ESSAY: Gid Alphabeat og EM-holdet havde givet os en rigtig tabersang!
Felix Rothstein
- JUNI 2021
Vindermentalitet sikrer sejre på fodboldbanen, men den gode slutrundesang ser nederlaget i øjnene og omfavner skuffelsen. Det har hverken Alphabeat eller deres kritikere forstået.
Politikens tegneserieanmelder og – har det vist sig – fodboldsang-elsker leder i dette essay efter svar, som måske findes i to britiske sange fra 90’erne.
Det var helt forudsigeligt, at Alphabeat fik røven på komedie i kommentarspor over hele internettet, da deres officielle slutrundesang til EM i fodbold blev lanceret i sidste uge.
For mens de fleste avisanmeldelser var enige om, at sangen er fængende, men uoriginal, var hovedparten af kritikken fra lyttere og landsholdsfans forhåndsforarget forud for Danmarks første kamp på lørdag. »Lyrisk ebola«, lød dommen endda fra en bruger på YouTube.
Men den mest interessante tendens i kritikken på Facebook, Instagram og YouTube gik på sangens manglende vindervilje.
Her skrev brugere, at ’Danmarks Dynamite’ er »en middelmådig sang, der lægger op til, at man skal acceptere et nederlag«, og en »total fiasko (...) der er ikke det, der ligner eller lyder som om, man virkelig ønsker at vinde noget som helst«. Eller: »Tonelejet går bare så langt ned hele tiden, at følelsen er, som man lige har fået en mavepuster ved at have tabt 0-3«. Og i Ekstra-Bladet sekunderede musikanmelder Thomas Treo lytterstormen, da han skrev, at det er »en tabersang«.
Men gid ’Danmarks Dynamite’ havde været en tabersang!
For selv om spillet på banen handler om at vinde, handler sportens store fortællinger ofte om at tabe.
Og den intelligente slutrundesang er den, der ser skuffelsen og smerten i øjnene. Det er nederlagene og håbet om en dag at vende dem til sejre, der skaber store fortællinger og drømme, som får millioner af fans til at rejse sig i protest, når deres favorithold vil profitmaksimere i udbryderligaer.
Kun én vinder
Som kulturfænomen lever fodbolden nemlig af sin forhistorie, og den historie består af flere nederlag end sejre. Det lyder måske bagvendt, men i en slutrunde er der kun én vinder og mange tabere, og det er alle ’lige ved og næsten’-oplevelserne, der får os til at vende tilbage med samme håb – og samme bittersøde stik af den lurende skuffelse – turnering efter turnering.
Derfor er den slutrundesang, som rummer nederlagets melankoli, smukkere end den, der uanfægtet udråber vinderen af det hele, inden turneringen overhovedet er gået i gang.
Teksten er Frankenstein-agtigt stykket sammen af referencer til tidligere slutrundehits, mens militære metaforer fra Danmarks fortid som maritim stormagt stridslystent hober sig op i andet vers
Og derfor burde Alphabeats sang have været kritiseret for mest af alt at være endnu en version af skolegårdsråbet ’Vi er de bedste, os kan ingen tæske’.
Teksten er Frankenstein-agtigt stykket sammen af referencer til tidligere slutrundehits, mens militære metaforer fra Danmarks fortid som maritim stormagt stridslystent hober sig op i andet vers.
En »optimistisk jolle bli’r til en fregat / når Danmark stævner ud, og kanonerne er ladt«, og så er det lige før, de gamle søhelte Tordenskjold og Niels Juel må op på dækket og gøre honnør.
Det er der ikke meget tabermentalitet over.
Alt der, der kunne have været
De bedste eksempler på god tabermentalitet i slutrundesange er – selvfølgelig – britiske. Da England i 1996 var værter for EM, var det 30 år siden, de blev verdensmestre – også dengang på hjemmebane. I mellemtiden havde de ikke vundet noget som helst og kvalificerede sig ikke engang til VM i ’94. Men nu skulle fodbolden vende hjem, og sommerens entydige hit blev en bittersød hyldest til alt det, der kunne have været, men som ikke blev.
’Three Lions On A Shirt’ af komikerduoen David Baddiel og Frank Skinner og bandet The Lightning Seeds blev alletiders bedste slutrundesang.
Sangen er charmerende og medrivende fra første vers, selv om skuffelsen næsten er uundgåelig på forhånd. Men fodboldhistoriens lysglimt viser, at håbet aldrig er døet ud: »30 years of hurt / never stopped me dreaming«. Musikken balancerer elegant forsigtighed mod optimisme, mens koret, mere håbefuldt end forventningsfuldt, synger: »It’s coming home / football’s coming home«. Fodbolden kom dog ikke hjem, England røg ud i semifinalen, og denne sommer er det 55 år siden, fodboldens hjemland sidst vandt noget.
To år senere genbrugte England ’Three Lions On A Shirt’, og i dag er sangen stadig det fodboldhit, der stryger til tops på hitlisterne, når der er slutrunde.
Men det er hos naboerne fra Skotland, man finder den melankolske fodboldballade over dem alle.
VM i 1998 var skotternes niende slutrunde, og det blev også den niende, hvor de ikke gik videre fra gruppespillet. I år kan blive tiende gange i træk.
Del Amitris ’Don’t Come Home Too Soon’ er lige så aktuel i dag som for 23 år siden med sin hyldest til outsideren og til den usandsynlige bedrift. Og til den nervøsitet og skuffelse, der følger alle fodboldfans.
Omkvædets bøn rummer det smerteligt smukke i at holde med et dårligt hold, at komme fra et lille land: Lad nu bare være med at komme for tidligt hjem! Ikke noget krav om at vinde, bare et håb om lidt flere dage at håbe i. »Even longshots make it«, synger de. I sangens C-stykke bliver det beskedne ønske skåret helt ind til benet: »If I have a dream at all it’s that for once you won’t be on that stupid plane«.
Nederlagene lærer os at drømme og forlænger kampens kondenserede spænding ud i evigheden med et ’hvad nu hvis?’, der på én gang er fuld af håb og født til at blive skuffet. Dét er smukt.
Fællesskab og festlige fans
Danmarks fodboldhistorie er ligesom den skotske også en (dog mere succesfuld) outsiderhistorie.
De færreste husker Flemming Antonys ’Rød-hvide farver’ fra OL i ’72 – den første danske slutrundesang – eller Birthe Kjær, B-Boys og Safri Duos horrible ’Vi’ fra Danmark’ fra EM i 2004.
Til gengæld er ’Re-Sepp-ten’ fra VM i ’86, hvor Frank Arnesen sang for i Dodo & the Dodos’ landeplage blevet folkeeje.
For de fleste er det genrens uantastelige højdepunkt og uden tvivl den slutrundesang, de fleste kender og elsker. Det er den, der bliver spillet i Parken, når landsholdet scorer, og i 2016 var sangen endda med i Det Kgl. Teaters koncertopsætning af Højskolesangbogen. I selve Højskolesangbogen er den ikke at finde. Endnu.
Slutrunden i ’86 var Danmarks første VM, og ’Re-Sepp-ten’ er outsiderens første skridt ind på verdensscenen. Den er i højere grad en sang om sammenhold, fællesskab og festlige fans end en sejrshymne.
Teksten flyder tykt med H.C. Andersen-referencer og gør det danske landshold til fodboldeventyrets grimme ælling, der kæmper mod alle odds.
Titlen hylder den tyske træner Sepp Piontek, der som en anden Struensee kom ind udefra, reformerede dansk fodbold og gjorde landsholdet til et verdensklassehold – som selvfølgelig tabte.
Sangen er både fuld af selvtillid og selvironi, men i et glimt er der også en sprække, hvor usikkerhed og måske endda tvivl kigger frem. »Ha-ha-hallo?«, lyder Dodos stemme som om sangen spørger: Er det virkelig sandt, at vi skal til VM? Har alle ’fodboldstaterne’ hørt, at vi også er med?
En vej gennem mørket
’Re-Sepp-ten’ er ingen tabersang, men handler ligesom ’Three Lions On A Shirt’ om at være fan og ligesom ’Don’t Come Home Too Soon’ om at tro på det umulige. Det tætteste på en rigtig dansk tabersang finder vi til gengæld det måske mest overraskende sted: Hos Nik & Jay.
På mange måder er Nik og Jays sang den mest ydmyge og fællesskabsorienterede slutrundetekst i flere år. I en musikgenre, der ellers dyrker ’Løgnen om Den Store Sejr’, er det bemærkelsesværdigt og velgørende
Duoen var det oplagte valg til en dansk slutrundesang i 2012, men da de i seværdig selvsmagende og sentimental stil lancerede ’Vi vandt i dag’, var mange utilfredse.
Lyden var for trist, hverken triumferende eller optimistisk. Og særligt linjerne »selv når vi falder / falder / rejser vi os op igen / med hjælpen fra en ven« rynkede mange på næsen over: Hvor var vinderviljen? Den var der selvfølgelig (se bare titlen), men i omkvædet veg den pladsen for linjer, der handler om, hvordan det er at holde med et landshold, som man i sidste ende ikke forventer slutrundesejren af.
Spillerne bliver ved med at spille, vi bliver ved med at holde med, og, som Nik & Jay synger: »Vi finder en vej igennem mørket«.
På mange måder er det den mest ydmyge og fællesskabsorienterede slutrundetekst i flere år. I en musikgenre, der ellers dyrker ’Løgnen om Den Store Sejr’, er det bemærkelsesværdigt og velgørende.
Så når Danmark går på banen mod Finland i første gruppekamp, vil jeg hverken tænke på danske drenge, der kan knalde, som Dodo sang i ’86, eller på optimistiske joller. Jeg vil tænke på vores egne næsten ’30 years of hurt’ og drømme om, at et dansk langskud når hele vejen til finalen. Og jeg vil vide, at selv når vi falder, rejser vi os op igen med hjælpen fra en ven.
På den anden side: Som tidligere landsholdsspiller Lars Jacobsen klogt sagde i radioen, samme dag som ’Danmarks Dynamite’ udkom:
»En EM-sang er aldrig bedre end spillet på banen. Hvis Danmark spiller godt, bliver Alphabeat et hit«.
Klippet fra politikens netavis.