Anders Lindegaard: VM-slutrunden forklarer verden

VM dokumenterer, at fodbold – som alt andet – er blevet globaliseret.

Tre af slutrundens fire semifinalister var forventelige.

Tyskland med VM’s bredeste trup, Brasilien med hjemmebanefordelen og Argentina med Messi.

Holland var på forhånd et stort spørgsmålstegn, men har leveret resultater med taktisk snilde, stram organisation og kontrafodbold på højt niveau. Herfra er banen kridtet op til et opgør mellem Europa og Sydamerika.

Sydamerikanere har skuffet

En målrig indledning på turneringen er blevet afløst af et mere kontrolleret og nervøst slutspil. Det virker, som om forhåndsfavoritterne fra Brasilien og Argentina har været bange for et tidligt exit i en sådan grad, at deres frigjorthed er forsvundet.

Da Brasilien kom foran 2-0 mod Colombia, lavede de ikke andet end at losse bolden væk, hver gang de fik den. Ikke ligefrem joga bonito. Argentina har indtil videre været alt andet end overbevisende.

En løs bold mod Belgien blev hamret ind af Higuain, og så blev der eller forsvaret. Tyskland slog Frankrig 1-0 i en mildest talt tam forestilling. Og Holland gik videre efter straffespark mod upåagtede Costa Rica.

Min personlige favorit fra før turneringen startede – Brasilien – mistede i kvartfinalen deres udråbte Messias. Neymar brækkede ryggen i noget, der mindede mere om et overfald end en tackling.

Omvendt fik de Willian, der i mine øjne har været en af turneringens bedste spillere indtil videre, tilbage fra karantæne til semifinalen i går.

Tror på europæisk verdensmester

Som selvudnævnt fodboldekspert er det alt andet end nemt at finde en åbenlys favorit. Jeg synes ikke, der er ét hold, der har strålet over alle andre eller vist tegn på stigende formkurve op til finalen.

Jeg holder dog fortsat fast i min tese fra tidligere om, at Argentina og Brasilien ligger godt til Holland.

Derfor tror jeg på, at vi får en europæisk verdensmester, hvad end det er Holland eller Tyskland.

Forskellene har aldrig været mindre

I løbet af slutrunden er der én tendens, jeg ikke har kunnet undgå at bide mærke i.

Det er utrolig svært at se de forskellige landes tilhørsforhold i måden, de spiller fodbold på. Hollænderne spiller ikke længere hollandsk. Tyskerne ikke tysk. Brasilianerne alt andet end brasiliansk. Englænderne forsøgte sig med korte afleveringer. Og italienerne var foran 1-0 uden at vinde 1-0.

Vi lever i en globaliseret verden, hvor forskellen på verdensdele aldrig har været mindre.

Globaliseret setup

I Argentina leger børn med lego, mens vi i Danmark spiser bøffer fra argentinsk kvæg. Jeg sidder og skriver min klumme i en sofa fra Italien på en Mac, der er designet i Californien og samlet i Kina.

Både mine bukser og min T-shirt er fra Frankrig, mens mine strømper er lavet af et svensk selskab på en fabrik i Kina. Mit fjernsyn fra Sydkorea kører i baggrunden med en fodboldkamp, der sikkert har over en halv milliard seere fra hele planeten.

Ved siden af mig dufter en kaffe, der er plukket i Afrika og brygget på en maskine fra Tyskland. En filosofisk tanke fortæller mig, at både i Beijing og New York sidder der en fyr med nøjagtig samme globaliserede setup.

Samme tag-selv-bord til rådighed

Med United er vi hver sommer på pre-season tour. Jeg har besøgt Bangkok, Shanghai, Sidney, Seattle, Cape Town, Hongkong og Stockholm, bare for at nævne nogle af dem.

Fælles for alle steder er, at man kan købe de samme møbler, det samme tøj, samme elektronik, og man kan få en Coca-Cola. Tilbuddene til borgerne er stort set de samme, uanset hvilken verdensdel vi har besøgt.

På samme måde som vi mennesker, uanset hvor vi bor, har samme tag selv-bord af produkter til rådighed, har fodbold også gennemgået en globalisering.

Globaliseret slutrunde

Brasilien spiller ikke længere sambafodbold. Den klassiske opfattelse af den ’glade’ brasilianske hæl og tå-fodbold er afløst af en organiseret, moderne tilgang.

Englænderne spiller ikke længere ‘kick and rush’, selv om de vel er det eneste hold, der under slutrunden har spillet en nationaltraditionel opstilling i deres klassiske 4-4-2-system.

Hollændernes traditionelle boldbesiddende totalfodbold er afløst af en kontrabaseret stram organisation. En taktik, der er løbet ind i meget kritik, men ikke desto mindre har banet vejen for deres semifinaleplads.

Tyskernes klassiske evighedsdieselmaskine er blevet skrottet til fordel for en helt anden type boldbesiddende teknisk fodbold.

Tilgangen til fodbold er blevet et slaraffenland, hvor de nationale og regionale karakteristika er blevet udvisket og afløst den enkelte træners ideologi og de generelle globale tendenser.

Det er en logisk udvikling, der i bund og grund afspejler den verden, vi lever i. Nostalgikeres vil sikkert mene, det slår noget af charmen ved fodbold ihjel, men ligesom globaliseringen i samfundet er kommet for at blive, er den det garanteret også i fodbold.

Taget fra Politikens netavis den 9. juli 2014

Sørine Gotfredsen: En fornemmelse for skabelsen

Der er blevet sagt og skrevet meget om det VM i fodbold, der nærmer sig afslutningen i Brasilien.

Det har rummet sine tankevækkende øjeblikke, og et af dem opstod, da Luis Suárez fra Uruguay satte tænderne i en modspiller og blev smidt ud af turneringen.

Straks opstod diskussionen om, hvorvidt denne handling er mere foragtelig end så meget andet af det, der foregår på en fodboldbane. Som for eksempel da colombianeren Juan Camilo Zuniga i kvartfinalen brutalt jog sit ene knæ i ryggen på Brasiliens Neymar, så denne brækkede en ryghvirvel og endte turneringen i en lægehelikopter.

Gennemgående er holdningen dog, at et bid er værre end nærmest alt andet, fordi det er helt ude af kontekst, blottet for værdighed og trækker mennesket ned på det lavest tænkelige niveau. Nemlig dyrenes.

Men hvad grunder den antagelse egentlig i? Hvorfor fastholder man i en tid så dybt præget af naturvidenskabeligt livssyn, rationalitet og gudløshed som vores, at mennesket helt grundlæggende er noget andet end dyrene? Hvad fæstner man tanken i?

Disse overvejelser har Luis Suárez levendegjort, og blandt andre har Weekendavisens begavede Joakim Jakobsen forholdt sig til dem.

Han begrunder sin intense fordømmelse af Suárez’ bid med, at det er »ubegribeligt« og »umandigt«, hvilket dog ikke opløser spørgsmålet om, hvorledes det adskiller sig fra andre umandige og ubegribelige handlinger i kampens hede.

Når hverken Joakim Jakobsen eller andre har formået at sætte tilstrækkeligt dækkende ord på deres bestyrtelse, har det at gøre med, at de ikke synes at inddrage selve skabelsens aspekt.

De forbliver i mere verdslige termer, for det gør langt de fleste i en epoke, hvor mennesket ikke ses som skabt med intention, men snarere som et væsen tilvejebragt ved et tilfælde.

Så når man alligevel vil understrege menneskets særstilling, findes der reelt ikke noget at henvise til udover forargelsen ved at se det overskride en grænse.

Hvorpå tankerækken snart strander i golde gentagelser af, hvor grotesk det er at se et menneske opføre sig som et dyr.

Men det hjælper ingenting, man går i ring, for grænsen har man jo selv sat, når man ikke henfører den til en myndighed uden for sig selv. Man forarges ud i den blå luft.

Således afslører Suárez’ opførsel noget væsentligt. Nemlig, at mens mange instinktivt fastholder, at mennesket er væsensforskelligt fra et dyr, kan det ikke seriøst begrundes, fordi tanken om en guddommelig intention bag mennesket ikke længere er en del af samtalen.

Som den til gengæld på smuk vis er hos teologen K. Olesen Larsen (1899-1964), som skriver: »Naturen er i Guds hånd, men mennesket gav han frihed til at være det. Og derfor er naturens liv nødvendighed, men menneskets liv er ansvar; derfor er naturens liv udfoldelse, men menneskets er afgørelse.«

Alle kan se, at Luis Suárez i angrebet på Chiellini svigtede sit ansvar og underlagde sig naturens primitive nødvendighed, og vi forarges dybt.

Forargelsen ender imidlertid blindt, når den er uden en erkendelse af, at menneskets helt særlige etiske opgave er givet fra højere sted.

Men Suárez har bestemt lært os noget vigtigt. Nemlig, hvordan mange også i 2014 intuitivt antager, at mennesket er skabt med en åndelig særstilling. Hvad enten vi vil sige det højt eller ej.

Taget fra Berlingskes netavis, lørdag d. 12. juli 2014