De tolv Muhammedtegninger
Den ene havde tegnet Muhammed iført sandaler og gående i ørkenen med sit æsel. Det var en neutral reportagetegning, der kunne have fungeret som illustration til en bog om profetens liv.
Den anden havde tegnet en dreng ved navn Muhammed i 7. klasse på Valby Skole vest for København, der var iført en trøje fra den lokale fodboldklub Frem, hvorpå der stod "Frem-tiden". Denne Muhammed, som altså intet havde at gøre med muslimernes profet, rettede en pegepind mod tavlen, hvor der på persisk stod: "Jyllands-Postens kulturredaktion er en flok reaktionære provokatører". Tegneren rettede alså sin satiriske brod mod mig [Flemming Rose] og mine kolleger, ikke mod muslimernes profet og islam.
Bluitgen iført en turban, hvor en appelsin med indskriften "PR-stunt" falder ned.
Bluitgen placeret i et forbryderalbum sammen med seks andre, og et vidne, der skal identificere Muhammed, udbryder: "Hm...jeg kan ikke lige genkende ham". Muhammed er altså ikke afbildet. Det er til gengæld Pia Kjærsgaard, formand for Dansk Folkeparti, og kendt som den stærkeste politiske røst mod indvandring og islam i Danmark.
En illustrator, der sidder med angstens sved på panden, mens han er i færd med at tegne Muhammed. Tegningen lægger sig tæt op ad baggrunden for min [Flemming Rose] invitation, nemlig det forhold, at den illustrator, der bidrog til Bluitgens Muhammedbiografi, af frygt havde insisteret på anonymitet, mens andre ifølge Bluitgen af samme årsag havde tøvet med at tage opgaven.
En halvabstrakt fremstilling af Muhammed med næse, et øje og mund, mens ansigtet er omkranset af en grøn halvmåne og delvist dækket af en stjerne, et symbol, der optræder på flere islamiske landes flag, heriblandt Pakistans, Tyrkiets, Tunesiens, Malaysias, Algeriets, Mauretaniens og Aserbajdsjans. Halvmånen fungerer også som symbol for Røde Halvmåne, den internationale hjælpeorganisation Røde Kors' søsterorganisation i den islamiske verden [det sidste er forkert - Røde Kors bruger blot et andet navn i muslimske lande - JK]
Profeten iført traditionel klædedragt og sandaler. Han står ubevægelig med fuldskæg, et neutralt udtryk i ansigtet og horn i panden. Er det en reference til Moses, der flere steder bliver skildret med horn i panden, også i nogle danske kirker? Eller det en henvisning til djævlen eller de mytologiske traditioner, hvor den hornede gud repræsenterer det livsnære, frugtbarhed, krop, seksualitet, morskab og sorg, liv og død, eller spiller hornene generelt på den frygt for at beskæftige sig med tabuer i islam, som var udgangspunktet for min [Flemming Rose] henvendelse til tegnerne? Der var flere mulige læsninger, men hvis hornene repræsenterede noget farligt og aggressivt, så stod det i modsætning til profetens neutrale og tilforladelige ansigtsudtryk, nøjagtig som i tilfædet med Kurt Westergaards tegning af Muhammed med bomben i turbanen.
Skildrer til gengæld profeten med et aggressivt kropssprog og en løftet sabel i højre hånd. Bag ham står to kvinder iført sort niqab, hvor kun øjnene kan ses, mens Muhammed har en sort bjælke over øjnene, en reference til billedforbuddet i islam. Ifølge tegneren følte han sig provokeret af, at tegnere med deres nej til at portrættere profeten var af den opfattelse, at muslimer i Danmark kunne finde på at reagere med vold på grund af tegninger til en børnebog. Det fandt han usandsynligt. Han så den påståede intimidering som et spøgelse og ville med sin tegning tilintetgøre spøgelset og vise, at frygten var ubegrundet. Kvinderne bag Muhammed ser en smule frygtsomme ud, måske en henvisning til den manglende ligestiling mellem mænd og kvinder i de lande, hvor islam er ved magten?
Viser fem ens figurer, der indeholder de islamiske symboler halvmånen og stjernen og et rim om kvindeundertrykkelse: "Profet!/ Med kuk og knald i låget/ som holder kvinder under åget!". Figurerne kan godt se ud som kvinder med slør i profil, hvor stjernen er øjnene, og halvmånen er munden, der råber til profeten, at han er skyld i undertrykkelsen af dem.
Beskriver Muhammed eller Allah i himlen, som får besøg af en flok selvmordsbombere, der gerne vil i paradis, men Allah eller hans profet må skuffe dem med ordene: "Stop, stop, vi er løbet tør for jomfruer!".
Ligeledes en vittighedstegning, der viser Muhammed, som standser to aggressive mænd med svingende sabler. De er tilsyneladende på jagt efter danske tegnere, der har krænket billedforbuddet i islam, men Muhammed beder dem slå kold vand i blodet og optræder således i rollen som fredens mand: "Rolig, venner, når alt kommer til alt, er det jo bare en tegning lavet af en vantro sønderjyde...". Her kan man vel sige, at profeten gør de to militante troende opmærksom på, at deres adfærd er i strid med den kanoniske forståelse af islam. Profeten fremstår således som moderat og i opposition til muslimer, der er parate til at begå vold i hans eller de hellige teksters navn.
Kurt Westergaards berømte tegning af profeten med en bombe i turbanen. Tegningen består af tre elementer, et naturalistisk portræt af en mand med skæg og et skitseagtigt, roligt og neutralt ansigtsudtryk, som hverken afslører vrede eller glæde, sorg eller lykke, dernæst en stiliseret bombe og endelig den islamiske trosbekendelse indgraveret i turbanen på arabisk, som lyder "Der er kun én Gud, og Muhammed er hans profet". Tegningen fortæller intet om Muhammeds forhold til bomben, om muslimer i virkeligheden er ofre for bomben, eller om Muhammed mod sin vilje har fået den i turbanen, sådan som det skete for Aladdin i den danske digter Adam Oehlenschlägers eventyr af samme navn fra begyndelsen af det 19. århundrede. Den stiliserede fremstililng af bomben gør den mindre konkret og mindre knyttet direkte til Muhammed. Bomben er på den måde mere abstrakt og henviser snarere til vold i bredere forstand end til specifikke handlinger. Skal vi tro, spurgte han [Mikkel Bogh], at profeten repræsenterer islam, og at islam er en krigerisk religion? Eller handler det snarere om, at billedet af profeten og islam er blevet ødelagt af terrorister, der har begået voldshandlinger i hans navn? Eller siger tegningen, at Muhammed lever i sin egen verden, uvidende om den kamp, der foregår i hans navn, et forhold, der er udtrykt visuelt ved, at han på tegningen ikke selv kan se den bombe, der er ved at sprænge ham i luften, og han har et neutralt og fraværende ansigsudtryk, der indikerer uvidenhed om den antændte bombe. Eller skal vi forstå tegningen i den forstand, at islam som religion er selvdestruktiv? Ganske forbløffende havde flere kritikere af Kurt Westergaards tegning, insisteret på, at den kun kunne læses på én måde.
Ovenstående tekst er næsten direkte citat fra Flemming Roses Tavshedens tyranni fra afsnittet "Fra Moskva til Muhammed", og er således hans egne formuleringer
Teksten, der ledsagede Muhammed-tegningerne
"
"Komikeren Frank Hvam erkendte for nylig, at han ikke "tør tage pis på Koranen for åben tv-skærm". En tegner, der skal afbilde profeten Muhammed i en børnebog, ønsker at optræde anonymt. Det samme gør vesteuropæiske oversættere af en islamkritisk essaysamling. Et førende kunstmuseum fjerner et kunstværk af frygt for muslimers reaktion. I denne teatersæson opføres tre forestillinger med bid og satire rettet mod USA's præsident George W. Bush, men der er ikke en eneste om Osama bin Laden og hans allierede, og under et møde med statsminister Anders Fogh Rasmussen opfordrer en imam regeringen til at gøre sin indflydelse gældende over for danske medier, så de kan tegne et mere positivt billede af islam.
De anførte eksempler giver grund til bekymring, hvad enten den oplevede frygt hviler på et falsk grundlag eller ej. Faktum er, at den findes, og at den fører til selvcensur. Der sker en intimidering af det offentlige rum. Kunstnere, forfattere, tegnere, oversættere og teaterfolk går derfor i en stor bue uden om vor tids vigtige kulturmøde, det mellem islam og de sekulære, vestlige samfund med rod i kristendommen.
Det moderne, sekulære samfund afvises af nogle muslimer. De gør krav på en særstilling, når de insisterer på særlig hensyntagen til egne religiøse følelser. Det er uforeneligt med et verdsligt demokrati, hvor man må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse. Det er bestemt ikke altid lige sympatisk og pænt at se på, og det betyder ikke, at religiøse følelser for enhver pris skal gøres til grin, men det er underordnet i sammenhængen.
Det er således ikke tilfældigt, at folk i totalitære samfund ryger i fængsel for at fortælle vittigheder eller afbilde diktatorer kritisk. Det sker som regel med henvisning til, at det krænker folkets følelser. I Danmark er det ikke kommet så vidt, men de anførte eksempler viser, at vi er på vej ind på en glidebane, hvor ingen kan forudsige, hvad selvcensuren vil ende med.
Derfor har Morgenavisen Jyllands-Posten opfordret medlemmer af danske bladtegneres forening til at tegne Muhammed, som de ser ham. 12 ud af ca. 40 har besvaret henvendelsen, og vi bringer deres tegninger her på siden under eget navn".
Derefter nævnte jeg [Flemming Rose] de tolv tegneres navne og sluttede:
"Kun 25 ud af 40 er aktive, og nogle af de aktive er underlagt en konkurrenceklausul. Enkelte har augumenteret for deres nej til at deltage, andre har henvist til presserende arbejdsopgaver, mens atter andre slet ikke har givet lyd fra sig." "
Flemming Rose: Tavshedens tyranni, s. 75-76.