Brian Patrick McGuire, "Da himmelen kom nærmere", s. 100f:

 

"Den moderne læser kan selvfølgelig sætte spørgsmålstegn ved hele beretningen og hævde, at et menneske umuligt kan bære gloende jern uden at tage skade af det. Men kendsgerningerne er af underordnet betydning, for det vigtigste er, hvordan samtidens mennesker opfattede begivenheden. Og de var imponerede. Det ligger også lige for at mene, at Harald og Poppo rottede sig sammen og aftalte et rask lille mirakel. Dette gav Harald den "undskyldning", han havde brug for, for at kunne antage kristendommen, på et tidspunkt hvor han vidste, at det politisk var nødvendigt at gå over til den nye tro. Sådanne forklaringer overfører imidlertid moderne tids kynisme på middelalderens mennesker, som oprigtigt troede på Guds indblanding i jordiske anliggender. Hvis vi på den måde ser bort fra religionens centrale placering i middelalderen, bliver det umuligt at forstå epokens mennesker og kultur".

 

Og samme, s. 105:

 

"I en moderne tolkning af Harald ses han som en dygtig politisk figur, der valgte kristendommen, fordi han fandt det opportunt at alliere sig med den stærkeste magt i Europa, ottonerne. Han var utvivsomt en dreven politiker, som vidste, hvad der skulle til, men der bør samtidig gives plads til opfattelsen af en mand, som var modtagelig for en ny og mere optimistisk forståelse af lægmandens mulighed for at opnå frelsen. Adam af Bremens beskrivelse af kongen som en hellig mand advarer mod at forenkle Haralds person. Han var måske ingen martyr, men i mødet med Poppo kan Harald have fundet vej til Gud og det hellige. Oplevelsen ændrede hans liv og gav ham mod til at tage skridt til at vælge den kristne tro. Danernes kristning er i allerhøjeste grad et vidnesbyrd om virkningerne af Harald Blåtands omvendelse til den nye tro".