Et af mine indlæg fra debatten om rydningen af Brorsonskirken

Taget fra Kristeligt Dagblads onlinedebat-forum:

"Min grundholdning i denne diskussion er, at man skal passe på at anmelde hinandens motiver, og i stedet forholde sig til substansen.

Jeg er ikke interesseret i at dømme nogen, da det ville forudsætte, at jeg - som Gud - kunne granske folks hjerter.

Jeg er meget indigneret over den situation vi har i dag, fx. på udlændingeproblematikken. Jeg anerkender, at der i politik er en hel del pragmatik og realpolitik, der skal tages hensyn til, men vi har jo alle vore grænser.

I denne uges Weekendavisen har jeg i et læserbrev kort foreslået, at man burde få humanitært ophold efter 3 år i et asylcenter uanset sagen i øvrigt. Det kræver givetvis et andet asylsystem, men det er en anden snak. Det mener jeg er mere humant, end som det foregår i dag. Det er min 'grænse'. Der er givetvis nogen, der også vil synes, at det er kynisk, men sådan er vi forskellige. Og jeg har stor respekt for folk, der måtte tænke sådan.

Det som provokerer mig i debatten er, at når man giver udtryk for, at man er indigneret, så får man meget hurtigt prædikatet 'selvgod', og det forstår jeg ikke. Det føler jeg sand for dyden ikke selv jeg er.

Hvis folk mener af et ærligt hjerte, at det bedste (eller mindst dårlige) for alle parter er, at afviste asylansøgere tager hjem hurtigst muligt, om man så skal ryde en kirke for det - så synes jeg at selve holdningen er fair. Jeg deler den ikke og jeg forstår den ikke - og ja, i kampens hede kan man godt komme til at bruge et prædikat som 'kynisk', fordi man selv får det fysisk dårligt ved disse handlinger - men ret beset skal man selvfølgelig passe på med den slags prædikater over for sine modstandere. En af mine helte, Desmond Tutu, sagde i bogen Ingen Fremtid Uden Tilgivelse, at når man føst begynder at kalde andre mennesker for u-mennesker, så begynder man selv at miste lidt af sin egen menneskelighed. Det er meget klogt og flot sagt.

Som jeg også nævnte i omtalte læserbrev i Weekendavisen, så glemmer man ofte, at kærlighedsbudet ikke siger noget om, hvordan man skal hjælpe sin næste. Budet er tavst. At det bedste (eller mindst dårlige) skulle være at sende irakere tilbage til Irak fatter jeg ikke, men der er tydeligvis en hel del der er uenig med mig i dette.

Og ja, der er givetvis et par enkelte, der føler sig både selvgode og modige, når de taler om at skjule flygtninge, men der er sand for dyden også regulære racister, der helst så ikke bare irakerne, men alle ikke-danskere sendt ad hekkenfeldt til. Sådan udtrykker DF sig jo ikke - de opfordrer blot folk kraftigt til at rejse hjem igen (her tænker jeg på deres nye udspil [en repatrieringspakke, hvor nydanskere får 100.000 for at rejse hjem]). "

Teksten blev lagt ud på forum den 19. september 2009, kl. 11.07.

Hvem er min næste?

Om den barmhjertige samaritaner

Biskoppernes opfordring til befolkningen i forbindelse med den humanitære katastrofe i Syrien (14/9-13).

Biskoppernes opfordring til befolkningen i forbindelse med sultkatastrofen på Afrikas Horn (16/8-11)

Peter Tudvads kronik "Den barmhjertige dansker"

Susanne Biers film: Hvem er næsten?

Om at beskytte næsten i en krigssituation?

Den danske filosof Søren Kierkegaard, skriver om næsten: "»Næsten« betyder »alle Mennesker«"

Den polsk-engelske sociolog Zygmunt Bauman, skriver om næsten/den Anden.

Desuden - om forholdet til næsten i et velfærdssamfund som det danske

En herlig prædiken over fortællingen om den barmhjertige samaritaner, der har henlagt fortællingen til nutidens Danmark (i Århus faktisk) - om den barmhjertige muslim .

Sagen om de afviste irakiske asylansøgere, der søgte et helle i Brorsons Kirke i 2009