Fra afsnittet om Harry Potter og Fønixordenen
Hvordan elske sin næste?
En pointe i kristendommen, som jeg mener de færreste gør sig klart, er, at evangeliet ikke giver nogen anvisning på, hvordan man skal være der for sin næste. For at tale med den danske teolog K. E. Løgstrup, så er selve fordringen klar - du skal elske din næste - men fordringen er også tavs, den fortæller intet om, hvordan man skal gøre det i praksis.
I femte bind er der en (side)historie om Hagrid og hans iver efter at tage sig af sin (halv)bror.
Meget tidligt i bindet, da han er kommet hjem efter en lang rejse i et ærinde for Dumbledore, bemærkes det af Ron, Harry og Hermione, at Hagrid er voldsomt forslået i ansigtet. Hagrid insisterer på, at han har det fint, og at der ikke er noget at snakke om, og at det nok skal gå over. Det sker dog ikke; i stedet virker han mindst lige meget forslået, hver gang de ser ham. Og han taler stadig udenom, når de forsøger at finde årsagen til Hagrids tilstand.
Det viser sig så, at Hagrids ærinde også indebar ophold blandt nogle kæmper. Ud over at være meget høje, er dette folkefærd også kendt for at være en smule klodsede og ubegavede, og meget kraftfulde i deres styrke. Her har han mødt sin halvbror, der pga. sin størrelse (som halv- og ikke helkæmpe) blev mobbet af de andre kæmper. Det kunne Hagrid ikke holde ud at se på, så han nærmest tvang Graup, som han hedder, med sig tilbage til Hogwarts, hvor han gemmer ham i Den Forbudte Skov, som ligger ikke så langt fra skolen.
Det komiske er, at Graup slet ikke ville med Hagrid. Han har under hele turen gjort modstand, og Hagrid får stadig slag ("Han kender ikk' sin egen styrke!"), når han forsøger at tale med Graup. Det er derfor, han hele tiden har været så ilde tilredt. ""Åh, Hagrid, hvorfor tog du ham med dig, når han ikke selv ville? Ville han ikke have det bedre hos sit eget folk?". "De mobbede ham, Hermione, fordi han er så lille!", sagde Hagrid. "Lille?", sagde Hermione. "Lille?". "Hermione, jeg ku' ikk' efterlade ham", sagde Hagrid; tårerne var begyndt at trille ned over hans forslåede ansigt og videre ned i skægget. "Han er min bror, forstår du!"".
Man forstår Hagrids vildrede og desperation, og ønske om at hjælpe sin bror.
Men var det den rigtige måde at hjælpe på?
Fra "Harry Potter og evangeliet", s. 65-67.
Fra afsnittet om Harry Potter og Halvblodsprinsen
Er det bare kærlighed?
""Men jeg har ikke usædvanlige evner og kræfter", røg det uvilkårligt ud af Harry. "Jo, du har", sagde Dumbledore bestemt. "Du har en kraft, som Voldemort aldrig har haft. Du kan ..." "Ja, jeg ved det godt", sagde Harry utålmodigt. "Jeg kan elske!". Det var lige før, han tilføjede: Og hvad så! "Ja, Harry, du kan elske", sagde Dumbledore, der lod til at vide, præcis hvad Harry lige havde bidt i sig. "Og det er en stor og forunderlig ting, når man tænker på alt det, du har været udsat for. Du er stadig for ung til at forstå, hvor usædvanligt det er, Harry". "Så når profetien siger, at jeg besidder kræfter, som Mørkets Herre ikke selv forstår, så betyder det bare - kærlighed?" spurgte Harry og følte sig lidt skuffet. "Ja, bare kærlighed", sagde Dumbledore."
Ovenstående er en halvmorsom dialog mellem Harry og Dumbledore. For man forstår jo godt Harry lidt. Som tidligere nævnt har Voldemort selv svært ved at se for sig, at kærlighed skulle være stærkere end hans egen allermørkeste magi. Og når det så hedder, at Harry har kræfter, der er større end kræfter, Voldemort nogensinde har haft, så kan det godt lyde lidt udramatisk, at det bare handler om kærlighed. Men Dumbledore har selvfølgelig også en pointe i, at Harry kunne have haft mange grunde og anledninger til at lade hadet styre, og netop ikke kærligheden.
Men det rigtigt morsomme er, at der ikke går lang tid efter denne samtale; så får Harry - efter en sportskamp, som Gryffindor har vundet, mens han selv har haft en eftersidning - spontant mulighed for at endelig at give sig til kende overfor Ginny, som han længe har været forelsket i. Og det endog mens hele Gryffindor-kollegiet kigger på.
Mens han derfor endelig får forløsning for sin forelskelse ved at kysse hende, og flyver af sted på en lyserød sky sammen med Ginny derefter, går al sladder hen over hovedet på ham, da han bare er lykkelig.
Det er som om, at når man tænker på kærligheden, kan den godt virke meget banal. Måske fordi den i virkeligheden, og heldigvis, ofte er noget meget dagligdags. Men når man så umiddelbart oplever kærlighedens sødme, fx. i en forelskelse, ja, så er kærligheden ikke banal, men netop ren magi, og ikke rigtigt til at forstå.
Jeg kommer til at tænke på Knud Hansen, som lakonisk skriver (frit husket og formuleret): Elske næsten kan man jo kun, når man faktisk gør det.
Og så kan jeg ikke nære mig for at nævne Nannas gamle popsang fra 1984 med refrænet: "Hvis der var kærlighed nok til os, så var der ingen der gad at slås".
Ja, det er bare kærlighed!