue” (s. 49). Elbæk er dog ikke i tvivl om, at han hører til Tømmergade-fløjen, for det var her, man havde evnen til at føre utopien ud i praksis, mente Elbæk.
På road-trip i USA skal Elbæk tage stilling til, om han vil være far, for (eks)kæresten er gravid. Han ender med et ja – og flytter ved hjemkomsten derfor fra det besatte hus. Det er trods alt for usikkert med et barn. Elbæk tror stadig på verdensrevolutionen, og tager derfor kursus i ”skruestikarbejde”, så han kan få arbejde på en af de store industriarbejdspladser. Det var et rigtigt sted for en rigtig arbejder. Elbæks tilgang til verden kan virke utrolig naiv – hvad han også selv skriver – men på den anden side, kan man godt forstå fristelsen, når han beskriver tiden: ”Når man dengang kiggede ud i verden, stod den vitterlig og vippede mellem en undertrykkende kapitalisme og en demokratisk socialisme. Der var opbrud internt i østblokken med strejker i Polen, og Portugal havde netop gennemlevet sin Nellikerevolution. Afrika og Latinamerika havde også store folkelige socialistiske bevægelser. (…) I USA var eliten (…) rystet over den folkelige opbakning, de nye minoritetsbevægelser havde. Om vi så snakker indianerne, latinoerne, de sorte, de homoseksuelle eller feministerne. Det var denne politiske luft, jeg indåndede hver dag” (s. 62).
Elbæk bliver endelig far, men det forhindrer ham ikke i at tage et par måneder til USA igen, da han har fået en indbydelse, han ikke kan sige nej til. Han lader til at fortryde det, delvist, da savnet af sønnen er stort – men valget er jo truffet. Turen virker ellers som et stort frirum for Elbæk, som ikke kan få nok af historiens vingesus og mødet med centrale aktivister, barerne og dansegulvene. Efter mødet med et trøstesløst indianer-reservat bliver han også meget opmærksom på, hvor privilegeret han er, selvom han selv tilhører en seksuel minoritet.
Partibogen til DKP bliver droppet i 1990. I 1982 kaster Elbæk rasende bogen fra sig i en ophedet diskussion, da han synes, at DKPs søsterparti har været for passiv i forbindelse med kuppet mod Salvador Allende. Det er dog først otte år senere, at hans formelle tilknytning til partiet ophører, da han simpelthen undlader at betale kontingent. Og som han indirekte skriver, skulle der herfra gå fyrre år inden han igen officielt tjekkede ind på venstrefløjen med Frie Grønne. Det vil sige at Elbæk – lige som jeg selv i øvrigt – aldrig har betragtet Alternativet som et venstrefløjsparti.
I 1982 bliver han gift ”for sjovt” af en præst på rulleskøjter. Ham og kæresten har ganske vist valgt at blive gift, men det bliver ikke på nogen formel måde, og derfor ikke lovformeligt. Da forholdet går i stykker fem år senere, skriver Elbæk ikke desto mindre, at han oplevede at blive voksen (”På mange områder af følelseslivet”) med Kirsten, som hun hed. Det vil jeg dog sætte spørgsmålstegn ved, når man påtænker, hvordan han endte med at håndtere sin afgang fra Alternativet. Men han antyder da også, at afgangen her ikke var en af hans skæbnebeslutninger. Den første var, da han sagde ja til at påtage sig sit faderskab. Den anden skæbnebeslutning var, da han valgte arbejdet på Information fra til fordel for Frontløberne. Han ville hellere skabe historie fremfor at skrive om den, og han havde det sjovest hos Frontløberne. Og det forklarer måske også tidspunktet for Elbæks afgang fra Alternativet. Klimaloven – en af partiets absolutte mærkesager – var lige blevet vedtaget. Uomtvistelig dansk politisk historie, og det var endda Alternativet, der var først med at tale for et 70 procents reduktionsmål. Det han selv kalder sin tredje og sidste (foreløbige) skæbnebeslutning, var da han valgte at træde tilbage som kulturminister.
Når man læser om Elbæks aktivisme, kan man godt blive forpustet, og han slår sig da også selv en gang i mellem på de mennesker, han kommer tæt på – og omvendt. Men energien er imponerende og man undres som læser over, hvordan han har kunnet magte den – næsten urealistiske opgave, skriver han selv – at realisere alle deres visioner i Next Stop Sovjet-projektet, hvor han sammen med andre fra Århus bidrager med eventet To Russia with love, samtidig med at han undervejs i denne periode bogstaveligt talt bor på et køkkengulv med børnene, og hver eneste nat bliver forstyrret af to katte, der hopper ned på dem, ligesom de skal sove.
Men så forstår man måske alligevel, når det lykkes – når To Russian with love kulminerer, hvad der skulle vise sig at være en måned før Berlinmurens fald. Med festival og koncerter i Moskva, sammen med skandinavere og russere. ”Når jeg tænker tilbage på disse afgørende uger i Sovjet i efteråret 1989, er det med en ydmyg fornemmelse af helt personligt at have været en del af historiens store tandhjul. Sådan tror jeg, alle dem, der var med, oplevede det. At vi sammen med alle vores nye sovjetiske venner gav vores lille bidrag til, at Berlin-muren væltede. At vi var en del af den kulturelle tue, som var med til at vippe det store sovjetiske magtimperie. Én ting var i hvert fald sikkert: De unges kampråb ude på Leninhøjene den aften var de samme, ikke bare som de unges på Tiananmen-pladsen i Beijing tre måneder før, men også som de unge matrosers på Kronstadt i 1921: Frihed, demokrati og fred. Vi vil have frihed, demokrati og fred!” (s. 53). Det med friheden tager Elbæk lidt for kækt på, da han efter denne oplevelse forsvinder et ukendt sted hen i Moskva med en mand – og glemmer børnene fuldstændig i denne rus af vodka, champagne og eufori. Hvilket minder Elbæk selv om balancen mellem lyst og ansvar. For han endte med at svigte sit ansvar for børnene i den lystfølte eufori den aften dette efterår.
Ansvaret som leder er ellers noget Elbæk i egen optik gør et stort nummer ud af. Kaptajnen forlader aldrig broen så længe skibet er i uvejr. Elbæk hævder altid at prioritere fællesskabets behov over sine egne som leder. Og her inkluderer han Alternativet. Hvilket undrer denne læser, da han jo netop forlod Alternativet i kølvandet på et demokratisk valg, som jo per definition udtrykker fællesskabets interesser.
Men man må fascineres over Elbæks evne til at få mange ting til at lykkes, selvom han ved gud ikke kommer sovende til det. Således skabes KaosPilot-uddannelsen på erfaringerne fra Next Stop Sovjet. Hvilken uddannelse burde de have haft inden de begav sig ud i et så vanvittigt ambitiøst projekt, spørger de hinanden, og resultatet bliver KaosPiloterne. Efter tre uges arbejdsferie i Cannes (hvor ellers), ser oplægget til den nye uddannelse dagens lys, hvilket efterfølgende skaber opmærksomhed i udlandet.
Elbæk har egentlig på forhånd afskrevet et liv i politik – og han advares da også mod det af venner og kollegaer, da han vil miste sin ”uafhængighed”, hvis han gør det. Men da Dansk Folkeparti kommer til verden ved han, at han bliver nødt til at reagere. Valget falder på de Radikale, bl.a. pga. partiets historiske tilknytning til andels- og højskolebevægelen.
Som bekendt ændrede den storpolitiske dagsorden sig den 11. september 2001, men som et modsvar til angrebet på globaliseringen og det kosmopolitiske udsyn vælger de at fejre KaosPiloternes 10 års jubilæum med en stor fest i ridehuset måneden efter.
Og måneden efter igen bliver Elbæk valgt ind i Århus Byråd. Og er med til at skrive historie, da socialdemokratiets borgmesterkandidat, Flemming Knudsen, bliver vraget og han ender sammen med sin byrådskollega at pege på Louise Gade i stedet for. Det paradoksale her er, at det reelt er med stemmerne fra Dansk Folkeparti, som han ellers gik ind i politik for at stække. De sørger ganske vist for, at forhandlingerne foregår i to forskellige rum, så de ikke kommer til at sidde i stue sammen. Men ikke desto mindre, så får Elbæk og hans kollega deres vilje med Gade (da socialdemokratiet fastholder deres borgmesterkandidat) med hjælp fra Dansk Folkeparti.
Som byrådspolitiker er han også med til at lukke Huset i Århus. Og er i forreste geled, når beslutningen skal forsvares. Og selvom Elbæk argumenterer relativt fornuftig og rationelt om baggrunden for beslutningen, så ændrer det jo ikke på, at Huset for mange århusianere havde samme betydning for dem, som mange af Elbæks kæpheste havde for ham. Det er svært at gennemskue, om Elbæk allerinderst fortryder beslutningen – men bare officielt insisterer på at forsvare den – eller han vitterligt synes, at det efter omstændighederne var det rigtige at gøre. Både beslutningen om reelt at gøre sig afhængig af Dansk Folkeparti, og beslutningen om at lukke Huset er begge eksempler på, at han sagtens kan være brutal til trods for den åbne, alt-kan-lade-sig-gøre-attitude, som mange aktivister ellers finder så inspirerende og sympatisk hos ham.
Da han endelig slutter hos KaosPiloterne, er det planen, at ham og manden skal til Berlin og bo. Det er så godt som aftalt, da han pludselig får en henvendelse om at kunne blive direktør for World Outgames. Og da dette event for Elbæk står for alt det modsatte af det, Anders Fogh Rasmussen-regeringen stod for, kan han simpelthen ikke sige nej til tilbuddet. Så det bliver København i stedet for Berlin. Lige akkurat som finanskrisen begynder, hvorfor de må sælge hjemmet i Århus billigt.
I Elbæks optik bliver World Outgames et vendepunkt for hele måden vi taler om LBGT-folk på. Han kunne ikke få nogen MFere til at holde tale til begivenheden. Den situation vil i dag være utænkelig, så på den måde er der vitterligt sket noget siden.
Elbæk får kort efter en henvendelse fra De Radikale, om han vil stille op til folketinget og være med til at vælte den borgerlige regering. Og selvom han senere må erkende, at han stikker ud som radikal – han er klart blandt de mest venstreorienterede indenfor partiet – ender han med at sige ja og bliver valgt.
Elbæk har tidligere bemærket, at han har tre jobs, han betragter som drømmejobs. Dels jobbet som lektor for KaosPiloterne, dels jobbet som chef for Det kongelige Teater, og dels jobbet som kulturminister. Faktisk bliver jobbet som chef for det kongelige teater ledigt efter han har sagt ja til Outgames, hvorfor han sender, hvad han kalder for en ikke-ansøgning, og får bagefter et ikke-afslag!
Men siger naturligvis ja til posten som kulturminister, da han får opringningen fra Margrethe Vestager. Hvorefter han i al hast må låne et jakkesæt, inden han skal præsenteres for dronningen.
Elbæks tilgang til kulturpolitikken minder om den, som Alternativet senere skulle gøre en dyd ud af – den holistiske tilgang. Hvor kulturen ikke er en silo blandt andre, men gerne skulle gennemstrømme de andre politikområder. Som fx kultur på recept.
Elbæk ændrer på kommunikationsgange i ministeriet og inviterer unge kunstnere indenfor. Og kun meget presset tager han sig en spindoktor, selvom han egentlig helst vil være fri. Men det er sin sag at ændre så meget på kulturen i ministeriet, som han ønsker. Og erkender, at han nok ikke var så meget regeringens kulturminister, som ”de unges kulturminister, iværksætternes kulturminister, kunstens og kreativitetens kulturminister, fremtidens kulturminister”. Det måtte næsten gå galt, hvad det jo også gjorde til sidst.
Men inden det kom dertil, måtte han både lægge navn til en problematisk udtalelse, der støttede kampen mod terrorisme og bakkede Tyrkiet op - underforstået i deres kritik af det kurdiske ROI-TV, der sendte fra Danmark, og som Elbæk var positiv overfor. Og så fik han en reprimande af Helle Thorning-Schmidt, da han lavede sit helt eget program med Amnesty, da han tager til Ukraine som kulturminister i forbindelse med EM-slutrunden. En enegang – Elbæk ville ikke sidde i den officielle VIP-loge – som fik DBU til at formene ham adgang til deres fly. Så han tog afsted på egen hånd som kulturminister.
Da presset på ham som kulturminister stiger – fordi han har lagt nogle debatarrangementer hos AFUK, hvor hans mand var ansat som skolesekretær – ender han med at trække sig, da mediestormen ikke kun retter sig mod ham, men også hans mand. Han ender derfor med at prioritere deres forhold over muligheden af at ride stormen af. Det kunne have kostet forholdet, tænker Elbæk. Han bliver nævnt som mulig leder af Europæisk Kulturhovedstad i Århus i 2017, men dropper tanken og tager i stedet nogle ugers orlov til San Francisco sammen med manden.
Da han vender tilbage, skal han affinde sig med sin nye situation som menigt folketingsmedlem i den radikale folketingsgruppe. Og dermed genopfinde sit eget politiske projekt – meningen med overhovedet at side i folketinget. Det bliver til projektet Under Radaren. Med det forestiller Elbæks sig, at han både kan være kritisk og loyal overfor regeringen på samme tid.
Det går selvfølgelig ikke i længden og i stadig flere sager bliver han bedt om at rette ind. Dråben for Elbæk bliver, da de radikale også bakker ud på forslaget om øremærket barsel til mænd. Som Elbæk bemærker – hvis ikke en centrum-venstre-regering med Danmarks første kvindelige statsminister i spidsen tør, hvem så?
Han ender dermed som løsgænger, og flere af personerne fra Under Radaren blev siden centrale personer i Alternativet.
Optakten til Alternativets dannelse og den første valgkamp og tiden herefter, viser Elbæk, når han er bedst. Hele ideen om at crowdsurfe partiprogrammet var uhørt, Join the Party-valgkamp-karavanen besøgte de fleste større byer i Danmark. Og valgvideoen, hvor centrale kandidater fra Alternativet agerer gøglere, mens de fortæller om partiets mærkesager, vovet. Da Alternativet kommer i folketinget med ni mandater, skal folketingsmedlemmerne placeres i folketingssalen – men Rasmus Nordqvist og Elbæk vil ikke lade sig placere i venstre-højre-aksen og helst uden parti-hierarki, hvilket giver de ansvarlige for den del grå hår i hovedet. Alternativet er åbenbart det første parti, der i praksis har udfordret den logik. Elbæk forestiller sig fra starten partiet som en slags trojansk virus i folketinget, der skulle disrupte det hele. Hvilket i høj grad lykkes, i hvert fald i begyndelsen. Efteråret 2013 til foråret 2017 angiver Elbæk som en tid, hvor alt bare spillede – ”i de fire skelsættende år (…) var det som at stå midt i et politisk utopisk øjeblik i dansk politik. Et af disse øjeblikke, hvor der opstår en lille sprække i historiens store forhæng, som man kan kigge igennem for at se en mulig radikalt anden fremtid”.
Efter denne tid begynder Elbæk – lidt hårdt tegnet op – at kede sig. Han finder sekretariatets medarbejdere sjovere, mere interessante og inspirerende at tale med og arbejde sammen med, end flertallet af folketingsgruppen, som beskylder ham for skyggeledelse og at fylde for meget. Elbæk svarer tilbage, at folketingsgruppen fylder for lidt – de er for uambitiøse og middelmådige. Og modstanden mod Elbæk vokser, og han taber reelt opbakningen i folketingsgruppen. Han burde måske have trukket sig, men dels var det jo ”hans” parti, og dels var han bange for – siger han i bogen – at Alternativet ville kollapse, hvis han tager et opgør, som umuligt ville kunne holdes internt.
I marts 2020 skal han ”stå skoleret” for sin egen kreds, hvilket han selv synes er helt uhørt. Her bliver han anklaget for at være illoyal overfor partiet, og sammenligner sig selv med Steve Jobs, da han pga. interne uenigheder stopper hos Apple. Herefter gik det – med Elbæks ord – ned ad bakke for firmaet.
Her må man som læser stoppe op. Og undre sig over, hvordan en så begavet og helt åbenlyst radikalt visionær aktivist som Elbæk kan være så blind for sin egen rolle i konflikten, der førte til sprængning af folketingsgruppen. Hvis Elbæk havde været loyal overfor flertallet af Alternativets medlemmer, var det aldrig sket. Omvendt udtrykker Elbæk, at det ikke kunne være anderledes. Og han hævder, at bl.a. Caroline Magdalene Maier planlagde at overtage ledelsen efter valget. Og derfor måtte det ende som det gjorde. Elbæk synes blot at glemme, at det trods alt er et aktivt valg fra hans side, ikke at bakke den leder op, som et klart flertal af medlemmerne havde valgt.
Man må dog give, at Elbæk er befriende ærlig. Han skriver direkte, at han foreslog hovedbestyrelsen at smide alle medlemmer af Alternativet ud, og bede dem genansøge om medlemskab af det nye Alternativ. Givet et parti, der ville have meldt sig på venstrefløjen. Mens Alternativet jo stadig først og fremmest er profileret som et grønt og ikke et rødt (eller blåt) parti.
Hans kritik af Josephine Fock, Alternativets nye politiske leder, februar 2020, er også uforståelig. Medlemmernes valg af Folck som ny leder var klart, og et par uger efter valget af hende steg partiet i meningsmålingerne, så partiet lå over valgresultatet hos Gallup. Vælgerne havde altså også taget godt imod hende. Men Informations angreb på Fock og Elbæks manglende opbakning til hende (som ellers må være enhver tidligere leders professionelle pligt), fik naturligvis som konsekvensen, at vælgernes tillid til projektet ramlede på få måneder. Elbæk konstaterer blot i bogen, at opbakningen til partiet faldt, da Fock blev valgt og at hun ikke gjorde noget ved det, men bare stoppede indenfor et år. Elbæks eget kolossale ansvar for nedturen, hans manglende opbakning til en leder, medlemmerne havde valgt, og hans evne til at bære benzin til det bål, mediestormen mod Fock tændte omkring hende, er udtalt. Men om det siger Elbæk ingenting.
Men med Elbæks ønske om at smide medlemmerne ud og starte forfra. Det faktum, at en central person som Leila Stockmarr er gået til Enhedslisten, Nordqvist er gået til SF, og det nye parti, Frie Grønne, er erklæret venstreorienteret, alt dette peger i retning af, at Elbæk ikke ville Alternativets retning som grønt – relativt pragmatisk - parti, han ville gøre det venstreorienteret. Elbæk antyder da også i et interview i Zetland, at han dybest set havde fortrudt medlemsdemokratiet i Alternativet. Men det viser også, at Elbæk aldrig rigtig er blevet voksen, men stadig blot følger sin lyst. Han kunne have accepteret medlemmernes klare valg af Fock, ærgret sig, og trukket sig helt tilbage, måske helt ud af folketinget. Stå ved sin oprindelige ide om blot at køre Alternativet i stilling som politisk platform, men lade andre fortsætte, når partiet var klar, og trække sig bort. Det gjorde Elbæk ikke, men endte med at give, hvad en chefredaktør på det tidspunkt kaldte for ”aktiv dødshjælp” til Alternativet, da han bar brænde til bålet omkring Fock. I hvert fald sprængtes folketingsgruppen som bekendt til sidst. Men Alternativet lever trods alt stadig, den dag i dag, og Elbæk insisterer interessant nok på, ikke at skrive Alternativets nekrolog endnu.
Elbæk vil givet ikke være enig i min kritik – han synes i hvert fald påfaldende lidt selvkritisk i denne forbindelse. Blot kan det som læser og iagttager være svært at forstå, hvorfor Elbæk lod et grønt projekt, med så stort potentiale som Alternativet, nedsmelte på folketingsniveau, når han sagtens kunne have undgået det, hvis han havde sat ansvaret for fællesskabet (flertallet af medlemmerne) over sine egne ønsker og behov.
Men måske skal man lade være at forstå et menneske, der i så høj grad følger sin egen lyst, og skynder sig videre i fortællingen, hvis han begynder at kede sig.
Og i Elbæks egen fortælling er/var Alternativet da også blot et trin blandt mange på hans egen rejse, hans egen personlige politiske udvikling, som ikke nødvendigvis giver mening for udenforstående. Således får man et deja-vu til begyndelsen af bogen, da han lige efter omtalen af Alternativets krise, taler om hans kamp for demokratiet i Hong Kong. I begyndelsen af bogen beskrives, som nævnt, en familiekonflikt samtidig med at de pynter juletræet i den hvide farve for verdensfreden. Og mens Elbæk vender sig mod kampen for demokrati i Hong Kong, kan han åbenbart ikke efterleve og respektere medlemsdemokratiet i sit eget parti.
Og læseren blev da også advaret, inden selve læsningen af Et liv. For på forsiden af bogen ser vi stadig en ung Uffe Elbæk, der er iført en t-shirt med påskriften, STOP MAKING SENSE.