Fodboldspillets tæppefald

Slutspil. »Mennesker elsker fodbold, fordi spillet styrker troen på, at vi faktisk kan skabe en vis orden,« skriver Sørine Gotfredsen i femte og sidste bidrag fra det danske forfatterlandshold.

Når man tænker tilbage i tiden, erindrer man måske øjeblikke, der forvissede én om, at man elskede fodbold. Her tænker jeg ikke så meget på følelsen af selv at være til stede på det grønne græs, skønt den er uforlignelig og kan blive hos én som en erfaring af usårlighed, man har svært ved at opleve på anden vis. Der er noget særligt ved det græs og duften fra det. Nej, jeg tænker i stedet på øjeblikke, hvor man så andre optræde på fodboldbanen.

Selv husker jeg en VM-kamp i 1986, hvor tyskerne mødte Uruguay, tror jeg, det var, og landstræner Franz Beckenbauer 20 minutter før tid sendte den erfarne kaptajn Karl-Heinz Rummenigge på banen. Han var på det tidspunkt 31 år gammel og udstrålede så stor autoritet, at den for nylig afdøde fodboldekspert Tommy Troelsen på DR-skærmen bemærkede, at Karl-Heinz Rummenigge først og fremmest blev sendt på banen for at sprede »skræk og rædsel«. Det gav stor mening i mine ører. Karl-Heinz Rummenigge luntede ind på banens midte, hilste på tilskuerne med en rolig løftet hånd og sendte kort efter et langskud afsted, der strøg lige over mål. I de sekunder vidste jeg, at jeg bare elskede fodbold, og at det havde at gøre med begrebet livskraft. Med få bevægelser udstrålede Karl-Heinz Rummenigge nemlig dette til overmål.

Fodboldspillets mange tekniske finurligheder sagde mig ikke så voldsomt meget, og jeg var som udgangspunkt ret ligeglad med, om holdene scorede eller ej. Jeg har aldrig følt den store begejstring for tre-fire hurtige afleveringer og nogle smarte driblinger, da alt dette forfinede fodarbejde kan minde så meget om kåde dansetrin, at noget af tyngden i kampen går fløjten. En 0-0-kamp kan sagtens være o.k. med mig, hvis blot den rummer nogle spilleres åbenlyse viljes-manifestation. Der skal være nogen, der træder ubetinget ind i livet og sætter æren og udholdenheden på spil, meget i stil med Søren Lerby i gamle dage, denne indiskutable drivkraft. Nok er der tale om et hold, men på fodboldbanen slås enhver spiller også på sit eget areal for den personlige ære, som mænd ifølge min erfaring oftere end kvinder vil strække sig meget langt for at beskytte. Af samme grund kommer jeg næppe nogensinde til at interessere mig for kvindefodbold, da der her mangler psykologisk intensitet. Til gengæld har jeg ofte siden teenageårenes Rummenigge-fascination spurgt mig selv, hvad der mon i løbet af livet sker med ens forhold til fodbold.

Ofte hylder vi det som noget prisværdigt, at visse ting gennem alle årene på denne jord forbliver uforanderligt i ens sjæleliv, men samtidig bør man altid stræbe efter at forstå mere. Også angående fodbold.

Her kunne man muligvis mistænke mig for at være én af dem, der forbinder fodbold med kunst eller filosofi og ser det som et dybt eksistentielt fænomen. Det gjorde jeg faktisk også en overgang, det erkender jeg, for det er så frygtelig fristende at klistre store ord på det, som tusinder elsker, og på den måde fremstå som én, der formår at forbinde det folkelige med en form for metafysik.

Den lyst er dog i store træk for mit vedkommende forsvundet, hvilket anede mig ville ske, allerede da forfatter Niels Barfoed i vores fælles fortid på Det Fri Aktuelt fandt det temmelig fjollet, at vi en overgang prøvede at fusionere kultur og sportsstof. Niels Barfoed rystede på hovedet og mindede om, at de to ting ikke har meget med hinanden at gøre, og siden har jeg kun givet den kloge mand ret.

Men trangen til at intellektualisere sportsgrene som især boksning, cykelløb og fodbold har utvivlsomt at gøre med mænds iver efter at iføre den drengede, spontane begejstring en finere klædedragt. Allerværst er her ideen om, at en fodboldkamp minder om en gudstjeneste, fordi den rummer sange, ritualer, en slags katedral samt væsner, der ophøjes som guder, og når den tidligere spiller og træner Troels Bech udtaler, at »fodbold skal ophøjes«, tør jeg godt hævde, at han ville få kvaler med at præcisere, hvad det skal ophøjes til.

Men naturligvis er der på en fodboldbane basal symbolik på spil, ret skal være ret, og fodboldspillet er med til at minde os om livets store uforudsigelighed og en vis menneskelig afmagt. Dette understreges ikke mindst af, at spillerne må forlade sig på de klodsede fødder, modsat håndboldspillerne, der med hændernes overlegne brug har anderledes styr på tingene. Føddernes kamp er fyldt med vilkårlighed og tumult, og midt i det evigt potentielle kaos på fodboldbanen kan kampen ses som billedet på, hvordan vi uden ophør må prøve at skabe systematik i livet. Min grundlæggende påstand er dermed, at mennesker elsker fodbold, fordi spillet styrker troen på, at vi faktisk kan skabe en vis orden. Ad den vej kan man måske endda blive overbevist om, at det er nødvendigt at udfylde sin plads, for at vi kan leve sammen, og således fungerer sporten i den moderne verden som en central kilde til den følelse af brændende nødvendighed i livet, der kan være svær at opretholde midt i sekulært herredømme og åndelig forglemmelse.

Når fodboldspillet nu gennem cirka 150 år har placeret sig så dybt i menneskets følelsesliv, kunne det tyde på, at det simpelthen er blevet til et af vor tids største modsvar til den eksistentielle rådvildhed, der i nogenlunde samme historiske epoke har bredt sig. Ikke mindst i Europa. Fodboldspillet leverer trøst og fylde i det moderne åndelige tomrum, og når vores nye landstræner, Kasper Hjulmand, siger, at en fodboldkamp udgør en parallel til selve livet, vil jeg hævde, at det forholder sig noget anderledes. En fodboldkamp udgør en parallel til alt det, der er mindre end livet, men som vi ophøjer, fordi vi har brug for at mærke, at noget er definitivt vigtigt. Fodbold er blevet så ekstraordinært stort, fordi det i vor tid imødekommer menneskets længsel efter livsfylde.

Derfor vælter følelserne og ordene i ekstrem grad frem, når den sande alvor melder sig på banen. Da Christian Eriksen faldt om med hjertestop i EM-kampen mod Finland, fik jeg i dagene efter den tanke, at mange ubevidst har ventet på anledningen til at få tingene genindsat i det rette perspektiv. Der var tale om et decideret tæppefald angående fodboldspillets opstyltede mytologi, da Christian Eriksen sank til jorden.

For midt i den voldsomt sentimentale lykkerus, der har hærget siden 12. juni og Christian Eriksens genoplivning, og som i øvrigt med ét har gjort det legitimt at være drivende nationalt sindet, er én bestemt sætning gået igen. Om og om igen er det blevet konstateret, at noget er vigtigere end fodbold. Det er, som har vi i samlet flok længtes efter punktet, hvor dette én gang for alle kunne blive slået fast, og man aner næsten følelsen af befrielse ved at sige det.

Når det føles så betydningsfuldt at understrege noget, der er så selvfølgeligt, kan det hænge sammen med en forlegenhed over, at vi har ladet fodboldspillet vokse sig til så stort et fænomen, at proportionerne er skredet. Det er jo det, der sker, når en sportsgren ophøjes som livsindhold, alt imens stjernerne tjener groteske pengesummer, og bagmænd lader sig korrumpere i magtfuldkommenhed, og den oprindelige og smukke begejstring gradvist overskygges af en masse grimme kræfter.

Når en spiller falder død om på banen, græder tilskuerne ikke kun i chok over at overvære noget så frygteligt. De græder også over det tragiske sammenstød mellem denne helt håndgribelige kamp for et menneskeliv og alt det, vi lokkes til at forveksle med selve livets mening. Vi græder over, hvor nemt vi kan forføres, og mens der kan siges meget pænt om vores landstræner, der virkelig ønsker at genetablere landsholdet i danskernes hjerter, hvilket i disse dage er lykkedes langt over forventning, understreger hans påstand om, at en fodboldkamp udgør en parallel til livet, hvor nemt vi kan fare vild.

Med Christian Eriksens fald blev den store illusion skudt i stykker, livets sande alvor tonede frem, og vi fik mulighed for at forstå, at fodboldspillet ikke udgør en parallel til livet, men til alt det, der er mindre end livet.

Men hvad med mig selv og min begejstring ved at bevidne livskraften, da Karl-Heinz Rummenigge løb på banen i Mexico i 1986? Jeg kan stadig genkende følelsen, men ikke helt som før, for den mest hudløse indlevelse er blevet slidt væk, tilværelsens øvrige dimensioner har lagt sig hen over den, og fodboldspilleren som person er blevet for rig og for glat og for fjern. Karl-Heinz Rummenigge er for længst gået på pension, mens andre nu udfolder sig i rollen som livskraftens centrum på fodboldbanen, og ved synet af folk som Kasper Schmeichel og engelske Harry Kane og andre, der med deres nærvær kan inkarnere et helt holds identitet, prøver jeg at fastholde en del af følelsen af inspiration og opmuntring ved at erfare livskraft i andre, når jeg har svært ved at mærke den hos mig selv.

Vi må med al magt søge tilbage til en form for simpelhed, for en fodboldkamp kan på så smuk vis skabe styrke i os, og når vi for tiden oplever tegn på folkeligt oprør mod afstumpethed og pengenes magt i UEFA og FIFA og planerne om en lukket europæisk superliga, er det i sidste ende frygten for at miste en kilde til livskraft, der rører på sig. Vi ved nemlig godt, at hvis fodboldspillet bliver ved med at vokse sig for stort og kommercielt og komisk overfortolket, vil næringen fra det blive mere og mere udpint, hvad enten dette forårsages af primitive pengemænd, intellektuelle dagdrømmere eller andre, der vil løfte spillet højere op, end det kan bære.

Ved fodboldspillets tæppefald, hvor en spiller pludselig falder død om på banen, blottes hulheden i alle de store formuleringer og den oppustede forretning omkring fodboldspillet, der gennem så mange år har ledt os på vildspor. Og måske befinder vi os nu der, hvor vi er klar til at begynde forfra. For der er noget særligt ved det grønne græs. Og duften fra det. Måske er vi snart klar til at begynde forfra med helt almindelig spontan glæde over at se en fodboldkamp. Med helt almindelig spontan glæde over at være i live.