Kirken som asyl

"Kirken som asyl

Af Henrik Stubkjær

Den kristne kirke har altid fungeret som asyl. Et sted, hvor mennesker søgte hen, når der var brug for hjælp eller ro og tid til eftertanke. Og kirken har altid åbnet sig mod mennesker, som bankede på dens dør. Det er en praksis, som kirken har overtaget direkte fra sin Herre, Jesus Kristus. Da han vandrede på de støvede veje, blev han konstant opsøgt af mennesker, som havde brug for hjælp. De kom som enkeltpersoner, og de kom i grupper, som f.eks. de 10 spedalske, der vandrede rundt sammen, udstødt af samfundet og identificeret, ikke ved deres person, men ved deres fælles sygdom. De mødte op som en gruppe, men blev modtaget som enkeltpersoner og blev i dette personlige møde helbredt. Ja, Jesus havde blik for større grupper end de 10. På et øde sted langt fra indkøbsmuligheder ser han de 5.000 sultne mennesker og beder sine disciple om at sørge for hjælp til dem. Allerede inden kirken faktisk blev kirke, blev grunden lagt til kirken og menigheden som asyl for mennesker i nød – et sted, hvor man har blik for det hele menneskeliv, og hvor man søger tilflugt, når ens liv er truet. Traditionen er i høj grad ført videre af klostrene, som ofte har virket som asyl for forfulgte mennesker. Selv under krige har der været en gensidig respekt for kirken som et fredhelligt sted – et sted, hvor våben ikke er blevet taget med, men hvor man var under en højere beskyttelse. Under AndenVerdenskrig gemte vi jødiske flygtninge på kirkelofter i Danmark. Da præsident Mugabe for et par år siden gennemførte sine ødelæggelser af boligområder rundt om hovedstaden Harare, søgte de flygtende mennesker til kirkerne og blev modtaget her. Kirkerne havde forskellige holdninger til Mugabes fremfærd, men de åbnede deres bygninger og sørgede for de nødstedte. Det blev en torn i øjet for Mugabe, at flygtningenes tilstedeværelse i kirkerne blev et stadig større og mere synligt vidnesbyrd om det problematiske i hans fremfærd. Kirkernes blotte omsorg for disse mennesker blev en politisk belastning for ham, ogderfor valgte han på et tidspunkt at sende sine soldater ind i kirkerne og fjerne de familier, der havde søgt tilflugt der. De blev kørt til afsidesliggende interneringslejre, hvor de blev indespærret. I Zimbabwe førte det til dannelsen af organisationen Zimbabwe Christian Alliance, som gik op imod de krænkelser af menneskerettighederne, disse »asyl-ansøgere« blev udsat for. I dag er det denne organisation, alle sætter deres håb til som den, der kan stå i spidsen for den freds- og forsoningsproces, Zimbabwe skal igennem, hvis man igen skal rejse sig og bevæge sig mod en ny fremtid med demokrati og respekt for det enkelte menneskes rettigheder. Som kirke er vi kaldet til i åbenhed at modtage mennesker, som banker på vores dør, at være et værn om den bange og enhjælp til den hjælpeløse. »Den der har jordisk gods og ser sin broder lide nød, men lukker sit hjerte for ham – hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham? Kære børn, lad os ikke elske med ord eller tunge, men i gerning og sandhed«. 1. Joh. 3,17 f."

Tryk i Præsteforeningens Blad, nr. 33, 14. august 2009, s. 654-655

Hvem er min næste?

Om den barmhjertige samaritaner

Biskoppernes opfordring til befolkningen i forbindelse med den humanitære katastrofe i Syrien (14/9-13).

Biskoppernes opfordring til befolkningen i forbindelse med sultkatastrofen på Afrikas Horn (16/8-11)

Peter Tudvads kronik "Den barmhjertige dansker"

Susanne Biers film: Hvem er næsten?

Om at beskytte næsten i en krigssituation?

Den danske filosof Søren Kierkegaard, skriver om næsten: "»Næsten« betyder »alle Mennesker«"

Den polsk-engelske sociolog Zygmunt Bauman, skriver om næsten/den Anden.

Desuden - om forholdet til næsten i et velfærdssamfund som det danske

En herlig prædiken over fortællingen om den barmhjertige samaritaner, der har henlagt fortællingen til nutidens Danmark (i Århus faktisk) - om den barmhjertige muslim .

Sagen om de afviste irakiske asylansøgere, der søgte et helle i Brorsons Kirke i 2009