Tabish Khair. 40 år. Lektor på Aarhus Universitet skriver bl.a. under overskriften "Skrig og mumlen":

"Jeg undgår at diskutere sagen med folk, jeg ikke kender så godt. Men jeg overhører erklæringer, hvoraf den mest hyppige er, at danskerne er så vant til karikaturer, at de ikke ville løfte et øjenbryn, hvis det var Jesus, der blev gjort grin med. Jeg har mine tvivl om den slags udsagn. Som næsten alt i denne kontrovers - på begge sider - virker de kun halvt sande. Jeg kan godt huske Jesus-sandaler blive fjernet fra hylderne i danske supermarkeder. Jeg kan huske de grunde, en redaktør fra Jyllands-Posten gav for ikke at bringe vittighedstegninger om Jesus: At de ikke var sjove og ville have fornærmet læserne. For mig at se var dét lige akkurat grunden til, at så mange muslimer demonstrerede mod Muhammed-tegningerne. Den tanke strejfer mig, at det bedste, man måske kan gøre ved sådanne lejligheder, er at efterligne Gandhi: Fortsæt hurtigt fremad og hold op med at snakke. For det ser ud til, at folk ved disse lejligheder taler forbi hinanden. Jeg går i seng med ønsket om stilhed (...) det var en af den slags fejder, hvor man ikke kan indtage noget klart standpunkt uden at være delvist galt på den, eller i det mindste uden at lukke øjnene for den ene side af fejden (...). Faktisk, tænker jeg i min irritation, har moderate muslimer, religiøse eller ej, gennem det tyvende århundrede lidt mere skade fra Vesten end fra religiøse fundamentalister i deres egne lande. Der var engang, hvor moderate og progressive muslimer blev isoleret, fængslet og myrdet af diktatoriske (men som regel ikke fundamentalistiske) regimer i mange såkaldt muslimske lande. De vestlige regeringer kiggede væk og støttede til tider de morderiske regimer, fordi de dengang var i krig med "den kommunistiske fare", og moderate muslimer var tilfældigvis ofte venstreorienterede". Han overvejer at gå ind i netværket Demokratiske Muslimer, men undlader, da det "vil blive brugt til at marginalisere andre muslimske stemmer og miskreditere dem i danske øjne, selv om mine venner ikke ønsker det."

Azza Khalil. Født 1964 i Egypten. Har forsket i DK, så tilbage, så London, så til Danmark igen. Uddannet læge. Skriver bl.a. under overskriften "Dagbog":

"Vil vi nogensinde kunne give vores børn den samme varme og hygge? Måneden [ramadanen], hvor folk hele tiden kommer sammen, familie og venner, der samles til den store spisebegivenhed "iftar" efter solnedgang og bliver oppe til de tidlige morgentimer. Duften, lydene og smagene. Hvordan kan man give dem disse oplevelser? Det er svært. Det var meget lettere i London, hvor hele verden findes i én by. Verdens hovedstad, plejede jeg at sige til mine venner. Der kunne man være, hvem man ville, leve lige akkurat som man havde lyst til. Jeg kan huske min datters børnehaves opslagstavle i London, hvor der dukkede lykønskninger op i ny og næ for alle mulige slags religiøse fester. Kommer det nogensinde til at føles lige så behageligt at være anderledes i Danmark? (...)

I dag, mens jeg holder kaffepause, henvender den ledende overlæge sig til mig (normalt har han slet ikke tid til den slags pauser). Han spørger mig alvorligt, hvordan jeg har det med "de der tegninger" fra Jyllands-Posten? Jeg har ikke skænket tegningerne en tanke, siden jeg så dem den morgen for et par uger siden; jeg kan ikke engang huske at have diskuteret dem med min mand. Jeg siger til ham at det mest irriterende ved dem er, at de som så mange andre ting i de seneste par år afspejler en ekstrem overfladiskhed i behandlingen af et hvilket som helst emne; at de bare er en provokation, og at man burde ignorere dem (...) Senere den aften taler jeg med Akmal [hendes mand]: Bliver vi den nye verdens jøder? Tegningerne forsøger at dæmonisere os muslimer, jeg gad vide, om der var vittighedstegninger om jøderne i nazitiden? (...)

Det bliver første gang i syv år, de [børnene] ikke holder jul i Europa. De holder meget af julen, især i Danmark. Men de ville gerne med (...) To uger tilbage af ramadanen, det er allerede lykkedes ungerne at faste adskillige dage. (...) Det er ikke så dårligt i år, selv børnene kan lide det.(...)

Tilbage i Egypten (...) Selv om kopterne i Egypten fejrer Kristus' fødselsdag d. 7. januar, holder min veninde en fest d. 24. december; hendes bror er gift med en italiener, og de er også i Egypten i juleferien. Vi holder jul i hendes forældres lejlighed.(...)

Vi har inviteret vores kollegaer til "sen julefrokost" [tilbage i Danmark]. Vi laver nogle arabiske forretter, og resten af maden er bestilt udefra. Vi er 40 mennesker, og det er en meget vellykket aften. Det er sjældent, vi er så mange sammen. Vi taler en masse. Mange deler min mening om, at tegningerne var en provokation, men ingen af os forudser krisen i ugerne, der kommer efter". Hun ender med, sammen med manden, at tilslutte sig netværket Demokratiske Muslimer - "Måske gør jeg ikke nogen forskel i det store billede, men jeg kan ikke længere forblive tavs".

Maher Khatib. 39 år, dansk palæstinenser, skriver bl.a. under overskriften "Dagbog":

"Woops... 12 karikaturtegninger af profeten. Jamen, det må man ikke. Og slet ikke på den måde. Det her er provokerende (...) Jeg må ærligt indrømme, at jeg er lidt splittet. Jeg synes generelt, at den danske humor og selvironi er enestående og tiltalene, men jeg er stødt, og jeg synes tegningerne kommer med et grimt budskab og støtter de holdninger, der i stigende grad findes i de der højremiljøer. Islam sættes lig med intolerance, terrorisme, undertrykkelse. Sådan er den islam, som jeg er blevet opdraget i, ikke. Islam er det, som man gør den til, og sådan som man praktiserer den. De fanatiske og ekstremistiske muslimer forskrækker mig. Jeg vil absolut ikke leve i en stat, som styres af fanatiske religiøse ledere. (...) Jeg føler, det er min pligt at gøre noget ved sagen. Inden mine tanker bliver til handlinger, begynder min mobil at ringe. Flere henvender sig til mig og beder mig som koordinator for det palæstinensiske netværk gøre noget og tage afstand. Jeg går lidt i stå og tænker. Jeg kan ikke undskylde for en handling, som andre har gjort. Enhver er ansvarlig for sine egne handlinger. Men jeg ombestemmer mig (...). Jeg kontakter en af mine bekendte, som arbejder for DR1, og beder ham sætte mig i forbindelse med nogen hos TV-avisen. Kort efter dukker en journalist og fotograf op på mit arbejde. På vegne af de fornuftige palæstinensere (flertallet) og de palæstinensiske folk tager jeg afstand og fordømmer flagafbrændinger og trusler mod danske interesser og danskere i Palæstina. (...) Jeg tænker, at vi måske er på vej i 3. verdenskrig. Muslimer verden over koger, og diplomaterne arbejder på højtryk... Jeg er ligeglad med omverdenen. Danmark er mit hjem, og jeg føler, det er min pligt at gøren noget. (...) Jeg er stadig rastløs, og inderst inde vil jeg helst tilbage i tiden og ændre det hele. Uden for Damarks grænser bliver det værre og værre. Hvorfor er arabere og muslimer så voldsomme i deres reaktion? Jeg analyserer lidt på det og når til en konklusion: Det her ligner mere frustrationer over mange års undertrykkelse af deres egne regeringer, og afmagt og mistillidsforhold til Vesten efter 11. september, hvor de fleste muslimer føler sig forfulgt og stemplet som terrorister."

Maria Mawla. 23 år, studerer nærorientalsk ærkæologi, etnisk libaneser, skriver bl.a. under overskriften "Muslimsk dagbog":

Er nærmest vred, når hun skriver. "Nu i denne tid oplever jeg en krise, som er fysisk såvel som psykisk. Muslimer verden over er vrede og fornærmede over tegningerne, der afbilder vores elskede profet Muhammed - må fred være med Ham - i association med undertrykkelse, terrorisme, sorg og død. Alt det, som netop vores Profet kæmpede imod og til sidst døde for.

Men folk er ligeglade, de gider ikke engang bruge et enkelt minut på at forstå vores frustration - vi er ikke et minut værd.

Denne konflikt handler ikke om ytringsfrihed eller demokrati, som den store Naser Khader og hans elskede Demokratiske Danmark gør det til. Den handler om respekt og accept! Disse to fundamentale og indlysende aspekter af livet er the basis of common knowledge. Kristne værdier er grundlagt på baggrund af respekt, tolerance og accept. Jeg bor i dette storslåede kristne demokrati, som ikke engang udøver de værdier, det står for.

Vi er efterkommere af menesker, der i år 610 efter Kristi fødsel fulgte en enestående Mand. Denne Mand, profeten Muhammed - må fred være med ham - lærte os etiske, moralske og religiøse budskaber, der alle er baseret på fred og næstekærlighed. Hvad er der galt i at følge dette budskab?

Kald mig fundamentalist, men jeg sætter islam højere end mit eget liv og det såkaldte demokrati, vi i Danmark praktiserer. Jeg nægter at blive "demokratiseret", hvis demokrati indebærer forfølgelse og undertrykkelse af mennesker med en bestemt trosretning. (...)

Jeg forstår godt vreden over flag- og ambassadeafbrændingerne; dem er jeg selv meget vred og fornærmet over, men det er ikke de 1,2 milliarder muslimer i verden, eller de blot 6,1 % udlændinge i Danmark, der gjorde det! Vågn op, Danmark! (...)

Jeg er ikke politiker, jeg er ikke engang go' til at skrive opgaver - hvordan skal jeg kunne forklare hr. og fru Danmark, at jeg er ked af det? Jeg er ked af at blive behandlet på denne måde, for jeg oplever dagligt racisme og undertrykkelse. (...)

De fleste mennesker ved ikke, at det genetiske slægtskab er større hos europæere og vestafrikanere end hos vestafrikanere og østafrikanere? Sjovt, ikk?"

Murad Ahmed. 29 år, journalist, dansker, pakistaner, muslim med mere, skriver bl.a. under overskriften "Jeg er ligeglad":

"Mest af alt er jeg træt af at diskutere de famøse tegninger. (...)

Op gennem slutfirserne og halvfemserne har der på Jyllands-Posten eksisteret et oprigtigt ønske fra de fleste journalisters side om at gøre sig fortjent til at slippe for øgenavne som eksempelvis "Morgenfascisten Jyllands-Pesten". Det lykkedes til en vis grad. Især da jeg selv blev sendt til Mekka [som praktikant på avisen] og gav avisens læsere et indblik i en spændende og fascinerende verden, der bestemt var "Danmarks internationale avis" værdig. (...)

Som journalist, og især som tidligere journalist på Jyllands-Posten, kan jeg godt forstå bevæggrundene for, at avisen valgte at bringe tegningerne. I mine øjne var det dog en forkert beslutning. Og som muslim føler jeg mig krænket over, at avisen nedgjorde et meget afgørende dogme i islam.(...)

Og ja. De fleste af os alle sammen er trætte og ville ønske, at vi snart vågnede af det her mareridt, der har tvunget alle i det danske samfund til at tage stilling til, hvad vi synes om især den muslimske religion, når vi bor i et samfund, der fjerner sig mere og mere fra religionen. Faktum er, at langt hovedparten af de muslimer, der bor i Danmark, dyrker deres religion i samme omfang som de fleste danskere, og er såkaldte kulturmuslimer. (...) Herhjemme vil debatten nok desværre være præget af de fordømte tegninger i den kommende tid. Om et halvt år tror jeg, verden er kommet videre, men nok med en haltende fod efter den alvorlige tackling. Så nej. Helt ligeglad er jeg ikke!".

Uzma Ahmed Andresen. 30 år. Pakistanske rødder, født og opvokset på Fyn, skriver bl.a. under overskriften "De forbandede og åndssvage tegninger":

"For mig personligt gælder det, at det er i religionen, at jeg henter min livsfilosofi, søger visdom og frem for alt finder min stille og usynlige balance i hverdagen. Den gud, jeg tror på, er en kraft så ufattelig stor og altomfavnende, at en dum provokation end ikke kan ramme en flig. Med de tanker valgte jeg at lægge sagen fra mig i første omgang. (...) Mit oplæg [i en paneldebat med Ann Noyd og Kåre Bluitgen på et gymnasium, som hun alligevel valgte at deltage i] kom derfor til at handle om, at ytringsfrihed er og bør være et dynamisk begreb og dermed noget, der ikke lader sig definere én gang for alle. Men at grænserne samtidigt løbende bliver bestemt og styret af dels ledende politikere som for eksempel statsministeren og kulturministeren, dels af medierne, og ikke mindst af udviklingen i det omgivende samfunds kultur. Det er vel derfor, der findes begreber som "politisk korrekthed" og "politisk ukorrekthed" - som opstår i samspil mellem politikere og medier. Jeg oplever, at det for eksempel over længere tid er blevet stuerent, at ledende politikere har ført hate speech mod indvandrere generelt, men især rettet mod dem med muslimsk bagrund i Danmark. (...) Kåre Bluitgen (...) blev rebellernes helt med de slidte udtalelser om, at man bare må lære at indordne sig og æde den ydmygelse, man føler, for ytringsfrihedens rolle er at provokere. Det er her, der opstår noget nyt, og grænserne rykkes, blev der sagt. (...) Tegningerne må nødvendigvis ses som en del af den indvandrerfjendske tone og lovgivning, der har været inden for integrationsområdet. Elles tror jeg, det bliver svært for etniske danskere, som ikke nødvendigvis har følt sig berørt af den daglige hetz og langen ud mod minoriteter, at forstå, at så mange mennesker kan reagere så voldsomt på nogle tegninger. (...) [om en pædagog i datterens vuggestue:] Hun var nervøs og bange [bl.a. pga de 'falske' SMSere om koranafbrændigner], for hun kunne godt forestille sig, at det ville blive mere svært at leve som muslim i Danmark,. For hende er det i forvejen en kamp at blive set som et individ, fordi hun bærer tørklæde".

Salim Abdali. 50 år, lektor i biofysik, født i Bagdad, erklæret a-religiøs og ikke-muslim, skriver bl.a. under overskriften "Intelligensens holocaust":

"Nyhederne begynder at strømme ind: arabiske, danske, engelske. "Vanvid" er det eneste ord, der kan beskrive sådanne begivenheder, men dette vanvid er nu af en altomfattende karakter... noget, jeg ikke kan gardere mig imod. På arbejdet søger kollegerne et svar, en forklaring. Hos mig!

"Hvad synes du om det, der foregår?"

"Se! Det er dem, du hører til! Dem, der brænder Dannebrog, ambassaderne, og måske snart os!"

"Se! Hvad gør dit folk! Hvorfor er I sådan?".

(...) Han vil understrege, at det er hans land, der brænder (og ikke mit). jeg kan ikke lade være med at svare ham i en meget bestem tone: "Det er altså mit land mere, end det er dit" (...) "Det her land har jeg selv valgt, mens du bare er født her" (...)

Der er ikke plads til intelligensen mere, hverken her eller andre steder i verden. Ikke mere plads til, at fornuften kan tale, men dette er ikke noget nyt. Det har varet et stykke tid nu; nogle mener siden d. 11. september; andre mener det startede længe inden, helt tilbage til Berlinmurens fald, mens andre igen siger, at det her "bare" handler om "the clash of civilizations". Jeg er meget enig i, at der er opstået et "clash" de sidste par årtier, men jeg er ikke enig i , at sammenstødet er mellem civilisationer! Det er mellem "barbarismerne" i stedet, mellem intolerancer, ignorancer, som har konfiskeret fornuftens og intelligensens plads. For mig er det meget enkelt: Civilisationer støder aldrig sammen; faktisk kan de heller ikke eksistere samtidigt."

Amir Zainorin. Født 1963, vokset op i Malaysia, boet fem år i USA, nu i Kbh., skriver bl.a. under overskriften "Dagbog":

"Jeg tror på ytringsfriheden og pressefriheden. Og jeg elsker Danmark for disse ting, fordi det har åbnet en ny dimension, hvor jeg kan udtrykke mig uden frygt for at blive fængslet uden rettergang. Jeg er gift med en dansker, og jeg værdsætter og respekterer den danske kultur, tror på menneskerettigheder, er interesseret i religioner, sulten efter viden, og mine malaj-rødder har gjort mig åben og fleksibel. (...) Jeg forsvarer ytringsfriheden og pressefriheden; de er vigtige, fordi de tillader os at undersøge og forstå os selv og finde ud af, hvordan vi kan komme videre. Det er en god fornemmelse at tale med nogen, som har den samme tankegang og forståelse som en selv, men den større forståelse kommer ofte først, når man er villig til at være åben og tale med nogen, som har nogle andre holdninger, og som man ofte er uenig med. Vi bliver nødt til at forblive positive, konstruktive og rolige lige meget hvad, og jeg tror oprigtigt på, at ytringsfriheden og pressefriheden bedst udøves med respekt, ansvarsfølelse og omtanke, og jeg skammer mig ikke over at sige, at disse er mine eneste grænser".

Zubair Butt Hussain. 31 år. Økonom, pakistanske rødder, født og opvokset i Smørum, skriver bl.a. under overskriften "Brev til profeten":

Er dybt dybt såret over tegningerne, og har skrevet sit indlæg som et brev til Muhammed: "Mails og SMS'er ryger frem og tilbage, mens bølgerne går højest med boykot og afbrænding. De latterlige opfordringer og trusler ser jeg bort fra, for de siger mere om afsenderen end om mig. Men jeg føler mig flov, flov over at mine repræsentationer bliver brændt af, at mit flag bliver brændt af, at mine medborgere bliver truet. Men jeg bliver også samtidig harm over, at marginaler inden for den muslimske befolkning rundt omkring i verden skal blæses op til dimensioner, som var de repræsentative for alle muslimer. Jeg føler en harme over, at medierne ikke formår at dissekere i strømmen af informationer for at vise et mangfoldigt billede af os muslimer. Nej, selvfølgelig tager jeg ikke afstand, selvfølgelig undskylder jeg ikke, for jeg har ikke gjort noget! Det giver sig selv, at jeg synes, det er stærkt beskæmmende, så hvorfor spørge om noget sådant? Undskylder de måske, når de dræber i demokratiets navn? Undskylder de, når de med vold, magt og drab på uskyldige vil indføre et "fredeligt" styre? Undskylder de, når de trykker hånd med diktatorer, med hvem de har økonomiske interesser? Pludselig bliver også jeg i tankesættet grebet af "os og dem", af en tilstand og et tankesæt, jeg altid har forbandet langt væk. Det bliver heldigvis også kun ved den flygtige tanke, da jeg ikke tillader det at være en del af mit vokabularium som hos nogle folkevalgte og udvalgte meningsdannere - det svarer nemlig ikke til min holdning at dele verden sådan op! (...) Tiden vil vise, om vi kan læge vores sår, men det kræver, at vi får stemplet færdig og træder ud af vores båse. Brug af ytringsfriheden, hvor grupper i samfundet hånes og spottes, er ikke en bærende søjle i fundamentet for beskyttelse af selvsamme; den lemfældige brug er blot en trussel".

Khaled D. Ramadan. Født 1965 i Beirut, mediekunstner, dokumentarist og kunsthistoriker, skriver bl.a. under overskriften "Vi boykotter jer":

"Enhver person med bare en smule sund fornuft og almen viden om islam måtte vide, at nedgørende billeder af profeten i tegneserieformat ikke ville være godt for nogen. Jeg spurgte mig selv, hvem der havde planlagt det. Men samtidig tænkte, jeg, at der egentlig ikke var noget nyt i det. Araberne har været under pres i århundreder. Det lignede endnu et kolonialt forsøg på at opretholde den provokation, som araberne efterhånden har vænnet sig til.

Det begyndte at dæmre for mig, at det var et visuelt udtryk, en karikatur, af den arabiske profet, der var centrum for kontroversen. Det fik mig til at drage paralleller til min kollega, den amerikanske videograf Jackie Salloum og hendes video Planet of the Arabs, som ser på Hollywoods konstante dehumanisering af arabere. Videoen er inspireret af bogen Real Bad Arabs af Dr. Jack Shaheen, som dokumenterer, hvordan arabiske og muslimske figurer er blevet fremstillet i amerikanske film i perioden 1896 til 2000. Ud af 1000 film med arabiske og muslimske figurer var kun 12 af fremstillingerne positive. De resterende gav et negativt indtryk af arabere og muslimer. (...)

Nej, jeg har ikke set tegningerne, og nej, jeg kan ikke forklare deres indhold, men jeg er i stand til at analysere motivet bag udgivelsen. Hvis vi går 15-20 år tilbage i tiden og undersøger de danske valgkampe, er der så nogen, der har bemærket, hvordan indvandrere - især arabere og muslimer - har været centrum for hver eneste valgkamp? Er der nogen, der har bemærket, at fjendskab og venlighed over for disse mennesker har haft afgørende betydning for, hvem der vandt og tabte valgene? Siger det jer noget? (...)

Mange arabere så sagen som et forsøg på at cementere den danske segregations- og separationsproces. Arabere, der var hengivne over for det samfund, de levede i, følte sig dobbelt forrådte. Da karikaturerne blev offentliggjort, følte de sig fremmedgjorte. Og da landets højre-ekstremistiske kræfter adopterede karikaturerne som et særligt dansk projekt, fik de bekræftet deres opfattelse af, at der stadig er nogen, der ønsker at lave en opdeling i "dem" og "os"".