Island har allerede vundet

LEDER, den 3. juli 2016

Islands præstation ved dette EM fortæller historien om et land, der har rejst sig fra støvet og er på vej mod en lysere fremtid.

Når Islands EM-hold i aften spiller mod Frankrig, vil landets nyvalgte præsident, Gudni Johannesson, være på plads på Stade de France i Paris.

Men han vil ikke sidde sammen med sin franske kollega i vip-logen og sippe champagne. Nej, Johannesson ifører sig sin blå fodboldtrøje og stiller sig sammen med de islandske fans. På den måde bidrager han til den fascinerende fortælling om det moderne Island, der bliver skrevet i disse uger. Det er en fortælling, der transcenderer fodbold. Og det er en fortælling, der har potentialet til at genrejse Island og lede landet i en ny periode af politisk stabilitet efter det mest turbulente årti i den unge nations historie.

Islands succes ved EM er en sensation, men den er ingen tilfældighed. Som Politiken har beskrevet i reportager fra Island, bygger fodboldeventyret på mange års fokuseret talentudvikling og benhårdt arbejde. Island har flere højtuddannede trænere per indbygger end noget andet land.

Det er en politisk solstrålehistorie i en tid, hvor frustrerede vælgere i både Europa og USA ellers samles om utroværdige populister uden realistiske bud på at læse globaliseringens udfordringer

Det er den investering, der nu udløser forbløffende resultater. Budskabet er vigtigt i et land, der for få år siden var ved at nedsmelte, efter at skruppelløse spekulanter havde opbygget en gæld, der var mange gange større end landets samlede økonomi.

Politisk har Island også været ude i tovene. Det er blot to måneder siden, at statsminister Sigmundur Gunnlaugsson måtte gå af, efter at Panama-papirerne havde afsløret, at han ejede et selskab i skattely. Til efteråret skal der være valg, og målinger spår et kanonresultat til Piratpartiet, der går til valg på løfter om åbenhed og grundlovsændringer, der skal hindre en ny finanskrise. Det er en politisk solstrålehistorie i en tid, hvor frustrerede vælgere i både Europa og USA ellers samles om utroværdige populister uden realistiske bud på at løse globaliseringens udfordringer.

I aften er Island igen undertippet mod storfavoritterne Frankrig. Vi stiller os sammen med præsidenten blandt de islandske fans og istemmer et HUH! Uanset resultatet har Island allerede vundet.

Taget fra politikens netavis.

I aften hepper jeg på Island

Af Uffe Ellemann-Jensen, 3. juli 2016

Når man kender og elsker Island, forundres man ikke over, at islændingene er nået til tops i EM. Og man vil heller ikke forundres, hvis de formår at blive stående på begge ben, hvis de skulle blive tromlet ned i løbet af de to sidste spring op mod den øverste top.

For islændinge rummer urkræfter, skabt i den stadige kamp mod en ubønhørlig natur, siddende på kanten af to kontinentalsokler, der skurrer mod hinanden, og lejlighedsvis åbner huller til jordens glødende indre. Læs Haldor Laxness’ vidunderlige ”Frie mænd”! Når man kender historien om Bjartur fra Sommerhuse forstår man pludselig, hvorfor denne lille nation ikke blot har overlevet under barske naturgivne vilkår, men også er blevet et af Verdens rigeste og stærkeste demokratier, med stærke kulturelle traditioner – og med en selvbevidst og indædt stædighed, der ikke godtager mellemting.

Historien har også givet islændingene en barsk behandling. De mange år under dansk styre var ikke en ubetinget velsignelse, for nu at sige det pænt. Det var et hårdt liv og en karrig tilværelse, og da Island kom ud af Anden Verdenskrig som selvstændig nation, var armoden stor. Så meget mere må man beundre islændingene for, at de holdt ud – og skabte deres mønstersamfund på trods af alle snærende bånd og vulkanske udbrud.

Evnen til at stå på to ben opleves i dagens Island, som endnu er plaget af den reelle statsbankerot i kølvandet på finanskrisen og islandske finansmænds dumdristige spekulationer. Der står stadig halvfærdige bygninger og forfalder rundt i bygderne, andre er færdige men endnu ikke udlejet. Og det har sikkert passet islændingene udmærket at banke netop englænderne i fodfold – for var det ikke den britiske regering, der anvendte terrorlovgivningen mos Island, da der opstod tvivl om, hvorvidt britiske bankindskud i islandske banker ville blive indlæst? Og var det ikke briterne, der under torskekrigen for mange år siden sendte Royal Navy mod ubevæbnede islandske inspektionsskibe? (Torskekrigen vandt islændingene som bekendt også, takket være snilde og udholdenhed).

Men selv om følgerne af finanskrisen stadig plager Island, og giver anledning til rystelser i det politiske system, har man i hovedstaden haft kræfter til at opføre et prægtigt kulturpalads til musik og sang. Reykjavik rummer også nogle restauranter i verdensklasse. Men det er ved et langt mere ydmygt spisested, man hjertensgerne står i kø en halv time i silende regn for at få ”eina med öllu”: Det er en pølse med den særlige hemmelige dyppelse, som ubeskedent kaldes verdens bedste, selv om pølseboden mindre prangende blot kaldet ”bæjarins beztu pylsur” (byens bedste pølser).

Denne blanding af ydmyghed og selvbevidsthed går igen i historien om den islandske bonde, som havde bygget en lille kirke ved sin gård, og i indgangsbønnen derfor altid sagde: – Herre, vi er gået ind i dette Dit og mit hus…

Romanen ”Frie Mænd” er historien om den kompromisløse frihedssøgende mand, der som en Job er oppe mod kræfter, han ikke kan magte – men som i al elendigheden og alle nederlagene finder frem til de værdier, han ønsker at bygge sit liv på. Og derfor ender den trods elendigheden med det stolte budskab om aldrig at give op. Aldrig lade sig kue. Aldrig opgive drømmen om frihed og sejr.

Det er sådan en holdning, der ligger bag succesen på den europæiske grønsvær. Spillerne er som den islandske polarterne, der forsvarer sine interesser med et gåpåmod og en fornuftsstridig heroisme, der har givet den kælenavnet ”polsk kavaleri”. Hvis man blot én gang har været angrebet af en terne, som skriger sit angrebsråb ”Kria!”, mens den dykker ned mod den formastelige lystfisker, der er kommet for tæt på, så fornemmer man også, hvordan de franske spillere vil føle det, når HUH!-brølet lyder fra kæmperne fra det høje Nord.

I aften krydser jeg fingre og tæer for Island!

Taget fra hans blog på Berlingske