Dåb

Er dåben ekskluderende?

Det er yderst tankevækkende, at Jesus tilsyneladende aldrig har praktiseret dåb. Selv blev han døbt af Johannes Døberen, men dåben spiller ikke den store rolle i evangelierne.

Jesus spørger et sted disciplene, om de skal døbes med den dåb, han skal døbes med, med en direkte reference til korsfæstelsen. Også i dag tolkes dåben - inspireret af Paulus - som at dø og opstå med Kristus. Dåben spiller også en stor rolle i den såkaldte missionsbefaling, men det er muligvis en senere tilføjelse.

Det kan egentlig også undre, for Jesus døbte jo ikke disciplene.

Man kan også stille sig selv spørgsmålet, hvorfor Jesus lod sig døbe. Han er jo per definition uden synd. Måske var det et udtryk for at gøre sig solidarisk med det syndige menneske, måske var det for at markere, at nu startede han sin mission.

Således starter betydningen af Jesu forkyndelse allerede når det lille barn er døbt - eller det burde det. Her tænker jeg på en helt elementær kristen opdragelse.

Johannes Døberen proklamerer, at han kun døber med vand, men Han skal komme, som døber med vand og ånd.

Helligåndens virke og dåben hænger tilsyneladende nøje sammen. Ikke desto mindre er der i Det nye Testamente ikke noget klart vidnesbyrd for denne sammenhæng. Eller mere præcist: Der berettes både om begivenheder, hvor Helligånden kommer før dåben, under dåben og efter dåben.

Måske var grunden til, at Jesus ikke selv døbte, at han mente, at den var ekskluderende?

Og Paulus, hvis dåbsforståelse har afgørende indflydelse på vor dåbsritual i folkekirken, taler faktisk ikke om dåben som noget væsentligt. Paulus er nok mest kendt for hans opgør med Moseloven. Han mente ikke at man blev frelst blot ved at overholde en lov - troen var 'nok'. Det mest markante tegn på lovoverholdelse, når man var (from) jøde, var omskærelsen. Paulus mente med andre ord ikke, at omskærelse var nødvendigt for at blive frelst.

Det interessante her er, at Paulus ikke erstatter tanken om omskærelsen som frelsesvej med dåben! Nej, i stedet for den fysiske omskærelse skulle sættes, at man blev omskåren i hjertet! I forlængelse heraf kunne man passende spørge, om det ikke er vigtigere at blive døbt i hjertet end at blive døbt med vand.

På den baggrund kan man spørge, om det i lyset af Jesu forkyndelse giver mening at sige, at der er dåben, som giver adgang til fællesskab med Gud ('Gudsriget').

Personligt kender jeg en, som er bekendende kristen, forstået på den måde, at han er overbevist om, at Jesus er Guds Søn.

Han er bare ikke døbt. Så lyder spørgsmålet: Gør det ham til mindre kristen? Vil Gud elske ham mere, hvis han bliver døbt?

Ifølge luthersk kirkeforståelse er der en kirke, hvor som helst 'evangeliet forkyndes ret og sakramenterne forvaltes ret'.

Sakramenterne udgøres i folkekirken af dåben og nadveren.

Så i den forstand kan der godt argumenteres for, at dåben er ekskluderende. Som Nørretranders har udtrykt det i At tro på at tro (s. 128): "Hvor jøderne måtte forlange genetisk renhed - at man var jøde, født af en jødisk mor [plus omskærelsen for drenge] - måtte de kristne forlange, at man var kristen, døbt i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Eller sådan blev det i hvert fald. Og dér tåles ingen afvigelse, for det er så blevet det fundamentale, der holder sammen på det hele". Det vil konservative, højreorienterede (fundamentalister - selvom man skal passe på med det ord i dag) kristne, også inden for folkekirken, skrive under på uden forbehold.

Jeg mener dog også, at det vil være utænkelig at have en folkekirke uden barnedåb. Dels giver det en mulighed for en naturlig tilknytning til kirken, dels giver ritualet blandt andet mulighed for at forkynde, hvor markant en rolle barnet som 'forbillede' spiller i Jesu forkyndelse. Berømt er naturligvis den tekst, der læses ved enhver barnedåb i folkekirken - lad de små børn komme til mig, dem må I ikke hindre, thi Gudsriget hører sådanne til!

Derfor giver det heller ingen mening at hævde, at dåben er betingelsen for frelsen - for de små børn hører allerede til Gudsriget, ifølge Jesu eget udsagn! Desuden giver det heller ikke nogen mening, hvis Luthers retfærdiggørelseslæse skal tages alvorligt. Troen vises i handling og holdning overfor næsten, ikke igennem ydre ritualer. Men det står i mine øjne ikke i modsætning til udsagnet om, at dåben er fundamentet for folkekirken - om ikke andet så igennem det faktum, at det er dåben, der giver den enkelte medlemskab af folkekirken, og er det ritual, hvor den lille ny vises frem for meningheden.

Nadver

En nadver indledes altid med indstiftelsesordene:

”Vor Herre Jesus Kristus tog i den nat, da han blev forrådt, et brød, takkede og brød det, gav sine disciple det og sagde: ’Tag det og spis det; dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!’ Ligeså tog han også bægeret efter måltidet, takkede, gav dem det og sagde: ’Drik alle heraf; dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse. Gør dette, hver gang i drikker det, til ihukommelse af mig!’”.

Ved nadveren uddeles brød og vin til hver enkelt deltager, oftest med ordene "Dette er Jesu Kristi legeme. Dette er Jesu Kristi blod".

Oblaterne (brødet) er usyret brød og har præget et billede af Kristus.

Det fortæller både noget om påskemåltidet som liggende i forlængelse af jødernes påskefejring, da brugte man netop usyret brød.

Samtidig viser Kristus-prægningen på hvilken måde, den sidste nadver adskiller sig fra vores nadver i dag. Grunden til, at vi kan præge brødet med Kristus skyldes jo, at vi modsat disciplene kender historien efter nadveren, og har bedre forståelse for, hvorfor nadveren var så skelsættende.

Vi forstår hele tiden nadveren i lyset af Jesu død og opstandelse. I den jødiske påskefejring ligger også en offer-tanke, som er helt forsvundet i den kristne nadver. Den kristne nadver er snarere et mindemåltid. Jesu har på korset en gang gjort fyldest for vore synder, hvorfor vi ikke længere skal foretage ofre. Hverken i gerninger eller ved alterbordet.

Ved nadveren ofrer vi ikke noget, vi tager derimod imod. Dels helt konkret brød og vin, og derigennem netop syndsforladelsen.

Ved jødernes påskemåltid erindredes Israels udvandring fra Egypten. Man husker på den gang, døden gik forbi de dørstolper, der var tilsølet med blod fra et lam. På samme måde drikker vi Jesu blod, som vi jo kalder vinen ved nadveren, for at døden skal gå os forbi ved troen på Jesus som vor Frelser.

Hvorfor fejrer vi stadig nadveren? Jesus har bedt os om at gøre det, for at vi kan tænke tilbage på ham og hans gerninger, og huske på, hvor skelsættende den sidste nadver var dengang.

Hvem kan deltage i nadveren? Det kan alle, og her er det igen værd at vende blikket mod den sidste nadver. For hvem var det egentlig, Jesus sad til bords med. Toldere, syndere, en der ville fornægte ham, en der ville forråde ham, mindst en vantro foruden det. Alle dem, som datiden ikke ville vide af. Toldere, fordi de blev rige af at kræve told/skat ind for besættelsesmagten (romerne). Synderne fordi de var 'urene' ifølge Moseloven.  Toldere og syndere var ikke nogen, som rigtige jøder ville omgås. Ikke desto mindre var det denne personskare, Jesus ifølge evangelierne valgte at holde sit sidste måltid sammen med. Og med hvem han indstiftede den nye pagt ('testamente').

De mange madfællesskaber, som Jesu havde med disse eksistenser, var et markant udtryk for hans forkyndelse.

Sammenlign det med måltidsfællesskabet derhjemme. Hvem har adgang? Hvorfor kunne det lade sig gøre at holde et sådan måltidsfællesskab, som nadveren var udtryk for. Det skyldes selvfølgelig Jesus. Hvor mange selskaber ville kunne lykkes, hvis alle vidste, at man delte bordfællesskab med fornægtere, forrådere, vantro, osv. Mon ikke det ville skabe en rigtig dårlig stemning? Men selvom fortællingen om nadveren er meget dramatisk, så foregår den jo i høj stemning. Selvom Jesus vidste, hvad det var for typer han sad sammen med, så elskede han dem alligevel ubetinget. Disse typer giver han sig selv til igennem brødet og vinen. Han stifter en ny pagt med disse personer.

Måske er det derfor, at det kan virke så rigtigt og naturligt at dele alterbordet i kirken med personer, man aldrig har set før.

Hvad sker der under nadveren? Jesu tilstedeværelse. Jesus bliver så at sige en del af os, vi modtager syndsforladelsen.

Jesus husker på alle vores fejltagelser ved at skrive dem i glemmebogen, så vi kan starte på en frisk. Vi har oplevet at spise sammen med folk, vi ikke kender, og nogen vi måske ikke bryder os om normalt. Og det kan selvfølgelig kun lade sig gøre, fordi det ved alterbordet er Jesus og ingen andre, der er dommeren.

Alle andre steder, er det værten eller værterne, der bestemmer, hvem der er inviteret, hvem der er dømt ude og inde.

Man inviterer jo ikke hvem som helst til en fest.

Men i kirken er alle velkomne.

Hvor man godt kan argumentere for, at dåben kan have ekskluderende karakter, er det i mine øjne umuligt at tolke nadveren sådan. Her spiser man jo sammen!Eller sagt helt kort: Alle er velkommen ved Herrens bord (ved katolsk nadverfejring er kvinder dog ikke velkomne). Her handler det om at spise sammen i stedet for at være sammenspist!

I det hele taget burde man måske lidt oftere tænke på det daglige måltid mad som et hverdagens sakramente.

Luther kæder nadveren sammen med dåben. Nadveren er ikke 'nødvendig', om man så kan sige, men han ser den som liggende i helt naturlig forlængelse af dåben. Man vedligeholder så at sige dåben ved at deltage i nadveren. Dåben indlemmer det enkelte menneske i Guds fællesskab, siger Luther, hvor det nu har mulighed for at spise med ved Herrens bord!

Med en henvisning til min tekst om Tidehverv, vil jeg også her citere et længere stykke fra P.G.Lindhardts bog Det evige liv. Det er en ret befriende tekst, når man betænker hvor mange, uendeligt mange, teoretiske diskussioner, man igennem tiden har haft om nadveren og dets væsen:

“Men Jesus siger: “Jeg er livets brød, den som kommer til mig, skal ikke hungre, den, som tror på mig, skal aldrig tørste”. Hans nadver bygger altså på tro og ikke andet. Altså skal man da alligevel tro på, at dette brød og denne vin er Jesu legeme og blod, enten i en ubegribelig bogstavelig eller i en billedlig forstand? Ja, forsåvidt det gælder, hvad De i så henseende skal tro på, d.v.s. have en mening om, så kan De, min tilhører, tro på, hvad De vil. Hvad De vil mene om dette brød og denne vin, det bliver ganske Deres egen sag. De kan anlægge den anskuelse, der passer til Deres temperament og stilling i samfundet, ganske som De har lyst til. Og skulle De komme i vanskeligheder med en anskuelse, der passer Dem, så har jeg kendskab til en ret omfattende litteratur, som behandler nadveren, og det skulde da være mærkværdigt, om vi ikke i dette velassorterede lager af anskuelser kunde finde en, som også De kunde være fornøjet over at gå rundt med. Men der var jo måske også den mulighed, at De, højtærede samtidige, for en gangs skyld kunne høre efter, hvad der blev sagt: Jeg er livets brød, den, som kommer til mig, skal ikke hungre, den som tror på mig, skal aldrig tørste. Jeg - siger han - ikke dette brød, ikke denne vin, ikke disse anskuelser derom, ikke disse forklaringer derpå - men jeg, jeg er livets brød. Og da er det, der sker ved nadveren, ikke sært og mærkeligt, i alt fald kun af den grund, at nadverens triste historie har gjort det sært. Ham alene drejer det sig om, ham alene er det, som forkyndes ved denne handling, som han forkyndes ved vore ord ham alene. Med brød og vin sker der ingenting; med dem, som samles, heller ingenting; brød er brød, og vin er vin, og de mennesker, som fik det, går hjem, som de kom. De fik ikke attest for dydig optræden eller for oprigtig tro, de blev ikke sikret på nogen som helst måde, de blev ikke lidt mere hellige end før, der blev ikke opbygget en stump af opstandelseslegemet i dem, så de lidt bedre kan klare dødens istaphånd, den skal nok kvæle dem endda; de blev heller ikke optændt af nogen påfaldende kærlighed til hinanden; med dem skete der kort sagt så lidt som med brød og vin, men de fik et ord at høre, et ord fra ham, der er livets brød. Det blev sagt til dem, som hele hans liv og al hans tale skulde sige til alle. De troede måske, at de gik til alters for at opleve det særlige, men de gik hjem og vidste, at de havde fundet det almene, det almengyldige. Og da var det jo tænkeligt, at man en dag slet ikke med altergang forbandt alt det, som man skal tro på og have rigtige meninger om, og det kunde tænkes, at man slet ikke mere lagde nogen vægt på, hvor personlig og hvor inderlig denne tro var, og hvilke udslag den gav sig i stemning og følelse. Det kunne tænkes, at man i den grad kom til at se sandt på sig selv, at man glemte alt andet, alt det, man havde brugt til at betrygge sig med og slet ikke vidste af andet end det ord fra en gammel nadversalme: “det er mig nok, hans ord at tro”. Tro, ja, høre hans ord og tage sig det til hjerte, med hele sin tillid holde sig til ham, der siger: Den, som tror på mig, skal ikke hungre” (s.33-35).